Komplottet mod kunst
"Aldrig før har så få været i en
position til at gøre så mange til fjolser, psykopater, eller
kriminelle." H.G. Wells i The Shape of Things to Come.
***
Jeg vil begynde med en tilståelse: Jeg
er en falleret kunstner. Ligeså længe jeg kan huske, har jeg villet
male. Den eneste ting, der stoppede mig, var mangel på talent. Den
første gang jeg malede et selvportræt, mens jeg løbende kiggede mig
selv i spejlet for at se, hvordan jeg klarede mig, satte min mor en
brat stopper for mine kunstneriske ambitioner ved spontant at
udbryde: "Sikke da en nuttet lille chimpanse!"
Det var en barsk opvågnen for en ni år gammel kunstner.
Omkring et årti senere, spurgte jeg mig selv, hvad kunst i
grunden handlede om. En dag fandt jeg denne sætning i en biografi
af Burne-Jones, og jeg skrev den ned i min dagbog og grublede over
den i en dag eller to; "Ved et billede forstår jeg en smuk
romantisk drøm om noget, som reelt aldrig var, og som aldrig vil
være - i et bedre lys end noget lys, der nogensinde har skinnet - i
et land, som ingen kan definere eller huske, kun begære - og danner
former, der er guddommeligt smukke."
Waterhouses "The Lady of Shalott" fra
1888. Kunst som den var, da malere vidste, hvordan man skulle male.
Dette ville i dag blive betragtet som "kitsch".
Da jeg læste denne sætning, besvimede jeg næsten. Jeg var en
følsom pige, som ofte brød ud i glædesjubel, når den mindste
lejlighed bød sig. Det var dengang, at jeg indså, at der ikke var
nogen virkelig forskel mellem poesi og maleri, mellem maleri og
musik. Alle søger de, på hver sin måde, til gud, givetvis en gud,
som nok ikke eksisterer, men en gud ikke desto mindre. Gud var
skønhed. Gud var længsel. Gud var ilden i rosen.
Det var det, som jeg troede dengang. Jeg var ung og tåbelig.
Kunst, fandt jeg senere ud af, handlede om at tjene penge. Den
organiserede jødedom lærte mig dette. Kunstforhandler Paul
Rosenberg siger: "Et maleri er kun smukt, når det sælger." Den
jødiske præsident af the Marlborough Gallery, Frank Lioyd,
bekræfter dette: "Der er kun een målestok for succes, når man
driver et galleri; at tjene penge."
Spørgsmålet vi således må stille er, hvem driver kunstmarkedet
og hvordan blev det omdannet til et freakshow?
Kunst skal gøre dig elendig
Lad os tage en lille tur rundt i kunstverdenen sammen med Israel
Shamir. Hr. Shamir er alt andet lige ikke kun velinformeret omkring
kunst, men han er også turistguide
i Jerusalem. Han er enig med mig omkring kunstens sakrale
natur. "Ingen kunst uden Kristus" siger han. Ved Kristus forstår
han meget mere end den historiske Jesus. Han mener Logos
eller Kristusprincippet, lovmæssighed i et guddommeligt ordnet
univers.
Siden Darwin og Freud har der været en komplet "genvurdering af
alle værdier". Alt er blevet vendt på hovedet. Vi kan hovedsageligt
tilskrive den organiserede jødedoms rankespil denne uholdbare
tilstand. Særligt en gruppe af revolutionære tænkere kendt som
Frankfurtskolen. (For en detaljeret introduktion til disse
neo-freudianske, marxistiske tænkere, hvoraf de fleste var flygtede
jøder fra Hitlers Tyskland til Amerika, se kapitel 5 af
Kevin MacDonalds The Culture of
Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in
Twentieth-Century Intellectual and Political
Movements.)
Ligesom en af disse teoretikere, Theodor Adorno, indledte et
korstog for
tilintetgøre vestlig musik ved at forsikre verden om, at atonal
musik var en god ting, fordi den var disharmonisk og grim, begyndte
andre i gruppen på at tilintetgøre kunsten og skubbe den til dens
reductio ad absurdum:
Lys der bliver tændt og slukket i et tomt rum, uredte senge
overstrøget med kondomer og blodstænkte trusser, og forseglede
dåser indeholdende kunstnerens egen
afføring.
Tracey Emins "My Bed"
Piero Manzonis "Artist's Shit"
En af grundlæggerne af Frankfurtskolen, Georg Lukács, spurgte
retorisk: "Hvem vil frelse os fra Vestlig civilisation?" Han
begyndte selv redningsaktionen ved at overbevise sig selv om, at
den bedste fremgangsmåde var at skabe "en kultur af pessimisme" og
"en verden, der er blevet forladt af gud".
En anden af disse mentale giganter, Walter Benjamin, mente, at
kunstens formål var at gøre folk så elendige som muligt, for
pessimisme var et essentiel indledende stadie til
verdensrevolutionen. "At organisere pessimisme" pointerede han
vedvarende "betyder ikke andet end at udvise den moralske metafor
fra politik." Det lykkedes kun alt for godt for Benjamin at gøre
sig selv elendig, han begik selvmord.
Den marxistiske revolutionære Will Munzenberg lagde ikke skjul
på sin mission i livet; at tilintetgøre vestlig civilisation. For
at opnå dette sagde han, at Frankfurterteoretikerne måtte
"organiserer de intellektuelle og bruge dem til at få vestlig
civilisation til at stinke. Kun når, efter vi har
korrumperet alle dens værdier og gjort livet umuligt, kan
vi påtvinge proletariatets diktatur." (Mine fremhævelser).
For at opsummere: Lad os skabe en kultur af pessimisme. Lad os
få vestlig kultur til at stinke. Lad os skabe en gudløs verden og
drive folk til fortvivlelse. Lad os korrumperer samfundets værdier
og gøre livet umuligt. Kort sagt, lad os skabe helvede på
jorden.
Det vil snart blive klart for dig, hvis du er en kunstner in
spe, at kunstverdenen er domineret af jøder, som er mere end
villige til at frembringe dette helvede på jorden. Deres kontrol
over, hvad der nu om dage går for at være kunst, er lige så
bredtfavnende, som den er skræmmende. Kunst er blevet forvandlet
til anti-knust. "For jøder" understreger Israel Shamir "ligger
deres gruppeinteresse i at underminere visuel kunst, fordi de ikke
kan konkurrer med den. En endnu dybere gruppeinteresse er at
underminere kristendommen - deres hovedfjende."
"At underminere, at korrumpere, at skabe disharmoni, at drive
til vanvid, at tilintetgøre". Verber som man gør klogt i at huske
på. Lad os begynde vores turné af
kunstverdenen med Israel Shamir som guide, og lad os forsøge at
opnå en indsigt i, hvad der foregår.
Galleribesøg med hr. Shamir
En dag fandt Shamir sig selv i Baskerlandets hovedstad Bilbao i
Spanien. Han var kommet for at se museet for moderne kunst, bygget
af den enormt rige jødiske Guggenheim-familie. Som den største
bygning i Spanien imponerede Guggenheimmuseet Shamir dybt - det er
som noget fra en science-fiction film - men da han trådte indenfor
blev han rent faktisk skuffet.
"Hvad i alverden er alt dette affald?" Stykker af jern formet
som bølgepap flyder på gulvet som ved en skrothandler. Rustne
jernplader ligger i et hjørne. Videoskærme der blinker i et væk.
Bare geometriske forme. Og tro det eller ej, en hel etage viet til
en samling af Armani jakkesæt. "Ved guder, jeg er smuttet!" mumler
Shamir, mens han i lige fugleflugtlinie søger hastigt mod
udgangen.
Og hvad gør han så som det næste? Han tager et fly til Venedig,
og nu ser vi ham vandre rundt på det berømte Biennale museum for at
prøve at få mening ud af en samling af smadrede biler på
udstilling. Mens han tørre sveden af panden, må han sætte sig ned
for at samle sig. "Nej sid ikke der hr. - de stole er uvurderlige
kunstværker!" Har de lyst til at læse en god bog for at få deres
tanker væk fra alt dette skidt hr. Shamir? Ikke noget problem. Her
er der en bogreol fyldt med bøger. "Tag selv". Eller rettere, tag
ikke selv! Denne bogreol, fyldt med mugne gamle bøger, er et
underfundigt og sublimt kunstværk! Ja, kommet hele vejen fra det
sublime kunstneriske Israel!
Man kunne have troet, at hr. Shamir efter at have oplevet alle
disse skuffelser, ville have pakket sammen og være rejst tilbage
til Jaffa, fast besluttet på aldrig at sætte sine ben i et
kunstgalleri igen. Men nej, som hungrende for afstraffelse
beslutter vores guide sig nu for at besøge et museum i Amsterdam,
hvor han bliver konfronteret med en samling af forrådnede griselig.
Til sin forbløffelse opdager han, at et menneskekadaver i
formaldehyd, der er udstillet i samme museum, er blevet købt for
ikke mindre end 50,000 dollars af en rig amerikaner. "Sikke en
ligsamler!"
Hans desillusion er total, da han under sit besøg i København
finder sig selv i Stk. Nikolajs Kirken. Som konvertit til
kristendommen var han måske gået derhen for at bede. Hvis det var
tilfældet bliver han slemt skuffet ved at få sit sind forgiftet af
de billeder, som han ser på den gamle kirkes vægge. Her er der et
farvefotografi af en nøgen gammel kvinde, indtørret og syg. Og her,
lige ved siden af, er der et kæmpe forstørret billede af de
kvindelige kønsorganer. Og hvad det? Ah, ikke noget at bekymrer sig
om! Blot et fotografi af et par mand, som har oralsex. "Jamen,
kunne noget da være sundere og mere naturligt! Og kunne der findes
et mere passende sted end netop i en kristen kirke til at fejre
denne form for glædesfyldt hedensk seksualitet?"
Shamir konkluderer rådvildt, at "Hvad de end udnævner til at
være kunst, er knust. I begyndelsen var disse værker af tvivlsom
værdi, som f. eks. Jackson Pollocks "abstrakte malerier". Til sidst
endte vi med rådne svin, jern formet som bølgepap og Armani
jakkesæt. Kunsten var tilintetgjort." (Min
fremhævelse).
Den jødiske forbindelse
Men hvad har jøderne med alt dette at gøre? Mere end rigeligt!
Hvis du vil spille det fascinerende spil kendt som Cherchez le Juif
("Find jøden"), så lad os fortsætte vores turné af den nutidige
kunstverden.
Du vil møde mange kunstnere, ikke så få af dem smidige og
tilpasningsdygtige ikke-jøder, som er villige til at hoppe igennem
de ringe, som deres herrer holder op foran dem. Disse herrer vil
ofte være de allestedsnærværende jøder, der lurer i skyggerne. Det
er dem, som bestemmer, det er dem, som har pengene, det er dem, som
en kunstner skal lære at gøre tilfredse og flatterer, hvis han skal
gøre sig nogen forhåbninger om at avancere og blive rig og
berømt.
Den ambitiøse kunstner finder uundgåeligt sig selv trukket ind i
en jødisk verden. Han vil lære at krydre sin samtale med jiddische
talemåder. Han vil aldrig udtrykke den mindste form for kritik af
Israel, ligegyldigt hvilke grusomheder denne stat er i gang med at
begå. Han vil rynke på næsen af muslimer, Koranen og
palæstinenserne. Han vil opdage, at det betaler sig at fornærme
kristendommen - hans egne forfædres religion. Han vil, med våde
øjne, nævne holocaust ved hver given lejlighed, han vil male så
mange billeder af Auschwitz som muligt, helst billeder med
skorstene, der oser af mørk, tyk røg.
Alt dette er blevet gjort af ikke-jødiske kunstnere. Beviset for
disse påstandes rigtighed kan findes
her i dette enorme arkiv af informationer om kunst. Jeg har
trukket meget på denne kilde.
Selv den store Picasso vidste, at han føjede jøderne, da han
omfavnede sin ven Pierre Daix og med sagte stemme betroede ham "at
tænke sig at malere en gang troede, at de kunne male De
uskyldiges massakre!" Han udtrykte eller imødeså givetvis
Adornos "Der kan ikke være nogen poesi efter Auschwitz". Hvis der
ikke kan være nogen poesi efter Auschwitz, så kan der heller ikke
være nogen kunst - slet ikke nogen kristen kunst.
Andy Warhol vidste bedre end de fleste, hvordan han skulle
indynde sig hos jøderne. Hans i 1980 tilvejebragte billedserie
Ti
protrætter af jøder fra det tyvende århundrede, viser,
hvad Warhol kaldte "Jødiske
genier" - en af hvilke var den israelske premierminister Golda
Meir - "geniet" som sagde, at der ikke var nogen
palæstinensere og som med sin berømte flair for vittige
bemærkninger tilføjede: "Hvordan kan vi give de besatte område
tilbage? Der er ikke nogen at give dem tilbage til." Et andet
"geni" var Sigmund Freud, hvem professor Kevin MacDonald
har beskrevet som den person, der har begået det tyvende
århundredes største videnskabelige bedrag - et bedrag der var meget
nyttigt i relation til at konstruere Vestens nuværende selvmords
kultur.
Warhols portrætter af Golda Meir og Sigmund
Freud fra serien "Ten Portraits of Jews of the Twentieth
Century"
Warhol synes at have anvendt sin betydelige charme på Henry
Geldzahler, kuratoren på Metropolitan Museum of Art. Geldzahler var
en indflydelsesrig jøde, der ligesom Warhol var homoseksuel. En af
Warhols biografer forsikre os om, at "Selvom de aldrig var elskere,
blev deres forhold intimt". "Andy talte i telefon med Henry
hver aften inden han lagde sig til at sove og hver morgen, så snart
han vågnede." Jeg siger ikke, at Warhol og Geldzahler var elskere,
selvom andre har sagt det. Det interesserer mig ikke. Det eneste,
jeg siger, er at Warhol, en notorisk opportunist, fandt ud af, at
det hjalp hans karriere at føje jøderne. Med filmkritiker Carrie
Rickeys ord så appellerede Warhol til "the synagogue circuit".
Transvestitten og pottemageren Grayson Perry - som
her modtager the Turner Prize for sine inspirerende potter -
vidste, at hans succes afhang mindre af talent end af sin
pengestærke mæcen Charles Saatchi. Han var ydermere udmærket klar
over, at man altid kan stole på islamofobi, når det glæder om at få
venner og at påvirke folk i den judofile kunstverden. Han indrømmer
frygtløst, at "grunden til, at jeg ikke er gået hele vejen mht. at
angribe islamisme i min kunst er, at jeg er oprigtigt bange for, at
nogen skal
skære halsen over på mig." For i diskretionens navn at undgå at
fremkomme med kontroversielle politiske tilkendegivelser besluttede
Perry sig for at vie sit liv til at producere keramiske potter, der
viser
"eksplicitte scener af seksuel perversion". Det må have været
en svær beslutning.
Pottemageren havde "bobbysokker" på. Grayson
Perry poserer med sin kone Phillippa og sin datter Flo, efter at
han har vundet Turner Prisen.
Ikke-jødiske kunstnere som Anselm Kiefer, Christian Boltanski og
Christopher Williams er blevet næsten ligeså ydedygtige i deres
produktion af holocaustmalerier som den jødiske maler RB Kitaj, en
mand hvis besættelse med Auschwitz ofte er blevet bemærket.
Kunstoraklet Juliet Steyn oplyser os om, at "skorstenen i et af
Kitajs malerier virker som et anklageskrift mod kristendommen."
Altså, efter Auschwitz, hvem har så brug for Golgatha?
RB Kitajs "Passion
(1940-45): Cross and Chimney"
"Entrance through
the Gate Exit from the Chimney" af Joseph Bau
Mht. Andres Serrano med sin Piss
Christ og Chris Ofili med sin gylle dækkede Holy
Virgin Mary - madonnaen omgivet af billeder af kvindelige
kønsorganer udklippet af pornoblade - så har begge disse emotionelt
umodne kunstnere helt tydeligt været klar over, at foragt for
Kristus og dennes moder ofte er tiltalende for jøderne.
Chris Ofilis "Holy Virgin Mary" og Andres
Serranos "Piss Christ"
Kunstnere? Disse mænd er mere som cirkushunde, trænede
til at hoppe igennem ringe og til at tigge ben fra deres herrers
bord. Det er mændene med pengene, denne verdens Saatchiere og
Guggenheimere, som svinger pisken.
***
Det gør mig ondt at skulle fortælle
dig dette, men hvis du kan lide moderne kunst, så må der være noget
radikalt galt med dig. At føle antagonisme mod moderne kunst, er
lige så naturligt som at blive frastødt af incest.
Moderne kunst er ude på at korrumpere dig.
Hvis den ikke gør det, så vil den ikke have levet op til sin
elitære promotorers hovedformål. Den vil ikke have undermineret
traditionelle værdier. Den vil ikke have produceret en "kultur af
pessimisme." Den vil ikke have destrueret livets hellige kerne. Den
vil ikke have forgiftet dit sind og gjort dig syg til døden. Den
vil ikke have gjort dig til, hvad det endeligt lykkedes for Big
Brother at gøre Winston Smith til i Orwells 1984; en
hjernedød zombie.
Handlerne og forhandlerne
At jøderne dominerer kunstverdenen, ligesom de dominerer
massemedierne og et hvert andet indflydelsesrigt område, er det 21.
århundredes bedst bevarede hemmelighed. Man må ikke nævne det. Det
er antisemitisk at gøre det.
I 1989 udkom der et lærd akademisk værk med titlen Sociology
of the Arts. I dette diskuterede forfatterne, hvem der er hvem
i kunstverdenen. Hjælpsomt oplyser bogen os om, at "Sorte,
orientaler og personer af spansk afstamning konstituerer ca. 7 % af
kunstpublikummet". Men hvad så med de resterende 93 %?
Hvilken etnisk gruppe ejer de fleste kunstgallerier? Hvem er
museumskuratorerne? Hvem er kunsthistorikerne? Hvem er
kunstkritikerne? Hvem udgiver de magasiner, hvori kunst anmeldes?
Hvem bestemmer, hvad der er god kunst og hvad der er skidt? Hvem er
forhandlerne og de store samlere? Hvem styrer auktionshusene? Hvem
arrangerer kunstkonkurrencerne og indsamler præmiepengene? Hvem
udnævner dommerne? Hvem er dommerne?
Ikke et ord. Total stilhed. Lidt uhyggeligt ikke?
Så langt tilbage som i 1930 bemærkede den franske forfatter
Pierre Assouline, at "Ifølge forhandleren Pierre Loeb, så er hver
fjerde ud af hver femte (fire ud af fem) kunstforhandler jøde,
ligesom fire ud af fem kunstsamlere er det. Wilhelm Unde tilføjede
kunstkritikere til denne liste." I 1973 blev det vurderet, at 80 %
ud af den 2500 store kerne af "kunstmarked personalet" -
forhandlere, kuratorer, galleriejere, samlere, kritikere,
konsulenter og støtter af kunsten - var jøder. I 1982 slap jøden
Gerald Krefetz katten endnu mere ud af sækken. Han indrømmede, at
"I dag udnytter jøder ethvert stadie af kunstverdenen" og videre "I
nogle kredse kaldes handlerne og forhandlerne for den jødiske
mafia."
Under beskrivelsen af sine oplevelser i New York afslørede den
jødiske forfatter Howard Jacobson, at kunstkritiker Peter Schiedhal
havde fortalt ham, at "næsten hvert eneste galleri, som vi går ind
i, er styret af en jøde. Selv de kvindelige galleriejere, hvis vin
vi drikker, er jødiske."
Riki R. Nelsons "Girl in a Box, Girl in Cherry
Silk" fra the Saatchi Gallery i London
I 2001 listede ARTnews verdens topti kunstsamlere. 8 af
dem var jøder. Overvej disse sigende
statistikker. Et folk, som udgør 0,2 % af verdens befolkning
udgør 80 % af verdens rigeste kunstsamlere. Ud af hver 1000 af
jordens befolkning er ca. to jøder. For at være præcis, så er der
en jøde for hver 457 personer. Ikke desto mindre kan man tage til
en konference, hvor 1000 af verdens rigeste kunstsamler er samlet,
og du vil til din overraskelse opdage, at 800 af dem er jøder!
Fænomenalt, ikke sandt?
Den nigeriansk fødte Chris Ofilis
Holy Virgin Mary fra den indflydelsesrige jødiske
kunstsamler Charles
Saatchis samling. Maleriet beskrives
som "en omhyggelig yndefuld sort Madonna dekoreret med en
harpiksdækket klump af elefant møg. Figuren er også omgivet af små
kollagebilleder af kvindelige kønsorganer fra pornografiske
magasiner." Maleriet var skyld i offentlig tumult og
mediesensation, da det blev udstillet på the Brooklyn Museum of Art
som en del af kunstudstillingen Sensation,
der viste Saatchis samling i 1999.
Hvis du gerne vil have disse påstande bekræftet så se
her. Dette omfattende arkiv af informationer om kunstverdenen
har været særdeles nyttigt for mig under min research af jødisk
indflydelse på moderne kunst.
Kunstverdenen er så fyldt med jøder, at en måde, hvorpå man som
jøde kan slippe væk fra goyim (ikke-jøderne), er at blive kunstner.
På den måde vil man ikke, med bare lidt held, rende ind i nogen
ikke-jøder i et godt stykke tid! I 1996 betroede den jødiske
kunsthistoriker Eunice Lipton noget taktløst, at den eneste grund
til, at hun var blevet kunsthistoriker var, at hun ønskede kun at
omgås andre jøder: "Jeg ville være dér, hvor jøder var - det vil
sige, jeg ville have en profession, der ville tillade mig at
anerkende min jødiskhed igennem de mennesker, som jeg omgås."
Hun bemærkede, at faget kunsthistorie på overfladen umiddelbart
synes at være en ikke-jødisk profession - ikke mindst fordi at
studiet af kristen kunst var centralt for det. Og alligevel siger
hun, at "faget var fyldt med jøder. Man kan faktisk sige, at faget
er formet af dem."
Hun tænkte uden tvivl på den store historiker indenfor
renæssancekunst Bernard Berenson, hvis indflydelse har været
skælsættende. Berenson beskrev en gang sig selv som "en typisk
Talmud jøde", som længtes efter at lade "goyims maske falde" - man
fristes unægteligt til at tænke, at han næppe er en egnet fortolker
af kristen kunst til de forhadte ikke-jøder! Selvom han var
konverteret til kristendommen i 1885 ser man ham, næsten 60 år
senere i 1944, skrive et Åbent brev til jøderne, hvori han
advarer dem om "misundelige kristne", som vil forfølge dem "selvom
du er ligeså uskyldig som englene." Efter min opfattelse lyder det
mere talmudisk end kristent.
Med den tyske nationalsocialismes opblomstring begyndte jødiske
kunsthistorikere, sammen med de marxistiske teoretikere kendt under
navnet Frankfurtskolen, at flygte fra Tyskland. De fleste af disse
jøder endte i Amerika. Alene på New York University slog de
følgende jødiske kunsthistorikere sig ned: Richard Ettinghaven,
Walter Friedlander, Karl Lehman, Alfred Salmony, Guido Schoenberger
og Martin Weinberger.
Da kunsthistorikeren Lipton sagde, at hun ville leve i en
altovervejende jødisk atmosfære, tænkte hun sikkert også på de to
mest illustrative kunstkritikere i det tyvende århundrede; Harold
Rosenberg og Clement Greenberg. Ligesom Berenson synes Greenberg at
have haft et udpræget talmudisk sind. Overbevist om jødisk
overlegenhed udtalte han engang, at "den europæiske jøde
repræsenterer en højere type af menneske end alle andre, der hidtil
er opnået."
Begge disse indflydelsesrige kunstkritikere, Rosenberg og
Greenberg, var medlemmer af Frankfurtskolen, og de hjalp med til at
omforme de ikke-jødiske massers æstetiske perception.
At tilpasse kunsten til jødiske evner
Al kunst skulle fremover være "jødisk". Den skulle gøre sig fri
af sine kristne rødder. Hvad end jødiske kunstnere var gode til,
skulle være fremtidens kunst. Hvis jøder ikke var gode til tegning,
ville god tegning ikke længere være nødvendigt. Repræsentativ kunst
var ude, abstrakt og konceptuel kunst var inde. Faktisk blev uredte senge - ikke
billeder af dem - nu til kunstværker. Hertil kommer Marcel Duchamps
berømte urinaler, der var købt i en forretning og transporteret til
et kunstgalleri, hvor de på magisk vis blev tryllet om til
kunstværker. Eller dåser fyldt med
kunstnerens egen afføring, og billeder af
krucifikser i glas fyldt med kunstneres egen urin.
Marcel
Duchamps Fountain, fotograferet i 1917 af Alfred
Steiglitz, som var en jødisk fotograf, der virkede tidligt i
det tyvende århundrede og som var en promotor af moderne kunst.
Calvin Tomkins, kunstkritiker på The New Yorker, udbrød
engang, at "det ikke tager megen anstrengelse af fantasien for i
urinalets blindt strømmende kurver at se en klassisk renæssance
Madonnas tilslørede hoved eller en siddende Buddha." I 2004 blev
dette inspirerende pissoir udnævnt til det tyvende århundredes
"Mest Betydningsfulde Værk" af 500 "kunsteksperter" - eller rettere
"piseksperter".
Israel Shamir understreger, at "disse genstandes skabelse ikke
stiller nogen krav til kunstneriske evner. De kan udfærdiges af
enhver" og han tilføjer noget skarpt, at "en sådan kunst
passer perfekt til jødiske evner."
For at få succes i denne svære profession måtte de visuelt
udfordrede jøder "tilpasse kunsten til deres evner." Det er som om,
at jøderne, uden at være i stand til at udvise nogen atletisk
dygtighed, på en eller anden måde har fået kontrol over de
Olympiske Lege og har dekreteret, at sprint og maraton fremover
ikke længere er vigtige. Hvad der virkeligt er vigtigt, er at vinde
sækkeløbet eller spyttekonkurrencen - discipliner som jøder
angiveligt har udmærket særligt sig indenfor!
Shamir fortæller os, at "Jøderne var særdeles dårligt udrustede
til deres erobring af Olympen. Igennem mange generationer havde
jøderne aldrig været i kirker og de så næsten aldrig malerier. De
var blevet doceret til at afvise billeder som en del af deres
afvisning af falske idoler." Kort sagt så var jøderne visuelt
handicappede. Opflasket med talmudisk dialektik var de fantastiske
ordkløvere. De havde og har en verbal IQ på ikke mindre end 130.
Men deres IQ i relation til mønstre og billeder var og er
imidlertid sørgeligt lav, nemlig kun på
75.
Jøderne ønsker naturligvis ikke at anerkende dette. At antyde at
de generelt er ringe kunstnere er antisemitisk. Hvis jøderne ikke
har været mere om sig som kunstnere i fortiden, skyldes det
angiveligt, at de "blev holdt tilbage" af deres kristne
undertrykkere. Uheldigvis for jøderne, så vil den store Berenson
ikke vide af dette argument. Han siger utvetydigt, at "jøderne har
udvist ringe talent for det visuelle og næsten ikke noget for
figurkunst."
Dette taget i betragtning kunne du sikkert godt tænke dig at få
forklaret, hvorfor der er så mange jødiske kunstnere i dag. Hvad
kan vi tilskrive dette fantastiske og pludselige jødiske geniale
talent i relation til at skabe billeder? Det svar, som vi får, er,
at det skyldes
jødisk networking og bondefangeri: Jødisk dominans af
massemedierne, jødisk økonomisk dominans af kunstverdenen, jødisk
magt og jødiske penge.
Hvordan enhver kan blive berømt
Andy Warhol sagde engang at i fremtiden ville alle blive
"verdensberømte i femten minutter." Hvad han ikke påpegede, var, at
næsten alle, selv landsbytossen, kan gøres til en berømthed ved
hjælp af de rette såkaldte "public relations". Det eneste, som det
kræver, er konstant opmærksomhed i massemedierne. Charles
Saatchi, som er reklamemogul og ekstraordinær kunstsamler siger
det ligeud: "En ukendt kunstners store glasvitrine indeholdende et
råddent kohoved dækket af maddiker og sværme af summende fluer kan
være temmelig usælgeligt. Indtil kunstneren bliver en stjerne.
Så kan han sælge alt, hvad han rører ved." (Mine
fremhævelser).
Interiøret af "Everyone I have ever Slept With,
1963-1995", et banebrydende værk af Tracey Emin. Det var ejet af
Charles Saatchi indtil det gik til ved en ildebrand.
Damien Hirsts "A Thousand Years"
(1990). Om det siger Richard Lacayo fra "Time Magazine", at "Tusind
år er en stor glas kasse, i hvilken rigtige maddiker udklækkes til
fluer, som øjensynligt ernæres af blodet fra et afskåret kohoved."
Charles Saatchi og Hirst havde et "symbiotisk
forhold" som hhv. samler og kunstner fra 1992-2003.
Hvordan bliver man til en stjerne?
Hvem giver kejseren sine nye klæder og fortæller ham, at han er
usandsynligt velklædt?
En uredt seng bliver omdannet til et
djævleblændt kunstværk, så snart den bliver købt af Charles Saatchi
og placeret i et præstigefyldt kunstgalleri. Kunstneren opnår en
mystik skabt ved suggestionens kraft. Du må være et geni, hvis alle
taler om dig og din uredte seng. Massehypnose gør arbejdet. Reklame
og konstant overtalelsesarbejde udretter mirakler. Se
her,
her og
her.
Lad mig stille dig et spørgsmål: Hvis nogen forsøgte at sælge
dig sine ekskrementer for 10 dollars, ville du så købe dem? Sikkert
ikke. Men overvej nu det her: Den 23. maj 2007 blev en dåse med
titlen "Kunstnerlort"
solgt for 124,000 euro (180,000 dollars) på auktionshuset
Sotheby's. Dåsen indeholdt angiveligt kunstneren Piero Manzonis
egen afføring.
Hvorledes kan dette lade sig gøre? Er en dåse med lort sin vægt
værd i guld? Det er den øjensynligt, hvis folk kappes om at købe
den.
Et mere grundlæggende spørgsmål er, at hvis du kan lokke folk
til at købe lort, kan du så også lokke dem til deltage i grusomme
krige i Mellemøsten og til kulturelt masseselvmord i deres egne
hjemlande? Intet er lettere. Det finder sted lige nu.
Talent hjælper, men er det afgørende?
Berensons blanke afvisning af jøders visuelle evner taget i
betragtning vil det sikkert overraske dig, at nogle jødiske
kunstnere rent faktisk er ret gode til at male. For eksempel
Modigliani og Chagall. Imidlertid forklarer Shamir noget af deres
talent med indflydelse fra Kristendommen. Disse to jødiske
kunstnere blev kristne. Shamir mener, at dette hjalp med til at
gøre dem til gode malere. I det mindste havde de nu noget at sige.
Livet havde fået en ny betydning. De skrabede ikke bare deres
eksistentielle sår og klynkede "Gud er død!"
På den anden side så var der andre kunstnere, som forblev solidt
plantet i den jødiske fold og for hvem det lykkedes at udmærke sig
selv. Jeg tænker her særligt på Pissarro (impressionist), Soutine
(ekspressionist), Max Ernst (surrealist) og Tamara de Lempicka (art
deco). For at få succes som kunstner i det nye miljø, hjalp det,
hvis du var jødisk. Således skylder både Frida Kahlo og Gustav
Klimt deres oprindelige succes den kendsgerning, at alle troede, at
de var jøder. Det var de ikke, men på en eller anden måde lykkedes
det for dem at give folk det indtryk.
Den vigtige ting at huske på i denne sammenhæng er, kunstnerisk
talent, groft sagt, var blevet uvæsentligt. Det hjalp, men
promovering af en god promotor hjalp endnu mere. Kunstneren skulle
være en showmand mere end en dygtig håndværker. Hverken Tracey Emin
(kendt for sit lappede tæppe) eller Damien Hirst
(kendt for sin haj bevaret i formaldehyd) fandt det nødvendigt at
skabe deres egne kunstværker. Ofte blev billige manuelle
assistenter hyret til at gøre det for dem. Den vitale ting i deres
kunst var det originale koncept. Slutproduktet var af
sekundær betydning.
"Tell Me Something Beautiful" er et kludetæppe,
der udelukkende er skabt af 8 år gamle børn fra Ecclesbourne
grundskole i London, mens Emin var i deres klasselokale og tilbød
sine råd. Da skolen ville sælge tæppet til en kunsthandler for
35,000 pund (60,000 dollars), blev Emin hysterisk og truede med
søgsmål og krævede, at tæppet blev returneret til hende med det
samme.
The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone
Living af Damien Hirst (1991). Saatchi solgte dette værk
til kunstsamler Steven
Cohen for 12 millioner dollars. Cohen donerede det herefter til
the Museum of Modern Art.
Den succesfulde moderne kunstner skal være en person uden nogen
former for moralske skrupler. Som en svindler, der spiller på folks
tillid, som en bondefanger, som en alfons skal han omgås de
"rigtige mennesker", og han skal vide, hvem han skal "dyrke". Den
store folkeskjald Joseph Campbell skrev, at "Den kunstner, som
ønsker at blive kendt, skal gå til cocktail fester for at vinde
kommissioner, og de, som vinder dem, er ikke dem, som er i deres
atelier, men til fester, hvor de møder de rigtige folk og dukker op
de rigtige steder." Campbell blev senere anklaget for
antisemitisme, men den jødiske kunstner Julian Schnabel støtter
Campbells påstand. Han bemærker dystert, at "megen tid går med at
pleje forbindelserne med kunstverdenens skabninger. Der er ikke
nogen tid til venskab. Senere er der ingen anlæg for det."
Hvordan får en rigtig talentfuld kunstner succes i sådan et
rotteræs?
Maleren Helen Frankenthaler måtte sove med kunstkritiker Clement
Greenberg, men det var det værd: Greenberg gav hende gode
anmeldelser. Willem de Kooning lod sin kone Elaine gå i seng med
kunstkritiker Harold Rosenberg, men det var det værd: Rosenberg gav
de Kooning gode anmeldelser. Jackson Pollock måtte tilfredsstille
nymfomanen Peggy Guggenheim, men det var det værd: Hendes højhed
hjalp med til at Pollock fik gode anmeldelser. Hendes far ejede jo
trods alt Guggenhein museet.
Ikke en af disse kunstnere sov med nogen på grund af kærlighed.
De gjorde det for penge. Jackson Pollock er berømt for om sin
plutokratiske mæcen Peggy Guggenheim at have udtalt, at "for at
være i stand til at knalde hende, må man give hende et håndklæde om
hovedet. Og hun ville bare
knaldes."
Kunstekspert Sophy Burnham konkluderer
roligt, at "incestuøst aftalt spil, gensidigt rygklapperi,
aftaler under bordet, nepotisme og klikealliancer er iboende
principper for den moderne kunstverden."
Sådan er det. C'est la vie! Det er så hjerteskærende, at man
næsten må grine.
Hvis du ønsker at få succes som en moderne kunstner, så vær
forberedt på at skulle lyve og svindle, vær forberedt på at skulle
være en bondefanger og seksuel udstiller, vær forberedt på at
skulle flatterer dine jødiske mæcener og på at producere det ene
holocaustmaleri efter det andet for at gøre dem tilfredse, vær
forberedt på at skulle lovprise Israel og forbande palæstinenserne,
på at tilsvine Islam og Koranen og på at vise den størst mulige
foragt for kristendommen. Med mindre du er jøde, så vær forberedt
på at miste enhver dybtfølt forbindelse til dit eget folk, din egen
religion og din egen traditionelle kultur.
Hvis du er kvinde, så vær forberedt på at prostituere dig selv
eller på at skulle prostituere din kone, hvis du er en mand. Vær
forberedt på at skulle lave en Piss Christ som Andres
Serrano eller en pornografisk Holy Virgin Mary som Chris
Ofili. Vær forberedt på at skulle klæde dig ud som en kvinde, som
Grayson Perry, og producerer seksuelt perverterede potter. Vær
forberedt på at skulle hive en papirrulle ud af din vagina ligesom
Carolee
Schneemann. Vær forberedt på at skulle pirre en kynisk
offentlighed ved at onanere foran dem i et præstigefyldt
kunstgalleri som
Vito Acconci - og derefter kalde det for "kunst".
Leonardo må vende sig i sin grav.
Lad kunstkritiker Clement Greenberg få det sidste ord: "Jeg
konkluderede, at folk, som er tiltrukket af kunst (moderne), ofte
er psykopater. Det kan du citerer mig for."
Han burde vide det.
Om forfatteren
Dr. Lasha Darkmoon (email) er en
31 år gammel akademiker med eksaminer i klassiske sprog. Hun er
digter og oversætter, samt politisk aktivist med en særlig
interesse i Mellemøsten. Lasha Darkmoon er et psyduonym.
Kilde
Denne tekst er oversat fra den engelske original
The Plot Against Art, Part 1 og
part 2, der blev publiceret den 19. september, 2009 på The Occidental
Observer . Som reaktion på denne artikel fik forfatteren
en mængde interessant positiv såvel som negativ respons. Hendes
bemærkning til denne kan ses i
Spitting Mad Jews and Angry Artists: Part 1 og
part 2.