Forbudte spørgsmål
Af kultursociolog Jakob Munck
Lad os starte med at konstatere, at det giver fængselsstraf i
mange europæiske lande at tvivle på den historiske realitet
bag historien om Hitlers gaskamre og udryddelsen af 6 millioner
jøder. Derfor kunne jeg naturligvis ikke drømme om at komme med en
sådan påstand. Nedenstående artikel skal derimod opfattes som en
håndsrækning til vennerne af Holocaust (eksterministerne), så de i
fremtiden endnu mere effektivt kan bekæmpe disse
holocaustbenægtere, som Vestens åndelige overhoveder i Washington,
Rom og Jerusalem er enige om, er helt på galt spor. Med begrebet
"holocaustbenægter" hentydes til de mennesker, som regner historien
om gaskamre og 6 millioner dræbte jøder for at være mytologi, og
ikke historisk realitet. Generelt har disse mennesker svært ved at
tro på en forbrydelse, hvor der - som de ser det - ikke kan
fremvises et offer, ikke findes en gerningsmand, ikke eksisterer
noget mordvåben, ikke kendes noget motiv, ikke er nogen vidner og
ikke foreligger nogen tilståelse. At en sådan forbrydelse har
fundet sted, kan man naturligvis ikke afvise, men sandsynligheden
taler for det modsatte.
Ernst Zündel
For at mine eksterministiske venner i fremtiden effektivt kan
bekæmpe revisionisterne, så er det nødvendigt at de kender de
synspunkter, som disse revisionister indtager. Man kan jo ikke
udrydde en ideologi, bare ved at sætte dens mest fremtrædende
tilhængere i fængsel, som man gør i flere europæiske lande. Det
virker ikke overbevisende på os andre, at revisionisterne som
f.eks. Germar Rudolf, Ernst Zündel og David Irving, skal sættes i
fængsel. De har intet ondt gjort, ikke udøvet vold eller opfordret
andre til at udøve vold. Deres eneste forbrydelse er den, at de
ikke tror på det, som står i de officielle historiebøger, som de
tyske skolebørn skal læse. De mener, at historien om at Hitler
udryddede 6 millioner jøder i gaskamre er usand, og det har de -
tilsyneladende - en hel del argumenter som understøtter. Måske har
de ikke ret, det skal jeg ikke afgøre, men hvis de ikke har ret,
hvorfor argumenterer man så ikke imod dem for at vise, hvor de
tager fejl? Hvorfor sætter man dem i fængsel i stedet for at
modbevise deres påstande?
Jeg regner ikke med at få svar på ovenstående spørgsmål, og vil
derfor blot gentage, at formålet med herværende skrift er at give
de såkaldte eksterminister - de der tror på udryddelsen - den
bedste mulighed for at modbevise revisionismens argumenter. Men
samtidig med at jeg præsenterer disse argumenter, så er jeg dog
klar over, at der er en vis risiko for, at læseren kommer i tvivl
og faktisk præges til at mene det samme, som revisionisterne mener.
Det er jo den risiko der altid er, når man beskæftiger sig med
fremmede ideologier, og det er ikke forkert at beskrive
revisionismen som en fremmed ideologi, i hvert fald i Vesteuropa.
Ganske vist er der over 20 % af amerikanerne, som udtrykker tvivl
om realiteten af Holocaust (Shermer, s. 110), og et tilsvarende
antal englændere og skandinaver, som ikke er fuldt troende, men det
store flertal er da ikke i tvivl. De kender kun den sandhed, som de
har set i tv og lært i de bøger de kan købe i boghandelen. Og det
er nok for dem. Men der vil altid være en minoritet, som søger
dybere end det, som massemedierne serverer og som stiller
spørgsmålstegn ved de sandheder, som det store flertal lever i
troen på. Det er faktisk disse mennesker, som er årsagen til at
verden udvikler sig, og det er derfor min opfattelse, at man roligt
kan tilslutte sig denne kritiske tradition, hvis man - som
undertegnede - er kultursociolog og i øvrigt et menneske som søger
efter sandheden, også der hvor den adskiller sig radikalt fra
folketroen. Flertallet behøver ikke altid at have ret, hvilket vi
har set flere eksempler på i historiens løb.
Holocaust-påstandene
Historien om Holocaust bygger på følgende påstande, som er
kernen i folketroen og den eksterministiske lære:
A. Hitler ønskede at udrydde de europæiske jøder.
B. Til dette formål anvendte han udryddelsesgaskamre.
C. Der blev slået 6 millioner jøder ihjel under krigen.
Til sammen betegner man disse påstande som værende Holocaust, og
det er derfor disse tre påstande, som revisionismen har anfægtet og
stadig anfægter. Desværre har det aldrig været muligt at lave en
åben diskussion mellem de som tror og de som ikke tror på historien
om gaskamre og 6 millioner dræbte jøder, idet eksterminismens
tilhængere ikke ønsker og tillader sådanne diskussioner. Så hvis
man vil sætte sig ind i problematikken, må man studere emnet på
egen hånd, og det er særdeles tidskrævende og vanskeligt, da
størstedelen af den revisionistiske faglitteratur er svært
tilgængelig og ikke kan købes i boghandelen eller lånes på
biblioteket. Men med opfindelsen af Internet, er mulighederne for
at studere revisionisme dog blevet en del bedre. Her er så de
spørgsmål, påstande og argumenter, som revisionister lægger til
grund for deres tvivl på, at de nævnte historier stemmer overens
med den historiske virkelighed. Læs dem og bedøm selv. Historien om
Holocaust hviler på tre påstande:
Påstand A: Hitler ønskede at udrydde de europæiske jøder.
Revisionisterne afviser dette fordi:
1. Hitler havde ingen interesse i at udrydde jøderne, da han
havde meget brug for arbejdskraft. Kz-lejrene var derfor indrettet
i nærheden af fabrikker, hvor de indsatte kunne arbejde. Hvis de
var blevet slået ihjel, ville dette ikke have været
muligt.
2. Der står intet i Mein Kampf om at Hitler ville
udrydde jøderne, og i nazisten Herman Rauchings bog Mine
Samtaler med Hitler (1939), står der heller intet.
Tværtimod svarer Hitler på et af Rauchings spørgsmål, at han og
tyskerne ønsker at bevare jøderne som en ekstern fjende, som kan
bruges til at mobilisere det tyske folk til at slutte op om det
nazistiske program.
3. Kun ca. 1/5 af verdens jøder levede i de områder, som Hitler
havde kontrol over. Hvilket formål skulle det - ud fra Hitlers
synspunkt - have at udrydde disse mennesker, hvis flertallet af
verdens jøder alligevel stadig levede, og nu måtte formodes at hade
Tyskland endnu mere end de gjorde før?
Et jødisk brudepar i Auschwitz ønskes tillykke
af fangerne
4. Hvis Auschwitz var en udryddelseslejr, hvorfor havde man så
orkestre, teater, bordel, bibliotek, posthus, svømmebassin,
fodboldbane og hospital? Hvorfor har vi billeder af indsatte, som
blev gift medens de var i lejren? Og hvorfor kender man flere
eksempler på, at lejrens vagtpersonale er blevet straffet for at
have behandlet de indsatte for brutalt?
5. Der foreligger ingen skriftlig ordre til at udrydde jøderne,
hverken fra Hitlers side eller fra nogle af hans generaler. Dette
kunne naturligvis være fordi man ønskede at "skjule" dette
massemord, men hvis Hitler var så skamfuld over at slå regiments
modstandere ihjel, hvorfor gav han så skriftlig ordre til dette på
Østfronten, hvor alle modstandsfolk skulle skydes? Og hvorfor gav
han skriftlig ordre til at henrette sindslidende og handicappede?
Hitler anså jøderne for at være Tysklands fjender, for ham måtte
det da være helt problemløst - rent moralsk altså - at udsende en
skriftlig
ordre om at de skulle slås ihjel. Og alligevel gjorde han
det ikke.
6. Da russerne gik ind i Polen (1945) rømmede tyskerne de polske
kz-lejre og fangerne fik valget mellem at blive i lejrene indtil
russerne kom, eller at vandre med tyskerne mod Vest. I alle
tilfælde vi kender til (f.eks. Elie Wiesel) valgte de at følge
tyskerne mod Vest. Hvorfor gjorde det det, når nu tyskerne ønskede
at udrydde dem?
7. Den påståede jødeudryddelse i Auschwitz gik - efter
eksterministernes påstand - først for alvor i gang i 1943, men hvad
skulle formålet med det være? Hitler vidste allerede i februar 1943
(efter nederlaget i Stalingrad), at han ville tabe krigen, hvis han
ikke fik lavet en fredsslutning med England, og dette var derfor
hans strategiske hovedmål. Men hvordan ville udsigterne være for at
lave en fredsslutning med England, hvis Hitler forsøgte at dræbe
alle de jøder, som befandt sig inden for hans magtområde? Denne
udsigt ville være dårlig, især når det tages i betragtning, at
Hitler mente, at det var jøderne, som styrede England.
8. Hitler samarbejde med de jødiske myndigheder i Palæstina i
perioden fra han kom til magten og til ca. 1939. Formålet var at få
jøderne til at udvandre fra Tyskland til Palæstina, hvilket både
Hitler og de jødiske ledere mente var en god idé. Dette samarbejde
er dokumenteret mange gange, men hvad skulle formålet med det være,
hvis Hitler ønskede at slå jøderne ihjel?
9. Hitler påstod aldrig, at han ville udrydde jøderne rent
fysisk, altså slå dem ihjel. Han talte ved flere lejligheder om
"ausrotten", men dette udtryk bruger man også i Tyskland i dag, når
et fodboldhold ønsker at slå et andet. Så siger de, at de vil
"ausrotten" de andre, og tvivlerne har svært ved at acceptere, at
dette skulle betyde fysisk udryddelse, altså drab.
10. Der eksisterer i dag (2009) i tusindvis af såkaldte
"holocaust-survivors", altså mennesker, som hævder, at de har
overlevet Holocaust på trods af, at de har været interneret i en
kz-lejr. I henhold til filminstruktøren Steven Spielberg
(Schindlers List) drejer det sig om cirka 300.000
mennesker, hvoraf en stor del lever i Israel i dag. Da det påståede
Holocaust sluttede i 1945, må en stor del af disse overlevende have
været under 15 år, da de befandt sig i disse lejre. Men hvis Hitler
udryddede alle jøder, som ikke kunne bruges som arbejdskraft,
hvorfor er disse mennesker så ikke blevet udryddet? Blandt disse
overlevende er i øvrigt den tidligere formand for Europa
parlamentet (Simone Weil), som var 13 år da krigen startede og den
østrigske politiker Benedikt Kautsky, som havde en tilsvarende
alder. Hvorfor blev de ikke gasset?
11. Hans Heinrich Lammers, direktør for det tyske rigskancelli
under krigen, fortalte under Nürnberg-processen, at han personligt
havde spurgt Himler, hvad der mentes med begrebet "den endelige
løsning på det jødiske spørgsmål." Han havde fået det svar, at det
betød at jøderne skulle evakueres mod øst til de nyligt erobrede
områder, som Hitler ønskede at gøre til en del af sit imperium.
Påstand B: Udryddelsen af jøderne foregik i gaskamre og
gasvogne
Revisionister afviser dette fordi:
1. Historien om udryddelsen af jøderne har haft mange former, og
begrebet "Holocaust"er først blevet den almindelige betegnelse
efter 1979, hvor en amerikansk tv-serie, instrueret af Marvin
Chomsky, beskrev en tysk familie, som gradvis udryddes gennem
gasningen i de tyske kz-lejre. Historier om Hitlers jødeudryddelse
finder vi op gennem krigens 5 år i mange forskellige former. Først
hævdede den polske modstandsbevægelse, at det skete ved hjælp af
"luftdrevne hammere", siden mente man, at der blev brugt elektriske
bade, så blev det hævdet (i Pravda), at det skete med et
elektrisk samlebånd (!), så mente man, at der blev brugt
atombomber, siden at jøderne blev brændt levende sådan ved hjælp af
dampkamre, lufttomme rum, blodforgiftning og drukning. Der var en
lang række af påståede henrettelsesmetoder, som den polske
modstandsbevægelse mente at kende til og som der blev fortalt om i
de allieredes presse. Netop disse modstridende meldinger har
formentlig været en af årsagerne til, at de ledende politikere i
Vesten var temmelig skeptiske overfor disse historier. De tjente
som anti-tysk krigspropaganda, men de var ikke troværdige.
2. Hvis Hitler ville udrydde jøderne, hvorfor gjorde han det så
ikke på den letteste og billigste måde, nemlig med skydning?
Hvorfor transportere mennesker flere tusind kilometer på togvogne
gennem et Europa, hvor jernbanenettet var sønderbombet og hvor man
hele tiden blev angrebet af allierede bombefly? Det er let og
billigt at skyde mennesker, og derfor var det den metode man
anvendte på Østfronten og den metode, som er anvendt ved alle
kendte senere folkemord (fraregnet dem, hvor man har brugt knive).
At gasse mennesker til døde er meget farligt for dem, som udfører
gasningerne og det er meget kompliceret og krævende at udføre.
Hvorfor skulle Hitler anvende denne henrettelsesform, når den nu er
langsom, dyr og risikabel?
3. Røde Kors besøgte flere gange Auschwitz og de andre kz-lejre
under krigen, men de observerede ingen gasninger eller hørte rygter
om sådanne, hvilket ses ud af det faktum, at de ikke skrev om
sådanne begivenheder i deres rapporter.
"En lus - din død!" Advarselsskilt fra
Auschwitz
4. I de dødslister, som blev udarbejdet over samtlige døde i
Auschwitz (ca. 75.000) angives der ikke gasning som dødsårsag i et
eneste tilfælde. Men skydning og sygdom (især tyfus) er hyppige
årsager.
5. De allierede havde allerede i 1942 brudt de tyske koder og
aflyttede løbende kommunikationen med Auschwitz, Dachau og
Buchenwald og flere andre kz-lejre. Hver dag blev der fortalt om
antallet af ankomne og antallet af fanger, som var sendt bort, samt
antallet af nyfødte og antallet af døde og årsagen til disse
dødsfald. Der blev ikke berettet om nogen gasninger.
6. De allierede overfløj og fotograferede jævnligt Auschwitz og
de andre polske lejre, uden at man på disse fotos kan se gaskamre
eller køer af mennesker, som venter på at blive aflivet i et
sådant.
7. Det hævdes at disse gasvogne var dieseldrevne, men
udstødningen fra dieselmotorer er særdeles uegnede til henrettelse
af mennesker. Diesel gas indeholder 16 % oxygen, hvilket er nok til
at et menneske kan trække vejret og overleve. Det er meget
vanskeligt at dræbe mennesker på den måde. Bl.a. derfor anvendes
dieselmotorer til udluftning af kanalen mellem England og Frankrig,
da dens udstødning ikke er (særlig) farlig. Udstødningen fra en
ganske almindelig benzinmotor er til gengæld særdeles farlig, men
sådanne anvendte nazisterne - i følge "øjenvidnerne" - ikke.
8. Der findes ikke et eneste bevaret autentisk
henrettelses-gaskammer eller fotografi af et sådant. Det rum som
kaldes gaskammer i Auschwitz-museet er bygget af russerne efter
lejrens befrielse, hvilket lejrens leder dr. Fracis Piper
indrømmede under et videointerview med den jødiske journalist og
revisionist David Cole i 1992.
9. Da russerne befriede Auschwitz stod der i Pravda, at
der i denne lejr var sket massehenrettelser. Det var sket ved at
sænke fangerne i vandbassiner, hvortil der blev sat strøm.
Tidligere under krigen, allerede 1941, havde den polske
modstandsbevægelse i øvrigt rapporteret om massehenrettelser ved
hjælp af store hammere og andre primitive redskaber.
10. Der har siden 1945 været ca. 20 mennesker, som hævdede, at
de havde set de påstående gaskamre og at de havde overværet
gasninger eller ligefrem selv været med til at udføre dem. Disse
vidner modsiger hinanden og er åbenlyst fantaster, som har valgt at
fortælle denne historie for at redde deres eget liv fra
Nürnberg-domstolen, hvor de som nægtede kendskab til
jødeudryddelsen måtte imødese dødsstraf. I betragtning af at man
hævder, at der skulle være blevet gasset flere millioner mennesker,
må det ringe antal vidner undre. Især når man sammenligner med
andre tvivlsomme hændelser, som der er masser af - ikke helt
troværdige - øjenvidner til. Der er f.eks. mange amerikanere som
hævder, at have set Elvis levende efter hans død og mere end 200
piloter, politiofficerer og andre, som i perioden fra 1978-87 har
indberettet til det britiske forsvarsministerium, at de har set
UFO'er og rumvæsener (Information, 15/5-08).
Paul Rassinier
11. En af de første revisionister - franskmanden
Paul Rassinier - som selv havde siddet i kz-lejr, brugte 15 år
på at rejse rundt i Europa for at interviewe disse såkaldte
øjenvidner, som hævdede at have overværet gasninger. I hvert eneste
tilfælde han mødte, fandt han ud af, at når han spurgte mere
direkte ind til hvad de havde oplevet, så kunne disse såkaldte
vidner ikke svare og måtte henvise til, at det de fortalte var
noget, som de havde "hørt om", og ikke selv oplevet. Rassnier skrev
om sin undersøgelse af de falske vidner, men kun nogle små forlag
på den yderste højrefløj ønskede at udgive hans tekster. De forblev
derfor stort set ukendte for offentligheden.
12. Jødeudryddelsen i Auschwitz hævdes at være foregået fra
1942-45. I den periode var togforbindelsen til lejren meget
usikker, da de allierede løbende bombede det tyske jernbanenet,
bl.a. for at forhindre transport af tropper og materiel til ud til
fronten. I denne periode var der f.eks. kun én fungerende
jernbaneforbindelse til Ungarn. Hvorfor ødelagde de allierede ikke
denne forbindelse, så de i det mindste kunne forhindre drabet på de
ungarske jøder? Og hvorfor ødelagde man ikke de andre
jernbaneforbindelser til lejren, hvilket ville have været meget
let, da man havde det totale herredømme i luften? Hvis disse
forbindelser var blevet ødelagt, havde transport til lejren været
umuligt og det påståede massedrab ville være blevet undgået.
13. Det hævdes i de fleste såkaldte "øjenvidneskildringer" at
gasningen foregik ved at de nylig ankomne fanger, som skulle
gasses, blev lokket ind i store bruserum, hvor der blev udledt
Zyklon B gennem bruserne. Zyklon B er et insektbekæmpelsesmiddel,
produceret med det formål at skulle bruges i gaskamre til
tøjaflusning. Det egner sig meget dårligt til at henrette
mennesker. Zyklon B er et granulat (i kugleform), som i hvert fald
ikke kan ledes gennem bruserør, så det er fysisk umuligt. Andre
såkaldte "øjenvidner" mener, at dette granulat blev kastet ned i
gaskammeret gennem huller i loftet, men ingen har endnu kunnet
finde sådanne huller i lofterne på disse bygninger, og de ses
heller ikke på de luftfotografier, som de allierede tog af lejrene
under krigen.
14. Hvis millioner af mennesker er blevet gasset, hvorfor har
man så ikke gravet bare ét enkelt lig op og påvist, at det er en
person, som er død gennem gasning? Cyanidgas afsætter tydelige
mærker på fysiske omgivelser, og det ville være let at påvise
eksistensen af cyanidgas i væggene på de påståede gaskamre. Sådanne
undersøgelser er faktisk blevet lavet, men alle af revisionisterne.
Og de har alle vist, at der ikke har været anvendt cyanidgas i
disse rum.
15. Der findes ikke én eneste bevaret gasvogn eller et fotografi
af sådanne vogne. Nåede Hitler virkelig at destruere dem alle,
inden hans regime sluttede?
16. Det ville være et stærkt bevis på realiteten af gasningerne,
hvis man gravede et enkelt af de millioner af (påståede)
eksisterende lig op og viste, at denne person var død af gas. Det
ville være tekniske muligt, hvis et sådant lig kunne findes, men
mærkværdigvis er der ingen, som har gjort det.
17. Under Nürnbergprocessen var der ingen af de anklagede tyske
ledere, som indrømmede eller kendte noget til den påstående
masseudryddelse af jøderne i gaskamre. Man indrømmede, at Hitler
hadede jøderne, og forklarede årsagen til dette had, men man kendte
ikke noget til nogen plan om masseudryddelse. Dette kunne de
ansvarlige ledere ellers frit have indrømmet, hvis de kendte til
det, da de vidste, at de alligevel ville blive henrettet.
18. Den af eksterministerne påståede gas (Zyklon B), som skulle
være anvendt i gaskamrene til massehenrettelse, er tungere end
luft, og hvis en sådan gas skal anvendes i et gaskammer, skal der
efterfølgende være udluftning og en høj skorsten for at undgå at
omgivelserne bliver gasset samtidig. En sådan høj skorsten er ikke
på den nuværende bygning, som fremvises som værende et gaskammer i
Auschwitz i dag, og den var der heller ikke under krigen, hvilket
ses tydeligt på de luftfotografier, som amerikanerne tog over
lejren lige indtil dens befrielse.
Rudolf Höss
19. Intet menneske i verden var bedre orienteret om, hvad der
foregik i de polske kz-lejre end pave Pius XII. Der var mange
katolske præster i lejren, lejrens leder (Rudolf Höss) var
praktiserende katolik og cirka halvdelen af lejrens vagter var
katolikker. Desuden lå lejren i et 100% katolsk land, Polen. De
påståede gaskamre lå således, at de umiddelbart kunne ses af
lejrens indsatte, og informationer om massehenrettelse af jøder
ikke kunne holdes hemmeligt. Især ikke for det katolske hierarki,
hvor skriftemål og løbende rapportering til de foresatte er
obligatorisk. Var mennesker udryddet ved gasning, ville paven have
vidst det, og kirken havde tidligere vist sin foragt for
hitlerismen med encyclikaen Mit Brennende Sorge (1937).
Pius XII var meget bekymret for jødernes skæbne og havde eksplicit
taget afstand fra Hitlers antisemitisme. Han gjorde også meget for
at beskytte jøderne i de tysk besatte lande. Alligevel protesterede
han aldrig imod nogen massehenrettelse af jøder i gaskamre, ej
heller i årene efter krigens slutning indtil han døde i 1957. Dette
kan kun tolkes sådan, at han ikke troede på at sådanne gasninger
havde fundet sted, hvilket understøttes af det faktum, at ej heller
præsident Rosevelt eller premierminister Churchill på noget
tidspunkt omtalte eller protesterede imod en sådan massehenrettelse
i gaskamre.
20. Kommandanten i Auschwitz, Rudolf Höss, tilstod under
Nürnberg-processen (efter tortur) at have dræbt 2,5 millioner
gennem gasning. Det troede de officielle forskere på i lang tid.
Men i dag kan man på mindestenen foran lejren læse, at der kun blev
dræbt 1,1 millioner mennesker i denne lejr. Höss tilstod altså -
hvis dette passer - at have gasset 1,5 millioner mennesker mere,
end der døde i alt. Hvorfor det?
Påstand C: Der blev dræbt 6 millioner jøder under krigen. De
fleste i gaskamre og kz-lejre.
Revisionister afviser dette fordi:
1. Tallet 6 millioner er mytisk, ikke videnskabeligt, hvilket
ses af det faktum, at det nævnes mange gange i kilder, som
tidligere end 2. Verdenskrig. F. eks:
A. De 6 millioner er allerede forudsat i Toraen (3.
Mosebog, kap. 25, vers 10), hvor det - iflg. rabbiner Bech (s. 214)
- af den originale hebraiske tekst fremgår, at Israel først vil
blive genskabt, når 6 (millioner) jøder er døde.
B. I New York Times (11/6-1900) tales om 6 millioner
jøder, som skal have et Israel at vende tilbage til.
Encyclopedia Britannica fra 1902
C. I år 1902 nævnes i Encyclopædia Britannica (artiklen
om "antisemitism") en "systematiske" forfølgelse af 6.
millioner jøder.
D. I flere jødiske tidsskrifter i 1919 hævdes det (se Don
Heddesheimer), at der nu er blevet slået 6 millioner jøder
ihjel.
E. 6-mio-tallet fremgår også af en artikel i Reagers
Digest fra 1943.
På baggrund af disse oplysninger kan det ikke undre, at også
Nürnberg-domstolen i 1946 hævdede, at der var slået 6. millioner
jøder ihjel. Det kan derimod overraske, at nogle mennesker tror, at
dette tal er resultat af en videnskabelig optælling og at visse
senere jødiske Holocaust-apologeter har lavet pseudo-statistiske
analyser (f.eks. Blum), som - naturligvis - er kommet frem til det
samme hellige tal, 6 millioner.
2. Den eneste kz-lejr, hvor der iflg. eksterministerne foregik
gasninger, som endnu i dag kan besøges, er Auschwitz. De
statistiske oplysninger om antallet af døde i denne lejr er meget
varierende, og det på trods af at dette er den eneste påståede
dødslejr, hvorfra papirerne stadig eksisterer. I denne lejr
døde:
- 9 millioner i henhold til den franske dokumentarfilm Nuit
et Brouillard (Nat og Tåge, 1955).
- 7 millioner i henhold til Raphael Feigelsohn, jødisk
"øjenvidne".
- 6 millioner i henhold til den jødiske bogforlægger Tibere
Kremer.
- 5 millioner i henhold til Le Monde (20/4-78).
- 4 millioner i henhold til Nürnberg-domstolen.
- 3,5 millioner i henhold til den jødiske filminstruktør Claude
Lanzmann (Shoah).
- 2 millioner i henhold til den jødiske forfatter Lucy
Dawidowicz (The War Against the Jews).
- Max. 900.000 i henhold til den jødiske historiker Gerald
Reitlinger (1983).
- Max. 710.000 i henhold til gaskammereksperten Jean-Claude
Pressac (1994).
Usikkerheden er åbenbart stor, og da man i de andre lejre
hverken har fysiske eller dokumentariske beviser for,hvad der
foregik, så er usikkerheden vedrørende antallet af dræbte fanger i
disse lejre endnu større.
3. Statistiske analyser af antallet af dræbte jøder giver
forskellige resultater afhængig af, hvordan man laver dem. Hvis man
gerne vil bevise, at der døde 6 millioner jøder, er det ikke svært
at finde tal, som - sat sammen på den rigtige måde - giver dette
resultat. Alle analyser, som ender med tallet 6 millioner, kan på
forhånd afvises, da dette tal - som tidligere vist - er mytologisk.
Men heldigvis findes der andre, seriøse analyser af antallet af
dødsofre. Samtidig skal man dog vide, at der er mindst tre seriøse,
statistiske analyser (se Gaus og Graf/Montoriol), som viser, at
antallet af dræbte jøder under 2. Verdenskrig er under 1 million.
Disse analyser er - i modsætning til "6-mill-analyserne" - lavet af
mennesker, som ingen interesse har i at forvrænge eller overdrive
tallet og deres konklusioner har samstemmende været, at der blev
dræbt cirka 1/2 mio. jøder under krigen. En af disse er den svenske
professor Carl Nordling, som undersøgte skæbnen for 722 konkrete
jøder, som han fandt i Encyclopedia Judaica og som levede
i de tysk besatte områder. Han kom frem til det resultat, at ud af
disse var 44 % emigreret inden slutningen af 1941, 13 % var døde og
35 % var ikke berørt hverken af deportation eller internering.
Resten var deporteret eller interneret, men overlevede krigen.
Nordling er ikke "holocaustbenægter", men da hans forskning ikke
stemmer med eksterministernes hellige tal på 6 millioner, bliver
den forbigået.
4. Krematorierne i Auschwitz/Birkenau kunne ikke - rent fysisk -
have brændt de mange lig, som man påstår kom fra gaskamrene. Det
tager ca. 1 time at brænde et lig og der var ca. 20 ovne. Mængden
af koks anvendt til brænding er dokumenteret og passer til det
nævnte antal ovne. Rent teoretisk kan der være brændt ca. 500 lig
om dagen, men i praksis har dette ikke været muligt, da ovnene skal
vedligeholdes og da det kræver konstant fuld bemanding med
personale. Det vides præcis hvor lang tid ovnene har virket og ud
af dette kan det regnes ud, at der maksimalt kan være brændt ca.
140.000 lig i disse ovne, hvilket svarer til lejrens officielle
dødsstatistik.
5. I krigsarkiverne i Moskva findes der ca. 90.000 dokumenter,
som har relation til de tyske kz-lejre og ikke et eneste af disse
dokumenter omtaler eller beviser, at der skulle være foregået
gasninger af fangerne i disse lejre. Dokumenterne blev set igennem
i 1995 af Jürgen Graf og Carlo Mattogno og det samme har andre
forskere gjort både før og siden, men uden at kunne finde noget
bevis for eksistensen af gaskamre til massehenrettelse. Hvis
tegninger af noget sådant var fundet, ville de pågældende
dokumenter naturligvis være blevet offentliggjort som en del af
kampen imod "holocaustbenægterne".
6. Hvis det påstås, at der er begået massemord på jøder ved
gasning, hvorfor skal dette så ikke bevises, ligesom enhver anden
forbrydelse skal bevises? Svaret er, at der stod i de juridiske
regler for Nürnberg-processen (artikel 19), at "retten behøver ikke
at bevise facts, som er alment kendte" og derfor mente man ikke at
behøvede at bevise, at der var henrettet jøder i gaskamre. Det var
jo "alment kendt", mente man. Men de anklagede ledende nazister ved
denne retssag fortalte alle, at de ikke kendte noget til et sådant
massemord, så hvorfor fremlagde man ikke allerede dengang tekniske
beviser, når man nu var så sikker? Og hvorfor er sådanne beviser
ikke fremlagt siden? Hvis der blev anvendt cyanidgas til
henrettelse, ville det være let - også i dag - at påvise resterne
af denne gas i de rum eller ruiner, som man hævder blev anvendt til
gaskamre. Men to omfattende tests af denne type er lavet af
revisionister og en af museumsledelsen ved Auschwitz. Alle har de
vist, at der ikke er anvendt cyanidgas i de ruiner, som hævdes at
have været gaskamre. Men det tror eksterministerne ikke på. Hvorfor
laver de så ikke deres egne tests?
7. Administrationen i de tyske kz-lejre brugte computere
(hulkortmaskiner), som var leveret fra IBM. Man inddelte fangerne i
16 forskellige kategorier: Politiske fanger, homoseksuel,
kommunister, jøder etc. Man havde også kategorier til at indikere
dødsårsager for lejrens indsatte, her skelnede man mellem dem som
var døde af naturlige årsager, dem som var skudt, dem som havde
begået selvmord og dem som var udvalgt til særlig behandling
(medicinske forsøg etc.). Der var ingen kategori for personer, som
var blevet gasset. Hvorfor ikke, når nu dette - efter
eksterministernes mening - var den mest almindelige dødsårsag? Man
skammede sig ikke ved at kategorisere og tælle dem, som var blevet
skudt, så hvorfor skulle gasninger holdes hemmeligt, selv for
datamaskinen?
General Eisenhower
8. Hvis massemord ved gasning af jøder er en historisk realitet,
hvorfor indgår denne oplysning så ikke i hverken De Gaulles,
Churchills eller Eisenhowers erindringer fra krigen? Er det ikke en
relevant information om den fjende, som man kæmpede mod?
9. En meget stor del af de påståede gasninger hævdes at være
foregået i de polske lejre Chelmo, Sobibor, Treblinka og Belzec,
som hævdes at have været rene dødslejre. Ingen af disse lejre
eksisterer i dag, men eksterministerne hævder, at det er fordi
tyskerne rev dem ned, da de kunne se, at russerne ville befri dem
og Tyskland ville tabe krigen. Det gjorde de for at skjule deres
ugerninger og i dag kan der ikke findes noget spor af disse lejre.
Ej heller dokumenter. Men hvis tyskerne destruerede alle disse
fysiske og dokumentariske beviser på disse lejre og på de
ugerninger, som de anklages for at have begået der, hvorfor rev de
så ikke også Auschwitz-lejren ned og brændte de mange dokumenter,
som blev opbevaret i denne lejr?
Holocaust-ideologiens konsekvenser
Det er en almindelige indvending imod revisionismens argumenter,
at selv om de skulle være rigtige, så er det i grunden ganske
ligegyldigt om Hitler havde gaskamre eller ej og om der blev dræbt
6 millioner jøder. Det afgørende er, at Hitler var racist, at han
hadede jøderne og at han ville slippe af med dem på den ene eller
anden måde. Holocaust er altså en realitet, også selv om det skulle
vise sig, at revisionismen var sand. Men hvis man mener sådan, så
er konsekvensen den, at der ikke eksisterer nogle
"holocaustbenægtere" for ingen har nogensinde betvivlet, at Hitler
hadede jøderne, at han ønskede dem ud af sit interesseområde og at
hans soldater slog mange af dem ihjel, både i og udenfor
kz-lejrene.
Bortset fra dette, så er det ikke rigtigt, at den
revisionistiske ideologi er ligegyldig, uanset om den er sand eller
falsk. At dette ikke er tilfældet ses mest tydeligt af det faktum,
at netop revisionisterne er den gruppe af europæiske dissidenter,
som forfølges mest konsekvent og brutalt af de europæiske
magthavere. Der eksisterer ikke noget europæiske land, hvor man
fængsles for at mene, at jorden er flad, at Jesus var homoseksuel,
at paven er idiot, at Koranen er noget sludder, at kvinder
er dumme eller at abort er sjovt. Alt dette kan man sige og mene,
uden at blive straffet. Men hvis man mener og siger, at der ikke
blev dræbt 6 millioner jøder under krigen, så står man til store
bøder eller fængselsstraf i flere af Europas toneangivende lande.
Det er altså tydeligvis en forskel mellem de først nævnte påstande
og den sidste, i hvert fald med hensyn til, hvor alvorligt de
europæiske politikere anser afvigende holdninger for at være. De
første emner er ligegyldige, det sidste er et samfundsanliggende.
Derfor er det indlysende forkert at hævde, at revisionismens
påstande er ligegyldige, for hvis de havde være det, så ville
politikerne have ignoreret dem. Og det kan man roligt sige, at det
gør de ikke.
Men hvad er så konsekvensen af, at revisionismens holdninger
bliver mere og mere udbredte i den Vestlige verden? At dette er
tilfældet er let at vise. Engang mente man f.eks. at der havde
været gaskamre i alle de tyske kz-lejre, det mener man ikke mere.
Engang mente man at der var slået 4 millioner mennesker ihjel i
Auschwitz, nu mener man, at det drejer sig om ca. 1 million. Der
foregår altså en vis - langsom - tilnærmelse mellem den officielle
historieskrivning og revisionismen, og denne tilnærmelse foregår
ved at de officielle historikere i stadigt højere grad antager de
revisionistiske holdninger. Men dette foregår naturligvis langsomt
og helt uden at man lader offentligheden vide, at historien faktisk
skrives om. Det som en række tyske officerer blev dødsdømt for ved
Nürnberg-processen, nemlig at have gasset jøder i tyske kz-lejre,
det mener man nu alligevel ikke er sket. Altså burde disse
officerer have været rehabiliteret, men det er de naturligvis ikke
blevet. De allierede - krigens vindere - ønsker ikke at tabe
ansigt.
Værst af alt ville det - set fra magthavernes synsvinkel - være,
hvis det pludselig skulle blive afsløret, at den europæiske og
amerikanske offentlighed er blevet ført bag lyset af de historikere
og politikere, som de har stolet på. Dette ville have alvorlige
konsekvenser, som kunne forrykke hele den internationale
magtbalance. Israels legitimitet og gigantiske militærapparat
bygger helt igennem på forestillingen om det forfulgte og uskyldige
folk, ofrene for Holocaust, og det samme gør de enorme pengebeløb
som Israel har modtaget fra USA og Tyskland efter krigen. Hele
denne stats identitet og dens ret til - ustraffet - at overtræde al
international lovgivning og alle vedtagne FN-resolutioner, er
begrundet i historien om Holocaust, så enhver kritik af denne
historie, anses for at være en trussel mod Israels ret til at
eksistere. Og flere tyske forbundskanslere har udtalt, at historien
om Holocaust på tilsvarende vis er den bærende ideologi for det
Tyskland, som vi kender i dag. Også her vil antastelse af de
såkaldte fakta, som holocaustmytologien bygger på, altså være et
alvorligt problem.
Ruinerne af den tyske by Dresden efter et
allieret bombeangreb i februar 1945
Men værst af alt vil det være, at verdens stærkeste militære
magt, verdens hersker - USA - vil lide lovlig skade på deres
moralske selvbillede og på den politiske legitimitet, som denne
stat gennem mange år har lagt til grund for deres udenrigspolitik
og deres løbende invasioner og besættelser af fremmede lande. USA
ser sig selv som værende "Guds eget land" og som verdens mest
vigtige forkæmper for frihed og demokrati. Dette bygger man på den
forestilling, at man var hovedkraften i nedkæmpelsen af nazismen,
som - i amerikansk historieforståelse - er verdens hidtidigt mest
onde magt. Ganske vist bombede de allierede de tyske og japanske
byer og udøvede derved terror imod civilbefolkningen, men det var
Hitler, som havde ansvaret for det industrielt iscenesatte
massemord på jøderne, Holocaust. At slå soldater ihjel i krig er
nødvendigt, når nu krigen ikke kan undgås og det, at civile lider
tab ved bombardement af byer, er bare en del af krigens almindelige
logik. Men det, at ville udrydde en forsvarsløs og militært
irrelevant befolkningsgruppe, som er udvalgt alene på sit
tilhørsforhold til en bestemt religion, anses for at være et
moralsk onde, som overstiger al anden grusomhed. Netop derfor ser
amerikanerne sig selv som værende verdens befriere, fordi det var
dem, som nedkæmpede hitlerismen. Russerne ser man gerne bort fra i
denne forbindelse.
At anfægte holocaustmytologien er at
anfægte den amerikanske stolthed og legitimiteten af den
amerikanske globale magtudøvelse. Men amerikanerne ønsker ikke selv
at forbyde holocaustbenægtelse, da det vil stride imod den
amerikanske forfatning og imod de grundlæggende idealer om
ytringsfrihed, som USA bygger på. For amerikanerne er historien om
Holocaust en vigtig forudsætning for deres syn på sig selv, som
verdens befriere, for de kan ikke finde andre ugerninger, som
Hitler har lavet, og som de ikke også selv har begået. Holocaust er
nærmest den begrundelse, som amerikanerne ser for at de måtte træde
ind i krigen. Netop derfor kan man også konstatere, at
holocaustmytologien ikke spiller den samme rolle i andre lande, som
den gør i USA. I Rusland, som gav de største ofre i kampen mod
nazismen, er der intet forbud imod holocaustbenægtelse, og hele
konceptet om Holocaust spiller ikke nogen væsentlig rolle i den
russiske historieskrivning. Russerne kan sagtens forstå, hvad de
kæmpede imod under krigen, nemlig en grusom og illegitime invasion
af en fjendtlig magt, som ønskede at kolonialisere deres land. De
har ikke behov for at høre på holocausthistorier for at kunne
forstå, hvorfor det var nødvendigt for dem at kæmpe og at yde ofre.
Det handlede simpelthen om at overleve, ikke kun for de russiske
jøder, men for alle.
Ud over at give grønt lys for den
amerikanske imperialisme, så giver historien om Holocaust også
staten Israel en følelse af at være hævet over almindelige moralske
principper. Man mener ikke at man behøver at følge
verdensoffentlighedens henstillinger eller i det hele taget opføre
sig humant overfor de folkeslag, som man har fordrevet og
undertrykt. Man har moralsk ret, mener man, til at gøre som man
vil, hvis det er i de "holocaustoverlevende" israelske jøders
interesse, også selv om dette betyder fordrivelse, kolonialisering
og udsultning af millioner af palæstinensiske arabere. Israel og
USA er knyttet sammen i et interessefællesskab. Når der i hver
eneste amerikanske storby er et Holocaustmuseum, skyldes det altså
ikke blot kærlighed til jøderne, men i lige så høj grad, at
historien om Holocaust er moralsk rygrad for både USA og Israel.
Svækkes dette moralske grundlag for den ene stat, rammer det også
den anden. Og skulle USA miste den moralske basis for sin
imperialisme, mister denne stat samtidig det moralske grundlag for
at være ledende i den globale militarisering. I videre forstand
handler det om forbruget af jordens ressourcer og forureningen. At
stoppe den dødedans som fører jorden mod sin undergang, vil jo
efter alle eksperters mening, kræve en drastisk omlægning og
reduktion af forbruget af en række råstoffer, hvorfor USA p.t. er
verdens største forbruger. Men mon der vil være politiske vilje i
dette store land, til at nedsætte forbruget og at bremse
militariseringen, når man ser sig selv som værende i færd med en
global mission for eksport af de evige og absolutte værdier,
som man i dette land bilder sig ind at have realiseret? Nej,
Holocaust drejer sig ikke blot om et påstået mord på 6 millioner
jøder. Historien om Holocaust er i sig selv en dødbringende
mytologi, som bruges af de kræfter, som ønsker en fortsat global
oprustning og som mener at våben frelser verden bedre end
sundhedsprogrammer og ansvarlig omgang med miljøet. Det hele koster
jo penge, så man må vælge. Og de lande, som er rige i dag, ønsker
ikke at give afkald på denne rigdom. Derfor vil de gerne bilde sig
selv og verden ind, at de har en særlig moralsk mission. Og til
dette formål skal de bruge historien om Holocaust. Den gør dem
nemlig moralsk uantastelige.
Anti-revisionismens svagheder
Det bliver svært at finde nogen anden
teori i nyere tid, som har haft flere og mere magtfulde modstandere
end revisionismen. Det virker som om modstanden imod den såkaldte
"holocaustbenægtelse" er blevet mere og mere intens og hadefuld med
tiden. Under den kolde krig var der også revisionister, men
magthaverne i de vestlige lande havde andre fjender at beskæftige
sig med, så revisionisterne fik stort set lov til at operere som de
ville og ingen tog særlig notits af deres skriverier. Men dette har
ændret sig i tiden efter kommunismens bortgang. Nu er kampen imod
revisionismen et hovedanliggende på mange af eksterministernes
forskningsinstitutioner og der bliver løbende udgivet bøger, hvis
formål det er at modbevise de revisionistiske argumenter. Desværre
er der ikke meget som tyder på, at de rationelle og saglige metoder
har den store indflydelse på revisionismens udbredelse, og derfor
har eksterministerne i stadig højere grad måttet ty til andre
metoder til at bekæmpe det, som de ikke bryder sig om. Derfor har
man opgivet at diskutere med revisionisterne. Det viser erfaringen,
at man ikke får succes med, for revisionisterne har desværre alt
for gode argumenter. I stedet vælger man så at give dem bøder og at
sætte dem i fængsel.
Metoderne man tager i anvendelse
adskiller sig ikke fra de metoder, som de katolske magthavere i sin
tid tog i anvendelse for at gøre Galilei tavs, eller de metoder som
inkvisitionen tog i anvendelse imod alle, som hævdede at hekse var
overtro og at de ikke eksisterede. Sagde man sådan, blev det regnet
for et sikkert bevis på, at man samarbejdede med disse hekse, og
man blev dermed selv bragt i inkvisitionen søgelys med de
konsekvenser, som dette sædvanligvis havde. I Tyskland alene har
flere hundrede mennesker siddet i fængsel for at stille sig kritisk
overfor de officielle beretninger om jødeforfølgelse, gaskamre og
udryddelseslejre. Den tyske, østrigske og franske lovgivning er
sådan indrettet, at den ikke påstår at forsvare nogen form for
"sandhed". Den er positivistisk i den forstand, at den simpelthen
har fastsat nogle synspunkter, som mennesker, der lever i disse
lande, ikke har lov til at give udtryk for, uanset om disse er
sande eller falske. Alle forsøg på at anvende de
antirevisionistiske retssager som platform for bevisførelse for
revisionismens sandhed, er derfor mislykkedes, da disse sager ikke
handler om sandt eller falsk, men alene om den objektive natur af
et givent udsagn. Selvom selv direktøren for Auschwitz-museet har
indrømmet, at det rum som vises til turisterne ikke er et ægte
gaskammer, så giver denne påstand alligevel fængselsstraf i
Tyskland. Det handler ikke om hvorvidt at revisionisterne har ret
eller ej, men alene om det de siger. Det er forbudt at sige noget,
som anfægter de tre komponenter i Holocaustmytologien. Også selv om
man kan bevise, at det man siger er sandt.
De vestlige lande gør almindeligvis
meget ud af at påstå, at man har demokrati og ytringsfrihed, men
lovene imod holocaustbenægtelse svækker i betydelig grad
troværdigheden af dette. I de arabiske lande er man ikke særlig
interesseret i Holocaust som sådan, da det jo - hvis det passer -
blev udført af de kristne. Men man er meget bevidst om, at der
åbenbart ikke er frihed til at sige og mene hvad man vil i de
europæiske lande, og denne konstatering er i høj grad med til at
nedsætte troværdigheden af den propaganda om demokrati og
ytringsfrihed, som disse landes politikere fremkommer med. Når man
siger, at europæerne skal have lov til at se på krænkende tegninger
af Muhammed "fordi der er ytringsfrihed", så undrer man sig i de
arabiske lande over, at denne ytringsfrihed ikke også drejer sig om
hændelser, som har relevans for europæerne selv. Man synes at det
er påfaldende, at det er tilladt at krænke muslimer, men strafbart
at krænke jøder, på trods af at der er ti gange så mange muslimer
som jøder i Europa. Hvor er sammenhængen? Hvad er begrundelsen? Den
danske avis Berlingske Tidende foreslog for et par år
siden, at man forsøgte sig med nye metoder til at bekæmpe
revisionisterne. Man skulle nedsætte en fælles kommission, som
skulle undersøge revisionisternes påstande én ad gangen helt
sagligt. Revisionisterne skulle selv være repræsenteret i denne
kommission, for at sikre at de ville acceptere dens konklusioner.
Dette forslag blev mødt med tilslutning fra revisionistisk side,
men - sjovt nok - helt ignoreret af det eksterministiske flertal.
Hvorfor mon?
Det som europæerne ikke tør gøre, det
turde iranerne til gengæld i 2006, hvor de afholdt en international
Holocaust-konference i Teheran, for at lade revisionisterne og
deres modstandere mødes og diskutere deres uenigheder i en saglig
atmosfære. Konferencen blev en stor succes, men desværre måtte
flere af dens jødiske og revisionistiske deltagere konstatere, at
de blev retsforfulgt, når de vendte tilbage til de vestlige lande,
som de kom fra. Alene det at deltage i en konference i et fremmed
land, hvor man frit kunne diskutere Holocaust, er ulovligt i
Tyskland, Østrig og Frankrig. Ikke alene ønsker man ikke
ytringsfrihed internt i disse lande, men man ønsker også at
forhindre disse landes statsborgere i at udnytte den ytringsfrihed
(vedr. Holocaust), som der er i andre lande. Hykleriet vil ingen
ende tage.
Eksterministerne har også produceret
masser af antirevisionistiske bøger, hvis formål er at modbevise
revisionismens påstande og at holde historien om Holocaust,
gaskamre og 6. millioner, levende. Titlerne på disse bøger giver
indtryk af stor selvsikkerhed hos eksterministerne, men realiteten
er, at ingen af disse antirevisionister har haft så megen tillid
til deres eget budskab, at de har turdet møde revisionisterne i
åben debat. De har mod til at diskutere med mennesker, som ikke kan
eller tør svare, fordi det vil koste dem fængsel, men de har ikke
mod til at diskutere med mennesker, som har friheden til at sige,
hvad de tror på.
Deborah Lipstadt
Karakteristisk for de
antirevisionistiske bøger er det, at de kun i meget begrænset
omfang behandler de argumenter, som revisionismen bygger på. Det er
tydeligt, at forfatterne til disse bøger ikke har meget kendskab
til den virkelige revisionisme og i stedet forsøger at fremstille
revisionismens resultater og påstande som de rene tosserier. Det
kan naturligvis kun lade sig gøre, fordi det i de fleste europæiske
lande er forbudt at sælge og købe revisionistisk litteratur, så
befolkningen har intet reelt kendskab til, hvad revisionismen står
for. Man kender kun mediernes billede, som stemmer godt overens med
antirevisionisternes. Revisionisme er simpelthen - ifølge disse -
en slags nazisme, racisme og det, der er værre. Deborah Lipstadt
mener at revisionisterne er rotter, som vil dræbe de allerede døde
jøder en gang mere (s. xvii), de har en "neofascistisk
dagsorden"(s. 3) og de er i det hele taget i enhver henseende
usympatiske. Hendes retorik er - både i form og indhold - ikke
langt fra det, man kendte fra Hitlers propaganda imod hendes
trosfæller. Egentlig argumentation imod revisionisterne og de
argumenter, som f.eks. findes i herværende artikel, beskæftiger hun
sig ikke med. Revisionisterne tror ikke på Holocaust, kan hun
konstatere, og det bryder hun sig ikke om. Derfor skulle man
forvente, at hun gennemgik de revisionistiske argumenter og
tilbageviste dem. Men det gør hun ikke. Holocaust er - for hende -
noget som ikke kan diskuteres. Det er ikke videnskab, men
ufejlbarlig sandhed, som bedst kan sammenlignes med de dogmer, som
kristne kirker engang lod mennesker brænde, hvis de ikke troede
på.
Lidt mere argumenterende er Jacques
Blum og Eva Bøggild, som ganske vist allerede i bogens titel
betegner benægtelsen af Holocaust som værende en løgn, men som dog
alligevel bruger et par sider på at tilbagevise nogle af
revisionismens såkaldte løgne. Blum mener naturligvis, at
"holocaust-benægterne" er antisemitter, racister, nazister og
medlemmer af Ku Klux Klan. Ud over det kan han også fortælle, at
mange af dem er abortmodstandere (s. 50), hvilket han anser for at
være en belastende indikation. For Blum er mord på ufødte børn kun
en naturlig ting, altså så længe det drejer sig om kristne børn.
Helt anderledes forholder det sig naturligvis, hvis der slås nogle
af hans egne trosfæller ihjel.
Blum mener, at der blev dræbt 6 mio.
jøder under krigen og at revisionisterne - som han har forstået det
- har den opfattelse, at Hitler faktisk byggede gaskamre til
massemord, men at han bare ikke anvendte dem (s. 54). Blum tror
ikke på at det jødiske verdensforbund i 1933 erklærede krig imod
Tyskland og selv om han foregiver at have sat sig ind i den
revisionistiske litteratur, så har han åbenbart ikke set forsiden
af Daily Express (24/3-1933), hvor dette meddeles. Denne
forside er ellers vist i kopi i talrige revisionistiske bøger og
websites, men dem kender Blum åbenbart ikke, hvilket måske har den
årsag, at hans faktiske studier af revisionistisk litteratur i høj
grad begrænser sig til læsning af værker skrevet af hans egne
trosfæller. Vor tids mest kendte revisionister, Germar Rudolf,
Jürgen Graf, Don Heddesheimer, Bruno Montoriol og David Duke, er
ham ukendte og ikke nævnt i hans litteraturfortegnelse. Blum
fremkommer i øvrigt i slutningen af sin bog med en interessant
oplysning, som næppe vil bringe ham mange flere venner i det
eksterministiske miljø, som han er opvokset i. Han mener, at der nu
er "ført bevis" for påstanden om, at der i gaskamrene i Auschwitz
var huller i taget til indkastning af Zyklon B granulat (s. 163).
Dette spørgsmål har været diskuteret i lang tid mellem
revisionisterne og deres modstandere. Ingen har hidtil kunnet finde
disse huller, og de ses ikke på de luftfotografier, som de
allierede løbende tog af lejrene i krigens sidste år. Blum gengiver
da heller ikke sine påståede beviser eller henviser til, hvor de
kan findes, men alene det, at han hævder, at de eksisterer, er
interessant. For hvis der har været huller til indkastning af
granulat i taget, så må den for eksterministerne så populære myte
om, at gassen kom gennem bruserørene jo være falsk. Dermed har Blum
sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af flertallet af de vidner,
som hans historie om Holocaust ellers bygger på.
Det mest saglige og mindst hadefulde
indlæg i den antirevisionistiske litteratur er skrevet af Michael
Shermer og Alex Grobman. Forfatterne mener at revisionismen er en
slags "konspirationsteori", hvilket de begrunder med det, at en del
revisionister har gjort opmærksom på, at debatten aldrig kan blive
fri og jævnbyrdig, når de amerikanske zionister, som er de mest
ivrige fortalere for eksterminismen, har en helt uforholdsmæssig
stor indflydelse i de amerikanske medier, og dermed også i
amerikansk politik (se Mearscheimer, McDonald, Slezkine). En debat
kan aldrig blive saglig, så længe den ene part trues med vold og
fængsel, medens den anden lever i ære og rigdom. Forholdet er
simpelthen så ulige, at en egentlig debat ikke kan finde sted. Og
det er netop situationen i USA, hvor man - formelt set - har
ytringsfrihed, men hvor synspunkter, som er kritiske overfor
Israel, har meget svære vilkår. I Europa står kritikerne af
holocaustmytologien tilmed endnu svagere, og her lukker man munden
på dem med bøder og fængsel. Heller ikke her tør man tage en åben
diskussion.
Michael Shermer
Shermer/Grobman mener i øvrigt alt det
samme, som eksterministerne sædvanligvis mener og i lighed med
andre antirevisionister går de ikke nærmere ind i revisionismens
teorier. De fleste af de punkter, som er oplistet i denne artikel,
vil man derfor ikke finde argumenter imod i denne bog (eller i de
andre), men ikke desto mindre skal forfatterne roses for at
forholde sig til flere spørgsmål, som ellers revisionisterne har
været alene om at diskutere. En videre diskussion af hvad der er
sandt og falsk i disse sager, vil dog næppe kunne realiseres før
atmosfæren i den Vestlige verden ændres. Så længe det er forbundet
med fare at være revisionist, vil en diskussion med revisionisterne
være umulig. Og dermed vil deres synspunkter ikke kunne
tilbagevises, ej heller hvis de havde været falske.
Den afgørende svaghed ved
anti-revisionisterne er den, at de ikke tør forholde sig til de
fakta, som den revisionistiske forskning lægger frem. Man er bange
tydeligvis for diskussion, og bruger derfor kræfterne på at agitere
for juridisk forbud mod "holocaustbenægtelse", i stedet for at
vise, hvor disse benægtere tager fejl. Hvorfor mon man vælger denne
strategi? Hvad er det for nogle påstande, som i eksterministerne er
så bange for, at de ikke tør diskutere dem og ikke tør anerkende de
fakta, som de bygger på? Når man skærer hele den revisionistiske
litteratur ned til dens centrale kerne, hvad handler det så om?
Hvad er det, som revisionisterne hævder, og som de politiske
herskere i Israel og en række vestlige lande ikke bryder sig
om?
Svaret er her:
1. Tallet 6 millioner er et mytologisk
tal. Det optræder i Toraen, som er skrevet for ca. 3.000
år siden og det optræder i leksika og avisartikler, som er skrevet
inden 1. Verdenskrig ligesom det optræder i tidsskriftartikler, som
er publiceret inden krigen var sluttet og Nürnbergprocessen var
gået i gang. Dette er ubestridelige fakta, som ingen
antirevisionist kan tilbagevise, og enhver påstand om at 6
millioner dræbte jøder skulle være resultat af en optælling eller
et videnskabeligt skøn, er vrøvl. Og antirevisionisterne ved det,
men de tør ikke sige det offentligt. Det reelle tal for antal
dræbte jøder, må antages at være mindre, spørgsmålet er kun hvor
meget mindre.
2. Efter det endelige nederlag ved
Stalingrad (febr. 1943) var det klart for Hitler, at han ikke kunne
vinde krigen. Hans strategi gik ud på at opnå en fredsslutning med
Vestmagterne, for - sammen med dem - at kunne bekæmpe russerne. En
sådan strategi vidste han godt ville være aldeles umulig at
gennemføre, hvis han praktiserede massemord på jøderne, som -efter
hans mening -var dominerende i det politiske liv i England og USA.
Derfor ville massemord på jøder være i modsætning til Hitlers egne
interesser og egen strategi. Der står heller ikke noget om
massemord på jøder i de såkaldte Wansee-protokoller og der findes
ingen skreven ordre om et sådant massemord. Hitler hadede jøderne,
som kollektivt (gennem det jødiske verdensforbund) havde erklæret
Tyskland krig i 1933, men kun en lille del af verdens jøder befandt
sig i de tysk kontrollerede områder. Havde han forsøgt at udøve
massemord på dem, ville hele hans krigsstrategi og ønske om fred
med Vestmagterne, have været meningsløs.
3. Hitler ønskede ikke at dræbe
jøderne, men at internere dem på samme måde som amerikanerne
internerede statsborgere af japansk afstamning under krigen. Hans
første bestræbelse var at få de tyske jøder til at emigrere til
Palæstina i 30'erne, og det samarbejde han med den zionistiske
bevægelse om. Men det lykkedes kun i begrænset omfang, og da krigen
brød ud var hans plan derfor at anvende jøderne - og alle andre
kz-fanger - som arbejdskraft i den tyske industri. Hvis Hitler
havde ønsket at dræbe alle jøder, som befandt sig i de områder, han
kontrollerede, ville han ikke først have kørt dem gennem Europa på
et sønderbombet jernbanenet for derefter at likvidere dem på
dyreste, farligste og mest komplicerede måde, man kan tænke sig.
Han ville i stedet have beordret sine fanger til at grave
massegrave og derefter skudt dem, præcis som man har gjort i alle
andre folkemord, som vi kender til i nyere tid.
4. Der er aldrig fundet et ægte
gaskammer eller en ægte gasvogn. Ej heller i Auschwitz. Alle
beretninger om sådanne indretninger kommer fra såkaldte
"øjenvidner", hvis udsagn er selvmodsigende og åbenlyst
utroværdige. De indrømmelser, som kom under Nürnbergprocessen kom
alle efter tortur, eller efter at de pågældende var blevet lovet en
fængselsstraf i stedet for dødsstraf. De som fortalte sandheden,
blev alle hængt.
5. Hvis Hitler havde ønsker at udrydde
de ikke-arbejdsduelige jøder i kz-lejrene, ville der ikke i Israel
og USA i dag leve 300.000 såkaldte "holocaustsurvivors", som hævder
at have været indsat i disse lejre og som - efter almindelig
hovedregning - må have været børn dengang.
6. Hvis historien om gaskamre og 6
millioner dræbte jøder havde været sand, ville det ikke have været
nødvendigt for en lang række europæiske lande at forbyde såkaldt
"holocaustbenægtelse". Så ville man have turdet tage en åben og fri
diskussion med de såkaldte revisionister, og de som havde de bedste
argumenter, ville folk tro på. Men det gør man ikke. I stedet
fængsler man de seriøse revisionister (Germar Rudolf, Ernst Zündel,
Sylvia Stoltz, David Irving, Walther Fröhlich, Robert Faurisson,
Günter Deckert etc.) og håber på den måde at true dem fra at ytre
deres meninger offentligt. Det svarer fuldstændig til den metode,
som kirken anvendte i forhold til Galilei eller i forhold til dem,
som kritiserede hekseforfølgelserne. Europa er bange for
ytringsfriheden, ligesom mennesker, som søger at opretholde en
løgn, altid er bange for spørgsmål og åben debat.
Afslutning
Norman Finkelstein siger:
Norman Finkelstein
"Meget af litteraturen om den
endelige løsning er akademisk set værdiløs. Det er overfyldt med
nonsens for ikke at sige bedragerier... Når omfanget af dette
nonsens, som holocaustindustrien lever af, tages i betragtning, er
det underligt, at der findes så få
holocaust-skeptikere."
Jeg tror desværre, at jeg er i stand
til at besvare Norman Finkelsteins spørgsmål. Når nu alle faktisk
og almindelig sund fornuft er tilstrækkeligt til at få et menneske
til at afvise den mytologi, som sejrherrerne i 2 Verdenskrig har
bygget op om fjendes ondskab, en mytologi hvis bærende argument er
historien om Holocaust. Det kræver ikke stor forstand at se, at en
meget stor del af den historieskrivning der laves, har til formål
at heroisere krigens vindere og at skabe dem et historisk minde,
som måske ikke stemmer helt med historiens faktisk gang, men som
tjener til at heroisere de folkeslag, som Hitler var i krig
imod.
Det er alt sammen så menneskeligt og
så let forståeligt, og mange vil mene, at man bare bør lade tingene
forblive som de er. Måske er Holocaust løgn, men "who cares?". Der
kan gives nogle enkle svar på dette spørgsmål. Det gør
palæstinenserne og de arabiske folk, som har måttet acceptere
besættelse, kolonisering og terror fra Israels side i mange år. Det
gør befolkningerne i Afghanistan og Irak, som må leve med at være
besat illegalt af USA's og Natos tropper. Og det gør - i princippet
- hele den verden, som er tvunget til at bruge sine sparsomme
ressourcer på at opruste og kæmpe en udsigtsløs "krig mod terror",
som USA fører på Israels vegne for at holde arabiske og muslimske
lande, som vender sig mod det atombevæbnede og racistiske Israel,
nede.
Ud over den terror og de talrige
unødvendige krige, som holocaustmytologien legitimerer, så har
denne mytologi også andre alvorlige konsekvenser. Det handler i
videre perspektiv om, hvorvidt verden skal anvende sine ressourcer
til at udrydde sult og sygdom og til at afværge en truende
klima-katastrofe, eller om pengene i stedet skal bruges til
oprustning og krigsførelse. Som de fleste mennesker ser det, er der
næppe tvivl om at det ville være ønskeligt, at pengene blev brugt
til at løse verdens problemer, men politisk og økonomisk set, er
det desværre langt mere profitabelt at bruge dem til oprustning og
krig. Problemet er bare det, at der skal - i hvert fald på
overfladen - gives en vis moralsk troværdig begrundelse for at føre
denne krig, og her er Holocausthistorien en gave til militarismens
tilhængere. For Holocaust er jo beviset på, at amerikanerne er
"gode" og at det amerikanske militær kun har til formål at bekæmpe
det onde og at indføre det gode. Det gjorde man i de to krige i
forrige århundrede, og det gør man også i dag. Prisen er nogenlunde
den samme for oprustning som for at løse verdens problemer med sult
og klima. Når amerikanerne vælger at bruge pengene på det sidste,
er det af moralske årsager. Deres livsstil er - efter deres egen
mening - så højt hævet over alt andet, at de finder det rimeligt at
mennesker må dø, hvis de ikke kan eller vil kopiere den amerikanske
ideologi og livsstil.
De to krige i forrige århundrede
krævede ofre af amerikanerne, hvilket Hollywood ikke kan blive træt
af at minde os om. Det er derfor også rimeligt, at andre må betale
for friheden i det nye århundrede. Holocaust var en tragedie, som
amerikanerne frelste verden fra, og for at det samme ikke skal ske
igen, må amerikanerne holde kontrol med den ganske jordklode, hvor
diktatorer, racister, kommunister og uamerikanske tankegange igen
og igen viser sig at true friheden. Nu må verden betale. Drømmen om
frihed er ikke gratis. Holocaust var ikke bare en tragisk hændelse
blandt mange andre, det var og er selve den målestok, som ondskab
skal måles efter. Det er i virkeligheden ganske ligegyldigt om
Holocaust er historisk virkelighed eller mytologi, for selv om de
fleste mennesker stiller sig tvivlende til historien om julemanden
eller Marias jomfruelige fødsel, så er der ingen, som kunne drømme
om at aflyse julen. Tilsvarende mener tilhængerne af
holocaustmytologien heller ikke, at denne hændelse overhovedet kan
eller bør diskuteres. Holocaust er simpelthen så gavnligt for de
herskende i USA og Israel, at ingen kunne drømme om at stille
spørgsmålstegn. Ganske vist er man skeptiske i Rusland, i de
arabiske lande, i Japan, i Kina, i Sydamerika og i det hele taget i
størstedelen af den ikke-vestlige verden. Cirka 20 % af de
mennesker, som bor i de vestlige lande, tror heller ikke helt på
historien. Men det betyder intet. For disse lande og disse
mennesker har jo ingen magt. Og sådan skal det helst forblive, hvis
det står til herskerne i de vestlige lande. Derfor er der brug for
historien om Holocaust. For det er den som beviser, at vi -
politikerne i de vestlige lande - er de bedste mennesker i verden.
Det var jo dem, som slog ondskaben ihjel. Og Israel vil af samme
årsag altid være uskyldig, uanset hvem de besætter, bomber og slår
ihjel. For det var jo dem, som var ofrene.
Til sidst:
Husk nu at det, som står i denne
artikel, ikke er noget, som jeg - dens forfatter - mener. Jeg tror
fuldt og fast på alt, hvad de viser i tv om 2. Verdenskrig, for jeg
ønsker ikke at blive smidt i fængsel, når jeg rejser gennem
Tyskland. Artiklen er derfor kun lavet for at hjælpe tilhængerne af
Holocaust med at beskytte denne værdifulde historie imod de angreb,
som den udsættes for fra de onde holocaustbenægtere og andre
antisemitter, nazister, revisionister og racister. Det er vigtigt,
at vi lærer sandheden at kende, og det der er brug for er
oplysning. Det er nu op til eksterministerne at mane revisionismens
spøgelse i jorden, og det gør man 100 % effektivt ved at vise, at
de påstande og spørgsmål, som er oplistet i denne artikel, alle har
en forklaring, som peger på, at historien om de 6 mio. gassede
jøder er sand.
Held og lykke!
Litteratur
Adelskogh, Lars; En tom sack kan
inte stå. Nordiska förlaget, 2007.
Black, E; IBM and the
Holocaust. CrownPublishers, 2001.
Block, Benjamin; The Secret of
Hebrew Words. Jason Aronson Book, 2001.
Butz, A.R; The Hoax of the
Twentieth Century - The Case Against The Presumed Extermination Of
European Jewry. Theses & Dissertations Press, PO Box
257768, Chicago, IL 60625, USA, 2003.
Duke, David; Den judiska
rasismen. Nordiska Förlaget, 2004.
Finkelstein, N;
Holocaustindustrien. Høst & Søn, 2000.
Gaus, Ernst (Ed.); Dissecting the
Holocaust - The Growing Critique of 'Truth' and 'Memory'.
Thesis & Dissertations Press, 2000.
Garaudy, R; The Mythical
Foundations of Israeli Policy. SFI, 1997.
Graf, Jürgen Graf & Montoriol,
Bruno; Holocaust revisionism - The arguments. Historical
Review Press, 2007.
Heddesheimer, Don; The First Holocaust -
Jewish Fund Raising Campaigns with Holocaust Claims During and
After World War One. Castle Hills Publishers, 2003.
MacDonald, Kevin;
The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish
Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political
Movements. 1stBooks, 2002.
Mearscheimer, J.J. & Walt, S.M;
The Israel Lobby and US foreign policy. Allen Lane,
2007.
Novick, P; The Holocaust in
American Life. Mariner Books, 2000.
Slezkine, Yuri; The Jewish
Century. Princeton University Press, 2004.
Anti-revisionisme:
Blum, J. & Bøggild, E; Løgnens
veje, om benægtelsen af Holocaust. Lindhardt og Ringhof,
2002.
Lipstadt, Deborah; Denying the
Holocaust. Penguin, 1994.
Shermer, M. & Grobman, A;
Denying History. Who says the Holocaust never happened and why
do they say it? University of California Press, 2002.
***
Den 30.01.2009