Holocaust før i tiden
Af dr. phil. Christian Lindtner
Indledning
Holocaust er et fænomen, som man normalt eksklusivt forbinder
med Hitlers folkemord på ikke mindre end 6 millioner jøder i det
tyvende århundrede. Imidlertid forekommer der igennem
verdenshistorien indtil flere holocausts på det jødiske folk.
Holocaust i det Gamle Testamente
Den første holocaust kendes af alle fra Første Mosebog
22.
"Ofringen af Isak" af Michelangelo
Merisi da Caravaggio
Den handler om, at Abraham skal ofre sin søn Isak. Gud lover
Abraham, at hans efterkommere skal blive så talrige som himlens
stjerner og som sandet ved havets bred. Abrahams efterkommere skal
erobre deres fjenders porte, og alle jordens folk skal velsigne sig
i Abrahams afkom. Sådan står der.
Kort sagt: Abrahams efterkommere skal opnå verdensherredømmet.
Prisen: At Abraham dræber sin søn.
Og dog. Man laver om på aftalen, således at Isak erstattes med
en uskyldig vædder, der således blev "syndebuk", og Isak
overlever, uden at Gud desårsag bryder aftalen.
Abraham må siges at have gjort en vældig god forretning. Gud
hjælper Abraham. En uskyldig vædder betaler med sit liv.
Jesus' holocaust
Den anden holocaust vedrører Jesus.
Ved første blik giver Guds søn denne gang sit liv som løsepenge
for os andre, de kristne, som til gengæld må indordne sig under
hans organisation og overherredømme, kirken.
Han lader sig korsfæste. Ret beset overlever han imidlertid.
Hans tilhængere må slagte deres forstand og åndelige frihed. Og de
skal overgive alle deres penge til de fattige, dvs. til Jesu
disciple, kirken, se Apostlenes Gerninger 5. Jesus overholder ikke
sin del af aftalen, han giver ikke sit liv. Men de kristne giver
deres liv og penge.
Også her var der tale om en god forretning. Guds søn overlever
holocaust. Han får en erstatning, som andre må betale.
Endnu en holocaust på Jesus
Den tredje holocaust er mindre kendt. Simon Peter - om hvis
troværdighed der dårligt kan rejses tvivl - mødte Jesus på vej til
Rom. Jesus forklarede udtrykkeligt, at han var på vej til sin anden
korsfæstelse.
Det er rigtigt, at Jesu anden korsfæstelse er mindre kendt end
hans første. Men den er ikke mindre velbevidnet. Den stammer jo fra
hædersmanden Simon Peter.
Overleveringen om Jesu første korsfæstelse beror på buddhistiske
kilder. Handler derfor slet ikke om "Jesus". Den anden beror
derimod ikke på buddhistiske skrifter. Den er således - muligvis -
mere troværdig end den første.
Ret beset er det underligt, at vore kilder ikke beretter om Jesu
tredje, fjerde og femte korsfæstelse.
I visse kredse gjorde det jo stor lykke, at Jesus sådan kunne dø
for kort efter atter at springe omkring rask og rørig som om intet
var hændt. Det ville derfor være naturligt at forvente, at vore
kilder indeholdt flere beretninger om Jesu senere
korsfæstelser.
Succesen var så stor, at den nok kunne fortjene mere end én
gentagelse.
Dog! Gentages den ikke stadig verden over, søndag efter søndag?
Først slagtes den uskyldige på kors, så traver kannibalerne sammen
op ad kirkegangen og spiser ham, og endelig springer han atter rask
og rørig omkring - for nok engang at lade sig servere med kød og
blod næste søndag?
Og så fremdeles, hvorefter de sidste bedrag ikke bliver mindre
end de første.
For det er klart: Æder man Jesus til nadver, må han enten være
død eller levende. Hvis man æder ham før korsfæstelsen, så er han
jo spist og kan ikke møde op til korsfæstelse. Æder man ham efter
korsfæstelsen, så æder man et dødt lig. I så fald kan den mand man
har ædt ikke genopstå - resterne måtte jo først udtømmes eller
gylpes op, dernæst klæbes sammen og genoplives. Hvorfor?
Hvordan?
Romernes holocaust på jøderne
Den uden sammenligning mest omfattende og blodige holocaust
fandt sted i den lille landsby Bethar - det nuværende Bittir, en
halv snes kilometer syd-sydvest for Jerusalem, da Hadrian var
romersk kejser.
Baggrunden var den, at en vis Bar-Kokhba havde opkastet sig som
jødernes Messias - akkurat som Jesus. Han ville være en storkonge,
som skulle frelse jøderne.
Den ufattelige jødeudryddelse fandt sted under den anden
romerske krig, 134/5 efter den falske Kristus (e.f.K.). Romerne
myrdede løs, så at jødisk blod flød langt ud i Middelhavet, som
ligger ca. 65 km. fra Bethar. Der var tale om en vældig blodflod,
som rev store sten osv. med sig i bølgerne.
Kejser Hadrian
Talmud - jødernes hellige skrift - beretter, hvordan
den romerske kejser Vespasian (som dog allerede var død 79 e.f.K.)
myrdede løs blandt jøderne i Bethar, altså mere end 50 år efter sin
død. Nogle jøder angiver antallet af ofre til 4 millioner, men
flere taler om 40 millioner ofre. Ifølge Midrash Rabbah var det
rigtige tal snarere 800 millioner.
Der var, hedder det i Talmud, 400 synagoger i den lille
flække. Ved hver synagoge var der 400 rabbinere. Hver rabbiner
havde 400 elever, som studerede Torah, altså Mose Lov. De
sadistiske romerne gav sig tid til at pakke hver af de jødiske
drenge ind i en skriftrulle, og stak så ild til den uskyldige. På
denne måde tændtes ialt 64 millioner små levende jødiske
lysfakler.
Andre kilder taler om kun 16 millioner jødiske børn
(Talmud, Gittin 58a, p. 269). Det berettes tillige, at
romerne i syv år anvendte jødisk blod som gødning på
vinbjergene.
I Alexandria dræbte kejser Hadrian 1.200.000 uskyldige jøder.
Romerne anses ellers normalt for at have været tolerante i
religiøse anliggende. Denne tolerance gælder åbenbart ikke romernes
forhold til jøderne. Jødiske kilder beretter - som man ser - en
helt anden historie om romersk grusomhed.
Ved at læse Talmud og andre hellige skrifter kan man
kun få det indtryk, at holocaust under Hitler var for intet at
regne sammenlignet med holocaust under kejser Hadrian. (Kilde:
Jakob Fromm (overs.); Der babylonische Talmud, u.år,
Fourier Verlag, Wiesbaden, s. 380-383; Midrash Rabbah m.m.)
Romerske historikere omtaler ikke disse frygtelige massemord -
akkurat som mange tyskere jo bestrider at have kendt til
jødeudryddelser.
Denne forglemmelse kan tolkes som udtryk for at allerede de
romerske historikere var "holocaustbenægtere".
Naturligvis rejser beretningerne om holocaust i Bethar flere
spørgsmål, som videnskaben enten har overset eller ikke har forsøgt
at besvare.
Hvordan kan der være mere end 64 millioner mennesker i en lille
landsby, der skønnes at have dækket et areal på ca. 200 gange ca.
600 meter? Hvordan har man kunnet klare at forsyne så mange
mennesker med mad og andre fornødenheder? Hvorfor har arkæologer
ikke fundet spor af de 400 synagoger? Hvordan er det muligt, at
brænde mennesker samtidig med at deres blod flyder ud i
Middelhavet, og samtidig med at blodet opbevares, således at det i
syv år kan anvendes som gødning på vinbjergene?
Hvis man regner med, at der dengang i hele verden levede ca. 10
millioner jøder, hvordan er det så muligt at myrde 64 millioner -
for ikke at tale om 800 millioner?
Det går næppe an at lade hånt om talangivelserne, de stammer fra
ansete rabbinere. Hædersmænd, der ikke kunne drømme om at overdrive
- endsige lyve.
Holocaust i Tyvende århundrede
Det tyvende århundrede bød atter på holocaust.
I 1919 blev der i det ansete amerikansk jødiske
tidsskriftet The American Hebrew, fra den 31.
oktober, i artiklen The Crucifixion of Jews Must Stop!,
skrevet om en holocaust omfattende 6.000.000 jøder.
Artiklen "The
Crucifixion of Jews Must Stop!"
Denne forfærdelige holocaust blev dog stillet i
skyggen af den langt mere omtalte holocaust - ligeledes på
6.000.000 - som Hitler (ikke Hadrian) skulle have ansvaret for.
Det er stadig helt uklart, hvor, hvornår, hvordan osv. den for
tiden meget omtalte holocaust fandt sted.
Talangivelserne er også her usikre. Selv om 6 millioner for
tiden er det almindelige tal, talte kilderne tidligere om fx 50
millioner, 41 millioner, eller 36 millioner.
Under krigen taltes undertiden om et offer på 4 millioner -
akkurat som i Talmud. Det er muligvis dette tal - de 4
millioner - som bliver til 40 millioner - som i Talmud -
plus én ekstra million, altså 41.
Undertiden nævnes også 12 millioner. Dette tal kommer frem på
den måde, at man begynder med de 6 millioner. Man regner så videre
på den måde, at der er nogle såkaldte "revisionister" , som ikke
vil tro på de 6 millioner. Disse onde mennesker "benægter" de 6
millioner, og ved at "benægte" de 6 millioner slår de så at sige de
6 millioner ihjel en gang til. Ved at de 6 millioner således myrdes
to gange, når man tallet 12 millioner.
(Ved at benægte de 12 millioner, kan man på denne måde nå til 24
millioner, dernæst 48 millioner osv. Men der er dog stadig ret
langt til de 800 millioner, som nævnes i Talmud i forbindelse med
Bethar!)
Fra jødisk side høres igen og igen bekymrede udtalelser, om at
holocaust kan ske igen.
Holocaust må aldrig ske igen, hedder det derfor.
Det er ikke altid klart, hvem opfordringen henvender sig
til.
Som en slags gengæld eller erstatning for det store klassiske
brændoffer under Hitler, lod man 1948 jøderne proklamere staten
Israel.
Var det ikke Abrahams gamle aftale med Gud, der hermed omsider
blev opfyldt ?
Er det mon en ren tilfældighed, at ordet holocaust forekommer
netop seks gange i Første Mosebog 22 (Vulgata)?