Den jødisk ledede fremmedinvasion
Giv mig
jeres trætte, jeres sammenstuvede masser,
Som længes efter at ånde frit.
Det sølle affald fra jeres myldrende strand.
- Emma Lazarus.
Indstrømningen af europæere til Nordamerika førte til, at
den indfødte befolkning blev skubbet til side og endte med at blive
forvist til reservater. På en tilsvarende måde har den vedvarende
jødiske indvandring til Palæstina været i modstrid med det
palæstinensiske foks interesser, men den var nødvendig for, at
jøderne kunne overtage regionen. Den lagde grunden til den
zionistiske stat.
En hvilken som helst stamme, race eller nation, som ønsker at
bevare sin kultur, sine gruppe-interesser og sin selvbestemmelse,
må opretholde sin fremherskende status i den geografiske region,
hvor den bor. De allerfleste nationer har haft en grundlæggende
forståelse af denne kendsgerning fra de tidligste civilisationers
opståen, og alle moderne nationer har søgt at opretholde en streng
kontrol med sine grænser og med indvandring.
De fleste amerikanere ser indianernes modstand i historien, mod
europæisk kolonisation, som moralsk forståelig, men i de forvredne
etiske målestokke, der gælder i dag, er der nogle, som finder
euro-amerikanernes forsøg på at beskytte vore unikke gener og
tilsvarende kultur imod ikke-europæisk indvandring, dadelværdig.
Men på trods heraf, og på trods af en altgennemtrængende
propaganda, der forherliger multi-kultur og de medie-opreklamerede
glæder ved kulturberigelse og forskelligartethed, viser
meningsundersøgelser i Amerika en overvældende modstand mod
ubegrænset indvandring. Lignende følelser gør sig gældende blandt
alle Europas folk, og jeg tør påstå, at praktisk talt alle jordens
nationer har dette samme synspunkt. Det er lige så naturligt for
mennesker som deres ønsker om mad og husly.
Det var ikke før 1965-loven om
indvandring ('1965 Immigration Act') blev gennemført, at USA's
Kongres begyndte at ignorere flertallets ønsker og påbegyndte en
politik, der diskriminerede imod potentiel europæisk indvandring,
og opmuntrede massiv ikke-europæisk indvandring. Fra dette
tidspunkt og fremefter viste landets regering ('Federal
Government') mindre vilje til at indskærpe overholdelse af vore
indvandringslove og til at beskytte vore grænser med patruljering.
Denne politik resulterede i en flodbølge af ikke-hvid indvandring,
såvel legal som illegal. Denne indvandring, samt højere fødselstal
blandt ikke-hvide end blandt hvide, har omdannet den amerikanske
befolkning fra at være næsten 90 procent hvid i de tidlige
1960'ere, til mindre end 70 procent ved udgangen af samme
århundrede. USA's centrale statistik-kontor ('U.S. Census Bureau')
har forudsagt, at vi vil være en minoritet i De forenede Stater
inden midten af det 21. Århundrede, altså inden for mange af
læsernes livstid. Euro-amerikanere er allerede en minoritet i de
fleste af Amerikas større byer, og de er i undertal i Kalifornien
og Texas. En politik, svarende til den, der er gennemført i USA,
har lukket op for store masser af ikke-europæere i lande som
Canada, England, Frankrig og Tyskland, og har indsluset et
farvekort af fremmede racer i Skandinavien, Spanien og Italien.
Da jeg efterhånden fik racemæssig
forståelse, blev det helt klart for mig, at de nye immigrationslove
i USA og Europa ville blive overordentligt skadelige for de
vestlige samfund. Ganske kort tid efter indførelsen af de nye
immigrationslove, steg kriminaliteten voldsomt i alle de pågældende
lande. På samme måde led kvaliteten i undervisningen, og alle
sociale problemer voksede. Efterhånden som denne planlagte
racemæssige omdannelse skrider frem, vil disse onder få et
katastrofalt omfang.
Hvilke grupper havde noget som
helst at vinde ved dette demografiske Armageddon? De individuelle
fremmede, som kunne drage fordel af de økonomiske muligheder, som
vestlige samfund kunne tilbyde, havde kun ringe politisk eller
økonomisk magt, mens de endnu befandt sig uden for de vestlige
nationer. Da jeg begyndte at undersøge omstændighederne ved den
amerikanske kamp om immigrationslovene de sidste 100 år, trådte
drivkraften bag oplukningen af Amerikas grænser helt tydeligt frem.
Det var det organiserede jødiske samfund, personificeret ved
digteren Emma Lazarus, hvis linjer jeg citerede som indledning til
dette kapitel.
Da jeg begyndte i gymnasiet, var
jeg blevet overbevist om, at en massiv ikke-europæisk indvandring
udgjorde den største trussel, både på kort og lang sigt, mod det
Amerika, jeg elskede. Jeg så, at Immigrationsloven af 1965 ville
give dødsstødet til mit land, hvis den ikke blev fjernet. Megen af
den litteratur, jeg læste, pegede på en langvarig anstrengelse fra
det organiserede jødiske samfund for at ændre Amerikas
immigrationslove gennemgribende. Jeg kontaktede Drew Smith, en
ældre advokat fra New Orleans, der havde skrevet bogen The
Legacy of the Melting Pot ('Smeltediglens Arv'), og som
allerede havde undervist mig meget i emnet: Immigration. (596)
Smith og jeg mødtes en regnvåd dag,
efter skoletid, på Citizens Council's kontor. Han forklarede den
amerikanske immigrationslovs historie. Efter at have citeret
Lazarus' digt fra fundamentet til statuen af frihedsgudinden,
spurgte han mig: "Hvis interesser kunne blive fremmet ved at sørge
for at få Amerika oversvømmet med 'sølle affald'? " Han besvarede
hurtigt sit eget spørgsmål. "Det var opfattet som af værdi for et
sammentømret folk, der anvender racemæssig solidaritet som et
våben, og et våben, de kun ønsker selv at have. Anstrengelserne for
at få ændret den amerikanske indvandringslov, og i sidste ende få
udskiftet den europæiske majoritet er, så godt som udelukkende,
blevet anført af jøder."
Smith forklarede, at Emma Lazarus -
som så mange andre indvandrings-aktivister - var en jødisk
nationalist (partisan), der støttede skabelsen af den udelukkende
jødiske zionist-stat i Palæstina, men støttede "mangfoldighed" for
Amerika. Han påpegede for mig, hvordan sådanne jøder som Lazarus
endda havde ændret den moderne betydning af Frihedsgudindens
statue. Den smukke, jadefarvede kolos havde ingen oprindelig
forbindelse med indvandring, og eksisterede inden Ellis Island
immigrations-centeret kom til. Den var en gave fra Frankrig, for at
fejre den amerikanske revolution, ikke for at fejre ankomsten af
'sølle affald' til Amerikas kyster. Det er af oplysende værdi, at
denne smukke statue af europæisk kvindelighed ikke har front mod
Afrika, Asien eller Sydamerika, men mod det land, hvor hun var
født, Frankrig, og dermed det øvrige Europa.
Emma Lazarus var blevet bedst kendt
for hendes fordømmelser af de pogromer i Rusland, som fulgte efter
mordet på Zar Alexander II i 1881. Ironien er til at tage og føle
på: En jødisk racist, som ivrigt gik ind for skabelsen af en elitær
jødisk-racistisk stat i Palæstina, var samtidig ivrig for at ændre
Amerika til et tilflugtssted for verdens kasserede skabninger. Drew
Smith havde mange bøger om indvandringsspørgsmålet, også nogen, der
var skrevet af jøder, hvori han havde understreget vigtige
sætninger. Jeg lånte dem og begravede mig lidenskabeligt i dem.
Jødiske organisationer, så som Den
amerikanske jødiske Kongres ('American Jewish Congress') førte an i
- og leder stadig - bestræbelserne for at liberalisere amerikansk
indvandring og bekæmpe restriktioner i indvandringslovgivningen. I
1921, 1924 og 1952, gennemførte Kongressen love, der kun forsøgte
at opretholde den racemæssige sammensætning i Amerika. Interessant
nok gjorde den anglo-amerikanske befolkning, til trods for, at den
udgjorde en overvældende majoritet af den amerikanske befolkning,
og også af Kongressen, ingen forsøg på at forøge sin egen
procentandel af den amerikanske befolkning, men søgte kun, helt
rimeligt, at bevare hver gruppes status quo. I de indledende
juridiske kampe var jøder de ledende fortalere for åben indvandring
og modsatte sig ihærdigt enhver lovgivning, der ville bevare
Amerika som en etnisk set europæisk, kristen nation. I
Repræsentanternes Hus anførte kongresmedlemmerne Adolph Sabath,
Samuel Dickstein og Emanuel Celler kampen for uhæmmet indvandring,
mens senatorerne Herbert Lehman, og senere Jacob Javits
koordinerede disse anstrengelser i Senatet.
Under de tidlige kampe beskrev
kongresmedlem Leavitt tydeligt den jødiske indsat for
Kongressen.
Det instinkt, der kræver
national og racemæssig opretholdelse er ikke et instinkt, der skal
fordømmes.. Ingen burde være bedre til at forstå amerikanernes
ønske om at bevare Amerika amerikansk end den herre fra Illinois
(hr. Sabath), som leder angrebet på dette lovforslag, eller de
herrer fra New York, hr. Dickstein, hr. Jacobstein, hr. Celler og
hr. Perlman.
De tilhører det eneste store historiske folk, som
har bevaret deres identitet gennem århundrederne, fordi de
oprigtigt tror, at de er et udvalgt folk, med visse idealer, der må
bevares, og med en viden om, at tabet af deres racemæssige
identitet vil betyde ændring i idealerne. Den kendsgerning burde
gøre det let for dem og størsteparten af de mest aktive modstandere
af denne lovgivning, i den mundtlige debat, at genkende og
sympatisere med vort synspunkt, som jo ikke er så ekstremt som det,
der hersker i deres egen race, men som kun kræver, at tilførslen af
andre folkeslag udelukkende skal ske i sådanne mængder, og af en
sådan art og sammensætning, at den ikke vil ændre den racemæssige
sammensætning hurtigere, end der kan ske assimilation, med hensyn
til idéer om regering, såvel som med hensyn til blod (race,
red.) (Kongressens Forhandlinger, 12. april 1924)
(597)
Sociologen Edward A. Ross citerer i
sin indflydelsesrige bog fra 1914 The Old World and the New:
The Significance of Past and Present Immigration to the American
People, den berømte indvandringsvenlige leder, Israel
Zangwill, der udtaler, at Amerika er et idéelt sted at gennemføre
jødiske interesser. Ross skriver derefter helt åbent om den jødiske
indflydelse.
Jøder har derfor en stærk
interesse i indvandringspolitik: Og heraf følger jødernes
anstrengelser for at kontrollere De forenede Staters
indvandringspolitik. Trods det, at de kun udgør en syvendedel af
vor nettoindvandring, anførte de kampen mod
Indvandringskommissionens lovforslag.. Den systematiske kampagne i
aviser og blade for at nedbryde alle argumenter for restriktioner
og for at berolige den hjemlige befolknings frygt, er udført af -
og for - en enkelt race. Jødiske penge står bag Den nationale Liga
for Liberal Indvandring ('National Liberal Immigration League') og
dens utallige publikationer. (598)
I 1924 pegede kongresmedlem Knud
Wefald på mange af de jødiske indvandreres kommunistforbindelser og
udtalte, at mange jøder "har ingen sympati for vore traditionelle
amerikanske idealer."
Lederskabet i vort
intellektuelle liv er i mange af dets faser kommet i hænderne på
disse dygtige nyankomne, som ikke har nogen sympati for vore
traditionelle amerikanske værdier... Som opdager vore svagheder og
udnytter dem, og bliver velhavende igennem de bjørnetjenester, de
gør os.
Vort hele underholdningssystem er blevet
overtaget af mænd, som kom her med indvandringsbølgen fra Øst- og
Sydeuropa. De fremstiller vore skrækkelige filmhistorier (og) de
skriver mange af de bøger, vi læser, ligesom de redigerer vore
magasiner og aviser.
( Kongressens Forhandlinger , 12. april 1924.) (599)
Den sidste betydningsfulde
lovgivning i Kongressen, der blev gennemført for at beskytte status
quo i Amerika, var Walter-McCarran loven fra 1952. Modstanden mod
loven i Kongressen blev anført af den jødiske trojka: Celler,
Javits og Lehman. Hver eneste større jødiske organisation (lige som
også USA's kommuniatparti) bakkede op om modstanden mod loven,
heriblandt American Jewish Congress, Amereican Jewish Committe,
ADL, National Council of Jewish Women og snesevis andre. Under
kongresdebatterne udtalte kongresmedlem Francis Walter, at den
eneste borgerlige organisation, som havde modsat sig hele loven,
var American Jewish Congress. Kongresmedlem Celler bemærkede, at
Walter "ikke burde have understreget særligt, som han gjorde, et
folk af én bestemt trosretning, der modsatte sig lovene."
(Kongressens Forhandlinger, 23. april 1952) (600)
Da den jødiske dommer, Simon
Rifkind, afgav vidneforklaring imod loven under de fælles høringer,
understregede han, at når han støttede nedbrydningen af amerikansk
indvandringslovgivning, repræsenterede han "hele den religiøse og
almene mening inden for den jødiske gruppe, forstået religiøst,
lige fra det ekstreme højre til det ekstreme venstre." (601)
Det betog mig at læse kongresmedlem
fra Mississippi, John Rankins, modige udtalelser under debatten. I
dag ville sådanne sandfærdige udtalelser, der kom fra en hvilken
som helst folkevalgt, medføre en storm af fordømmelser, som kun få
ville kunne klare.
De skriger op om
diskrimination. Men ved De, hvem der bliver diskrimineret imod?
Amerikas hvide, kristne befolkning, de, der skabte denne nation..
Jeg taler om den hvide kristne befolkning både i Norden og i
Syden..
Kommunisme er raceforbundet. En racebestemt minoritet tog
kontrollen over Rusland og alle Ruslands satellit-lande, så som
Polen, Tjekkoslovakiet og mange andre lande, som jeg kunne
nævne.
De er blevet jaget ud af praktisk talt hvert eneste land i Europa
igennem årene, og hvis de vedbliver med at oppiske raceuroligheder
i dette land, og prøver at presse deres kommunistiske program ned
over Amerikas kristne befolkning, er det ikke til at sige, hvad der
vil ske med dem her. (Kongressens Forhandlinger, 23.april
1952.) (602)
Og endelig i 1965 skulle det mål,
som første gang blev fremsat af jødiske organisationer i 1880'erne,
gå i opfyldelse, med vedtagelsen af Immigrationsloven. Den har
medført, at indvandringen er blevet 90 procent ikke-europæisk.
Amerika gik fra at have et indvandringsprogram, der skulle
opretholde den forholdsmæssige balance mellem alle eksisterende
grupper i De forenede Stater, til ét, som diskriminerede imod
europæere. Som det havde været tilfældet ved tidligere lovgivning,
anførte jødiske senatorer, jødiske medlemmer af Repræsentanternes
Hus, så vel som magtfulde jødiske lobby-organisationer, angrebet.
Det lykkedes, fordi jødisk magt, i de mellemliggende 41 år, siden
1924, var vokset dramatisk, på så godt som alle områder af livet i
Amerika.
I 1951 skrev senator Jacob Javits
en artikel: "Lad os åbne vore porte." (603) Den opfordrede til en
massiv, uhindret indvandring. Javits og kongresmand Celler var
fremtrædende i gennemførelsen af loven i 1965. Ni år før
gennemførelsen af Immigrationsloven af 1965, havde Den Amerikanske
Jødiske Kongres oprindeligt foreslået lovens vigtigste indhold, og
havde rost præsident Eisenhower for hans 'utvetydige modstand mod
det nationale kvotesystem.' I en lederartikel fra 1956 roste de ham
for "modigt at have indtaget et standpunkt, der endda gik videre
end mange fortalere for liberal indvandringspolitik, og for at være
gået ind for en linie, som Den Amerikanske Jødiske Kongres og andre
jødiske organisationer havde været først til at agitere for."
(604)
Jødisk motivation bag åben indvandring
Det ville have været dumt og
kontraproduktivt af de jødiske organisationer, der pressede på for
åbne grænser, at indrømme, at de var motiveret af interesser, som
var i konflikt med den ikke-jødiske, europæiske, befolknings
interesser. De reklamerede for fri immigration som værende
"patriotisk." Fra Det tyvende Århundredes allerførste dage kom de
med offentlige udtalelser om, at multikultur og mangfoldighed ville
være gavnlige for De forenede Stater, idet de dygtigt maskerede
deres strategiske motiver.
Efter gennemførelsen af de åbne
immigrationsregler af 1965, følte jødiske forfattere, så som Naomi
W. Cohen, sig meget sikrere og turde afsløre nogle af de virkelige
jødiske grunde til at presse på for at få sådan en politik. Hun
skrev, at "med start i forfølgelserne i Rusland i 1880'erne, gennem
perioden med nazisternes besættelse af Europa, og frem til den
kolde krigs trængsler i Østeuropa, havde åben indvandring til
vestlige lande tjent jødiske interesser, da "overlevelse ofte
krævede, at jøder søgte tilflugt i andre lande." (605) Cohen skrev
også, at en amerikansk internationalistisk udenrigspolitik tjener
jødiske interesser, fordi "et internationalistisk sindet Amerika
var mere tilbøjeligt til at være lydhørt over for fremmede
jødegruppers problemer" (606) Og måske endnu vigtigere, antydede
Cohen, at jøder så en åben indvandringspolitik som middel til at
nedbryde homogeniteten og harmonien i Amerika, så et pluralistisk
samfund, hvori jøder kunne trives, ville blive dannet.
Howard Sachar bemærker i sit
monumentale værk, A History of Jews in America, at
pluralisme understøtter "legitimeringen af at bevare en
minoritetskultur midt i en majoritets værtskultur." (607) Så, ved
rent faktisk at nedbryde integriteten og sammenholdet i Amerika,
kunne jøder forøge deres integritet og sammenhold. Sachar
fortsætter med, mere udførligt, at forklare, hvordan pluralisme
intensiverer jødisk solidaritet:
Men Kallens påvirkning
udstrakte sig i virkeligheden til alle uddannede jøder: Ved at
legitimere opretholdelse af en minoritetskultur midt i en
majoritetskulturs værtssamfund, havde pluralismen den virkning, at
den blev et intellektuelt ankerpunkt for en uddannet jødisk
andengeneration, hvor den understøttede dennes sammenhold og dens
mest vedholdende anstrengelser i samfundet, gennem Depressionens
strabadser, og genoplivede antisemitisme, gennem chokket fra
nazismen og Holocaust, og frem til det tidspunkt, hvor zionismen, i
årene efter Anden Verdenskrig, stormede gennem de amerikanske
jøders flok med sit helt eget klimaks af
forløsnings-lidenskab. (608)
Socialpsykologen Kevin MacDonald
påpegede i sin bog, A People That Shall Dwell Alone, at
større antisemitiske bevægelser sædvanligvis er at finde i etnisk
homogene nationer, og at "etnisk og religiøs pluralisme tjener
udadrettede jødiske interesser, fordi jøder bliver blot én blandt
mange etniske grupper.og det bliver vanskeligt eller umuligt at
opbygge forenede, sammenhængende grupper af ikke-jøder, som forenes
i deres modstand mod jødedom." (609) (610)
Charles Silberman skriver i sin bog
fra 1985, A Certain People: American Jews and Their Lives
Today:
Amerikanske jøder går
stærkt ind for kulturel tolerance på grund af den mening de har -
som er fast forankret i historien - at jøder kun er sikre i et
samfund, der accepterer et bredt spektum af indstillinger og
opførsler, såvel som en mangfoldighed af religiøse og etniske
grupper. Det er, for eksempel, ikke en godkendelse af
homoseksualitet, der får et overvældende flertal af amerikanske
jøder til at gå ind for "bøsserettigheder" og til at indtage
frisindede standpunkter i de fleste andre, såkaldte
"samfundspørgsmål." (611)
I sin bog, Send These to Me:
Immigrants in Urban America, fastslår John Higham i klart
sprog, at de jødisk-sponsorerede ændringer i Indvandringsloven var
en besejring af den politiske og kulturelle repræsentation for "de
almindelige mennesker i Syden og Vesten." (612)
I årtierne op til åbningen af
grænserne i 1965 havde jødiske grupper skinhelligt bedyret, at der
ikke skulle findes nogen slags diskrimination imod nogen som helst
gruppe ved indvandring, og at noget sådant kun kunne være godt for
Amerika, men lederen (staff director) af den senats-underkomité,
der fremlagde Walter-McCarran loven, Richard Arens, påpegede, at de
selv samme jødiske kræfter, der var de mest ivrige fortalere for
fri indvandring, hyklerisk modsatte sig al etnisk indvandring, som
de mente var ufordelagtig for deres egne interesser.
En af de besynderlige ting
ved dem, der mest højlydt hævder, at 1952-loven er
"diskriminerende", og at den ikke giver plads til et tilstrækkeligt
antal flygtninge er, at de modsætter sig at vi skal tage imod
nogen, overhovedet, af de cirka én million arabiske flygtninge, der
lever under kummerlige vilkår i lejre, efter at de er blevet drevet
ud af Israel. (613)
Ikke alene ønsker de organiserede
jøder at forhindre arabiske flygtninge i at komme tilbage til deres
hjem i Israel, de modsætter sig også, at de kommer til USA. Ser de
mon fordrevne palæstinensere som potentielle politiske modstandere?
Jødiske grupper agiterer tydeligvis for former for multikultur, som
ødelægger ikke-jødisk sammenhold, men ikke for de former, der kunne
skade deres egen gruppemagt. Derfor er deres kærlighed til
multikultur udelukkende strategisk. De ønsker at se
indvandrer-grupper, som yderligere kan pluralisere det amerikanske
samfund og ødelægge dets sammenhængskraft, men ønsker ikke de
grupper, de ser som en politisk fare.
Jødisk-dominerede politiske
institutioner og medier har længe agiteret for demografisk
invadering - og opløsning af Amerika. Alt imens de jødiske medier
dæmoniserer alle, der modsætter sig flodbølgen af ikke-hvide
indvandrere i Amerika, Canada og alle de europæiske nationer, som
"racister", godkender de Israels indvandringspolitik, som udelukker
ikke-jøder. En million palæstinensere flygtede fra deres hjem efter
den israelske blitzkriegs-overtagelse af Palæstina. De kan ikke
vende tilbage til deres fædreland, og mange er tvunget til at leve
i flygtningelejre, som ikke er meget mere end koncentrationslejre
med nød og elendighed.
A.M. Rosenthal har længe været
redaktør af den nok mest indflydelsesrige avis i Amerika, den
jødisk ejede New York Times. En "høg" i forsvaret af
Israel, og en person, der kun klager over zioniststaten, når den
ikke er zionistisk nok for hans smag. Men i en lederartikel fra
1992, føler Rosenthal sig tvunget til at kritisere et andet land,
som ønsker at bevare sin racemæssige integritet, og sin kulturelle
arv:
De skulle hellere lave en
kvote for indvandrere, og nære et mere pluralistisk samfund, ved at
benytte en formel for borgerskab, der baseres på ophold, snarere
end blodets bånd.
Ligeledes er det nedslående at se Bonn's
manglende revision af en forældet lov om statsborgerskab, som er
bundet til etnicitet. Under det eksisterende system, bliver en
tyrkisk gæstearbejder, som har boet i Tyskland i 30 år, nægtet et
statsborgerskab, som automatisk gives til en russisktalende
indvandrer, som kan bevise tysk herkomst. (614)
Rosenthal sammenligner de
nugældende tyske indvandringsregler med nazisternes. Men er den
israelske indvandringslov nu så anderledes?
Ikke bare Tyskland, men enhver hvid
nation er mål for Rosenthals opmuntring til fri indvandring. Alene
Israels indvandringspolitik - den strengeste af alle - er ganske
fritaget for kritik. I Amerika identificerer Rosenthal sig som
efterkommer af en illegal indvandrer (hans far) og roser endda
indvandringen fra Haiti, hvoraf mange er stofmisbrugere og
AIDS-positive.
Det sker næsten altid nu,
når jeg læser om indvandrere fra Haiti, som vover sig over havet,
men ender bag pigtråd, at jeg kommer til at tænke på en illegal
indvandrer, som jeg tilfældigvis selv kender, samt hans døtre og
hans søn (ham selv)..
Selv om jeg modvilligt må erkende nogle økonomiske begrænsninger,
bør dette land have den moralske elegance at acceptere naboer, der
flygter fra lande, hvor deres liv består i terror og sult, og hvor
landet regeres af morderiske bander..
Hvis det skulle kvalificere haitianerne til at blive lukket ind i
vores gyldne land, så burde de modtages med sang, omfavnelser og
mindehøjtideligheder . (615)
Som fast læser af The New York
Times har jeg endnu til gode at læse en Rosenthal-leder, der
opfordrer til, at Israel lader den million, eller flere,
palæstinensere, som det har tvunget til at leve i flygtningelejre,
under den usleste fattigdom, komme tilbage. Ej heller har Rosenthal
nogensinde opfordret jøder til at byde palæstinensiske flygtninge
ind i Israel "med sang og omfavnelser" Rosenthal er ikke dum, men
han er helt igennem hyklerisk. Han véd, at dersom man gjorde alle
de palæstinensere, der bor i flygtningelejre, uden for Israels
grænser, til fuldt israelske borgere, så ville det hurtigt skylle
den zionistiske, politiske, stat væk på samme måde, som den
ikke-europæiske indvandring borteroderer det Amerika, vore forfædre
gav os.
Og som den anden side af mønten,
véd Rosenthal, at Israel ikke kunne være blevet skabt uden jødernes
indvandring/invadering af Palæstina. Når vi ser på historiens gang,
skulle da palæstinenserne have modtaget de jødiske indvandrere med
sang og omfavnelser? Rosenthal har ikke mere til overs for de
traditionelle amerikanere, end han har for de oprindelige,
palæstinensiske, beboere af dét, der nu kaldes Israel. Han har kun
én altoverskyggende interesse: Jødisk racisme.
Rosenthal er stolt af, hvad han, og
mange andre jøder, er: lige så fremmede som de "wetbags"
(grænseoverløbere fra Mexico), som han identificerer sig med. Han
bor her, og får fordel af alle det amerikanske statsborgerskabs
rettigheder, men han vil ikke - og kan ikke - blive en rigtig
amerikaner, som sætter Amerikas interesser over den zionistiske
dagsorden.
Nu, hvor jøderne bliver mere
skamløse i deres udøvelse af magt, begynder mange at prale med
deres rolle i fordrivelsen af de europæiske, ikke-jødiske
amerikanere. Earl Raab, tidligere admininistrerende direktør
(emeritus) for Pearlmutter Institute of Jewish Advocacy - der er
tilknyttet ADL (Anti-Defamation League of B'nai B'rith), og nu
skribent for Jewish Bulletin i San Francisco, skrev
følgende:
Det var først efter Anden
Verdenskrig, at indvandringslovene blev ændret, så sådanne
diskrimineringer blev fjernet. Som et af de første beviser på, at
det jødiske samfund er blevet voksent, havde det en ledende rolle i
at få disse ændringer til at ske. (616)
Raab fortsætter med at fejre de
hvides kommende minoritets-status i Amerika. Når det først en gang
er sket, ser han frem til "forfatningsmæssige tvangsmidler"
(begrænsning af ytringsfriheden?):
Statistisk kontor ("Census
Bureau") har netop meddelt, at omkring halvdelen af den amerikanske
befolkning snart vil være ikke-hvid eller ikke-europæisk. Og de vil
alle være amerikanske statsborgere. Vi er vippet forbi det punkt,
hvor et Nazi-Arisk parti vil kunne blive udbredt i dette
land.
Vi har næret det amerikanske oppositions-klima imod intolerance i
omkring et halvt århundrede. Dette klima er endnu ikke blevet
perfektioneret, men vor befolknings heterogenitet giver en tendens
til at gøre det irreversibelt, og gør vore forfatningsmæssige
tvangsmidler imod intolerance mere gennemførlige end nogensinde
tidligere. (617)
Som Raab siger, har
zionistisk-jødiske aktivister, der har støttet en udelukkende
jødisk styret nationalstat, haft travlt med at nære en massiv
ikke-traditionel indvandring til Amerika, og de glæder sig til det
tidspunkt, hvor USA's demografi viser denne transformation ved
valgene.
Jeg tænker så lidt over, om
zionisten Israel Zangwill - der indførte udtrykket "smeltedigel" -
også så hans jødiske stat som en smeltedigel for jøder og arabere.
For islam og jødedom. Når jeg husker på zionismens etnocentricitet,
tvivler jeg noget på det. Én amerikansk tegneseriekunstner skrev om
"smeltediglen", at "problemet med den er, at den altid bliver
brændt på bunden, og at bærmen altid stiger til tops." Det er
sandt, at der i Amerika har været tale om en sammensmeltning af de
forskellige nationaliteter fra Europa til en traditionel amerikansk
majoritet, men trods den gennemgribende raceblandings-propaganda
fra de jødiske medier, er der ikke foregået nogen større
sammensmeltning af sorte og hvide, og kun en forsvindende lille
blanding af mestizo- og anglo-elementerne. Men hvad disse zionister
ikke har været i stand til at opnå gennem deres agitation for
raceblanding, er de nu ved at opnå gennem den massive indvandring,
og forskellene i fødselsrater.
Jøder har også, via
"nul-befolkning" fortalere, så som Paul Ehrlich, agiteret for
mindre familier blandt den amerikanske majoritets naturlige ledere.
Jødisk opreklamering af kvindesags-bevægelsen, samt
"abort-straks-når-det-kræves", har sænket fødselstallene for
Amerikas mest produktive, og bedst uddannede, klasser. Deres
åbenlyse ønske er opløsningen af den europæiske race i Vesten, med
hvilke midler som helst, der måtte kræves. En fortsat massiv
ikke-europæisk indvandring opfylder denne målsætning.
For at opsummere: En massiv
ikke-hvid indvandring har været én af den organiserede jødedoms
mest effektive våben mod euro-amerikanere. Vi kan ikke vinde denne
kamp på liv og død førend vort folk gør sig klart, at vi
er midt i en krig - og vores side lider store tab. At tabe
denne krig ville betyde udslettelsen af vor amerikanske kultur, arv
og frihed. Det ville betyde intet mindre end udslettelsen af selve
de gener, der har muliggjort alle de sociale, kulturelle, og
åndelige frembringelser, der kendetegner vor civilisation. Vore
stemmer drukner i larmen fra massemedier, som er i vore fjenders
hænder. Alt for mange af os kigger bare på, mens massemordet på
vort folk finder sted. Det er allerede sent. Vi er nødt til at
lukke munden op nu og forsvare os. Vi må kæmpe for videreførelsen
af den storslåede kultur, som vore forfædre overlod os. Vi må gøre,
hvad der end kræves, for at sikre vore børns fremtid og fremtidige
generationer. Som det gælder for alle levende væsener, må vi
kæmpe for vor ret til at leve.
På mange måder er Amerika allerede
besat, på samme måde som den israelske besættelse af Palæstina.
Jødiske racister kontrollerer nyhedsmedierne, underholdnings- og
forlagsmedierne, de kontrollerer vore valg og vore politikere. Og
nu er de i fuld gang med at gennemføre en massiv indvandring til
vore lande, som vil gøre os til en politisk og kulturelt impotent
minoritet, med en skæbne fuldstændig som den, der er overgået
Palæstinas folk. De forsøger at gøre vort land til et Babelstårn,
hvor de selv ejer de øverste etager.
Ikke alene er de europæiske
amerikanere på vej mod glemslen, via indvandringen. Mange nationer
befinder sig under den jødisk-racistiske globaliserings-stormbølge,
og er udsat for udslettelse af enhver form for etnisk, eller
national, stolthed og sammenhold, som kunne udgøre en fare for
jødisk overherredømme. De forsøger at omskabe verden til en
ligegyldig masse af rodløse enkeltindivider, som er ude af stand
til kollektiv modstand.
Hvis vi forbliver tavse i denne
kritiske periode af vort folks historie, vil vort folk blive
udslettet og være tavst for evigt.
Denne leveregel er ikke kun sand
for europæere og amerikanere, men for alle jordens folk.
Noter
(596) Smith, Drew L. (1971).
The Legacy Of The Melting Pot. North Quincy,
Massachusetts. Christopher Publishing House.
(597) Congressional Record, April
12, 1924 6, 265-6, 266.
(598) Ross, E.A. (1914). The
Old World And The New: The Significance Of Past And Present
Immigration To The American People. New York: The Century Co.
p. 144.
(599) Congressional Record, April
12, 1924. 6, 272.
(600) Congressional Record, April
23, 1952. 2, 285.
(601) Joint Hearings Before The
Subcommittees Of The Committees On The Judiciary, 82nd Congress,
First Session, On S. 716, H.R. 2379, og H.R. 2816. 6. marts - 9.
april 1951. 563.
(602) Congressional Record, April
23, 1952. 4, 320.
(603) Javits, J. (1951). Let's Open
Our Gates. New Yourk Times Magazine. July 8. p. 8,33.
(604) Congress Weekly.
(1956). Editorial of February 20. p. 3.
(605) Cohen, N.W.(1972). Not
Free To Desist: The American Jewish Committee 1906-1966.
Philadelphia: The Jewish Publication Society Of America.
(606) Ibid. p. 342.
(607) Sachar, H. (1992). A
History Of Jews In America. New York: Alfred A. Knopf.
(608) Ibid. p.427.
(609) MacDonald, K.B. (1994). A
People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary
Strategy. Westport, Connecticut: Praeger.
(610) MacDonald, K.B. (1998).
Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory
Of Anti-Semitism. Westport, Connecticut: Praeger.
(611) Silberman, C.E. (1985). A
Certain People:American Jews and Their Lives Today. New York:
Summit Books.
(612) Higham, J. (1984) Send
These To Me: Immigrants in Urban America. Baltimore: Johns
Hopkins University Press.
(613) Bennett, M.T. (1963).
American Immigration Policies: A History. Washington, DC: Public
Affairs Press. p.181
(614) A.M.Rosenthal. (1992). New
York Times. December 9.
(615) A.M.Rosenthal. (1992). New
York Times. December 9.
(616) Jewish Bulletin. (1993).
July. 23.
(617) Jewish Bulletin. (1993). Feb.
19.
Kilde
Denne tekst er en dansk oversættelse af kapitel 13 "The Jewish
Led Invasion" i dr. David Dukes bog
Jewish Supremacism: My Awakening to the Jewish Question.
Bogen kan bestilles her.
Ansvarlig for den danske oversættelse er advokat Knud Bjeld
Eriksen, som er redaktør af internettidsskriftet Dronten. Den danske
oversættelse blev oprindeligt bragt i Dronten, nr. 10,
den 10. december 2008, og den oprindelige version kan ses her.