Jødisk involvering i den psykoanalytiske bevægelse

Af professor Kevin MacDonald

Den velkendte karikatur af den skæggede freudianske psykoanalytiker, der udspørger sin liggende patient om minder om fejlslagen pottetræning og sine mod forældrene rettede seksuelle lyster, er nu en anakronisme, lige som denne for det meste tomme og sluddervorne kunst ikke længere praktiseres i større udstrækning. Hvordan sådan en omstændelig teori kan have fundet en så bred accept - uden nogen som helst basis i systematisk bevisførelse eller kritiske eksperimenter og i betragtning af dens kroniske mangel på terapeutisk succes i nogen af de mest kendte klasser af mentale sygdomme (skizofreni, mani og depression) - er noget som sociologer, der beskæftiger sig med videnskab og populærkultur mangler at forklare (Paul Churchland 1995, 181).

Påstanden i dette kapitel er, at det er umuligt at forstå psykoanalysen som en "videnskab" eller rettere som en politisk bevægelse uden at tage judaismens rolle med i betragtning. Sigmund Freud er det bedste eksempel på en jødisk samfundsvidenskabelig videnskabsmand, hvis skrifter var påvirket af hans jødiske identitet og de negative egenskaber han tilskrev den ikke-jødiske kultur som kilden til antisemitisme.

Diskussionen om jødisk indblanding i den psykoanalytiske bevægelse blev, "som ved en stiltiende overenskomst, betragtet som socialt uacceptabelt" (Yerushalmi 1991, 98). Ikke desto mindre har det jødiske engagement i psykoanalysen - den "jødiske videnskab" - været åbenbar for dem indenfor og udenfor bevægelsen fra første færd:

Historien gjorde psykoanalysen til en "jødisk videnskab". Den blev angrebet som sådan. Den blev ødelagt i Tyskland, Italien og Østrig og blev således sendt i eksil til de fire verdenshjørner. Selv nu bliver den stadigvæk opfattet som sådan af både fjender og venner. Selvfølgeligt er der på nuværende tidspunkt fremtrædende analytikere, som ikke er jøder... Men avantgarden af bevægelsen i de sidste halvtreds år er vedblevet med at være lige så jødisk, som den var i begyndelsen (Yerushalmi 1991, 98).

Foruden kernen af lederne og den intellektuelle avantgarde af bevægelsen har jøder udgjort flertallet af bevægelsens medlemmer. I 1906 var alle de sytten medlemmer af bevægelsen jøder og identificerede sig stærkt som jøder. (Klein 1981). I en undersøgelse fra 1971 fandt Henry Sims og Spray, at 62,1 procent af deres testgruppe af amerikanske psykoanalytikere karakteriserede sig selv som værende i besiddelse af et jødisk åndsslægtskab, til sammenligning var der kun 16,7 procent der angav et protestantisk og 2,6 procent et katolsk åndsslægtskab. Der var yderligere 18,6 procent, som angav intet særligt slægtskab, en procentdel der var væsentligt højere end i de andre kategorier af de psykiatriske og psykologiske professioner, der antyder, at procentdelen af psykoanalytikere med en jødisk baggrund var endda højere end 62 procent (Henry, Sims & Spray 1971, 27).

Sigmund _freud _1926

Sigmund Freud. Psykoanalysens jødiske fader

Vi har set, at en fælleskomponent ved jødisk intellektuel aktivitet siden oplysningstiden har været at kritisere den ikke-jødiske kultur. Freuds ideer er ofte blevet beskrevet som subversive. Ja, selv Freud var overbevist om, at det hørte til selve den psykoanalytiske doktrin at fremstå som chokerende og underminerende. På skibet til Amerika følte han ikke, at han bragte dette land et nyt universalmiddel. Med sin typiske tørre humor fortalte han sine medrejsende; "Vi bringer dem pesten" (Mannoni 1971, 168).

Peter Gay betegner generelt Freuds arbejde som "subversiv" (underminerende) (1987, 140), specielt hans seksuelle ideologi som "dybt underminerende for hans tid" (p. 148), og han beskriver hans Totem and Taboo som indeholdende "underminerende formodninger" (p. 327) i dens analyse af kulturen. "Mens implikationerne af Darwins synspunkter var truende og urovækkende, var de ikke lige så direkte frastødende, ikke så uagtværdige, som Freuds syn på barneseksualitet, de allestedsnærværende perversioner og den dynamiske kraft af ubevidste ønsker" (Gay 1987, 144).

Der var en udbredt opfattelse blandt mange antisemitter, at jødiske intellektuelle var i gang med at underminere den tyske kultur i perioden inden 1933 (SAID, Ch. 2)(1), og psykoanalysen var et aspekt af disse bekymringer. En stor del af fjendtligheden mod psykoanalysen samlede sig om opfattelsen af psykoanalysen som en trussel mod den kristen etik, inklusiv accepten af masturbation og sex inden ægteskabet (Kurzweil 1989, 18). Psykoanalysen blev et mål for ikke-jøder, der fordømte den jødiske underminering af kulturen - "den dekadente indflydelse af judaismen", som én forfatter beskrev det (se Klein 1981, 144). I 1928 reagerede Carl Christian Clemen, en etnologi-professor ved Bonns Universitet, stærkt mod The Future of an Illusion, Freuds analyse af religiøs overbevisning ved hjælp af begreber brugt til at beskrive infantile behov. Clemen fordømte den psykoanalytiske tendens til at se sex overalt, en tendens han tilskrev den jødiske sammensætning af bevægelsen: "Man kunne forklare det ved de særlige cirkler, hvorfra dens (psykoanalysens) fortalere og måske også de patienter, som den behandler, hovedsagelig stammer" (i Gay 1988, 537). Freuds bøger blev brændt under bogbræningerne i Tyskland i maj 1933, og da nazisterne marcherede ind i Wien i 1938, gav de Freud besked på at rejse og nedlagde det "Internationaler Psychoanalytischer Verlag".

I de Forenede Stater ved det andet årti af det tyvende århundrede var Freud blevet sikkert associeret med bevægelsen for seksuel frihed og social reform, og han var blevet et mål for de socialkonservative (Torrey 1992, 16ff) 95. Så sent som i 1956 klagede en psykiater, der skrev i The American Journal of Psychiatry, "Er det muligt, at vi er ved at udvikle ækvivalenten af en verdslig kirke, støttet af det offentlige, besat med en staf, som består af et apostolat på et niveau syd for bæltestedet, der uforvarende spreder et miskmask af eksistentialistisk ateisme, hedonisme og andre dubiøse religiøs-filosofiske ingredienser?" (Johnson 1956, 40).

Selv om han afviste religion, havde Freud selv en stærk følelse af jødisk identitet. I et brev fra 1931 beskrev han sig selv som en "fanatisk jøde" og ved en anden lejlighed skrev han, at han fandt "tiltrækningen af judaismen og jøder så uimodståelig, mange mørke emotionelle kræfter, så meget stærkere, når de ikke lader sig indfange i ord, såvel som den klare bevidsthed af en indre identitetsfølelse, hemmeligheden ved den samme mentale konstruktion" (i Gay 1988, 601). Ved en anden lejlighed skrev han om "mærkelige hemmelige længsler" med hensyn til sin jødiske identitet (i Gay 1988, 601). I hvert fald havde Freud omkring 1930 udviklet en stærk sympati for zionismen. Hans søn Ernst var også en Zionist, og ingen af Freuds børn konverterede til Kristendommen eller giftede sig med ikke-jøder.

Som det kan forventes af den sociale identitets-teori, involverede Freuds stærke jødiske identitetsfølelse en dyb fremmedgørelse overfor ikke-jøder. Yerushalmi (1991, 39) noterer "I Freud finder vi en følelse af at være anderledes overfor ikke-jøder, som ikke bare kan forklares som en reaktion på antisemitisme. Selv om antisemitismen periodevis forstærkede eller ændrede det, ser det ud til, at denne følelse har været grundlæggende, arvet fra familien og tidligt miljø, og den blev en del af ham gennem livet."

I en afslørende kommentar fastslår Freud, at "Jeg har ofte følt det, som om jeg har arvet al den stædighed og alle lidenskaber fra vores forfædre, da de forsvarede deres tempel, som om jeg gladeligt kunne ofre mit liv for et stort øjeblik" " (i Gay 1988, 604). Hans identitet som jøde var således associeret med en selvopfattelse i hvilken han uselvisk bekriger fjender af gruppen, døende i en heroisk altruistisk gerning, mens han forsvarer gruppeinteressen - et spejlbillede i jødisk udgave af grand-finalen af Wagners Niebelungenlied, der var en ingrediens i nazi-ideologien (se SAID, Ch. 5). Udtrykt med begreberne fra den sociale identitetsteori, havde Freud altså en meget stærk sans for gruppemedlemskab og en følelse af pligt til at arbejde uselvisk for gruppens interesser.

Gay (1988, 601) fortolker Freud således, at han mener, at Freud var i den tro, at hans identitet som jøde var resultatet af hans fylogenetiske arv (2). Som Yerushalmi (1991, 30) bemærker "hans psykologiske Lamarckisme (3) var "hverken tilfældig eller født af omstændighederne." Freud forstod, hvad Yerushalmi (1991, 31) kalder "den subjektive dimension" af Lamarckianismen, hvilken er følelsen af en stærk forbindelse til den jødiske fortid som skabt af den jødiske kultur, følelsen af ikke at kunne flygte fra sin jødiskhed, og "at det man føler dybest og mest tilsløret er en snurrende fornemmelse i blodet." I det følgende afsnit af Moses og Monoteismen fremstilles jøderne, som om de har gjort sig selv til et moralsk og intellektuelt overlegen folk:

Forkærligheden for åndelig udvikling, som jøderne har haft gennem to tusinde år, har selvfølgelig haft sin effekt; det har hjulpet til opførslen af et værn mod den brutalitet og den tendens til voldelighed, der normalt findes, hvor atletisk udvikling bliver folkets ideal. Den harmoniske udvikling af spirituel og legemlig aktivitet, som blev opnået af grækerne, var jøderne forhindret i at benytte. I denne konflikt blev deres beslutning i det mindste truffet til fordel for det, der kulturelt set er vigtigere (Freud 1939, 147).

Freuds følelse af jødisk overlegenhed kan også ses i en dagbogsoptegnelse lavet af Joseph Wortis, baseret på et interview med Freud i 1935: Freud bemærkede, at han så ikke-jøder som rede til "skånselsløs egoisme," hvorimod jøder havde et overlegen familie- og intellektuelt liv. Worris spurgte derpå Freud, om han betragtede jøderne som et overlegent folk. Freud svarede: "Jeg tror, at de er det i dag... Hvis man tænker på, at 10 ud af 12 Nobelprisvindere er jøder, og når man tænker på deres andre store bedrifter inden for kunst og kultur, har man alle grunde til at mene, at de er overlegne (i Cuddihy 1974, 36). Freud følte også, at disse forskelle var uforanderlige.

I et brev fra 1933 fordømmer Freud antisemitismens opblussen: "Min bedømmelse af den menneskelige natur, især af den kristelig-ariske variation, har jeg meget lidt grund til at ændre på" (i Yerushalmi 1991, 48). Ifølge Freuds overbevisning ville den jødiske karakter heller ikke ændre sig. I Moses and Monotheism erklærede Freud (1939, 51) angående den optagethed af racemæssig renhed i bøgerne Ezra og Nehemiah, at "Det er historisk sikkert, at den jødiske type blev endelig fastlagt som et resultat af reformerne af Ezra og Nehemiah i det femte århundrede før kristus." (se PTSDA, Ch. 2)(4). "Freud var fuldstændig overbevist om, at siden den jødiske karakter blev skabt en gang i oldtiden, var den forblevet konstant, uforanderlig, dens væsentlige kvaliteter uudslettelige" (Yerushalmi 1991, 52).

Den åbenlyse racialisme og den utvetydige erklæring om jødisk etisk, spirituel og intellektuel overlegenhed, der findes i Freuds sidste værk Moses and Monoteismen skal ikke ses som en afvigelse i Freuds tankemønster, men som værende central for hans standpunkter, hvis ikke for hans publicerede værker fra en meget tidligere periode. I SAID (Ch. 5) bemærkede jeg, at inden nazismens opkomst havde en vigtig gruppe jødiske intellektuelle en stærk racialistisk (racebevidst) sans for det jødiske folk og følte en racemæssig afstand fra ikke-jøder; de kom også med udtalelser, der kun kan opfattes som et tegn på en jødisk følelse af racemæssig overlegenhed. Den psykoanalytiske bevægelse var et vigtigt eksempel på disse tendenser. De var kendetegnet ved ideen om jødernes intellektuelle overlegenhed, racebevidsthed, national-stolthed og jødisk solidaritet (se Klein 1981, 143). Freud og hans kollegaer havde en følelse af "racemæssig forbundenhed" med deres jødiske kollegaer og "racemæssig afstand" til andre (Klein 1981, 142; se også Gilman 1993, 12 ff). I en kommentar om Ernest Jones, en af hans disciple, skrev Freud "Den racemæssige blanding i vores gruppe er for mig meget interessant. Han (Jones) er en Kelt og derfor ikke helt tilgængelig for os, Teutonen (C. G. Jung) og Middelhavsmanden (ham selv som jøde)" (i Gay 1988, 186).

Freud og andre tidlige psykoanalytikere refererede ofte til dem selv som jøder på et racemæsigt grundlag og refererede til ikke-jøder som ariere i stedet for som tyskere eller kristne (Klein 1981, 142). Han skrev til C. G. Jung, at Ernest Jones gav ham en følelse af "racemæssig underlighed" (Klein 1981, 142). I årene 1920 blev Jones opfattet som en ikke-jødisk outsider, selv af andre medlemmer af den hemmelige komite af Freud loyalister, og det selv om han havde giftet sig med en jødisk kvinde. "I alles øjne (jødiske medlemmer af komiteen) var Jones en ikke-jøde, og de andre benyttede altid enhver lejlighed til at gøre ham opmærksom på, at han aldrig ville kunne tilhøre gruppen helt. Hans fantasi om at trænge igennem til inderkredsen var en illusion, fordi han til evig tid ville være en utiltalende lille mand med sit snuser-agtige ansigt trykket bedende mod ruden" (Grosskurth 1991, 137).

På et tidligt stadium i deres forhold nærede Freud også mistanker mod Jung, resultatet af "bekymringer over Jungs nedarvede kristne og endda anti-jødiske fordomme, og selv hans evne som ikke-jøde til helt at kunne forstå og acceptere selve psykoanalysen" (Yerushalmi 1991, 42). Inden deres brud beskrev Freud Jung som en "stærk uafhængig personlighed, som en teuton" (i Gay 1988, 201). Efter at Jung var blevet udnævnt til overhovedet af the International Psychoanalytic Association, var en af Freuds kollegaer bekymret fordi "på racemæssigt grundlag" var Jung og hans ikke-jødiske kollegaer "totalt forskellige fra os Wienere" (i Gay 1988, 219). I 1908 skrev Freud et brev til psykoanalytikeren Karl Abraham, hvor Abraham bliver beskrevet som "skarp", mens Jung beskrives som værende i besiddelse af en stor portion "elan" - en beskrivelse, der som Yerushalmi (1991, 43) bemærker peger på en tendens til stemple folk på basis af et gruppemedlemskab (den intellektuelt skarpe jøde og den energiske arier). Hvor Jung automatisk var suspekt på grund af sin genetiske baggrund, var Abraham det ikke. Efter forsigtigt at have informeret sig om, hvorvidt Abraham var jøde skrev Freud, at det var nemmere for Abraham at forstå psykoanalysen fordi han havde en racemæssig tilknytning (Rassenverwandschaft) til Freud (Yerushalmi 1991, 42).

Freuds stærke sans for racemæssige ind-gruppe/ude-gruppe barrierer mellem jøder og ikke-jøder kan også spores i de personlige dynamikker af den psykoanalytiske bevægelse. Vi har set, at jøderne dominerede talmæssigt inden for psykoanalysen, specielt i de første faser, hvor alle medlemmer var jøder. "Det faktum, at disse var jøder, var helt sikkert ikke tilfældigt. Jeg tror også, at Freud grundlæggende ville det på den måde, men uden direkte at udtrykke det" (Yerushalmi 1991, 41). Som i andre former af judaisme, var der en følelse af ind-gruppe indenfor et specifikt jødisk miljø. "Hvad end der var grunden - historisk, sociologisk - så sørgede gruppebånd for et varmt tilflugtssted fra verden udenfor. I sociale relationer med andre jøder, formede det uformelle og familiariteten en slags indre sikkerhed, en "vi-følelse," der fremgik selv af de vitser og historier, der blev fortalt indenfor gruppen" (Grollman 1965, 41). Noget der også bidrog til det jødiske miljø i bevægelsen, var det faktum, at Freud blev tilbedt af jøder generelt. Freud selv beskrev i sine breve, at "fra alle sider og steder har jøderne entusiastisk beslaglagt mig for dem selv." "Han var forlegen over den måde, de behandlede ham på, som om han var en "Gud-frygtende Overrabbiner" eller "en nationalhelt" og af den måde, hvorpå de opfattede hans arbejde som værende "ægte jødisk" (i Klein 1981, 85; se også Gay 1988, 599).

Som det er tilfældet ved adskillige jødiske bevægelser og politiske aktiviteter, der behandles i kap 2 og 3 (se også SAID, Ch. 6), skyede Freud ingen anstrengelser for at sikre, at en ikke-jøde, Jung, skulle blive overhovedet for hans psykoanalytiske bevægelse - en handlemåde, der fik hans jødiske kollegaer i Wien til at blive rasende, men som helt tydeligt havde til hensigt at sløre den meget store overrepræsentation af jøder i bevægelsen i denne periode. For at overbevise sine jødiske kollegaer om nødvendigheden af, at Jung måtte blive formand for foreningen, ræsonnerede han, "De fleste af jer er jøder og derfor ukvalificeret til at vinde venner for den nye lære. Jøder skal være tilfredse med den beskedne rolle, det er at forberede jorden. Det er absolut essentielt, at jeg skal skabe forbindelser i videnskabens verden" (i Gay 1988, 218). Som Yerushalmi (1991, 41) bemærker "For at skære det ud i pap, Freud havde brug for en Goy (Goyim: ikke-jøde) og ikke bare en hvilken som helst Goy, men en med tilstrækkeligt intellektuel kapacitet og indflydelse." Senere da bevægelsen blev rekonstrueret efter første verdenskrig, blev en anden ikke-jøde, den føjelige og underdanige Ernest Jones præsident for the International Psychoanalytic Association.

Interessant er det, at selv om den seneste forskning er helt enig i, at Freud havde en intens jødisk identitet, så gjorde Freud, hvad han kunne for at skjule denne identitet fra andre af frygt for, at hans psykoanalytiske bevægelse ville blive opfattet som en specifik jødisk bevægelse og således blive et angrebspunkt for antisemitisme. Mens hans private korrespondance er fyldt med stærke udtryk for hans jødiske identitet, viste hans offentlige udtalelser og skrifter en "generelt forsigtig, distanceret tone" (Yerushalmi 1991, 42), der peger på et forsøg på vildledelse. Freud prøvede også overfor offentligheden at underspille den store udtrækning, hvori judaismen prægede hans familiemiljø under sin opvækst, sin religiøse skoling og sit kendskab til hebraisk, jiddisch og jødiske religiøse traditioner (Goodnick 1993; Rice 1990; Yerushalmi 1991, 61ff).

Vildledning antydes også af, at Freud følte, at psykoanalysen var undergravende for det ikke-jødiske samfund. Efter at han publicerede Little Hans i 1908 skrev han til Karl Abraham, at bogen ville skabe et ramaskrig: "Tyske ideer atter truet! Vore ariske kammerater er virkelig uundværlige for os, ellers ville psykoanalysen bukke under for antisemitismen" (in Yerushalmi 1991, 43).

Den sociale identitetsteori lægger vægt på vigtigheden af positive tillagte egenskaber, hvor det handler om ind-gruppen og negative tillagte egenskaber, hvor det angår ude-gruppen. Freuds stærke jødiske identitetsfølelse blev akkompagneret af følelser af intellektuel overlegenhed overfor ikke-jøder (Klein 1981, 61). I et tidligt brev til sin kommende kone fastslog Freud, at "I fremtiden, så længe jeg er i praktik på hospitalet, tror jeg, at jeg vil forsøge at leve mere som ikke-jøderne - beskedent at lære og praktisere de sædvanlige ting og ikke stræbe efter opdagelser eller grave for dybt" (in Yerushalmi 1991, 39). Freud brugt ordet Goyim (ikke-jøde) til at referere til ikke-jøder i dette afsnit, og Yerushalmi kommenterer, at "Hånden er Sigmunds; stemmen er Jakobs (Freuds religiøse far) stemme" (p. 39). Det er stemmen af fremmedgørelse og adskillelse.

En attitude af jødisk overlegenhed overfor ikke-jøder karakteriserede ikke kun Freud, men hele bevægelsen. Ernest Jones (1959, 211) nævnte "den jødiske overbevisning angående overlegenheden af deres intellektuelle evner, som de ofte også påtvinger andre mennesker." Som i tilfældet med de radikale intellektuelle kredse domineret af jøder (se kapitel 3): "Følelsen af intellektuel overlegenhed fremmedgjorde mange ikke-jøder indenfor bevægelsen og opmuntrede mange udenfor bevægelsen til at afvise de humanitære påstande fra psykoanalytikerne som hykleriske" (Klein 1981, 143). En kommentar der tyder på selvbedrag blandt psykoanalytikere angående deres motiver.

Freuds fremmedgørelse fra ikke-jøder involverede også et positivt syn på judaismen og et negativt syn på den ikke-jødiske kultur, sidstnævnte bliver opfattet som noget, der skal overvindes for at lede menneskeheden mod et højere moralsk stadie og for at standse antisemitismen. Freud havde en følelse af "jødisk moralsk overlegenhed overfor uretfærdigheden fra et intolerant - ja, antisemitisk - samfund" (Klein 1981, 86). Freud "støttede dem i det jødiske samfund (B'nai B'rith), der opfordrede jøder til at betragte sig selv som menneskehedens mestre af demokratiske og broderlige ideer" (Klein 1981, 86). Han skrev om sine messianske forhåbninger om at opnå "integrationen af jøder og antisemitter på psykoanalysens jord" (i Gay 1988, 231), et citat der indikerer temmelig tydeligt, at psykoanalysen af dens skaber blev opfattet som en mekanisme til at standse antisemitisme.

Freud var stolt af sine fjender - den forfølgende romersk katolske kirke, det hykleriske bourgeoisi, det tykhovedede psykiatriske establishment, de materialistiske Amerikanere - så stolt, at disse i hans sind voksede til potente tilskuere, meget mere skadelige og meget mindre splittede, end de i virkeligheden var. Han sammenlignede sig selv med Hannibal, med Ahasuerus (også kendt som Ashaverus), med Josef, med Moses, alle mænd med historiske missioner, kraftfulde modstandere og svære skæbner (Gay 1988, 604).

Denne kommentar er et udmærket eksempel på konsekvenserne af en stærk følelse af social identitet: Freuds stærke fornemmelse for jødisk gruppeidentitet resulterede i negative stereotypiske tanker angående den ikke-jødiske ud-gruppe. Det ikke-jødiske samfund og specielt de mest fremtrædende institutioner fra den ikke-jødiske kultur blev på en fordomsfuld måde betragtet som onde. Disse institutioner blev ikke kun opfattet negativt, men accentuerings-effekten (se SAID, kapitel 1) trådte i kraft og resulterede i, at ud-gruppen blev tilskrevet en almen homogenitet, der gjorde, at disse institutioner blev opfattet som langt mindre splittede, end de var i virkeligheden.

Tag også Sulloways (1979b) beskrivelse af tilblivelsen af Freuds selvopfattelse som en helt, der stammede fra hans barndom og indbefattede hans familie. Intensiteten af Freuds jødiske identifikation og hans opfattelse af sig selv som en jødisk helt bekræftes af, at alle Freuds barndomshelte var relaterede til judaismen: Hannibal, den semitiske kæmper mod Rom, Cromwell, der tillod jøderne at slå sig ned i England; og Napoleon, der gav jøderne borgerrettigheder. Fra tidlige tider beskrev han sig selv som en "conquistador" (erobrer) frem for som videnskabsmand.

Den slags messianske tanker var almindelig blandt jødiske intellektuelle i den sidste del af det wienske århundrede, der prøvede at frembringe en "overnational, supra-etnisk verden" (Klein 1981, 29), en betragtning der, som det fremgår af kapitel 3 også var gyldig i forbindelse med jødisk deltagelse i radikale politiske bevægelser. Disse intellektuelle "udtrykte ofte deres humanisme i en konteksten af deres fornyede jødiske selvopfattelse. De delte troen på, at jøderne var ansvarlige for menneskehedens skæbne i det tyvende århundrede" (p. 31). Mange tidlige fortalere så psykoanalysen som en forløsende messiansk bevægelse, der ville standse antisemitismen ved at befri verden fra neuroser skabt af den undertrykkende vestlige civilisation.

Noter

(1) SAID er en forkortelse for en anden bog af professor Kevin MacDonald: Separation And Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism.

(2) Phylogenetiske arv: phylogenetic, phylo = tribe (stamme).

(3) Lamarckisme: Lamarck, Jean-Baptiste de Monet (født. Aug. 1, 1744, Bazentin-le-Petit, Picardy, France - død. Dec. 18, 1829, Paris) var en fransk pioner indenfor biologi der er mest kendt for sin ide at erhvervede egenskaber er arvelige, en ide kendt som Lamarkisme, der modsiges af Darwinismen.

(4) PTSDA er en forkortelse for en anden bog af Kevin MacDonald: A People That Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary Strategy, with Diaspora Peoples.

Kilde

Denne tekst er en dansk oversættelse af dele af "Jewish Involvement in the Psychoanalytic Movement", kapitel 4 i professor Kevin MacDonalds banebrydende bog: The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements. Bogen kan købes her.

Teksten blev oprindeligt offentliggjort på Mosaisk.com, og den oprindelige version kan ses her.