Ulvepigen: Et "vidne"
Millioner af uskyldige skolebørn og studerende i mange
lande, herunder også i Danmark, er i årenes løb blevet tvunget til
at skulle lære om og læse den tårepersende historie om den stakkels
lille jødepige, der ensomt på flugt fra nazisterne overlevede det
frygtelige holocaust ved inde i den store skov at blive opfostret
af vilde ulve, der altså tog sig kærligt af hende.
Den danske udgave af Mishas bog
Ophavet til den rørende historie er "ulvepigen" Misha Defonseca.
Hun har udgivet sin beretning i bogform, der skulle
filmatiseres i Hollywood. Hendes forlægger, Jane Daniel, stod inde
for ægtheden af Mishas beretning om, hvordan hun overlevede
holocaust. Hvert ord var sandt (1).
Mishas fantastiske og rørende beretning blev udgivet på dansk af
Gyldendal i 2005 under titlen: Overlevede blandt ulve - et
krigsbarns skæbne, og den præsenteres som:
"Misha Defonsecas autentiske beretning om, hvordan hun som helt
ung pige blev vidne til krigens grusomheder, og hvordan skovens dyr
blev hendes redning. En helt uforglemmelig fortælling om en kvinde,
der efter mange prøvelser i dag kan leve et normalt liv, dog stadig
omgivet af dyr, som betyder mere for hende end de fleste
mennesker."
Nogle grimme revisionister havde den frækhed at
så tvivl om den rørende beretning, men blev naturligvis afvist,
for hvem i hele verden kan tillade sig at tvivle på en så oprigtig
selvbiografi, når det endog er en jøde, der har skrevet den? Så
disse indvendinger blev naturligvis blot tiet ihjel.
Nu skete det, at den efterhånden aldrende holocaustoverlevende,
Misha Defonseca blev uenig med sin forlægger om forfatterhonoraret,
som efterhånden var blevet til et pænt trecifret millionbeløb og så
begyndte lavinen at rulle. For det viste
sig nemlig, at hun slet ikke havde jødeblod rindende i sine årer og
at hun gennem hele krigen levede trygt hos noget familie i Belgien,
som altså ikke var ulve og at hun i virkeligheden hedder Monique
Dewael.
Herefter kom den internationale jødedom på banen, for tænke sig,
det var en goy (jødisk nedladende betegnelse for ikke-jøder; ordet
betegner egentlig kvæg), som på den måde groft havde profiteret sig
på jødernes bekostning ved at stikke sugerøret ned i den
uudtømmelige brønd med alle holocausttrilliarderne. Og så måtte
Misha, som altså i virkeligheden hedder Monique stå skoleret for
den samlede verdenspresse og undskylde sine løgnehistorier.
Ja, så blev der endnu en gang et vidne mindre til at bekræfte
nazisternes påståede grusomheder. Men hvad gør det, når der stadig
er mere end 999 troværdige vidner tilbage?
Typisk, siger vi, og erindrer os professor Faurissons kloge ord,
der siger: Giv os bare ét bevis, ikke 10, ikke 50 eller 100, men
ét, for mere kan mit hoved ikke klare på en gang. Ja, kære jøder og
jeres papegøjer og marionetdukker. Kom med bare ét troværdigt vidne
blandt jeres tusindvis af beviser. I vælger, så skal vi nok
bagefter gennemhulle troværdigheden.
Note
(1) The Mirror den 9. maj 1998.