Auschwitz: Myter og kendsgerninger
Næsten alle har hørt om Auschwitz, den tyske koncentrationslejr,
hvor et stort antal jøder og andre efter forlydende blev udryddet i
gaskamre under anden verdenskrig. Auschwitz bliver almindeligvis
regnet for det uhyggeligste nazistiske udryddelsecenter. Dette
billede kan imidlertid ikke forenes med kendsgerninger.
Videnskabsmænd udfordrer Holocausthistorien
Forbløffende som det må synes, har flere og flere historikere og
ingeniører udfordret den almindeligt accepterede Auschwitzhistorie.
Disse "revisionistiske" videnskabsfolk benægter ikke det faktum, at
mange jøder blev deporteret til lejren, eller at mange døde der af
især tyfus og andre sygdomme. Men de tvingende beviser, som de
fremlægger, viser, at Auschwitz ikke var et udryddelsescenter, og
at historien om massedrab i "gaskamre" er en myte.
Auschwitzlejrene
Auschwitzlejrkomplekset blev skabt i 1940 i det, der i dag er
den sydlige del af det centrale Polen. Et stort antal jøder blev
deporteret dertil mellem 1942 og 1945.
Hovedlejren var kendt som Auschwitz I. Birkenau eller Auschwitz
II formodedes at være hovedcentret for udryddelsen, og Monowitz
eller Auschwitz III var et stort industrielt center, hvor benzin
blev fremstillet af kul. I tillæg hertil kom der dusinvis af mindre
sattelitlejre helliget til krigsproduktion.
Fire Millioner ofre?
Ved efterkrigstidens Nuernbergproces anklagede de allierede
tyskerne for at have udryddet fire millioner mennesker i Auschwitz.
Dette tal, som stammer fra Sovjetunionen, blev indtil fornyligt
brugt af den polske regering og ses ofte i amerikanske aviser og
tidsskrifter (1). Og blandt andet i Gyldendals Tibinds
Leksikon fra 1977 og Lademanns Leksikon fra
1991.
Avisen The Daily Telegraph fra den 17. juli
1990, hvor reduktionen af det officielle dødstal for Auschwitz
fremgår
I dag tror ingen seriøs historiker - ikke engang dem, der
almindeligvis accepterer udryddelseshistorien - på dette tal.
Holocausthistorikeren Yehuda Bauer, som underviser ved Israels
hebraiske universitet, siger, at det er på tide at endeligt
anerkende, at dette sædvanlige antal er en overlagt myte (2).
Den jødiske historiker Raul Hilberg siger, at en million jøder
blev udslettet der, og Holocausthistorikeren Gerald Reitlinger
angiver et antal på omkring 700.000. Selvom selv disse lavere antal
er ukorrekte, viser de, at Auschwitzhistorien har ændret sig
betydeligt gennem årene.
Bizarre beretninger
På et tidspunkt blev det seriøst hævdet, at jøderne blev
systematisk henrettet ved hjælp af elektriske stød i Auschwitz.
Amerikanske aviser , som citerede sovjetiske øjenvidneberetninger
fra det befriede Auschwitz, fortalte læserne i februar 1945, at de
metodiske tyskere havde dræbt jøder der ved at benytte et elektrisk
transportbånd på hvilket hundrede af personer på en gang kunne
dræbes ved elektriske stød og derefter overføres til ovnene. De
blev forbrændt næsten øjeblikkeligt, og asken blev anvendt som
gødning på nærliggende kålmarker (3).
Ved Nuernbergprocessen anklagede den amerikanske hovedanklager
Robert Jackson tyskerne for at have anvendt en "nyopfundet"
anordning til øjeblikkeligt at "fordampe" 20.000 jøder nær
Auschwitz "på sådan en måde, at der ikke blev efterladt noget spor"
(4). Ingen seriøs historiker accepterer i dag nogen af disse
fantasifulde beretninger.
Hoess "Tilståelsen"
Et af de vigtigste holocaustdokumenter er tidligere Auschwitz
kommandant Rudolf Hoess "tilståelse", som blev fremlagt af den
amerikanske anklagemyndighed ved hovedprocessen i Nuernberg
(5).
Skønt der stadigvæk refereres til dette som et solidt bevis på
Auschwitz udryddelseshistorien, er det faktisk en falsk erklæring
opnået ved hjælp af tortur.
Rudolf Höss
Mange år efter krigen har sergent Bernard Clarke fra den
engelske militære efterretningstjeneste beskrevet, hvordan han og
fem andre engelske soldater torturerede den tidligere kommandant
for at fremtvinge hans "tilståelse". Hoess har selv privat omtalt
sine trængsler med disse ord:"Naturligvis underskrev jeg
erklæringen på, at jeg dræbte to og en halv million jøder. Jeg
kunne ligeså godt have sagt, at det var 5 millioner jøder. Der er
visse metoder, hvormed en tilståelse kan opnås, hvad enten den er
sand eller ej." (6).
Selv historikere som i al almindelighed accepterer
Holocausthistorien anerkender, at mange af de specifikke
erklæringer i Hoess "beedigede skriftlige erklæring" er simpelthen
ikke sande. I hvert fald er der i dag ingen seriøse historikere,
som påstår, at to en halv eller tre millioner mennesker blev
udslettet i Auschwitz.
Ydermere hævder Hoess i sin "beedigede skriftlige erklæring", at
jøder allerede blev udryddet med gas i sommeren 1941 i tre andre
lejre: "Belzec, Treblinka og Wolzek". "Wolzek" lejren, som blev
nævnt af Hoess er et rent og skært påfund. Denne lejr eksisterede
ikke, og dens navn bliver da heller ikke længere nævnt i
Holocaustlitteraturen.
Derudover kommer, at beretningen i vore dage blandt dem, der
tror på Holocaustlegenden, går ud på, at gasningerne af jøderne i
Auschwitz, Treblinka og Belzec ikke begyndte før engang i 1942.
Ingen dokumentariske beviser
Mange tusinde hemmelige tyske dokumenter omhandlende Auschwitz
blev beslaglagt af de allierede efter krigen. Ikke et eneste
henviser til en politik eller et program vedrørende udryddelse.
Faktisk kan udryddelseshistorien slet ikke forenes med
dokumenterbare beviser.
Mange jødiske indsatte var ude af stand til at arbejde
For eksempel påstås det ofte, at de jøder, der var ude af stand
til at arbejde, blev slået ihjel med det samme. Jøder, som var
enten for gamle, unge, syge eller svage, blev angiveligt gasset
straks ved ankomsten, og kun dem, som kunne arbejdes til døde, blev
midlertidigt holdt i live.
Ifølge beviserne var det rent faktisk en meget stor procentdel
af jøderne, der ikke var i stand til at arbejde, og som alligevel
ikke blev slået ihjel. For eksempel kan man læse i en
telexmeddelelse dateret den 4. september 1943 fra lederen af
arbejdsfordelingen under det økonomiske og administrative SS-
hovedkontor(WVHA), at af 25.000 jødiske indsatte i Auschwitz var
kun 3581 i stand til at arbejde, og af de resterende indsatte,
omkring 21.500 eller cirka 86 procent, var ude af stand til at
arbejde (7).
Oswald Pohl
Dette er også blevet bekræftet i en hemmelig rapport af 5.
april, 1944 om "sikkerhedsforanstaltninger i Auschwitz" af Oswald
Pohl, lederen af SS-koncentrationslejrsystemet til SS- chefen
Heinrich Himmler.
Pohl rapporterede, at der var totalt 67000 indsatte i hele
Auschwitzlejrkomplekset af hvilke 18.000 lå på hospital eller var
uarbejdsdygtige. I Auschwitz II (Birkenau), det formodede
hovedcenter for udryddelsen var der omkring 36.000 indsatte, hvoraf
de fleste var kvinder, af hvem "cirka 15000 var ude af stand til at
arbejde." (8).
Disse 2 dokumenter kan simpelthen ikke forenes med historien om
udryddelsen i Auschwitz.
Beviserne viser, at Auschwitz-Birkenau blev primært bygget som
en lejr for jøder, som ikke var i stand til at arbejde omfattende
de syge og gamle, såvel som for dem, der midlertidigt afventede
overflytning til andre lejre. Dette mener dr. Arthur Butz fra
Northwestern University i USA, og som også siger, at dette var
årsagen til den usædvanlig store dødelighed der (9).
Arno Mayer,der er historieprofessor ved Princeton University og
jøde, anerkender i en nyligt udkommen bog om den "endelige
løsning", at der omkom flere jøder i Auschwitz af tyfus og af andre
"naturlige" årsager, end der blev myrdet (10).
Anne Frank
Måske er den bedst kendte Auschwitz fange, Anne Frank, som er
kendt over hele verden på grund af sin berømte dagbog. Men få
mennesker er klar over, at tusinder af jøder inklusive Anne og
hendes far, Otto Frank, "overlevede" Auschwitz.
Anne Frank
Den 15 årige pige og hendes far blev deporteret fra Holland til
Auschwitz i september 1944. Adskillige uger senere under indtryk af
den sovjetiske hærs fremrykning, blev Anne evakueret sammen med
mange andre jøder til Bergen-Belsen lejren, hvor hun døde af tyfus
i marts 1945.
Hendes far fik tyfus i Auschwitz og blev sendt til lejr-
hospitalet for at komme sig. Han var en af de tusinder af syge og
svækkede, som blev efterladt, da tyskerne forlod lejren i januar
1945, kort tid før, den blev indtaget af sovjetiske tropper. Han
døde i Schweiz i 1980.
Hvis det havde været den tyske politik at dræbe Anne og hendes
far, ville de ikke have overlevet Auschwitz. Deres skæbne, uanset
hvor tragisk den måtte være, kan ikke forenes med udryddelses-
historien.
Allieret Propaganda
Historien om gasningen i Auschwitz er for en stor dels
vedkommende baseret på tidligere jødisk indsatte, som personligt
ikke bemærkede nogle beviser på udryddelsen. Deres overbevisninger
er forståelige, fordi rygter om gasning var vidt udbredte.
Allierede fly nedkastede over Auschwitz og omegn et stort antal
løbesedler, der var skrevet på polsk og tysk, og som hævdede, at et
stort antal mennesker var i færd med at blive gasset i lejren.
Historien om gasningen i Auschwitz, som var en vigtig del af de
allieredes krigspropaganda, blev også udsendt til resten af Europa
fra allierede radiostationer (11).
Overlevendes vidnesbyrd
Tidligere indsatte har bekræftet, at de ikke så beviser på
udryddelse i Auschwitz.
En østrigsk kvinde ved navn Maria Vanherwaarden vidnede om sine
erfaringer fra lejren ved retten i Toronto i Canada. Hun blev
interneret i Auschwitz-Birkenau, fordi hun havde haft seksuelle
forbindelser til en polsk tvangsarbejder. På togrejsen til
koncentrationslejren fortalte en sigøjnerkvinde hende og de andre,
at de ville blive gasset i Auschwitz.
Ved ankomsten blev Maria og de andre kvinder tvunget til at
klæde sig af og gå ind i et stort cementeret rum uden vinduer for
at tage brusebad. De skrækslagne kvinder var sikre på, at de skulle
dø. I stedet for gas kom der imidlertid vand ud af bruserne.
Auschwitz var ikke nogen ferielejr, bekræftede Maria. Hun var
vidne til mange dødsfald blandt sine medfanger på grund af sygdom,
og ikke så få begik selvmord. Men hun så ingen beviser overhovedet
på massedrab, gasninger eller på nogen form for
masseudryddelses-program (12).
En jødisk kvinde ved navn Marika Frank ankom til Auschwitz-
Birkenau i juli 1944, da 25.000 jøder dagligt formodedes at være
blevet gasset og kremeret. Hun bevidnede efter krigen, at hun
hverken hørte om eller så noget til "gaskamre" i den periode, hvor
hun var interneret der. Hun hørte først beretninger om gasningerne
senere (13).
Indsatte løsladt
Indsatte fra Auschwitz, som havde afsonet deres domme blev
løsladt og sendt hjem til deres egne lande. Hvis Auschwitz rent
faktisk havde været et hemmeligt udryddelsescenter, ville tyskerne
helt sikkert ikke have løsladt fanger, der "vidste", hvad der
foregik i lejren (14).
Himmler beordrede dødeligheden reduceret
"En lus - din død!" Advarselsskilt fra
Auschwitz
Som reaktion på de mange dødsfald blandt de indsatte grundet
sygdomme som især tyfus, der blev spredt af lus, beordrede de tyske
myndigheder, der var ansvarlige for koncentrationslejrene, skrappe
modforholdsregler.
Lederen af SS-administrationskontoret for koncentrationslejrene
sendte et direktiv den 28. december, 1942 til Auschwitz og andre
KZ-lejre.
Direktivet var stærkt kritisk overfor den høje dødelighed
blandt de indsatte som følge af sygdomme og gav ordre til, at KZ-
lejrlægerne skulle anvende alle til deres rådighed stående midler
til at bringe dødeligheden ned i de forskellige lejre. Derudover
beordrede det følgende:
"Lejrlægerne skal føre bedre opsyn med fangernes kost end
tidligere og skal i samarbejde med administrationen tilsende
forslag til forbedringer til lejrkommandanterne... Lejrlægerne bør
tilse, at arbejdsbetingelserne på de forskellige arbejdspladser
bliver forbedret så meget som muligt."
Til slut understregede direktivet, at "rigsfører af SS [Heinrich
Himmler] har beordret, at dødeligheden så absolut må bringes ned"
(15).
De tyske KZ-lejrregulativer
De officielle tyske regulativer for KZ-lejre gør det klart, at
Auschwitz ikke var noget udryddelsescenter. De fastsatte
følgende:
"Lejrens nyankomne skal undersøges grundigt. De, der viser tegn
på sygdom bør straks indlægges på KZ-lejrhospitalet og holdes under
observation. Fanger, der anmoder om lægehjælp, bør besøge lejrlægen
den samme dag for at blive undersøgt. Lejrlægen bør regelmæssigt
undersøge, hvordan maden bliver tilberedt samt dens kvalitet.
Enhver mangel bør øjeblikkeligt rapporteres til lejrkommandanten.
Særlig omsorg bør der gives i behandlingen af tilskadekomne for på
den måde at undgå at ødelægge deres erhvervsevne. Fanger, som
bliver løsladt eller flyttet fra lejren, bør gennemgå en
lægeundersøgelse hos lejrlægen." (16).
Afslørende luftfotografier
Detaljerede luftrekogniseringsfotografier taget af Auschwitz-
Birkenau på flere tilfældige dage i 1944 (på højdepunktet af den
påståede udryddelsesperiode). blev offentliggjort af CIA i 1979. De
viser ingen spor af ligdynger, rygende krematorieskorstene eller
masser af jøder, der afventede døden, som det ellers påstås, og som
ville have været helt tydeligt, hvis Auschwitz virkelig havde været
et udryddelsescenter (17).
Absurde kremeringspåstande
Ligbrændingseksperter har bekræftet, at tusinder af lig umuligt
kunne være blevet brændt hver dag i løbet af foråret og sommeren
1944 i Auschwitz, sådan som det almindeligvis hævdes.
Som eksempel kan nævnes, at Ivan Lagace, der er leder af et
stort krematorium i Calgary i Canada, bevidnede i retten i 1988, at
historien om ligbrændingen i Auschwitz er en teknisk umulighed.
Antagelsen af, at 10.000 eller måske 20.000 lig blev brændt hver
dag i Auschwitz i sommeren 1944 i krematorier og åbne grave, er
simpelthen "horribel" og "helt ude af kontakt med virkelighedens
verden", erklærede han under ed (18).
Gaskammerekspert modsiger gasningshistorien
USAs ledende gaskammerekspert, Fred A. Leuchter undersøgte
omhyggeligt de formodede "gaskamre" i Polen og konkluderede, at
historien om gasningen i Auschwitz er absurd og teknisk umulig.
Fred A. Leuchter
Leuchter er den førende specialist i konstruktion og
installering af gaskamre, der i USA anvendes til at henrette
dødsdømte forbrydere. For eksempel har han bygget et gaskammer for
den amerikanske delstat Missouris fængselsvæsen.
I februar 1988 foretog han en detaljeret undersøgelse på stedet
i Auschwitz, Birkenau og Majdanek i Polen af "gaskamrene", som
enten stadigvæk er bevaret eller ligger delvis i ruiner. I et
vidneudsagn under ed i retten i Toronto og i en teknisk rapport,
beskriver Leuchter hvert aspekt af sin undersøgelse.
Han konkluderer ved indsigtsfuldt at erklære, at de påståede
gasningsfaciliteterne umuligt kunne have været anvendt til at dræbe
mennesker. En af de ting, som han påpeger, er, at de såkaldte
gaskamre ikke var tilstrækkeligt tætnet og ventilleret til at dræbe
mennesker uden også at dræbe det tyske lejrpersonel (19).
Dr. William B. Lindsey, en kemiforsker, der har været ansat hos
Dupont Corporation i 33 år, bevidnede ligeledes i retten 1985, at
historien om gasningen i Auschwitz er en teknisk umulighed. Baseret
på omhyggelig undersøgelse på stedet af "gaskamrene" i Auschwitz,
Birkenau og Majdanek og hans mange års erfaring erklærede han:
"Jeg er kommet til den konklusion, at ingen blev dræbt eller
slået ihjel med Zyklon B (hydrogencyanidgas) på denne måde. Jeg
anser det for absolut umuligt." (20).
Holocaust er en myte
Historien om masseudryddelsen i Auschwitz opstod som
krigspropaganda. Nu mere end 60 år efter afslutningen af anden
verdenskrig er det på tide at indtage et mere objektivt syn på
dette særdeles omstridte kapitel af historien. Auschwitzlegenden er
kernen i Holocausthistorien. Hvis hundredetusinder af jøder ikke
blev systematisk dræbt der som antaget, bryder en af vor tids store
myter sammen.
At kunstigt vedligeholde fortidens had og lidenskaber forhindrer
en ægte forsoning og vedvarende fred. Revisionisme fremmer
historisk bevidsthed og international forståelse. Det er derfor, at
det arbejde, som Institute for Historical Review udfører, er så
vigtigt og fortjener din støtte.
Om forfatteren
Mark Weber, som er medlem af Editorial Advisory Commitee of the
Institute for Historical Review, har studeret historie på
University of Illinois (Chicago), University of Munich, Portland
State University og Indiana University og fik M.A. graden i
1977.
Han optrådte som ekspertvidne i "den endelige løsning" og
Holocaustspørgsmålet i retten i Toronto. Hans mange artikler om
moderne europæisk historie har været trykt i The Journal of
Historical Review og andre steder.
Noter
(1) Nuremberg document 008-USSR. IMT blue series, Vol. 1,
p.35.:C.L. Sulzberger: Oscwiecim Killing Placed at 4000000
i New York Times, May 8, 1945, and, New York
Times, jan. 31, 1986, p. A4.
(2) Y. Bauer: Fighting the Distortions. I Jerusalem
Post (Israel), sept. 22, 1989, p.6.;P.Steinfels: Auschwitz
Revisionism. I The New York Times, Nov. 12,
1989.
(3) Washington (DC) Daily News, Feb.2, 1945, pp. 2, 35.
(United Press dispatch from Moscow).
(4) IMT blue series, Vol. 16, p. 529-530. (June 21, 1946).
(5) Nuremberg document 3868-PS (USA-819). IMT blue series, Vol.
33, pp. 275-279.
(6) Rupert Butler: Legions of Death. England 1983,
pp.235; R. Faurisson: Journal of Historical Review, Winter
1986-87, pp. 389- 403.
(7) Archives of the Jewish Historical Institute of Warsaw,
German document No. 128, in: H. Eschwege, ed., Kennzeichnen J (East
Berlin), p.264.
(8) Nuremberg document NO-021. NMT green series, Vol.5. pp. 384-
385.
(9) Arthur Butz: The Hoax of the Twentieth Century.
Costa Mesa,calif.,p.124.
(10) Arno Mayer: Why Did the Heavens Not Darken?: The "Final
Solution" in History. Pantheon 1989, p. 365.
(11) Nuremberg document NI-11696. NMT green series,
vol.8,p.606.
(12) Testimony in Toronto District Court, March 28, 1988.
Toronto Star, March 29, 1988, p. A2.
(13) Sylvia Rotchild, ed.: Voices from the Holocaust.
New York 1981, pp. 188-191.
(14) Walther Laqueur: The Terrible Secret. Boston 1988,
p.169.
(15) Nuremberg Document PS-2171, Annex 2. NC&A red series,
Vol. 4, pp. 833-834.
(16) Lagerordnung fuer die Konzentrationslager. Made
public in 1962 by former Auschwitz-Birkenau inmate Prof. Jan
Olbrycht. English translation published in Anthology, Inhuman
Medicine, vol.1, part 1, Warsaw: International Auschwitz
Committee, 1970, pp. 149-151.
(17) Dino A. Brugioni and Robert C. Poirier: The Holocaust
Revisited. Washington, DC: Central Intelligence Agency,
1979.
(18) Canadian Jewish News. Toronto, April 14, 1988, p.
6.
(19) The Leuchter Report: An Engineering Report on the
Alleged Execution Gas Chambers at Auschwitz, Birkenau and Majdanek,
Poland. Toronto: 1988.
(20) The Globe and Mail. Toronto, Feb. 12, 1985, p.
M3