Hvem regerer Amerika?
Af National Vanguards bog- og faktaafdeling
Du aner allerede, at nyheds- og underholdningsmedierne er
partiske, nu vil du finde ud af, hvorfor de er
partiske.
Der findes i dag ingen større magt i verden end den, som
udøves af de, der manipulerer den offentlige mening i Amerika.
Ingen af fortidens konger, paver, krigsherrer eller ypperstepræster
kom blot tilnærmelsesvis i nærheden af den magt, som udøves af de
få dusin mennesker, der kontrollerer Amerikas massemedier for
nyheder og underholdning.
Deres magt er ikke fjern eller upersonlig. Den trænger ind
i hvert eneste hjem i Amerika, og den virker døgnet rundt. Det er
den magt, som skaber og former tankerne hos så godt som hver eneste
samfundsborger, ung eller gammel, rig eller fattig, ubelæst eller
belæst.
Massemedierne skaber vort billede af verden for os og
fortæller os derefter, hvad vi skal tænke om dette billede. I det
store og hele er alt, hvad vi ved - eller tror, vi ved - om
begivenheder uden for vort nærområde eller bekendtskabskreds,
kommet til os gennem vores daglige avis, vores ugentlige
nyhedsmagasin, vores radio eller fjernsyn.
Det er ikke kun den hårdhændede undertrykkelse af visse
nyheder i aviserne eller den åbenlyse propaganda i
historie-forvanskende "doku-dramaer" i TV, der karakteriserer
medieherskernes teknikker til menings-manipulation. De arbejder
både med grundighed og subtilitet i deres styring af nyhederne
og den underholdning, de viser os.
For eksempel ved den måde, nyhederne dækkes. Hvilke emner,
der trækkes frem, og hvilke, der dysses ned. Journalistens valg af
ord, hans stemme og ansigtsudtryk. Overskrifternes ordlyd, valget
af illustrationer - alle disse ting påvirker ubevidst, og dog
gennemgribende, den måde hvorpå vi tolker det, vi ser eller
hører.
Desuden fjerner journalisten eller redaktøren enhver
resterende tvivl i vort sind om, nøjagtigt hvad vi skal mene om det
alt sammen. Ved at benytte møjsommeligt udviklede psykologiske
teknikker, styrer de vores tanker og meninger sådan, at vi kan være
i overensstemmelse med dem, der er "in", de "smukke" og de
"rige". De lader os forstå ganske nøje, hvad vores indstilling bør
være til forskellige typer mennesker og adfærd ved at placere disse
mennesker og denne adfærd i handlingen på en sæbeopera eller en
komedieserie på TV og så lade andre optrædende reagere politisk
korrekt på dem.
At forme amerikanernes tanker
Eksempelvis vil de andre medvirkende respektere, holde af
og se op til et raceblandet par, en sort akademiker eller
forretningsmand med initiativ, en følsom og talentfuld homoseksuel,
eller en fattig, men ærlig og hårdtarbejdende illegal indvandrer
fra Mexico. En hvid racist, derimod - det vil sige enhver
racebevidst hvid person, der ser misbilligende på raceblanding
eller på den hastigt formørkede racemæssige situation i Amerika -
bliver i bedste fald portrætteret som en foragtelig snæversynet
person, som hånes af de andre medvirkende, eller i værste fald som
en farlig psykopat, der er fascineret af skydevåben, og som er til
fare for alle lovlydige borgere. Den hvide, racistiske
"skyde-galning", er rent faktisk blevet en velkendt stereotyp på TV
shows.
Gennnemsnits-amerikaneren, hvis TV-kiggeri optager en så
usund stor del af livet, skelner kun med besvær mellem disse
opdigtede situationer og det virkelige liv, hvis han i det hele
taget magter at skelne. Han reagerer på de TV-optrædendes
handlinger, udtalelser og indstillinger på stort set samme måde som
han reagerer på sine bekendte i det virkelige liv. For alt for
mange amerikanere er den virkelige verden blevet erstattet af
TV-verdenens falske virkelighed, og det er denne falske
virkelighed, hans trang til at tilpasse sig retter sig imod. Når
derfor en TV-manuskriptforfatter gennem de skuespillere, han
skriver roller for, udtrykker anerkendelse af visse idéer og
handlinger, og modvilje mod andre, udøver han et stærkt tryk på
millioner af seere i retning af en tilpasning til hans
synspunkter.
Og som det er tilfældet for TV-underholdning, gælder det
også nyhederne, hvad enten det drejer sig om TV eller de trykte.
Det lumske ved denne form for tankekontrol er, at selv når vi er
bevidste om, at underholdningen eller nyhederne har slagside, er
medieherskerne i stand til at manipulere de fleste af os. Dette
skyldes, at de ikke kun fordrejer det, de viser, men etablerer
stiltiende grænser og grundregler for det tilladelige spektrum af
meninger.
Tag som et eksempel mediebehandlingen af nyhederne
fra Mellemøsten. Nogle redaktører og kommentatorer er slavisk
pro-Israel i hver eneste af deres ytringer, mens andre virker
næsten neutrale. Ingen tør, derimod, foreslå, at USA´s regering
støtter den forkerte side i den arabisk-jødiske konflikt, eller at
911 var et resultat af denne støtte. Ingen tør heller foreslå, at
det snarere tjente jødiske interesser, frem for amerikanske, at
sende USA´s tropper ned for at sønderlemme Irak, Israels vigtigste
rival i Mellemøsten. Sådan etableres et spektrum af tilladelig
opinion, fra pro-Israel til næsten neutral.
Et andet eksempel er behandlingen af racespørgsmål i De
Forenede Stater. Nogle kommentatorer virker næsten køligt objektive
når de bringer nyheder om racekonflikt, mens andre er
følelsesmæssigt partiske - med partiskheden altid på den ikke-hvide
side. Alle medie-talsmændene, uden undtagelse, indtager imidlertid
det standpunkt, at "multikulturalisme" og raceblanding er kommet
for at blive, og at det er gode ting.
Men fordi der er grader til forskel, er de fleste
amerikanere ikke i stand til at opdage, at de bliver manipuleret.
Selv borgeren, der beklager sig over "styrede nyheder" falder i den
fælde at tro, at han, fordi han bliver præsenteret for et
tilsyneladende spektrum af meninger, kan undslippe
tankekontrollørernes påvirkning ved at tro på den redaktør eller
kommentator, han udvælger. Det er en situation, hvor der gælder
"krone, jeg vinder - plat, du taber". Hvert eneste punkt på den
tilladte skala for offentlig mening er acceptabel for
medieherskerne - og ingen utilladelig kendsgerning eller
utilladeligt synspunkt får tilstået nogen som helst plads til
offentliggørelse, hvis de kan forhindre det.
Kontrollen over de meningsdannende medier er næsten
monolitisk. Alle de kontrollerede medier - fjernsyn, radio, aviser,
blade, bøger, film - taler med nøjagtig samme stemme, idet hver
enkelt understøtter de andre. Trods den tilsyneladende variation,
findes der ikke nogen virkelig forskel, ingen alternativ kilde til
nyheder eller idéer, som er tilgængelig for det store flertal af
mennesker, og som kunne give dem mulighed for at danne meninger på
tværs af medieherskernes. De bliver præsenteret for et enerådende
syn på verden - en verden, hvori hver eneste stemme deklarerer
racernes lighed, den jødiske "Holocaust"-fortælling som den
skinbarlige sandhed, ondskaben i at stemme op for flodbølgen af
ikke-hvide fremmede, der strømmer over vore grænser, faren ved at
tillade borgere at besidde og bære våben, den moralske
ligeværdighed af alle seksuelle orienteringer, og ønskværdigheden
af et "pluralistisk", kosmopolitisk samfund, frem for et homogent,
hvidt samfund. Det er et verdenssyn, der er konstrueret af
medieherskerne til at gavne deres egne formål - og det pres, der
sættes bag det er overvældende. Folk tilpasser deres meninger til
det, stemmer i overensstemmelse med det og indretter deres
tilværelse så den passer til det.
Og hvem er disse magt-fuldkomne herskere over medierne?
Som vi skal se, er de for en meget stor dels vedkommende jøder. Det
er ikke kun et spørgsmål om, at medierne kontrolleres af
profit-sultne kapitalister, hvor nogle tilfældigvis er jøder. Var
det tilfældet, ville medieherskernes etniske tilhørsforhold, i det
mindste nogenlunde, svare til forholdet imellem rige ikke-jøder og
rige jøder. Trods nogle få iøjnefaldende undtagelser, er overvægten
af jøder i medierne så overvældende, at vi er nødsagede til at
antage, at den må skyldes noget mere end blot
tilfældighed.
Elektroniske medier og underholdningsmedier
Statens igangværende deregulering af
telekommunikations-industrien har ikke medført den påståede øgede
konkurrence, men tværtimod en accelererende bølge af
virksomhedssammenlægninger og overtagelser, som har skabt en
håndfuld multi-milliard mediekonglomerater. Det største af disse
konglomerater har i hastig takt vokset sig endnu større ved at
opsluge sine konkurrenter, idet den næsten tredoblede sin størrelse
i løbet af 1990´erne. Når som helst du ser fjernsyn, uanset om det
er fra en lokal station eller via kabel eller satellit. Uanset om
du ser en spillefilm i biografen eller hjemme - når som helst du
lytter til musik i radioen eller noget, du har optaget - når som
helst du læser en avis, en bog eller et blad - er det meget
sandsynligt, at den underholdning eller information, du modtager,
blev produceret og/eller udsendt af et af disse
mega-medieselskaber.
Time Warner
Det største medie-konglomerat i dag er Time Warner ( kort
benævnt: AOL-Time Warner; "AOL"blev droppet fra navnet, da der, af
regeringsundersøgere, blev sat spørgsmålstegn ved den
bogføringspraksis, der anvendtes i AOL-divisionen) nåede sin
nuværende form, da America Online købte Time Warner for 160
milliarder dollar i 2000. Sammenlægningen førte Steve Chase, en
ikke-jøde sammen med Gerald Levin, en jøde, som henholdsvis
bestyrelsesformand og administrerende direktør for AOL-Time
Warner.
Gerald Levin
Warner, der blev grundlagt af de jødiske Warner-brødre i
de tidlige år af forrige århundrede, blev snart en del af den
jødiske magtbase i Hollywood, en kendsgerning, der er så velkendt,
at den åbent vedkendes af jødiske forfattere, som det også er
tilfældet med den kendsgerning, at enhver ny medie-erhvervelse også
bliver domineret af jøder: Den jødiske forfatter, Michael Wolff,
skrev i magasinet New York i 2001, om den oprindelige
sammensmeltning mellem Time, Inc. og Warner "Siden Time Inc.'s
sammnesmeltning med Warner for ti år siden, er en af de
interessante forandringer, at det er blevet en jødisk virksomhed."
("Fra AOL til W," New York magasinet, 29. januar
2001)
Den tredie-mægtigste person i AOL-Time Warner, i det
mindste på papiret, var næstformand for bestyrelsen, Ted Turner, en
hvid ikke-jøde. Turner havde i 1996 solgt sit Turner Broadcasting
System, der også omfattede CNN, til Time Warner i bytte for en stor
aktieandel af Time Warner. Men allerede i april 2001 havde Levin i
realiteten fyret Ted Turner og fjernet ham fra nogen reel magt.
Turner forblev dog en meget stor og åbenhjertig aktionær, samt
medlem af direktionen.
Levin overspillede sine kort, og under et opgør i maj 2002
blev han fyret af selskabets bestyrelse. For Ted Turner, der havde
tabt 7 milliarder af sine 9 milliarder dollar på grund af Levins
fejlslagne ledelse, var dette kun en lille trøst. Turner er fortsat
i yderkredsen, uden indflydelse på selskabets indre virke. Steve
Case trak sig, under pres, tilbage i maj 2003. Bestyrelsen
erstattede de to, Levin og Case, med en sort leder, Richard
Parsons. Bag Parsons er den jødiske indflydelse og magt forblevet
dominerende.
AOL er den største internetudbyder i verden, med 34
millioner abonnenter i USA. Den bliver nu benyttet som en online
platform for det jødiske indhold fra Time Warner. Jodi Kahn og Meg
Siesfeld, begge jøder, leder Tme Inc. Interactive-holdet, under
chefredaktøren, Ned Desmond, der er hvid ikke-jøde. Alle tre er
under ledelse af Time Inc.'s chefredaktør, Norman Pearlstine, der
er jøde. Deres job består i at overføre Time Warners indhold til
specifikke målgrupper blandt AOL's abonnenter, særligt kvinder,
børn og teenagere.
Time Warner var allerede den andenstørste af verdens
mediegiganter, da den gik sammen med AOL. Time Warners
datterselskab, HBO (med 26 millioner abonnenter), er USA's største
betalings kabel-TV netværk. HBO's "konkurrent", Cinemax, er endnu
et af Time Warners mange kabelselskaber.
Indtil den jødiske milliardær, Edgar Bronfman, Jr.'s køb
af PolyGram i maj, 1998, var Warner Music Amerikas største
musikselskab, med 50 afdelinger. Warner Music var et af de første
foretagender til at opreklamere "gangsta rap". Igennem selskabets
involvering i Interscope Records (inden Interscope blev købt af et
andet jødisk-ejet medieselskab), hjalp det til med at gøre en
genre, hvis grafiske lyrik udtrykkeligt opfordrer sorte til vold
mod hvide, populær. Bronfman købte Warner Music i 2004, og holdt
det derved helt på jødiske hænder.
Norman Pearlstine
I tilgift til kabel-TV og musik er Time Warner dybt
involveret i produktion af spillefilm (Warner Brothers Studio,
Castle Rock Entertainment og New Line Cinema). Time Warners
forlagsafdeling ledes af dens chedredaktør, Norman Pearlstine, der
er jøde.
Han kontrollerer 50 blade, heriblandt Time, Life,
Sports Illustrated og People. Blandt selskabets
bogforlag er Time-Life Books, Book-of-the-Month Club, Little Brown,
og mange andre. Time Warner ejer også Shoutcast og Winamp, selve de
værktøjer, som de fleste uafhængige internet-radioer er afhængige
af, og forhandlede, som en dominerende aktør i Recording Industry
Association of America (RIAA), i realiteten med sig selv, da
reglerne om ophavsrettigheder i internetradioers musikbrug blev
fastsat. De favoriserede i udpræget grad dem med stor volumen og
tvang mange små radioer bort. (The Register, "AOL Time
Warnertakes grip of net radio," 8. april, 2003)
Ted Turners lærestreg: "Vær meget forsigtig med, hvem du
fusionerer med."
Da Ted Turner, den ikke-jødiske medieløsgænger i 1985 var
ude på at købe CBS i 1985, blev der panik i mediernes
bestyrelseslokaler over hele landet. Turner havde tjent en formue
på reklamer og derefter opbygget et succesfuldt medienetværk, CNN,
med over 70 millioner abonnenter.
Skønt Ted Turner aldrig havde vist nogen adfærd, rettet
mod jødiske interesser, blev han, af William Paley og de andre
jøder på CBS, betragtet som en, der ikke kunne kontrolleres, en
"usikker kanon", som i fremtiden måske kunne vende sig imod dem.
Desuden anklagede den jødiske journalist, Daniel Schorrr, der havde
arbejdet for Turner, offentligt sin tidligere chef for at have en
personlig uvilje mod jøder.
Ted Turner
For at blokere for Turners forsøg på at købe, inviterede
CBS-lederne Laurence Tisch til at indlede en "venskabelig"
overtagelse af CBS. Han var en jødisk milliardær, kendt for store
besiddelser inden for teater, hotel, forsikring og cigaretter. Fra
1986 til 1995 var Tisch bestyrelsesformand og administrerende
direktør for CBS, hvad der fjernede enhver fare for ikke-jødisk
indflydelse dér. Senere forsøg, fra Turners side, på at erhverve
CBS, blev forhindret af Gerald Levine's Time Warner, som ejede
næsten 20 procent af aktiekapitalen og som havde vetoret ved større
beslutninger. Men da hans med-jøde, Sumner Redstone, tilbød at købe
CBS for 38,4 milliarder dollar, i 1999, havde Levin ingen
indvendinger.
Så, selv om Turner var en reformator og skabte mange
avisoverskrifter, havde han aldrig de "forbindelser", der skulle
tilfor at blive en mediehersker. Han besluttede til sidst, at "kan
du ikke slå dem, da slut dig til dem" og han solgte til Levins Time
Warner. Ted Turner opsummerede det selv således:
"Jeg har haft et utroligt liv,
for det meste. Jeg lavet en masse smarte træk, og jeg lavede en
masse penge. Derefter skete der noget, og jeg fusionerede med Time
Warner, der lignede det rigtige at gøre på den tid. Og det var godt
for aktionærerne.
"Men da mistede jeg
kontrollen. Jeg troede, jeg ville have nok moralsk autoritet til at
få al mulig indflydelse i det nye selskab. Hvis du går ind i
erhvervslivet, være meget forsigtig med hvem du fusionerer
med.
"Jeg troede, jeg købte Time
Warner, men de købte mig. Vi havde noget forskel i synsvinkel. Så
fusionerede de med AOL, og det var en komplet katastrofe, i hvert
fald indtil videre. Jeg har mistet 85 procent af min rigdom
."
Disney
Michael Eisner
Den næststørste mediekoncern i dag, med 2003-indtægter på
27,1 mia $, er The Walt Disney Company. Dets førende personlighed
og administrerende direktør, Michael Eisner, er jøde.
Disney-imperiet, som ledes af en mand, der betegnes af en
medie-analytiker som en "kontrol-freak," indeholder adskillige
TV-produktionsselskaber (Walt Disney Television, Touchstone
Television, Buena Vista Television) og kabelnet med mere end 100
millioner abonnenter i alt. Hvad spillefilm angår, omfatter Walt
Disney Motion Pictures gruppen Walt Disney Pictures, Touchstone
Pictures, Hollywood Pictures, og Caravan Pictures.
Disney ejer også Miramax Films, der drives af de jødiske
Weinstein brødre, Bob og Harvey, som har produceret så
ultra-vulgære film som The Crying Game, Priest, og
Kids.
Da Disney-selskabet blev ledet af den ikke-jødiske
Disney-familie, inden Eisners overtagelse i 1984, var det
indbegrebet af sund familieunderholdning. Og medens det endnu ejer
rettighederne til Snehvide, har selskabet, under Eisners
ledelse ekspanderet sig ind i produktion af en stor mængde såkaldt
"voksen" underholdning.
Harvey Weinstein
I august 1995 erhvervede Eisner Capital Cities / ABC,
Inc., der ejer ABC TV-netværket, som igen ejer ti tv-stationer
direkte i så store markeder som New York, Chicago, Philadelphia,
Los Angeles, San Francisco og Houston. Hertil kommer, at ABC i USA
har 225 tilsluttede TV-stationer, mere end 2.900 tilknyttede
radiostationer og producerer over 7.200 radioprogrammer. ABC ejer
54 radiostationer og driver 57 radiostationer, heraf mange i store
byer som New York, Washington og Los Angeles. Radio Disney, en del
af ABC Radio Networks, laver programmer, der rettet mod
børn.
Sports Network ESPN, et ABC-kabel datterselskab, er ledet
af adm. direktør George W. Bodenheimer, som er jøde. Selskabet
kontrollerer også Disney Channel, Toon Disney, A & E, Lifetime
Television, SOAPnet og History Channel, med mellem 86 og 88
millioner abonnenter hver. ABC Familie-tv-net har 84 millioner
abonnenter, og som supplement til tv-underholdning (noget af det
helt vulgært for en "familie"-kanal), er nettet også
afsætningskanal for den kristne zionistiske tv-evangelist Pat
Robertson.
Selv om ABC / Disney primært er et teleselskab, tjener det
mere end 1 milliard dollars ved forlagsdrift, og ejer Walt Disney
Company Book Publishing, Hyperion Books, og Miramax Books. Det ejer
også seks daglige aviser og udgiver over 20 magasiner. Disney
Publishing Worldwide udgiver bøger og tidsskrifter på 55 sprog i 74
lande og nåede op på mere end 100 millioner læsere hver
måned.
På Internettet driver Disney Buena Vista Internet Group,
ABC Internet Group, ABC.com, ABCNEWS.com, Oscar.com, Mr. Showbiz,
Disney Online, Disney's Daily Blast, Disney.com, Family.com, ESPN
Internet Group, ESPN.sportzone.com, Soccernet.com, NFL.com,
NBA.com, Infoseek (delvist ejerskab), og Disney
Interactive.
Viacom
Nummer tre på listen, med 2003-indtægter på lige over $
26.5 milliarder, er Viacom, Inc., ledet af Sumner Redstone (født
Murray Rothstein), en jøde.
Sumner Redstone
Melvin A. Karmazin, en anden jøde, var nummer to ved
Viacom indtil juni 2004, og var President og Chief Operating
Officer. Karmazin er fortsat en stor Viacom aktionær. Da Karmazin
blev udskifttet, var det med en Jøde, Leslie Moonves, og Tom
Freston, en mulig Jøde som henholdsvisformand og COO. (Vi har været
ude af stand til at bekræfte Frestons jødiske herkomst, han har
udført arbejde for jødiske organisationer og var involveret i
beklædningsindustrien, en stærkt jødisk industri, hvor han
importerede tøj fra den tredje verden til USA i
1970'erne.)
Viacom producerer og distribuerer tv-programmer for de tre
største net, ejer 39 tv-stationer direkte, med yderligere 200
søsterselskaber i dets helejede CBS Television Network, ejer 185
radiostationer i sin Infinity radio-gruppe, og har over 1500
tilknyttede stationer via sit CBS Radio Network. Det producerer
spillefilm gennem Paramount Pictures, der ledes af jødinden Sherry
Lansing (født Sherry Lee Heimann), der planlægger at gå på pension
ved udgangen af 2005.
Viacom blev dannet i 1971 som en måde at undvige en
anti-monopol FCC's afgørelse, der krævede, at CBS udskilte en del
af sine kabel-tv-aktiviteter og syndikerede program-forretning.
Dette træk fra regeringen gjorde desværre ikke noget for at
reducere det hovedsageligt jødiske samarbejds-monopol, som fortsat
er det største problem i industrien. I 1999, efter at CBS igen
havde suppleret sig selv ved at købe King World Productions (en
førende TV-program-syndicator) har Viacom erhvervet sit tidligere
ejerselskab, CBS, i en dobbelt hån mod ånden i
1971-afgørelsen.
Redstone erhvervede CBS efter aktionærafstemning i
december 1999 på CBS og Viacom. CBS Television har længe været
ledet af den tidligere omtalte Leslie Moonves, den anden Viacom
med-formand, Tom Freston, har ledet det helejede MTV.
Viacom ejer også Country Music Television og The Nashville
Netværkskabel kanaler, og er den største udendørs reklameenhed
(billboards, mv) i Amerika. Viacoms forlagsdivision omfatter Simon
& Schuster, Scribner, The Free Press, Fireside, og Archway
Paperbacks. Det distribuerer videoer gennem sine over 8.000
Blockbuster butikker. Det er også involveret i udsendelser via
satellit, i forlystelsesparker, og videospil.
Viacoms største kilde til berømmelse er imidlertid som
verdens største udbyder af programmer til kabel-TV, gennem dens
Showtime-, MTV-, Nickelodeon-, Black Entertainment og andre
netværker. Siden 1989 har MTV erobret en større og større andel af
de unge seere. MTV dominerer tv-markedet for unge seere mellem 12
og 24 år.
Sumner Redstone ejer 76 procent af aktierne af Viacom. Han
tilbyder Jackass som en teenager rollemodel og pumper MTV's
racemæssigt blandede rock og rap videoer ind i 342 millioner
husstande i 140 lande, og er en dominerende kulturel indflydelse på
hvide teenagere rundt omkring i verden. MTV laver også af film til
reklame for raceblanding, som Save the Last
Dance.
Nickelodeon har, med mere end 87 millioner abonnenter,
langt den største andel af de 4-til-11-årige tv-seere i USA, og er
i hastig vækst i Europa. De fleste af programmets shows udviser
endnu ikke den åbenlyse degeneration, som er MTV´s kendetegn, men
Redstone presser gradvist på for at udskænke den samme gift til
sine børne-seere, som den der gives i MTV. I begyndelsen af 2001
var Nickelodeon fortsast på en 12 år lang førerplads som
foretrukken kanal på kabel-TV for børn og yngre
teenagere.
NBC Universal
Endnu en jødisk mediebaron er Edgar Bronfman, Jr. Han
ledede Seagram Company, Ltd., spiritusgiganten, indtil den nylige
fusion med Vivendi. Hans far, Edgar Bronfman, Sr., er præsident for
the World Jewish Congress.
Edgar Bronfman,
Jr.
Seagram ejede Universal Studios og og købte senere, af
Warner, Interscope Records, den førende propagandavirksomhed for
"gangsta rap". Universal og Interscope tilhører nu Vivendi
Universal, som i maj 2004 fusionerede med NBC. Moderselskabet
kaldes nu NBC Universal.
Bronfman blev den største mand i musikbranchen i maj 1998,
da han også erhvervede kontrollen over PolyGram, den europæiske
musik-gigant, ved at betale den hollandske elektronikproducent,
Philips, 10.6 milliarder dollar.
I juni 2000 solgte Bronfman familien Seagram til Vivendi
mod aktier i Vivendi, og Edgar, Jr. blev næstformand i Vivendi.
Vivendi var oprindeligt et fransk forsyningsselskabe, og blev da
ledet af den ikke-jødiske Jean-Marie Messier. En
bestyrelses-fraktion, ledet af Bronfman, tvang Messier til at træde
tilbage i juli 2002.
Vivendi erhvervede også den biseksuelle jøde, Barry
Diller's USA Networks i 2002. (Diller er ejer af Interactive
Corporation, der ejer Expedia, Ticketmaster, The Home Shopping
Network, Lending Tree, Hotels.com, CitySearch, Evite, Match.com og
andre internet-virksomheder.) Vivendi sammensatte USA Network,
Universal Studios, Universal Television, og temaparker, til Vivendi
Universal Entertainment (VUE).
Efter Vivendi-NBC fusionen, anvendte Bronfman sit store
personlige overskud til at gå på rov, og købte for nylig Warner
Music fra det jødisk-dominerede Time Warner. Den nuværende formand
for NBC Universal er en ikke-jøde, der ofte har været forbundet med
jødiske mærkesager, NBC-medarbejder, gennem længere tid, Bob
Wright. Ron Meyer, en jøde, er President og Chief Operating Officer
i Universal Studios. Stacey Snider, der også er jødisk, er formand
for Universal Pictures. Formanden for NBC Universal Television
Group er Jeff Zucker, endnu en jøde.
Med to af de fire største mediekoncerner i hænderne på
jøderne (Disney og Viacom), med jødiske ledere, der driver NBC
Universals medieoperationer, og med jøder, der sidder på en stor
del af de ledende jobs hos Time Warner, er det usandsynligt, at
sådan en overvældende grad af kontrol skete uden en bevidst,
samordnet indsats fra jødernes side.
Andre medieselskaber
Rupert Murdoch's News Corporation ejer Fox Television
Network, Fox News, FX Channel, 20th Century Fox Film, Fox 2000, og
forlaget Harper Collins. News Corp er det femtestørste Megamedia
selskab i nationen, med 2003-indtægter på ca $ 19.2 mia. Det er den
eneste anden medievirksomhed, der kommer tæt på de top
fire.
Dens Fox News Channel har været et vigtigt nøgle-selskab
skubbe den jødiske neokonservative dagsorden, som ligger bag
Irak-krigen, og som animerer både administrationen af George W.
Bush og den "nye konservatisme", der omfatter aggressiv zionisme og
multiracialisme (multkultur).
Peter Chernin
Murdoch er nominelt ikke-jøde, men der er en vis
usikkerhed om hans herkomst, og han har fastholdt sin støtte til
zionismen og andre jødiske mærkesager gennem hele sit liv.
(Historiker David Irving har offentliggjort oplysninger fra en
påstået højt placeret medie-kilde, der siger, at Murdoch's mor,
Elisabeth Joy Greene, var jødisk, men vi har ikke kunnet bekræfte
dette.) Murdoch's næstkommanderende er Peter Chernin, der er
formand og Chief Operating Officer - og jøde.
Under Chernin, holder jøder nøglepositioner i
virksomheden: Gail Berman kører Fox Entertainment Group, Mitchell
Stern leder satellit-tv-afdelingen, DirecTV; Jane Friedman er
bestyrelsesformand og adm. direktør for Harper Collins og Thomas
Rothman er formand for Fox underholdningsfilm. News Corporation
ejer også New York Post og TV Guide , og begge er
udgivet under Chernin's tilsyn. Det primære trykte neokonservative
tidsskrift, The Weekly Standard , er også udgivet af News
Corporation og redigeret af William Kristol, en ledende jødiske
neokonservativ talsmand og "intellektuel".
De fleste af de tv-og filmproduktionsvirksomheder, der
ikke ejes af de store medieselskaber, er også styret af
jøder.
For eksempel er Spyglass, en "uafhængig" film producent,
der har lavet film som Den sjette sans , The
Insider , og Shanghai Noon , kontrolleret af dens
jødiske grundlæggere, Gary Barber og Roger Birnbaum, der begge er
formænd. Jonathan Glickman tjener som President og Paul Neinstein
er Executive Vice President. Begge mænd er jøder. Spyglass laver
film udelukkende til DreamWorks SKG.
Steven Spielberg
Det bedst kendte af de mindre medieselskaber, DreamWorks
SKG, er en gennemført kosher-affære. DreamWorks blev dannet i 1994,
under stor mediebevågenhed, af pladeindustriens mogul, David
Geffen, tidligere Disney Pictures formand, Jeffrey Katzenberg, og
filminstruktøren Steven Spielberg, som alle tre er jøder.
Virksomheden producerer film, tegnefilm, tv-programmer, og
indspillet musik. I betragtning af de likvide midler og de
forbindelser, Geffen, Katzenberg, og Spielberg råder over, kan
DreamWorks snart være i samme liga som de fire store.
Ét større studie, Columbia Pictures, er ejet af det
japanske multinationale selskab, Sony. Ikke desto mindre er
studiets formand jødinden Amy Pascal, og dets produktion afspejler
fuldt ud den jødiske sociale dagsorden. Sony's musikdivision
fusionerede for nylig med den europæiske musikgigant, BMG for at
danne Sony BMG Music Entertainment, nu en af verdens største
musik-distributører. Det ledes af adm. direktør Andrew Lack,
tidligere administrerende direktør for NBC - og jøde. Sony's
samlede amerikanske operationer ledes af en jøde ved navn Howard
Stringer, tidligere på CBS, som hyrede Lack.
Andrew
Lack
Det er velkendt, at jøder har kontrolleret det meste af
produktion og distribution af film siden kort efter starten på
filmindustrien i de første årtier af det 20. århundrede. Da Walt
Disney døde i 1966, var den sidste hindring for en samlet jødisk
dominans i Hollywood væk, og jøderne var i stand til at gribe
ejerskabet i det selskabet, Walt havde opbygget. Siden da har de
haft det nøjagtigt, som de ønskede, i filmindustrien.
Film produceret af syv af de virksomheder, der er nævnt
ovenfor - Disney, Warner Brothers, Paramount (Viacom), Universal
(NBC Universal), 20th Century Fox (News Corp), DreamWorks, og
Columbia (Sony), tegnede sig for 94% af de samlede billetindtægter
for året 2003.
De tre store i net tv plejede at være ABC, CBS og NBC. Med
konsolideringen af medieimperierne, er disse tre ikke længere
selvstændige enheder. Mens de var endnu var uafhængige, var hver
enkelt kontrolleret af en jøde, siden selskabernes start: ABC af
Leonard Goldenson; NBC førsteaf David Sarnoff og derefter af hans
søn, Robert, og CBS først af William Paley og derefter af Laurence
Tisch. Gennem flere årtier er disse netværk blevet bemandet, fra
top til bund, med jøder, og den væsentlige jødiskhed af net-tv
ændrede sig ikke, når nettene blev absorberet af andre
jødisk-dominerede medieselskaber. Den jødiske tilstedeværelse i
tv-nyheder er særlig stærk.
NBC er et godt eksempel på dette. Formanden for NBC News
er Neal Shapiro. Jeff Zucker er NBC Universal Television Groups
præsident. Hans nære ven, Jonathan Wald, tidligere en NBC-program
producent, nu seniorkonsulent for CNBC, rapporterer direkte til
Zucker. David M. Zaslav er præsident for NBC kabel (og også
direktør for digitalvideo firmaet TiVo Inc.). Formanden for MSNBC
er Rick Kaplan. Alle disse mænd er jøder.
En tilsvarende overvægt af jøder findes i
nyhedsafdelingerne på de andre net. Sumner Redstone, Tom Freston,
og Les Moonves kontrollerer Viacom's CBS. Moonves demonstrerede sin
magt i 2002 ved at udskifte hele personalet i det nye CBS Early
Show . Han er også en grand-nevø af den zionistiske leder,
David Ben-Gurion, Israels første premierminister. Al Ortiz (også en
jøde) er executive producer og direktør for dækning af særlige
begivenheder for CBS News. Senior executive producer Michael Bass
og Victor Neufeld (tidligere producent af ABC's 20/20 )
producerer CBS's Early Show . Begge er jøder.
På ABC, er David Westin, som er jøde, ifølge Jeffrey
Blankfort på Middle East Labor Bulletin , formand for ABC
News. Senior Vice President for nyheder på ABC er Paul Slavin, også
en jøde. Bernard Gershon, jøde, er Senior Vice President/general
manager for ABC News Digital Media Group, der har ansvaret for
ABCNEWS.com, ABC News Productions, og ABC News Video
Source.
De trykte medier
Efter TV-nyheder er de daglige aviser den det stærkest
påvirkende informationsmedie i Amerika Mnkring 58 millioner af dem
bliver hver dag solgt (og antagelig læst). Disse millioner fordeles
på 1456 forskellige publikationer. Man kunne heraf slutte, at et så
stort antal forskellige aviser spredt ud over Amerika skulle
forsikre mod en minoritets kontrol og nyhedsforvanskning. Ak,
desværre er det ikke tilfældet. Der findes mindre selvstændighed,
mindre konkurrence, og langt mindre repræsentation af
majoritetsinteresser end en overfladisk betragter ville
tro.
I 1945 var fire ud af fem amerikanske aviser uafhængigt
ejet og udgivet af lokale personer med stærk tilknytning til deres
nærområder. Den tid er ikke mere. De fleste af de uafhængige aviser
var blevet købt op eller drevet ud af markedet da vi nåede til midt
i 1970erne. I dag ejes "lokale" aviser af et ret lille antal store
selskaber, der ledes af direktører, som arbejder hundreder, ja
tusinder af kilometer borte. I dag er mindre end 20 procent af
landets 1456 aviser uafhængigt ejet. Resten tilhører
multi-aviskæder. Kun 103 af samtlige aviser har et oplag på mere
end 100.000. Kun en håndfuld er store nok til at have råd til
uafhængige korrespondenter uden for deres nærområde. Resten må
støtte sig til disse få med hensyn til alle deres nationale og
internationale nyheder.
The Associated Press, der sælger indhold til aviser,
kontrolleres for tiden af den jødiske vicepræsident og ledende
redaktør, Michael Silverman, der styrer den daglige
nyheds-formidling og overvåger de redaktionelle afdelinger.
Silverman har styret AP´s nationale nyheder som assisterende
chefredaktør siden 1989. Jødinden, Ann Levin, er AP's nationale
nyhedsredaktør. Silverman og Levin er under Jonathan Wolman, der
også er jøde, og som i november 2002 blev forfremmet til Senior
Vice President i AP.
I kun to procent af byerne i Amerika findes der mere end
en enkelt avis, og selv da er konkurrence ofte kun tilsyneladende,
som det er tilfældet mellem morgen- og eftermiddagsudgaver under
samme ejerskab, eller under samarbejdsaftaler.
Øverst Samuel
Newhouse og sønnen Samuel Newhouse IV
forneden.
En stor del af konkurrencen er forsvundet på grund af den
monopolistiske taktik i den jødiske Newhouse- families
holdingselskab, Advance Publications. Advance publikations køber en
af to konkurrerende aviser, og derefter starter en reklamekrig, ved
at skære reklame satser, som driver begge blade til randen af
konkurs. Advance Publikations træder derefter ind og køber den
konkurrerende avis. Ofte fortsætter begge blade: et som et
morgenblad, og det andet som aftenblad. Til sidst vil dog et af dem
lukke, hvilket efterlader Newhouse-brødrene med det eneste dagblad
i denne by. For eksempel lukkede Newhouserne i 2001
Herald-Journal i Syracuse, hvilket efterlod deres anden
avis i Syracuse, Post-Journal , med et monopol.
Newhouse-medieimperiet giver et eksempel på andet end
manglen på reel konkurrence mellem USA's daglige aviser: det viser
også den umættelige appetit, jøder har vist på alle organer for
opinionskontrol, de kunne få fat på.
Newhouse-brødrene ejer 31 dagblade, herunder flere store
og vigtige, såsom Cleveland Plain Dealer ,
Star-Ledger i Newark, og Times-Picayune i New
Orleans; Newhouse Broadcasting, der består af tv-stationer og
kabel-selskaber; Søndags-supplementet Parade , med et
oplag på mere end 35 millioner eksemplarer om ugen, og nogle snese
store blade, bl.a. The New Yorker, Vogue, Wired, Glamour,
Vanity Fair, Bride's, Gentlemen's Quarterly, Self, House &
Garden , og alle de andre blade i den helejede Conde Nast
gruppe. Bemandingen af magasinerne er, som man kunne forvente det,
helt kosher. Parade kan tjene som et eksempel: Dets
udgiver er Randy Siegel, dets redaktør og Senior Vice President er
Lee Kravitz, dets kreative direktør er Ira Yoffe, ders
videnskabs-redaktør, David H. Levy, og dets sundhedsredaktør, Dr.
Isadore Rosenfeld.
Denne jødiske medieimperium blev grundlagt af den nu
afdøde Samuel Newhouse, en immigrant fra Rusland. Da han døde i
1979, i en alder af 84, testamenterede han mediebedrifter med en
anslået værdi af 1,3 milliarder dollars til sine to sønner, Samuel
og Donald. Med en række yderligere opkøb, er nettoformuen i Advance
Publications vokset til mere end 9 milliarder dollars i dag. Når
Newhouse-familien kunne opsluge så mange aviser, var det også fordi
dette blev fremmet af avisernes indtægts-struktur. Aviser, er,
oftest, ikke finansieret noget videre af deres abonnenter, men af
deres annoncører. Det er via reklameindtægterne - ikke småpengene,
der indsamles fra en avis's læsere - at redaktørens løn og ejerens
fortjeneste stort set betales. Når de store annoncører i en by
vælger at favorisere en avis frem for en anden med deres
forretning, vil den foretrukne avis blomstre, mens konkurrenten
dør. Siden begyndelsen af sidste århundrede, da den jødisk
merkantile magt i Amerika blev en dominerende økonomisk kraft, har
der været en støt stigning i antallet af amerikanske aviser på
jødiske hænder, ledsaget af et støt fald i antallet af
konkurrerende ikke-jødiske aviser - til en vis udstrækning et
resultat af selektiv reklame politik hos jødiske
forretningsdrivende.
Desuden er selv aviser, der stadig er under ikke-jødisk
ejerskab og ledelse, så grundigt afhængige af jødiske
reklameindtægter, at deres redaktionelle politik og
nyhedsformidlings-politik i høj grad er hæmmet af, hvad der behager
eller mishager jøder. Det gælder i bladindustrien som andre steder,
at den der betaler musikken bestemmer melodien.
Tre jødiske aviser
Undertrykkelsen af konkurrence, og etablering af lokale
monopoler på formidling af nyheder og meninger, har karakteriseret
den stigende jødiske kontrol over USA's aviser. Den deraf følgende
mulighed for jøderne for at bruge pressen som et enstemmigt
instrument for jødepolitik, kunne næppe illustreres ved bedre
eksempler end landets tre mest prestigefyldte og indflydelsesrige
aviser: New York Times, Wall Street Journal og
Washington Post . Disse tre, som dominerer USA's
finansielle og politiske hovedstæder, er de aviser, der fastsætter
de tendenser og retningslinjer, der kommer til at gælde for næsten
alle de andre. Det er dem, der beslutter, hvad der er nyheder, og
hvad der ikke er, på nationalt og internationalt plan. De bringer
nyheder, de andre kopierer dem blot. Og alle tre aviser er på
jødiske hænder.
The New York Times , med et 2003-oplag på
1.119.000, er den uofficielle vejleder af nationen vedr. sociale,
mode, underholdning, politik og kultur. Den fortæller USA's "smarte
klike", hvilke bøger de skal købe, og hvilke film de skal se,
hvilke hvilke meninger, der er på mode for tiden, hvilke
politikere, pædagoger, åndelige ledere, kunstnere og
forretningsfolk er dem, der skal satses på. Og gennem et par årtier
i det 19. århundrede var det en ægte amerikansk avis.
The New York Times blev grundlagt i 1851 af to
ikke-jøder, Henry J. Raymond og George Jones. Efter deres død, blev
det købt i 1896 fra Jones's bo, af en velhavende jødisk udgiver,
Adolph Ochs. Hans tip-oldebarn, Arthur Sulzberger, Jr., er avisens
nuværende forlægger, og formanden for New York Times Co., Russell
T. Lewis, også jøde, er President og Chief Executive Officer i The
New York Times Company. Michael Golden, en jøde, er næstformand.
Martin Nisenholtz, en jøde, kører deres massive
internetvirksomhed.
Sulzberger familien ejer også, gennem New York Times Co,
33 andre aviser, herunder Boston Globe , købt i juni 1993
for 1,1 milliarder kroner, otte TV- og to radiostationer, og mere
end 40 nyheds-orienterede web-operationer. Det udgiver også
International Herald Tribune , det mest udbredte
engelsksprogede dagblad i verden. The New York Times News Service
sender nyheder, features, og fotografier fra New York
Times med kabelforbindelse, til 506 andre aviser,
nyhedsbureauer og tidsskrifter.
Af tilsvarende national betydning er Washington
Post , der, ved at etablere sine "lækager" overalt i
regeringskontorer i Washington, har et forspring på nyheder, der
involverer den føderale regering.
Donald Graham
The Washington Post , havde, lige som New
York Times , en ikke-jødisk oprindelse. Det blev oprettet i
1877 ved Stilson Hutchins, købt fra ham i 1905 af John R. McLean,
og senere overtaget af Edward B. McLean. I juni 1933, blev avisen
dog, på højden af den store depression, tvunget ud i konkurs. Den
blev købt på en konkurs-auktion af Eugene Meyer, en jødisk
finansmand og tidligere partner med den berygtede Bernard Baruch,
en jøde, der var industri-zaren i USA under Første Verdenskrig.
The Washington Post blev ledet af Katherine Meyer Graham,
Eugene Meyer's datter, indtil hendes død i 2001. Hun var den
største aktionær og bestyrelsesformand i Washington Post Company,
og hun valgte sin søn, Donald Graham, til udgiver af bladet i 1979.
Donald blev Washington Post Company's administrerende direktør i
1991, og dets bestyrelsesformand i 1993, og kæden af jødisk kontrol
på The Post forbliver ubrudt. Avisen har et dagligt oplag
på 732.000, og søndagsudgaven sælger over en million
eksemplarer.
The Washington Post Company har en række andre
medie-interesser i aviser (Gazette Aviserne, herunder 11 militære
publikationer) i tv (WDIV i Detroit, KPRC i Houston, WPLG i Miami,
WKMG i Orlando, KSAT i San Antonio, WJXT i Jacksonville), og i
magasiner, især nationens nummer to ugentlige nyhedsmagasin,
Newsweek.
The Washington Post Company's forskellige tv-ventures når
ud til omkring 12 millioner hjem, og kabel-tv-tjenesten, Cable One,
har 750.000 abonnenter.
Peter R. Kann
The Wall Street Journal sælger 1.820.000
eksemplarer hver ugedag, og er ejet af Dow Jones & Company,
Inc., et New York-selskab, der også udgiver 33 andre aviser, og den
ugentlige tabloid, Barron's . Formand og administrerende
direktør for Dow Jones er Peter R. Kann, som er jøde. Kann besætter
også stillingerne som formand og udgiver af Wall Street
Journal.
De fleste af New York's andre store aviser er ikke i bedre
hænder end New York Times og Wall Street Journal.
I januar 1993 blev New York Daily News (oplag 729.000)
købt fra boet efter den afdøde jødiske mediemagnat, Robert Maxwell
(født Ludvik Hoch) af den jødiske grundspekulant, Mortimer B.
Zuckerman. En anden jøde, Les Goodstein, er præsident og Chief
Operating Officer for New York Daily News . Og, som nævnt
ovenfor, den neokonservativt orienterede New York Post
(oplag 652.000) er ejet af News Corporation under tilsyn af Jøde
Peter Chernin.
Nyhedsmagasiner
Historien er stort set den samme for andre medier, som for
tv, radio, film, musik og aviser. Se, for eksempel,
nyhedsmagasiner. Der udgives kun tre af nogen betydning, i De
Forenede Stater: Time, Newsweek og US News & World
Report.
Time, der har et ugentligt oplag på 4,1
millioner, er udgivet af et datterselskab af Time Warner
Communications, nyhedskonglomeratet, der blev dannet af
sammenlægningen i 1989,af Time, Inc., med Warner Communications.
Chefredaktøren for Time Warner Communications er Norman Pearlstine,
en jøde.
Newsweek, udgives, som nævnt ovenfor, af
Washington Post Company, under jøden Donald Graham. Bladets
ugentlige oplag er 3,2 mio.
US News & World Report, med et ugentligt
oplag på 2,0 millioner, ejes og udgives af ovennævnte Mortimer B.
Zuckerman, som også har taget stillingen som chefredaktør for
magasinet selv. Zuckerman ejer også New York tabloid-avisen,
Daily News , som er det sjette-største blad i
nationen.
Vort ansvar
Dette er kendsgerningerne hvad angår mediekontrol i
Amerika. Enhver, der er villig til at bruge nogle få timer i et
stort bibliotek til at studere de seneste udgaver af årbøger fra
radio- og TV-industrien og oversigtsværker om aviser og blade;
oversigtsværker om virksomheder og deres nøglepersoner, som f.eks.
de, der udgives af Standard & Poors og af Dunn & Bradstreet
(i USA, red.); og i sædvanlige biografiske opslagsbøger - kan
forsikre sig om korrektheden af oplysningerne. De er uantastelige,
og når jødiske talsmænd bliver konfronteret med dem, vil de
sædvanligvis forsøge sig med undvigende taktik. "Ted Turner er ikke
jøde!" vil de triumferende udbryde, som om det afgjorde sagen.
Presses de yderligere, vil de anklage dig for "antisemitisme" alene
for at have bragt spørgsmålet op. Det er frygt for denne
beskyldning, der gør mange mennesker, som er bekendte med
forholdene, tavse.
Men vi må ikke forholde os tavse om dette, det vigtigste
af alle emner! Den jødiske kontrol over de amerikanske massemedier
er det vigtigste enkeltspørgsmål i vores liv, ikke kun i Amerika,
men i hele verden i dag. Der er intet mere farligt for vort folks
fremtid.
Jødisk mediekontrol afgør De Forenede Staters
udenrigspolitik og tillader jødiske interesser, frem for
amerikanske, at blive afgørende for spørgsmål om krig og fred. Uden
den jødiske mediekontrol ville der for eksempel ikke have været
nogen Golfkrig. Der ville ikke have været nogen NATO-massakre af
serbiske civile. Der ville ikke have været en Irak-krig, og
tusinder af liv ville være blevet sparet. Der ville kun have været
meget ringe, om overhovedet nogen, støtte for den zionistiske stat,
Israel, og Mellemøstens had, fejder og terror ville aldrig være
kommet til vore kyster.
Ved at tillade jøderne at styre vore nyheds- og
underholdningsmedier, gør vi mere end blot at give dem en afgørende
indflydelse på vort politiske system og en faktisk kontrol med vor
regering. Vi giver dem også kontrol over vore børns sind og sjæl,
for børnenes holdninger og idéer bliver formet mere af jødisk
fjernsyn og jødiske film end af forældre, skoler eller nogen anden
indflydelse.
De jødisk-kontrollerede underholdningsmedier har indtaget
en førende rolle i anstrengelser for at overbevise en hel
generation om, at homoseksualitet er en normal og acceptabel
livsform. At der ikke er noget i vejen med, at hvide kvinder kommer
sammen med eller gifter sig med sorte mænd, eller at hvide mænd
gifter sig med asiatiske kvinder. At alle racer er medfødt lige i
evner og karakter- når lige bortses fra, at hvides karakter er
suspekt på grund af en forhistorie med undertrykkelse af andre
racer. Og at ethvert forsøg fra de hvides side på en racemæssig
selvopholdelse er kritisabel.
Vi må modsætte os en yderligere spredning af denne gift
blandt vort folk, og vi må nedbryde magten hos dem, der udspreder
den. Det ville være utåleligt med en sådan magt i hænderne på en
hvilken som helst fremmed minoritet, med værdier og interesser
forskellige fra vore egne. Men at tillade jøderne en sådan magt
over os, med deres 3000-årige fortid med ødelæggelse af nationer,
lige fra det gamle Ægypten og til Rusland, er det rene
race-selvmord. I virkeligheden er den kendsgerning, at så mange
hvide amerikanere i dag er så opfyldte af et skyldkompleks og et
selvhad på deres races vegne, at de aktivt søger deres egen races
undergang, en velovervejet konsekvens af den jødiske
mediekontrol.
Når først vi har studeret og forstået dette faktum om
jødisk kontrol, er det vort ufravigelige ansvar at gøre hvad der er
nødvendigt for at bryde den kontrol. Vi må ikke vige tilbage fra at
få fjernet dette greb, som sikrer at vi får indsprøjtet en dødelige
gift i sind og sjæl. Lykkes det ikke for os, vil den helt sikkert
ødelægge vores race.
Ejere, direktører og virksomhedsrelationer skifter med
tiden, naturligvis. Alle navne og andre oplysninger i denne rapport
er blevet nøje kontrolleret og er korrekte pr. november
2004.
Kilde
Oprindeligt udgivet af National Vanguard Books,
P.O. Box 330, Hillsboro, WV 24946 USA. En engelsk version af
denne tekst findes her.
Denne oversættelse er udført af advokat Knud Bjeld Eriksen,
redaktør af Internetmagasinet Dronten. Oprindeligt
offentliggjort i Dronten
nr. 11, oktober 2010, og den kan i sin oprindelige form ses
her.
En ældre dansk udgave af denne tekst fra december
2002 kan ses
her, og en opdateret engelsk version fra oktober 2010 findes her. Disse
udgaver påviser de samme forhold i relation til de amerikanske
massemedier.