Traditionens betydning: Hvorfor Jødedommen ikke er som andre religioner
Mange kritikere af Israel og dens politik skelner skarpt mellem
Israel og den israelske stats ideologi - zionismen - på den ene
side, og jødedommen, eller den jødiske religiøse tradition og det
jødiske livssyn, på den anden.
Mark Weber
Anti-zionistiske grupper med navne som "Jewish Voice for Peace"
eller "Jøder for Retfærdighed for Palæstinenserne," og
anti-zionistiske tidsskrifter som The Washington Report on
Middle East Affairs understreger de humanistiske aspekter ved
den jødiske tradition. De opfordrer jøder til at afvise zionisme og
i stedet at tilslutte sig de humanistiske tanker i jødedommen.
Sådanne grupper, som er kritiske over for Israel og dets politik,
mener, at det jødiske samfund i almindelighed har spillet en
grundlæggende positiv rolle i historien, men at der - desværre -
engang i det tyvende århundrede er sket det, at de fleste jøder på
den ene eller anden måde har tilsluttet sig zionismen og dens
aggressive etnisk nationalisme.
Faktum er imidlertid, at den kyniske politik, som Israel fører
og den arrogante holdning, som indtages af den såkaldte "Israel
Lobby" (den jødiske lobby) i USA og af det jødiske samfund i
almindelighed, er i bedste overensstemmelse med den jødiske
religion. Den er faktisk et logisk resultat af de - for jøderne -
hellige skrifter og af den jødisk tradition som sådan.
De fleste mennesker foretrækker at leve med behagelige myter
frem for ubehagelige sandheder, og det er nok den vigtigste grund
til at så mange af os gerne vil tro, at alle religioner deler
fælles humanistiske kerneværdier, og alle stræber mod samme
endelige sandhed. Men Jødedommen er ikke bare "en religion blandt
mange". Den er enestående blandt verdens store religioner. Og
jødedommen er anderledes. De centrale værdier og etikken i
jødedommen er i markant modsætning til kristendommen, islam, og de
andre store religioner.
Kristne mener, at Jesu lidelse og død var til frelse for alle
mennesker, og kristne opfordres derfor til at sprede dette budskab
til hele menneskeheden. På samme måde tror muslimer, at budskabet i
Koranen er beregnet for hele menneskeheden, og de opfordres til at
få alle til at tilslutte sig islam.
Men det samme er ikke tilfældet i jødedommen. Denne religions
lære er ikke beregnet for alle mennesker. Dens moral er ikke
universel. Jødedommen er en religion, som er beregnet for ét
bestemt folk. Den jødiske religion er ikke baseret på forholdet
mellem Gud og menneskeheden, men snarere på en "pagt" eller
kontrakt, mellem Gud og et ganske bestemt "udvalgt" folk - nemlig
jøderne, israelitterne, dem som Hebræerbrevet kalder for "Israels
folk."
En væsentlig grund til, at den rolle, som det organiserede
jødiske samfund spiller er et problem i vores samfund er, at de
fleste amerikanske jøder føler en stærk loyalitet overfor et
fremmed land, Israel, som siden sin grundlæggelse i 1948 har været
involveret i en endeløs række af kriser og konflikter med sine
naboer. Men der er også en anden grund, nemlig den, at det jødiske
samfund er til skade for vores land, fordi jøderne opfordres til at
betragte sig selv som værende forskellige fra resten af
menneskeheden, da de ser sig selv om værende medlemmer af et
fællesskab med interesser, som er helt forskellige fra andre
menneskers. Denne "os imod dem" holdning fører til, at jøderne ser
sig selv som værende adskilt fra andre mennesker og at de betragter
ikke-jøder med mistillid. Denne holdning har sin rod i den jødiske
religion i sig selv og den århundrede gamle jødiske tradition.
For kristne er meningen med livet at leve i overensstemmelse med
Bibelen, og især med Jesu lære, som den kan læses i de
fire evangelier i Ny Testamente. Tilsvarende opfordres
muslimer til at leve deres liv i overensstemmelse med
Koranen og jøder til at leve deres liv i overensstemmelse
med principperne i de hebraiske skrifter (Tanakh), også
kendt som Det Gamle Testamente. Disse skrifter fortæller,
hvordan jøderne skal tænke om sig selv, og hvordan de skal
kommunikere med ikke-jøder.
Et centralt budskab i de hebraiske skrifter er, at jøderne er en
guddommelig "udvalgt" del af menneskeheden - et unikt samfund, som
adskiller sig fra resten af jordens mennesker. I Femte Mosebog, for
eksempel, kan vi læse: "For du er et helligt folk for Herren din
Gud. Herren din Gud har udvalgt dig ud af alle folk på jorden til
at være sit ejendomsfolk." (1)
De jødiske skrifter beskriver også jøderne eller Hebræerne, som
et "Folk, der skal leve adskilt fra andre" eller - i en anden
oversættelse - som "et folk som skal bo alene, og som ikke skal
regne sig blandt folkeslagene." I Fjerde Mosebog, kan vi læse om
jøderne som et folk, som "bor for sig selv..... og ikke regner sig
selv blandt folkeslagene." (2)
Skrifterne forklarer også, at hvis jøderne kan fastholde deres
"pagt", og bevare deres særstilling i forhold til andre, vil de
blive belønnet med stor rigdom og magt over andre folk. I Femte
Mosebog læser vi, at Gud hæver jøderne op over alle andre
folkeslag. Om den jødiske stamme siger Gud, at han "vil ophøje dig
over alle jordens folk", "sætte dig højt over alle nationer på
jorden," og sørge for at "alle mennesker på jorden skal se, at du
bliver kaldt af det Herrens navn, og de skal være bange for dig". I
en anden passage fortæller Gud til jøderne, at "for at Herren din
Gud vil velsigne dig, som han har lovet dig, skal du låne penge til
mange nationer, men du må ikke selv låne af andre, og du skal
herske over mange nationer, men de skal ikke herske over dig."
(3)
I Første Mosebog, læser vi: "Må Gud give dig af dug fra himlen,
og af fedme af jorden, og masser af korn og vin. Folkeslag skal
trælle for dig, folk skal kaste sig ned for dig; du skal være
hersker over dine brødre..... forbandet være de, som forbander dig,
og velsignet være de, som velsigner dig". I en passage i Femte
Mosebog siger Gud til jøderne, at han vil føre dem til et land "med
store og smukke byer, som du ikke har bygget, og huse, fulde
af alt godt, som du ikke har lavet, og cisterner hugget ud, som du
ikke har hugget, og vinmarker og oliventræer, som du ikke har
plantet ... ." (4)
I Esajas Bog læser vi at: "De fremmede skal genopbygge dine
mure, og deres konger skal tjene dig..... folkenes rigdom skal
bringes til dig og deres konger blive ført til dig. For det folk
eller rige, som ikke vil tjene dig, skal gå til grunde.... Dine
undetrykkere kommer krybende til dig, de som lod hånt om dig kaster
sig ned for dine fødder .... I skal leve af folkenes rigdom og få
deres skatte i eje." (5)
I Salmernes Bog siger Gud til jøderne: "På din bøn giver jeg dig
folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem
med jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar." (6)
Religiøse jøder i
bøn
I Femte Mosebog siger Gud, at "Hvis I holder alt, hvad jeg
befaler jer at gøre.... så vil Herren drive alle disse folk bort
fra jer, og I skal fordrive folk, som er større og mægtigere end I
selv. Hvert sted, hvor I sætter foden, skal være jeres; fra Østen
til Libanon og fra Eufrat-floden til havet i Vest skal jeres land
strække sig. Ingen vil kunne holde stand mod jer. Herren jeres Gud
vil lægge frygt og rædsel for jer over hele det land, I betræder,
sådan som han har lovet jer" og "Fra i dag vil jeg lægge rædsel og
frygt for dig over alle folkeslag under himmelen, så de skælver og
bæver for dig, når de hører rygtet om dig." (7)
Den moralske kodeks, som er fastlagt i de hebraiske skrifter,
foreskriver én moralsk retningslinje for det "udvalgte folk", og en
anden for ikke-jøderne. I overensstemmelse med denne etnocentriske
moral, får jøderne at vide, at de skal diskriminere ikke-jøderne. I
Femte Mosebog lærer Gud jøderne: "Du må ikke kræve renter af din
landsmand, hverken af penge eller af fødevarer eller af noget som
helst, som du låner ud. Af udlændinge må du kræve renter, men ikke
af dine landsmænd, for at Herren din Gud kan velsigne dig." (8)
Mange dele af de hebraiske skrifter - især Josvabogen, Fjerde
Mosebog og Femte Mosebog - fortæller om massedrab på ikke-jøder.
Den jødiske Gud opfordrer flere gange sit udvalgte folk til at
udrydde ikke-jøder. De jødiske skrifter er måske de ældste
historiske optegnelser over det, som i dag må kaldes for
systematisk folkemord.
I det syvende kapitel i Femte Mosebog, læser vi: "Når Herren din
Gud giver dig et land, som du skal ind og erobre, og han driver
store folkeslag væk foran dig, hirtitterne, girgashitterne,
amoritterne, kanaanæerne, perizzitterne, hititterne og
jebusitterne, syv folk der er større og mægtigere end du, og du
besejrer dem, så skal du ødelægge dem, du må ikke vise dem
barmhjertighed .... Herren vil tage enhver sygdom bort fra dig, og
ingen af Egyptens svære sygdomme, som du nu kender, skal han påføre
dig, men han skal lade alle dine fjender få dem. Du skal fortære
alle de folk Herren din Gud giver dig, vis ingen barmhjertighed og
dyrk ikke deres guder." (9)
I Esters Bog læser vi, at: "Jøderne fik magten over deres
modstandere. I alle .... provinser samledes jøderne i deres byer
for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. Ingen kunne
holde stand mod jøderne, for alle folkene var grebet af rædsel for
dem..... Jøderne slog alle deres fjender med sværd og drab og
tilintetgørelse og de behandlede deres modstandere efter
forgodtbefindende. I borgen i Susa dræbte og tilintetgjorde jøderne
fem hundrede mand.... den trettende dag i måneden samledes de
øvrige jøder i kongens provinser ..... de fik fred for deres
fjender og de dræbte 75.000 af deres modstandere..." I en passage i
Femte Mosebog, læser vi at jøderne har indtaget alle fjendens byer
"og i hver eneste by lagde de band på mænd, kvinder og børn, der
var ingen som overlevede. Kun dyrene tog de med som krigsbytte,
sammen med det, som de havde røvet i de byer, de havde indtaget."
(10)
I det tyvende kapitel i Femte Mosebog, læser vi: "Når du nærmer
dig en by for at angribe den, skal du først opfordre den til
overgivelse. Hvis den overgiver sig og åbner sine porte for dig,
skal alle dens indbyggere gøre hoveriarbejde. Vil den ikke overgive
sig til dig, men gør den modstand mod dig, så skal du belejre den,
og når Herren din Gud giver den i din magt, skal du hugge alle dens
mænd ned med sværd. Kvinderne, børnene og alt andet i byen skal du
tage som krigsbytte. Du må gøre dig til gode med det bytte fra dine
fjender, som Herren din Gud har givet dig .... i de folks byer, som
Herren din Gud har givet dig i eje, må du ikke lade en eneste
beholde livet; du skal lægge band på dem... sådan som Herren din
Gud har befalet dig. De må ikke lære jer at gøre alle de
afskyelige
ting, som de gør, når de dyrker deres guder...." (11)
I Josvabogen læser vi denne rystende beretning: "Da
israellitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj,
som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var
faldet for sværdet, vendte alle israellitterne tilbage til Aj og
huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt
tolv tusinde mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. For Joshva
trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde
lagt band på alle indbyggerne i Aj. Men dyrene og det, som de
røvede i denne by, tog israellitterne med som krigsbytte efter den
befaling Herren havde givet Josva. Og Josva brændte Aj ned, han
gjorde den til en øde ruinhøj for evigt." (12)
I et andet kapitel i bogen af Joshua, læser vi (13): "Samme dag
indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og
lagde band på byen og alle, der var i den. Der var ingen som
overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeda, som han
havde gjort med kongen i Jeriko."
"Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel
videre til Libna. Han gik til angreb på Libna og Herren gav også
denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der
var i den med sværd, der var ingen som overlevede. Han gjorde det
samme med kongen der, som han havde gjort med kongen i
Jeriko...."
"Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel til Lakish. Han
belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i
Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og
alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med
Libna. Da drog Gezers konge Koram op for at komme Lakish til
undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen som
overlevede....."
Gennem århundreder er der naturligvis sket en udvikling i det
jødiske samfund og dets holdninger og adfærd. De fleste jøder i dag
overholder ikke alle de regler og kommandoer, der er fastsat i
deres religiøse skrifter. For eksempel henretter de ikke kvinder,
som fanges i utroskab og de dræber ikke alle, som arbejder på
sabbatten, eller dem, som forbander deres far eller mor. (14)
Alligevel er traditionens vægt stor, især når det drejer sig om
hellige skrifter. En del af den holdning, at man er adskilt,
udvalgt og overlegen i forhold til andre, som kan findes i de
hebraiske skrifter, er stadig levende. Og den manifesterer sig i
Israels politik og i det organiserede jødiske samfund. (15)
For nogle ortodokse jødiske ledere er det "udvalgte folk" ikke
bare en overlegen eller privilegeret gruppe. De opfatter jøder og
ikke-jøder som værende forskellige arter.
Rabbi Menachen Schneerson, den "Lubovitcher Rabbi", der leder
Chabad - den ortodokse jødiske bevægelse, som udøvede stor
indflydelse i Israel og USA - har således forklaret (16):
"Forskellen mellem en jødisk og en ikke-jødisk person, indses
tydeligt ud fra et ønske om at kunne skelne. Vi kan ikke tale om,
at den ene person er på et højere niveau end andre, for der er tale
om helt forskellige arter. En jødes krop er helt forskellig fra den
krop, som tilhører et medlem af et andet folk ... en ikke-jødes
hele virkelighed er forskellig. Derfor står der skrevet, at: "De
fremmede skal bevogte jeres får og give dem foder" (Esajas 61/5).
Hele ikke-jødens eksistens er kun skabt af en eneste årsag, nemlig
af hensyn til jøderne ... "
Rabbi Kook den Ældre, en anden indflydelsesrig og meget
ærværdige jødisk leder, giver udtryk for det samme på denne måde:
"Forskellen mellem en jødisk sjæl og sjælen af en ikke-jøde -
uanset hvilket nivea han befinder sig på - er større og dybere end
forskellen mellem en menneskelig sjæl og sjælene af et stykke kvæg.
" (17)
Rabbi Ovadia Yosef, en af Israels mest prominente og
indflydelsesrige jødiske religiøse ledere, siger, at ikke-jøder
(goyim) kun eksisterer for at tjene jøder. Under en prædiken i
oktober 2010 udtalte rabbi Yosef, at "goyim kun blev født for
at tjene os" og "uden det, har de ikke nogen plads i verden - de
skal kun tjene Israels folk." (18)
Det synspunkt, at jøder er et særskilt folk med en primær
forpligtelse i forhold til Israel og det jødiske samfund, er åbent
blevet udtrykt af Elliott Abrams, en amerikansk jødisk
lærd, der var præsident George W. Bush 's
seniorrådgiver for "global demokratisk strategi," og som i 2006 var
en vigtig rådgiver om Mellemøstens forhold til den amerikanske
udenrigsminister. I sin bog Faith or fear: How Jews can survive
Christian America (19) skriver han: "Uden for Israel kan der
ikke være nogen tvivl om, at jøder, som er tro mod pagten mellem
Gud og Abraham, må distancere sig fra de nationer, hvor de bor. Det
er i sagens natur konsekvensen af at være jøde - undtagen i Israel
- at man skiller sig ud fra resten af befolkningen. "Jødedommen og
den jødiske livsstil," skriver Abrams, er ikke "helt frivillig, for
jøder er født ind i et samfund med forpligtelser over for Gud". De
er - fortsætter han - "i en permanent pagt med Gud og med Israel og
dets folk. Og deres engagement vil ikke blive mindre, selv om den
israelske regering fører en upopulær politik..."
Den jødiske følelse af fremmedgørelse og mistillid til
ikke-jøder læses også tydeligt i et essay, som blev offentliggjort
i 2002 i det jødiske tidsskrift Forward. Titlen var "Vi
har ret og hele verden tager fejl," og det var skrevet af Rabbi Dov
Fischer, som er advokat for og medlem af det jødiske samfund i Los
Angeles (20). Rabbi Fischer er også national vicepræsident for
Amerikas Zionist Organisation. Så dette essay ikke er skrevet af en
tilfældig journalist, men af et fremtrædende medlem af det jødiske
samfund. Og det blev ikke trykt i et ligegyldigt mindre tidsskrift,
men i det mest betydningsfulde jødiske blad i Amerika, og samtidig
et af de mest indflydelsesrige.
I sit essay, fortæller overrabbiner Fischer læserne: "Hvis vi
jøder er noget, så er det et folk med en historie ... Vores
historie giver os styrke til at vide, at vi kan have ret, og hele
verden kan tage fejl."
Han fortsætter: "Vi har haft ret og hele verden har taget fejl,
når det drejer sig om korstogene, anklagerne om blodofre og
afbrændingerne af Talmud, som det skete i England og Frankrig, og
som førte til at disse nationer udviste jøderne i flere
århundreder. Det havde vi også, når det drejede sig om den spanske
og portugisiske inkvisition, ghettoerne, Dreyfus-affæren i Frankrig
og tilsvarende affærer i andre lande og den deraf følgende
århundredelange forfølgelse af jøderne i Rusland, i Holocaust, Kurt
Waldheim i Østrig. Hver gang Europa var tavs, eller direkte aktivt
medvirkede i drabet på os, så var det os som havde ret og hele
verden, som tog fejl.
I dag, endnu en gang, har vi alene ret, og hele verden tager
fejl. Araberne, russerne, afrikanerne og Vatikanet har ansvar for
massakrerne. Og det har europæerne også. Selv om vi sætter pris på
det halve århundrede, hvor der har været demokrati i Vesteuropa, så
står det i relation til de forudgående årtusinder, hvor det var
brutaliteten som herskende. Derfor kender vi disse mennesker og
ved, hvad de har gjort af europæisk brutalitet, vi erkender, hvem
de er, hvad de har gjort - og hvad der er hvad...
Vi husker, at den tradition, som europæerne bygger på, er vokset
op af jord gødet med 2.000 års jødisk blod. Det urgamle jødehad
ligger i luften som røgen fra krematorierne... Ja, endnu en gang,
vi har ret, og hele verden er forkert. Det ændrer ikke noget som
helst, men efter 25 århundreder er det rart at vide. "
Gang på gang i historien, har jøderne vist deres store magt ved
at manifestere sig som tilhængere af interesser, som er anderledes
end dem, som den ikke-jødiske befolkning bekender sig til. Dette
skaber en iboende følelse af uretfærdighed og en ustabil situation,
som alt for ofte er endt tragisk i voldelige konflikter mellem
jøder og ikke-jøder.
I vores tidsalder, drejer det sig om den tilsyneladende
uløselige konflikt i Mellemøsten, som drejer sig om mere end blot
et problem med zionismen, eller en kamp om et stykke land. Det
handler om Israels arrogante politik, og dets umenneskelige
behandling af ikke-jøderne, og alt dette har sin rod i århundreder
gamle holdninger, som er fastlagt i de jødiske religiøse
skrifter.
Juli-august 2009. Revideret oktober
2010.
Noter
(1) Femte Mosebog, 7/6,, 14/2
(2) Fjerde Mosebog, 23/9, Anden Mosebog 33/16
(3) Femte Mosebog 28/1, 28/10, 15/6
(4) Første Mosebog 27/28-29, Femte Mosebog 6/10-11
(5) Esajas Bog 60/10-14, 61/5-6
(6) Salmernes Bog 2/8
(7) Femte Mosebog 11/23-25, 2/24
(8) Femte Mosebog 23/19-20
(9) Femte Mosebog 7/2, 7/16
(10) Esters Bog 9/2, 9/5, Femte Mosebog 2/34
(11) Femte Mosebog 20/10-14, 20/16-17
(12) Josvabogen 8/24-277
(13) Josvabogen 10/26-40
(14) Tredje Mosebog 20/10, Femte Mosebog 22/20-21, Anden Mosebog
31/15, Anden Mosebog 35/2, Anden Mosebog 21/17, Tredje Mosebog
20/19
(15) Israel Shahak var i flere år professor på Hebrew University
i Jerusalem. Han skrev en
bog, som åbnede øjnene på mange, hvad angår forholdene i det
moderne Israel. Bogen
hedder
Jewish History, Jewish Religion, og udkom første gang i
1994.
(16) Fra bogen Gatherings of Conversations af
Schneerson, som er et sammendrag af samtaler, som blev
offentliggjort i 1965. Citeret i: Israel Shahak og Norton
Mezvinsky; Jewish Fundamentalism (London: 1999), s.
59-60.(http://www.mailstar.net/shahak2.html)(
http://members.tripod.com/alabasters_archive/jewish_fundamentalism.html).
Også citeret af den jødiske teolog Allan C. Brownfeld i sin
undersøgelse offentliggjort i The Washington Report on Middle
East Affairs, marts 2000. (
http://www.washington-report.org/backissues/0300/0003105.html).
(17) Citeret fra: Israel Shahak og Norton Mezvinsky; Jewish
Fundamentalism (London: 1999), s. ix. (http://www.mailstar.net/shahak2.html)(
http://members.tripod.com/alabasters_archive/jewish_fundamentalism.html).
Også citeret af jødisk lærd Allan C. Brownfeld i sin undersøgelse
offentliggjort i The Washington Report on Middle East
Affairs, marts 2000. (
http://www.washington-report.org/backissues/0300/0003105.html).
(18) "Yosef: Gentiles exist only to serve Jews" i The
Jerusalem Post (Israel), den 18. oktober, 2010. (
http://www.jpost.com/JewishWorld/JewishNews/Article.aspx?id=191782).
(19) Elliott Abrams; Faith or Fear: How Jews Can Survive in
Christian America. (New York: 1997), s. 30, 145, 181.
(20) Dov Fischer; "We're Right, the Whole World's Wrong" i
Forward (New York), April 19, 2002, s. 11. (http://rabbidov.com/American%20Jews/wererightworldwrong.htm).
Nogle af Fischers indlæg her er grov fordrejning af historien. For
eksempel er hans omtale af "en århundredes forfølgelse af
sovjetiske jøder" en betagende usandhed. For én ting, varede hele
den sovjetiske periode 72 år, ikke 100. Og i løbet af i det mindste
noget af denne periode, især i de første ti år af den sovjetiske
æra, havde jøder enorm, hvis ikke dominerende magt. Rabbiner
Fischer synes at have glemt ledenede jødiske kommunister, som f.
eks. Leon Trotsky, øverstkommanderende for den den unge sovjetiske
stats Røde Hær, Grigori Zinoviev, leder af den kommunistiske
internationale, og Yakov Sverdlov, den første sovjetiske præsident.
(Se: M. Weber; "The Jewish Role in the Bolshevik Revolution and
Russia's Early Soviet Regime," I The Journal of Historical
Review, Jan.-Feb. 1994. (http://www.ihr.org/jhr/v14/v14n1p-4_Weber.html).
Kilde
Denne tekst er oversat fra den engelske original The
Weight of Tradition: Why Judaism is Not Like Other
Religions. Teksten bringes her med forfatterens
tilladelse. Oversættelse: P. Helvan.