Holocaust i nyt lys
Af dr. phil. Christian Lindtner
Den nyeste internationale forskning om Holocaust har i de senere
år gjort flere bemærkelsesværdige fremskridt, som - trods emnets
store betydning - dårligt nok har efterladt sig spor i de danske
medier eller i den danske faglitteratur. Der skal derfor her
fremdrages nogle få og veldokumenterede eksempler på ny viden, som
bidrager til et mere nuanceret billede af de problematiske
relationer mellem jøder og tyskere.
I december 1996 kom det i engelsk presse frem, at en ung amerikansk
jøde, Bryan Rigg, under sine studier ved Cambridge University havde
opdaget, at et stort antal jøder havde kæmpet i tysk uniform, altså
under hagekorset. Der var tale om mindst 77 jødiske officerer,
herunder to feltmarskaller, otte generalløjtnanter, fem
generalmajorer, og 33 oberster. Sandsynligvis var der flere, for
Rigg har endnu ikke afsluttet sit interessante arbejde. Ikke mindre
end 17 jøder var blevet dekoreret med Ridderkorset for deres
tapperhed.
Erhard Milch
Rigg fandt endvidere dokumentation for, at mindst én jøde havde
gjort tjeneste i Waffen-SS, og at en anden jøde havde arbejdet i
det tyske propagandakontor i Paris i 1941, og desuden bar
Jernkorset af første klasse. Den mest kendte blandt officererne er
vel Erhard Milch, der havde en jødisk fader - for ikke at tale om
Helmut Schmidt, den senere kansler, der havde en jødisk
bedstefader. Riggs undersøgelser bygger på omkring 30.000
originaldokumenter.
Da det desuden er dokumenteret, at Hitler i flere tilfælde har
godkendt, at tyskere med jødiske aner kæmpede under hagekorset,
står det fast, at det er en utilladelig forenkling at påstå, at
alle jøder blev forfulgt blot fordi de var jøder.
I denne sammenhæng fortjener også en helt anden gruppe
tysk-patriotiske jøder at nævnes. Det drejer sig om videnskabsmænd
som romanisten Victor Klemperer, kemikeren Richard Willstätter, og
litteraturhistorikeren Hans Joachim Schoeps. Emnet er belyst af
John V.H. Dippel i Die grosse Illusion. Warum deutsche Juden
ihre Heimat nicht verlassen wollten (Wienheim/Berlin
1997).
Det var langt fra alle jøder, der ønskede at forlade Tyskland,
selv om de havde mulighed derfor. Mod slutningen af 1937 var der
stadig omkring 370.000 jøder i Tyskland. Kun hver fjerde var
udvandret. Grundene til at de fleste blev tilbage var forskellige.
Nogle følte sig bundet af familien eller af arbejdet, andre (som
Klemperer) følte sig som ægte tyskere. Schoeps var begejstret for
den tyske militarisme og erklærede sig på unge tyske jøders vegne
rede til at opfylde sin værnepligt under løsenet: Bereit für
Deutschland!
Det er en velkendt sag, at tyskerne indrettede et antal
koncentrationslejre, hvortil jøder blev deporteret, og hvori mange
mistede livet. Næsten ukendt er det, at der omvendt oprettedes
koncentrationslejre, hvori mange tyskere omkom. Dette er blevet
dokumenteret af den jødiske journalist John Sack, fra Idaho, i
bogen An Eye for an Eye fra 1993 (Basic Books). I 1945
oprettede den sovjetiske besættelsesmagt i Polen 1255
koncentrationslejre. Hertil bragtes tyske mænd, kvinder og børn;
næsten alle var de civile. Hensigten var at afnazificere tyskerne,
og til det formål rekrutterede russerne jøder, der havde overlevet
kz-ophold. Sack bygger bl.a. sine undersøgelser på interviews med
jødiske lejrofficerer, herunder navnlig Lola Potak, der selv havde
mistet flere familiemedlemmer i tyske lejre.
John Sacks bog
Det frygtelige var, mener Sack, at de overlevende selv gebærdede
sig som nazister - eller endnu værre. I Lolas fængsel, siger Sack,
havde tyskerne det værre end Lola havde haft det i Auschwitz. I
Auschwitz var det nemlig ikke tilladt at bruge vold mod fanger, men
hos Lola var det. En anden jødisk lejrkommandant, Shlomo Morel,
udtalte med stolthed: " Hvad tyskerne ikke kunne gøre på fem år i
Auschwitz, har jeg gjort på fem måneder i Schwientochlowitz." Sack
skønner, at der som følge af sult, sygdom (tyfus) og tortur omkom
mellem 60.000 og 80.000 helt uskyldige tyske mænd, kvinder og børn.
Da deres eneste forbrydelse var at de var tyskere, taler Sack her
om folkemord.
Sacks person er blevet voldsomt kritiseret af Daniel Goldhagen -
med hvis påstand om at alle tyskere var Hitlers villige bødler,
Sacks er helt uenig - men Goldhagen har ikke ønsket at møde Sack i
åben debat. Sacks bog er veldokumenteret, og han har skrevet den,
fordi han mener, at man ikke skal beskylde andre for at begå
misgerninger, man også selv begår, uden at ville indrømme det.
Goldhagens bog blev først modtaget med megen akklamation, især i
venstreorienterede kredse: Den af bl.a. Københavns Universitet så
højt estimerede (og prisbelønnede) ideolog Jürgen Habermas tildelte
eksempelvis Goldhagen en pris på 10.000 DM, under henvisning til
dennes "medieresonans". Men det har siden vist sig, at denne
resonans ikke har kunnet overdøve de fordringer, man normalt må
stille til et videnskabeligt arbejde. (F. eks. er der på s. 407 i
den engelske udg. tale om en grov billedforfalskning.) Senest har
Goldhagen søgt at kvæle kritiske røster ved at retsforfølge sine
modstandere! (Nærmere herom i Univers 6/1 1998.)
En kritiker har betegnet hans bog som "en hymne til hadet". Man
kan ikke tale om de tysk-jødiske relationer uden også at tale om
Madagaskar. At tyskerne tænkte på at afskibe alle jøder til
Madagaskar nævner Goldhagen blot kort i forbifarten (s. 146). Men
som en netop udgivet doktorafhandling af Magnus Brechtken,
Madagaskar für die Juden (München 1997) viser, har
Goldhagen slet ikke ret i, at tyskerne kun tænkte på at myrde
jøder.
Nok så væsentlig er en gammel plan om at deportere europæiske jøder
til øen Madagaskar. Den blev første gang luftet i 1885, og var på
ingen måde et rent tysk projekt. Tanken blev taget op af en
englænder i 1923, og af en ungarer i 1931. Mest ivrig var man dog i
Polen, hvor udenrigsminister Beck i 1935 nedsatte en arbejdsgruppe,
der skulle beskæftige sig med jødespørgsmålet i Polen og
mulighederne for en løsning. Tanken om at lade jøderne udvandre til
Madagaskar, der var en fransk koloni, fik i 1937 støtte af den
franske minister Marius Moutet, polakkerne sendte en kommission til
øen, og der blev snart tale om et fransk-polsk fællesprojekt.
Projektet fik støtte af internationale jødiske organisationer, og
både den engelske og amerikanske regering viste interesse.
Heinrich Himmler
I september 1938 tilsagde Hitler disse bestræbelser sin støtte,
og den polske ambassadør i Berlin skal have lovet, at man som tak
ville rejse ham et mindesmærke i Warszawa. Planerne forpurredes af
krigens udbrud i 1939, og sagen havnede på Himmlers bord.
Af et memorandum fra Himmler til Hitler, maj 1940, fremgår, at
en systematisk udryddelse af det jødiske folk ikke kan komme på
tale. Mord på hele folkeslag er ugermansk, hedder det. Heri er
Hitler helt enig. (Til dette vigtige dokument henviser også Yehuda
Bauer i sin bog Freikauf von Juden? Frankfurt/M 1996.) I
stedet gik Himmlers plan ud på, at der efter krigen skulle
deporteres 3000 jøder om dagen i fire år, således at "den endelige
løsning" var opnået, når 4.000.000 jøder var tvangsforflyttet til
Madagaskar. Ifølge Brechtken bliver " Endlösung" en betegnelse for
en ny slags folkemord. Åstedet skulle være Madagaskar, tidspunktet
skulle være efter krigen, og morderen skulle være tropefeberen. Som
vi nu ved, fulgte udviklingen ikke planerne.
Om Auschwitz er der i den senere tid udkommet flere omfattende
værker. I 1994 udsendte U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington
i samarbejde med Indiana University under redaktion af bl.a. Yehuda
Bauer, Raul Hilberg og Franciszek Piper Anatomy of the
Auschwitz Death Camp. Dette suppleres nu af D. Dwork &
Robert Jan van Pelt, Auschwitz. 1270 to the Present (New
York/London 1996). Begge bind giver mange og nye oplysninger til
belysning af Auschwitz-Birkenaus bygningshistorie m.m.
Af uvurderlig værdi for forskningen er det, at den centrale
byggeledelse i Auschwitz efterlod arkiverne intakte, og disse
arkivmaterialer blev beslaglagt af russerne i 1945. De originale
arkivalier befinder sig nu i Moskva, hvor de er tilgængelige for
vestlige forskere. Kopier findes i Washington. Tilsyneladende er de
komplette. Selv om vi således er i den for en historiker
usædvanligt gunstige situation, at vi har alle de originale
dokumenter, er der alligevel nogle underlige mangler, som stadig
forvolder hovedbrud.
Original byggetegning af
ligkælder 1 i Auschwitz/Birkenau
Hvornår gav Himmler f. eks. kommandant Höss ordren til
systematiske jødemord? Var det i 1941, eller var det i 1942? Og
hvordan rimer dette med Madagaskar? Og hvor, ganske præcist, lå de
bygninger, der benyttedes som gaskamre til mennesker? (Den bygning
i Auschwitz, der forevises turister, er en kommunistisk
efterkrigsattrap. Den har aldrig været anvendt som "gaskammer",
fastslår bl.a. Robert Jan van Pelt, der er hollandsk jøde og nu
ansat ved et kanadisk universitet.) Det er også svært at tænke sig,
at ligkældrene i de fire krematorier i Birkenau har kunnet anvendes
som gaskamre. Her fyldte ligene jo op. Der kræves mere forskning,
og det må forklares, hvor og hvordan ingeniører , arkitekter,
håndværkere og arbejdere har kunnet opføre gaskamre uden at støtte
sig til tegninger og bygningsplaner osv., stik imod almindelig
praksis.
Takket være de russiske arkiver er vi nu omsider også godt
underrettet om dødeligheden i Auschwitz-Birkenau. Som altid var
tyskerne grundige, alt hvad der passerede lige fra de indsattes
ankomst til deres død eller løsladelse blev nøje bogført. Efter i
årtier at have kalkuleret dødeligheden i Auschwitz-Birkenau på
grundlag af gisninger har forskningen omsider fået et fast
holdepunkt med udgivelsen af de såkaldte dødebøger:
Sterbebücher von Auschwitz. Herausgegeben vom Staatlichen
Museum Auschwitz-Birkenau. Band 1-3 (München/ London/Paris
1995). Vi ved nu med sikkerhed, at der blev registreret over
400.000 indsatte i Auschwitz. Antallet af dødsfald - med angivelse
af dato, navn, dødsårsag, osv. - fremgår af de 46 bind "
Dødebøger", omfattende perioden 27/7-41 til 31/12-43. Det samlede
antal beløber sig til 68.864, hvortil kommer 1146 navne fra andre
tyske originalkilder, der ligeledes stammer fra Auschwitz. Der er
således solid videnskabelig dokumentation for ialt 80.010 dødsfald,
som ikke kun omfatter jøder.
For dødeligheden før og efter de anførte tidspunkter savnes
stadig dokumentation. Der er til dato kun spredte oplysninger om
hvor mange personer der opholdt sig for en kortere eller længere
periode i Auschwitz-Birkenau, uden at blive registreret.
Værdifuldt er også det arbejde, som den franske apoteker
Jean-Claude Pressac har udført med støtte fra forskellige jødiske
grupper. Hans hovedværk er Auschwitz: Technique and Operation
of the Gas Chambers, som udkom under Beate Klarsfeld
Foundations auspicier ( New York 1989). Lettere tilgængelig er
sammenfatningen af de vigtigste resultater i Die Krematorien
von Auschwitz. Die Technik des Massenmords ( München 1994).
Bogen nød stor medieomtale og findes desuden på fransk og norsk.
Takket være Pressacs og andres analyser ved vi nu så meget om
krematoriernes funktion,koksforbrug og kremeringskapacitet, at
rigtigheden af dødebøgernes statistiske oplysninger er hævet over
enhver tvivl.
Af bevarede køreplaner og lign. fremgår, at for mange tjente
Auschwitz blot som midlertidig transitlejr. Fra gennemgangslejren
tøffede togstammerne videre mod nord og mod øst med deres triste
transporter af mennesker til en ofte krank og uvis skæbne.
Ovenstående er blot glimt fra nogle strejftog ind på det
internationale Holocaust-forskningsfelt, som de senere år har
befundet sig i rivende udvikling. Store overraskelser er i
vente.
Pave Johannes Paul II i Auschwitz, den 7.
juni 1979 ved det gamle mindesmærke, der oplyste, at 4 millioner
mennesker var blevet "dræbt af nazisterne". Den tidligere
pave beder altså her for mindst 3 millioner ofre for
meget.
Det må hilses med glæde, at ikke mindst jødiske forfattere har
ydet betydelige bidrag til at rette op på nogle af de skævheder,
som længe har præget det almindelige billede af Holocaust.
Af forskellige grunde har danske forskere beklageligvis forsømt
at følge godt med.
En følge heraf er, at de gængse danske opslagsværker, lære- og
håndbøger på dette område i afgørende henseender er ganske
forældede og vildledende.
Dette betyder igen, at den danske offentlighed savner et
korrektiv til Hollywoods ofte underlødige produkter og vraggods af
kommunistisk krigspropaganda.
Eksempler er der nok af.
Medens man i ældre leksika (f. eks. Lademanns Leksikon
fra 1991, opslag Auschwitz, s. 48.) og lærebøger kan
læse, at ca. 4 millioner jøder omkom i Auschwitz-Birkenau, oplyser
Den Store Danske
Encyklopædi i artiklen om Auschwitz:
"Dødsofrenes antal har efter åbningen af østeuropæiske arkiver
kunnet fastslås til ca. 1 mio. jøder og ca. 150.000 andre
(bl.a sigøjnere). Tidligere skøn har ligget højere."
Dette er ganske uvidenskabeligt. De nyeste tal er kun lidt bedre
underbygget end de gamle, som med rette (men desværre uden
forklaring) forkastes.
Der er i begge tilfælde tale om løse påstande uden
dokumentation. Også hvad krematoriernes kapacitet og funktion
angår, kolporterer Den Store Danske Encyklopædi desværre
blot løse rygter, der med lethed kan tilbagevises af enhver, der
sætter sig ind i den omfattende faglitteratur.
Supplerende litteratur:
Danuta Czech; Auschwitz Chronicle: 1939-1945. Owl Books.
New York 1997.
Ernst Gauss (Hg.):
Grundlagen zur Zeitgeschichte. Ein Handbuch über strittige
Fragen des 20. Jahrhunderts. Grabert Verlag, Postfach 1629,
D-72006 Tübingen 1994.
Jürgen Graf:
Auschwitz. Tätergeständnisse und Augenzeugen des
Holocaust. Neue Visionen GmbH, Verlag. Schweiz, Würenlos
1994.
Israel Gutman m.fl.: Encyclopedia of the Holocaust.
Gacl. New York & London 1990.
Vierteljahreshefte für
freie Geschichtsforschung. Berchem (1997 -).
***
Denne artikel blev offentliggjort i Berlingske Tidende
den 24.01. 1998.