Jødespørgsmålet i antikkens spejl
Gængse fremstillinger af jødedommen kan let bibringe den
opfattelse, at antisemitismen skulle være et forholdsvis moderne
fænomen, og at uviljen mod karakteristiske jødiske adfærdsformer
kun beror på fordomme uden hold i virkeligheden. Vel er det
rigtigt, at ordet antisemitisme er af ret ny dato. Det blev først
anvendt i betydningen jødehad af tyskeren
Wilhelm Marr i 1879.
Men det er ikke rigtigt, at dette forstemmende fænomen er af ny
dato. Så længe vi kan følge jøderne tilbage i historien, har der
været antisemitisme overalt, hvor "Guds udvalgte folk" har været i
nærkontakt med fremmede.
Det hævdes ofte, at antisemitisme er en ren fordom, et
særtilfælde af det fremmedhad og den frygt, der blindt gør sig
gældende, når en gruppe eller et individ står over for fremmede og
ukendte grupper eller individer. At uviljen mod jøder altså beror
på uvidenhed, ikke erfaring. En sådan forklaring, som navnlig
findes hos moderne jødiske skribenter, er dog ensidig og
misvisende. For det første kan ingen have undgået at bemærke, at
betegnelsen "antisemit" sjældent er noget, nogen bryster sig af at
være. Det er tværtimod næsten altid noget, jøder anklager andre for
at være. Ofte bruges anklagen som en trussel eller som et middel
til at lamme modparten, f. eks. i politisk sammenhæng.
Hvor mange tyske, østrigske og amerikanske politikere m.v. har
ikke efter anden verdenskrig fået slynget betegnelsen "antisemit" i
ansigtet, uden at de har haft mulighed for at forsvare sig. Forsvar
er næsten umuligt, netop fordi det forudsættes, at antisemitisme er
udtryk for en indgroet fordomsfuldhed, som ikke har nogen objektiv
grund. Dermed bliver anklagen for antisemitisme let et raffineret
taktisk våben, som det næsten ikke er til at forsvare sig imod. Man
er som ramt af pest. Endvidere: Den påstand, at antisemitismen blot
afspejler fremmedhad og frygt, modsiges af et væld af historiske
kendsgerninger. Disse forhold overses ofte af
anti-antisemitter.
I antikken var uviljen mod jøder meget udbredt, ikke mindst i de
mest dannede lag af befolkningen. Årsagerne var hverken
fordomsfuldhed, frygt eller fremmedhad, tværtimod var både grækerne
og romerne gennemgående både tolerante og levende interesserede i
at lære fremmede folkeslag og deres særegne sikke at kende. Det er
derfor af stor interesse at se, hvilke grunde de klassiske
forfattere anfører for deres antisemitisme.
Cicero
Først kan nævnes Apollonius Molo, en af Ciceros lærere.
Han var forfatter til et nu tabt skrift Mod Jøderne.
Heri hævdedes bl.a., at Moses, jødernes lovgiver, var en svindler
og bedrager. Jøderne selv kendetegnes ved deres tøjlesløshed,
menneskehad, fejhed og frækhed. De savner originalitet og
oprigtighed, de er intolerante over for fremmede religioner, og de
blander sig aldrig med andre mennesker.
Cicero, som ellers er elskværdigheden selv, er fuld af afsky for
jødernes "barbariske overtro"; det er et mistroisk folkefærd, som
gerne bagvasker alle andre, jøderne har et tæt indbyrdes sammenhold
og oppisker til stadighed masserne med deres propaganda (1).
Horats spotter jøderne for den tro, at gud kan gribe ind i
verdens forløb. Han er også fortrolig med jødernes karakteristiske
proselytmageri og agitation (2).
Seneca vender sig imod den jødiske sabbat, den fritager en for
at bestille noget nyttigt, og man spilder en syvendedel af sit liv
dermed (3).
Martial var også bekendt med de jødiske sikke. Han kender den
jødiske litterat som en snedig og liderlig karl, der nedgør andres
arbejder samtidig med, at han selv plagierer dem (4).
Ifølge Juvenal lærer jøderne allerede fra barnsben at foragte
romerretten til fordel for Moseloven. Jøderne hjælper kun deres
egne trosfæller (5).
Tacitus
Ifølge historikeren Tacitus har jøderne helt andre moralske
forestillinger end alle andre. Hvad vi anser for umoralsk, anser de
for tilladeligt. Deres skikke er hæslige og perverse. Deres rigdom
skyldes deres indbyrdes sammenhold. Alle ikke-jøder er genstand for
deres had. De hverken spiser sammen eller gifter sig med
"hedninger". De er yderst liderlige. Deres proselytter lærer de at
foragte guderne, og at foragte alt, hvad der har med familie og
fædreland at gøre. Jøderne er internationale, aldrig nationale. De
er monoteister, men deres gudstjeneste er absurd og bedrøvelig
(6).
Hvad der navnlig faldt de klassiske forfattere for brystet, var
jødedommens energiske propaganda. Denne propagandavirksomhed antog
flere former. Jøderne gjorde således et stor nummer ud af at gøre
andre (altså grækere og romere) bekendt med det jødiske folks egne
fortræffelige egenskaber, navnlig deres sans for lov og ret.
Dernæst prædikedes den jødiske tro til den uvidende verden, og
endelig forsvarede jødernes sig mod hedningenes "jødehad" -
datidens antisemitisme. De jødiske forfattere udfoldede således en
livlig selvforherligende skribentvirksomhed. Fantasien fik ofte
frit spillerum til at foretage forfalskning, f. eks. ved at lade
Moses fremstå som den, der først havde givet verden
bogstavskriften.
For at udbrede kendskabet til Moseloven blev den hellige skrift
oversat til græsk. Hermed havde jøderne et godt middel i hænde til
at drive deres videre propaganda. I tilknytning hertil opstod en
omfattende jødisk fortolkningstradition. Her fortsatte
historieforfalskningen. Man påstod frækt at Grækenlands store mænd,
Platon, Sokrates, Pythagoras osv. havde lånt deres dybe tanker fra
de gamle oversættelser af Biblen. Græsk åndsliv beroede
altså på tyveri af det jødiske. Grækerne skulle være tarvelige
efterlignere af jøderne. Næste skridt på vejen var at
tillægge de store græske autoriteter jødiske anskuelser. Nu dukker
der en helt ny "græsk" litteratur op. Den indeholder jødiske
anskuelser, men disse anskuelser tillægges rask væk Aiskylos,
Sophokles, Euripides, Orpheus, osv., som om disse var jødiske
profeter. Jøderne skrev et væld af denne slags litteratur. Så
omfattende og udbredt blev den jødiske litteratur på græsk, at det
med tiden blev vanskeligt for grækerne og romerne selv at skelne
mellem ægte og uægte.
Den antikke antisemitisme er kun kendt gennem spredte ytringer
og tilfældige brudstykker. Meget er sikkert gået tabt. Alligevel er
det ikke svært at skimte nogle gennemgående træk i de antikke
forfatteres syn på jøderne. Deres uvilje mod jøderne har intet med
fordomme eller fremmedhad at gøre. Den hviler på skarpe
iagttagelser og kølig analyse.
Jødernes tro og deres religiøse ritualer støder de romerske
forfattere, som er udprægede forstandsmennesker, fordi disse
ritualer er ufornuftige og meningsløse. Jødernes moral støder dem,
fordi den er anmassende, smudsig og egoistisk. Den antikke moral
havde som regel sin rod i den opfattelse, at mennesket er et
socialt væsen. Politik bør have sin rod i den personlige moral. For
Cicero og de andre filosoffer var fædrelandets velfærd, social
orden, ærlighed, og retfærdighed grundlæggende begreber. Jøderne
savnede et æres- og et statsbegreb. Man kunne derfor ikke tolerere,
at jøderne så at sige dannede en stat i staten, og brugte alle
midler til at drive propaganda og oppiske masserne. Det var en klar
trussel mod selve samfundets grundvold.
Der ligger således intet på forhånd givet fremmedhad i den
antikke antisemitisme, men det er sandt, at der i den antikke
antisemitisme ligger en dyb bekymring og en ærlig omsorg for
fædrelandets velfærd og fremtid. Man kan ikke både tjene
fædrelandet og jøderne.
Det billede, som de antikke forfattere havde af jøderne, svarer
med andre ord ganske godt til den opfattelse jøderne selv havde af
deres egen mission i verden. I femte Mosebog 7.16 siger Moses til
Israel:
"Og du skal tilintetgøre alle de folk, som Herren din Gud
giver i din vold, dit øje skal ikke spare dem."
Og i femte Mosebog 6.10-11 stiller gud Israel i udsigt:
"Store og gode byer, som du ikke (selv) har fyldt, og
udhugne brønde, du ikke (selv) har udhugget, vingårde og oilegårde,
som du ikke (selv) har plantet, og du æder og bliver mæt."
Kort sagt elementer af en grusom parasitreligion - i hvert fald
for en nøgtern og uforudindtaget historisk betragtning.
Den, der ikke vil skåne sig selv for at følge antisemitismes
videre historie i Europa, støder igen og igen på den anklage, at
jøderne danner en stat i staten, at de søger at nedbryde andre folk
og stater for dermed selv at opnå det verdensherredømme, som de
mener, at Jahve har stillet dem i udsigt. Det er naturligvis svært
for moderne mennesker at tro på så uhyrlige en anklage. Seneste har
amerikanske professor
Kevin MacDonald dog empirisk sandsynliggjort anklagens
validitet, og den interesserede læser henvises derfor til hans tre
meget omfattende bøger:
A People That Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary
Strategy, with Diaspora Peoples,
Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of
Anti-Semitism og
The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish
Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political
Movements.
I en dansk kontekst kan det også undre, at den dansk-jødiske
forfatter Louis Levy (kendt for Sørens far har penge)
allerede i 1918 i skriftet Jøden som fredsstifter på sit
særegne dansk helt åbent kunne skrive:
"Der er nogle toldere og syndere, lærde og professorer, der
udtaler sig om, at jødespørgsmålet eksisterer ikke; Jøderne er ikke
noget for sig, det er ingen race. Spørg hver gadedreng, han ved
besked. Nuvel! I de moderne samfund har jøderne af klog
selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler:
Børser, banker ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole,
assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre
bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder. Og med
rette!"
I sandhed en dristig og afslørende udtalelse. Sådan skrev Levy
om Danmark anno 1918. Hvordan er det mon i dagens Danmark?
Noter
(1) Oskar Holtzmann: Neutestamentliche Zeitgeschichte,
2. Aufl. Tübingen, Mohr, 1906.
(2) Ibid.
(3) Ibid.
(4) Ibid.
(5) Ibid.
(6) Ibid.