Undermineringen af videnskab: Hvordan psykologien mistede Darwin
Af professor Glayde Whitney
Introduktion
Når sand historie endelig en skønne dag bliver skrevet, vil de
gængse samfundsvidenskaber i det meste af det tyvende århundrede
blive afsløret som primært bestående af etnisk motiveret
desinformation. Meget er allerede skrevet om undermineringen af
amerikansk antropologi, dvs. skiftet fra legitim videnskab til
ideologisk nonsens under den jødiske immigrant Franz Boas' ledelse
(Degler, 1991; MacDonald, 1998; Pearson, 1996). Langt mindre er
skrevet om, hvorledes psykologi blev omdannet fra at være en
naturvidenskabelig disciplin til at være en del af de marxistisk
påvirkede samfundsvidenskaber. I denne artikel vil jeg fremkomme
med information om undermineringen af psykologi og påpege Boas' og
andres rolle i denne undermineringsproces.
For at forstå, hvad der skete med samfundsvidenskaberne i det
tyvende århundrede, kan det være nyttigt at placere dette
hændelsesforløb i konteksten af den igangværende ideologiske og
politiske konflikt. Denne konflikt har indenfor videnskaberne været
mærkelig, fordi den har været så ensidig. På den ene side er der
effektive ideologiske stridsmænd, som er veltrænede i
overtalelsesteknik og som ubarmhjertigt forfølger deres mål. Den
anden side har primært bestået af naive, apolitiske videnskabsmænd,
som er fordybede i en objektiv søgen efter sandhed om den virkelige
verden. Hvad der er endnu værre, er, at mange på den objektive
videnskabs side aldrig har indset, at de befinder sig i midt en
ideologisk konflikt. Ved at betragte ærlighed som det essentielle
første krav og højeste dyd i videnskab, har de naturligt, men
naivt, antaget, at alle, som kalder sig selv for videnskabsmænd,
deler de samme værdier og mål. Således er ærlig videnskab, i hvert
fald på kort sigt, blevet skæbnesvangert udmanøvreret af dens
modstandere, som forfølger helt andre mål og spiller efter et helt
andet regelsæt.
David Horowitz
I denne henseende henviser jeg til to generelle kommentarer om
det kulturelle miljø i Amerika - og dermed i Vesten generelt. Deres
titler illustrerer glimrende det klima, hvori den store
transformation har fundet sted. Den ene hedder It's a War,
Stupid! skrevet af David Horowitz, Peter Collier og J. P.
Duberg (1997). Horowitz er en af Amerikas mest toneangivende
neo-konservative skribenter. "Neo-konservative" er for det meste
venstre-radikale aktivister fra 1960erne, som har adopteret en
"konservatisme", der er karakteriseret ved militant støtte til
Israel. Horowitz er en selverklæret "red diaper baby", opvokset i
New Yorks jødiske samfund, hvor kommunistpartiet var dominerende.
It's a War, Stupid! har som sit hovedpunkt, at socialister
hele vejen igennem det tyvende århundrede har ført en ensidig
ideologisk krig mod det traditionelle samfund. Som i enhver krig er
sandheden det første offer. Horowitzs budskab er, at mange af det
traditionelle samfunds forsvarere aldrig indså, hvad der skete lige
for øjnene af dem. Titlen kunne ligeså vel have været Wake Up,
Stupid!
Den anden bog er America's 30 Years War: Who is
Winning? af Balint Vazsonyi (1998). Det lykkedes for Vazsonyi
at flygte fra sit hjemland, Ungarn, under den korte anti-sovjetiske
opstand i 1956. Da han har levet under to totalitære regimer, det
nationalsocialistiske og det kommunistiske, er han personlig
bekendt med begges taktik. I sin bog er hans hovedbekymring, at
socialisme langsomt er ved at omdanne Amerika. Mens medierne
frejdigt fortæller os, at Sovjetunionens sammenbrud markerede
afslutningen på den kolde krig, så er internationale socialister i
gang med at vinde en ideologisk verdenskrig. Vazsonyi identificerer
fire amerikanske forfatningsprincipper, lovgivning, individuelle
rettigheder, ejendomsretten og en fælles kulturel identitet. Disse
fire principper har deres rod i landets unikke angelsaksiske arv.
Han advarer om, at disse basale principper langsomt er ved at
bliver erstattet af socialisme. Således har vi i dag
regeringssanktionerede grupperettigheder, regeringsbestemt
distribution af ejendom og religiøs multikulturalisme.
Sådan har det ikke altid været.
Tidlig darwinistisk psykologi
Da psykologien tog sin begyndelse som videnskab var Darwin
tilstede. I 1844 skrev Darwin (Desmond & Moore, 1991) et 230
siders langt manuskript, der forklarede hans grundteori. Det blev
aldrig udgivet, selvom Darwin instruerede sin kone i at få det
udgivet i tilfælde af sin død. I 1859 blev Darwins teori
præsenteret for offentligheden i, hvad han kaldte et "kort
abstract". Det var en 490 siders tekst med titlen On the Origin
of Species by Means of Natural Selection Or the Preservation of
Favoured Races in the Struggle for Life. De basale elementer
af hans teori er ret ligetil:
- Forskellighed: Der findes individuelle forskelle i mange
træk.
- Arvelighed: De individuelle forskelle er i et vist omfang
nedarvede.
- De individuelt forskellige træk, der kan nedarves, kan evt.
bidrage til forskellig grad af succes i kampen for livet. Hvis de
typer, som har mest succes i denne kamp for livet, adskiller sig
fra gennemsnittet, altså hvis de overlegne overlevere har haft
flere eller færre bestemte træk, så kan en art ændre sig, dvs.
udvikles, under pres fra den naturlige udvælgelse.
I Origin of Species undlod Darwin næsten helt at nævne
mennesket. Faktisk er den eneste bemærkning om mennesket en kort
passage hen mod slutningen: "I den fjerne fremtid ser jeg gode
muligheder for langt mere vigtig forskning. Psykologi vil blive
baseret på et nyt fundament; nemlig det, at enhver mental kraft og
kapacitet nødvendigvis erhverves ved graduering. Lys vil blive
kastet på mennesket og dets historie." (Darwin, 1859, s. 458,
første udgave).
Sir Francis Galton
Det var Darwins halvfætter Sir Francis Galton (Whitney, 1990),
som øjeblikkeligt optog implikationerne for psykologi. Galton var
en af de mange videnskabsmænd, som ved eksponering for Darwins
teorier om naturlig selektion, reagerede noget i stil med at
udbryde "Selvfølgelig! Hvorfor indså jeg ikke det?" I 1865 havde
Galton udgivet to artikler under titlen Hereditary Talent and
Character. Disse omhandlede individuelle forskelles
arvelighed. Artiklerne blev uddybet og udvidet i hans bog
Hereditary Genius: An Inquiry into its Laws and
Consequences (Galton, 1869).
I sin entusiasme for at opdage arvelighedslovene opfandt Galton
meget af biometrikken og mange statistiske teknikker, som f. eks.
regression, korrelation, variationsdeling, som stadig finder
general anvendelse i dag (Stigler, 1986). Galton opdagede, at mange
træks individuelle forskelle fordelte sig efter en normal
fordeling. Faktisk var det Galton, som betegnede den bekendte "bell
curve" som "normal", i den forstand, at den almindeligvis kunne
observeres. Han opdagede også, at psykologiske træk ikke var mindre
arvelige end fysiske træk. Han opfandt udtrykket eugenik (velfødt)
for den nye videnskab om menneskelig arvelighed og evolution samt
denne nye videnskabs anvendelse til gavn for menneskeheden
(Whitney, 1990).
Ved det tyvende århundredes begyndelse var mange socialt
progressive tilhængere af eugenikken og de intellektuelle
grundlæggere af de nye sociale og psykologiske videnskaber
overbevidste arvelighedstilhængere og darwinister. F. eks.
betragtede William James, ofte kaldet Amerikas første psykolog og
G. Stanley Hall, grundlæggeren af American Psychological
Association samt mange andre, den psykologiske videnskab som en del
af naturvidenskaberne. Psykologiens hovedproblemstillinger
omfattede studiet af to centrale aspekter af Darwins
evolutionsteori, for det første individuelle arvelige forskelle og
for det andet studiet af naturlig selektion, der resulterede i
menneskelige instinkter og arvelige adfærdsanlæg. Den toneangivende
teoretiske orientering i amerikansk psykologi blev kaldt
"funktionalisme" for at understrege studiet af "funktion" i
relation til, hvor godt et træk var - hvordan det virkede - i den
naturlige selektions kampen for tilværelsen (Degler, 1991; Goodwin,
1999).
Efter en begyndelse, hvor Darwins evolutionsteori var af central
betydning for psykologisk teori, mistede Darwin i løbet af det
tyvende århundrede betydning for mainstream psykologi.
Et skifte til egalitarisme
Ved det tyvende århundredes afslutning havde et forunderligt
teoretisk og ideologisk skift fundet sted. Darwinismens grundtanke
om, at arvelige forskelle har betydning i tilværelsen, blev
rutinemæssigt angrebet som værende moralsk og etisk frastødende.
(Ud fra dette synspunkt er sandt eller falskt irrelevant og kun
"feel good" slogans betyder noget). I denne ideologisk påvirkede
atmosfære bliver emotionelle skældsord så som "racist", "sexist",
"nazist" og "ny-nazist" hyppigt slynget i hovedet på tilhængere af
et darwinistisk perspektiv.
Darwinistiske videnskabsmænd bliver skældt ud for "genetisk
determinisme", der afvises som værende groft simplificerende. Men
dette er uærlig kritik. Dette er blot skældsord uden noget
grundlag. Faktisk har ingen darwinistisk videnskabsmand nogensinde
været "genetisk determinist". I dag støtter de såkaldte
samfundsvidenskaber det moderne liberale demokratis herskende
antagelser og slogans. Disse antagelser og slogans omfatter:
- Egalitarisme, der er en næsten religiøs lighedsfanatisme.
- Miljødeterminisme, der påstår, at arvelighed er socialt
betydningsløs.
- Absolut biologisk lighed og kulturrelativisme, det "politisk
korrekte" synspunkt ifølge hvilket alle kulturer er lige gode -
undtagen den "onde" vestlige kristne civilisation.
- Marxistisk socialisme og kommunisme, der opfattes som den
"progressive" vej til en ideel fremtid (Hunt, 1999; Pearson, 1996;
1997; Whitney, 1997; 2000).
Dette radikale skift fra darwinistisk videnskab til en egalitær
eller marxistisk ideologi skete ikke på basis af nogen former for
nye empiriske beviser, men faktisk i modstrid med mange nye
empiriske opdagelser.
Karl Marx
Den anti-darwinistiske ideologi havde sin oprindelse i det
nittende århundredes europæiske sociale og politiske bevægelser.
Jøderne i Europa blev, begyndende med den franske revolution (1789)
og derefter igennem det nittende århundrede, gradvist
"emanciperet". Den sidste retslige forhindring for deres
aktiviteter (uden for Rusland) sluttede med den nye tyske
forfatning af 1871. Selvom Europas jøder retsligt blev behandlet
som lige og fuldstændigt integrerede borgere i, hvad der den gang
stadig var en overvejende kristen civilisation, så forblev meget af
den jødiske intelligentsia fjendtligt indstillet overfor
traditionel europæisk kultur. Den måske mest indflydelsesrige i
denne forbindelse var Karl Marx. Selvom hans far var en advokat,
der var blevet kristent døbt af sociale og forretningsmæssige
årsager, stammede Marx på begge forældres side ikke desto mindre
fra en lang række af lærde rabbinere.
Darwin formulerede sin teori om naturlig selektion som en
mekanisme for evolution på nogenlunde samme tid, som Karl
Marx og Friedrich Engels udsendte Det Kommunistiske
Manifest. Kort tid efter dets offentliggørelse i 1847 brød en
bølge af revolutionsforsøg ud over hele Europa. Det første bind af
Marxs store værk Das Kapital udkom i 1867, ni år efter
udgivelsen i 1859 af Darwins On the Origin of Species og
to år før Galtons Hereditary Genius. Marx havde ønsket at
dedikere Das Kapital til Darwin, for herved at vise sin påskønnelse
af Darwins evolutionsteoris materealistiske karakter og ideen om
fremskidt i verden. Men Marx var sandelig ingen biolog.
Ifølge Marx havde menneskeheden udviklet sig via darwinistisk
naturlig selektion indtil fremkomsten af sprog og kultur. Herefter
erstattede en anderledes historisk mekanisme totalt biologisk
evolution. Efter at "produktionsmidlerne" var kommet på private
hænder ved historiens begyndelse, forklarede Marx, blev kamp og
krig mellem sociale og økonomiske klasser den helt afgørende faktor
for menneskelig udvikling. På linje med næsten alle sin samtids
uddannede personer var Marx efter nutidige målestokke både en
racist og sexist. Men den intellektuelle og politiske bevægelse,
der bærer hans navn, kom snart til at stå for en radikal form for
egalitarisme, hvilket også er karakteristisk for nutidig (og
politisk korrekt) demokratisk venstreorientering.
Franz Boas, en tyskfødt jødisk intellektuel, som levede det
meste af sit liv i de Forenede Stater, bliver med rette betragtet
som den, der frem for alle andre, afskaffede teorien om
darwinistisk evolution i Amerika. Men for at få en indsigt i hans
tilgang og indflydelse, er det nødvendigt at starte med en
overvejelse af hans onkel af ægteskab Abraham Jacobi.
Nogle af de toneangivende personer
Abraham Jacobi (1830-1919). Hans familie var nære venner med
Franz Boas' mors familie, Meyerne fra Minden. Da Jacobi blev sendt
på gymnasiet i Minden i Vestfalen, tilbragte han det meste af sin
fritid hos familien Meyer. Hos familien var der en søn på hans egen
alder og en yngre dreng, som han gav lektiehjælp. Hertil kom
Meyer-søstrene, Sophie og Fanny. Sophie blev senere gift med Meier
Boas og blev mor til Franz. Fanny giftede sig senere med Abraham
Jacobi. Som hans onkel af ægteskab havde Jacobi en stor og livslang
indflydelse på Franz Boas.
Abraham Jacobi
Selv mens han gik på gymnasium var den unge Abraham Jacobi
tiltrukket af radikale venstreorienterede ideer. Senere som
medicinstuderende var både han og Sophie Meyer og søsteren Fanny
medlemmer af en radikal venstreorienteret politisk klub. Alle tre
var engagerede i forskellige aktiviteter til støtte for den
Kommunistiske Liga under de fejlslagne revolutioner i
1848-1851.
I et brev, der har overlevet, udtrykker Sophie sin forbitrelse
over revolutionens nederlag og sin frustration over kvindens rolle
i det traditionelle samfund (Cole, 1999). Sophie var også aktiv i
de revolutionære bevægelser i 1870erne. Unge Franz Boas absorberede
disse holdninger, næsten bogstaveligt, ved sin mors bryst.
I august 1851 efter Abraham Jacobis anholdelse i Berlin for
højforræderi ransagede politiet hans søsters hjem i Minden. Jacobi
var indespærret i to år. Efter sin løsladelse flygtede han til
England, da han frygtede endnu en anholdelse.
I London besøgte Jacobi Karl Marx, og han var for en tid gæst
hos Friedrich Engels i Manchester (Cole, 1999). Da han fandt det
vanskeligt at praktisere medicin i England, flyttede Jacobi til de
Forende Stater, hvor han slog sig ned i New York. Med tiden blev
han en succesrig læge, en leder i New Yorks jødiske samfund og
professor i medicin (pædiatri) ved Columbia University.
Lad der ikke være nogen tvivl mht. til Jacobis interesser og
aktiviteter. Selvom han nød godt af frihederne i den angelsaksiske,
amerikanske republik, søgte Jacobi at underminere præcist det
samfund, hvis friheder gav ham mulighed for at trives. Karl Marx
bemærkede Jacobis revolutionsfremmende socialistiske aktiviteter i
de Forende Stater. Marx skrev, at "Jacobi gør god forretning.
Yankeerne kan lide hans seriøse facon." (Putnum, 1967, side 17).
Den 29. marts 1917 skrev Jacobi et lykønskningstelegram til den nye
venstreorienterede regering i Rusland. Som medunderskrivere på
lykønskningstelegrammet var andre ledere fra det jødiske samfund,
som f. eks. Oscar Straus og Rabbi Steven S. Wise (Szajkowski,
1972).
Jacobi hjalp også Franz Boas. Han præsenterede Franz for dennes
kommende kone, datteren af en succesrig læge fra New York. Og det
var Jacobi, som i 1886 opfordrede Franz til at immigrere til de
Forende Stater, hvor han igennem vennen Carl Schurz skaffede Franz
et job på et museum. (Schurz var prominent i Amerikas politiske og
intellektuelle liv, og han var for en tid senator for staten
Missouri samt Indenrigsminister under præsident Hayes.) Selv med så
indflydelsesrige støtter drev Franz Boas i nogle år fra den ene
midlertidige eller deltidsstilling til den anden. I 1896 efter hele
ti års ophold i de Forende Stater tilbød Columbia University ham
modvilligt en midlertidig deltidsstilling, som
undervisningsassistent ved det psykologiske fakultet. Han fik kun
denne stilling efter, at Abraham Jacobi, universitets
indflydelsesrige professor i medicin, personligt garanterede at
betale halvdelen af Boas´ løn (Cole, 1999).
I 1899 blev Franz Boas endelig udnævnt til professor i
antropologi ved et nyt fakultet for psykologi og antropologi
(Hyatt, 1990). Han sikrede sig dog kun denne post efter, at Jacobi
endnu en gang havde garanteret at betale en stor del af hans løn
Cole, 1999).
Franz Uri Boas
Franz Uri Boas (1858-1942) voksede op i et radikalt socialistisk
jødisk hjem, hvor han tidligt udviklede et vedvarende mishag, had
ville nok ikke være for stærkt et ord, ved den traditionelle
preussiske kristne kultur, der omgav ham. Senere angreb og
undergravede han fra sin position som antropolog i de Forende
Stater, Amerikas traditionelle europæiske kulturarv, dets normer og
værdier.
Boas var aldrig en kujon, og som student i Tyskland udkæmpede
han mange kampe som reaktion på ægte eller indbildte fornærmelser
og antisemitiske hændelser. Spidsen af hans næse blev hugget af i
en kamp, og han mistede en smule af sin hovedbund i en anden. Han
fik et ar over det ene øje og et mindre ar fra sin hage til sin
tinding på den ene side af sit hoved.
Så tidligt som i 1894 argumenterede Boas for, at race som
biologisk koncept ikke var nogen faktor i relation til intelligens
eller evner. Selv hans sympatisk indstillede biografer
understreger, at Boas' arbejde på vegne af negerne og mod fordomme
blot var et belejligt dække. De selvtjenende og egoistiske aspekter
af hans arbejde ville have været for åbenlyse, hvis han direkte
havde talt for specifikke jødiske interesser. Ved at arbejde for at
gøre hvide og sorte lige bidrog han indirekte til jødernes
muligheder for indflydelse og magt, for hvis de hvide først blev
overbevist om, at de burde accepterer de sorte som deres ligemænd,
så ville de snart acceptere hvem som helst (Hyatt, 1990).
Faktisk fastholder den jødiske forfatter Gelya Frank i en
artikel i det meget anerkendte videnskabelige fagtidsskrift
American Anthropologist, at
"Franz Boas' teorier om race og
kultur var konsistente med tyske jøders assimilationsstrategier i
Amerika... David Levering Lewis bemærker, måske for afvisende, at
jøder ved at støtte borgerrettigheder for sorte igennem National
Association for the Advancement of Colored People (NAACP) og
National Urban League bekæmpede antisemitisme ved "fjernstyring".
"Ved at assistere i korstoget for at bevise, at afro-amerikanere
kunne være anstændige, tilpassede, og kultiverede mennesker blev
jøderne i borgerrettighedsbevægelsen på en måde sparet for direkte
at skulle bekæmpe antisemitiske stereotyper. For hvis sorte kunne
blive gode borgere, så måtte hvide amerikanere naturligvis få den
opfattelse, at alle andre grupper kunne blive endnu bedre borgere."
(Lewis, 1992: 31, i Frank, 1997, s. 735).
Talrige forfattere har behandlet Boas' indflydelse på at gøre
antropologien og dens associerede videnskaber egalitære og
miljøfikserede. Carleton Putnam har f. eks. indsigtsfuldt bemærket,
at
"Hvad kunne have været mere
naturligt for en bevægelse, som her kaldte sig kommunisme, der
Marxisme og andre steder socialisme, (men altid med den samme
kerne, som jeg finder lettest at beskrive med ordet egalitarisme)
end, at den i dens strategier skulle have omfattet undermineringen
af videnskab såvel som undermineringen af regeringer? (Putnam,
1961, s. 16).
Putnam fortsatte med at skrive, at mens han læste Boas
"side for side steg min forundring.
Her var der snu og snedig propaganda forklædt som videnskab,
nyttesløse forsøg på at bevise ubeviselige teorier... mønsteret
begyndte at gentage sig selv, de glatte teknikker for at undvige
hovedspørgsmålene, de vidtløftige afledninger, lyden uden
substans." (Putnam, 1961, s. 18)
Der kunne siges meget mere om Boas' teknikker, men jeg ønsker
her tydeligt at vise de intellektuelle og personlige bånd mellem
Boas, dvs. den boasianske tilgang til samfundsvidenskab og
udviklingen (eller måske regressionen) af psykologi.
Hovedpropagandisten for elimineringen af Darwins overvejelser
indenfor psykologi og for deres erstatning med teorier, der tog
udgangspunkt i miljøets determinerende betydning, var John Broadus
Watson, faderen til den såkaldte "behaviorisme". Watson var så
indflydelsesrig, at meget af den akademiske psykologi i midten af
det 20. århundrede havde redefineret sig selv som "studiet af
adfærd."
Blandt kritikerne førte dette skift fra psykologi som
studiet af det menneskelige sind til psykologi som studiet af
menneskelig adfærd til nogle bitre indsigtsfulde vittigheder. En
var, at psykologi - ordet kommer af "psyke", det græske ord for
sjæl og "ologi", der betyder studiet af - begyndte som det
videnskabelige studie af sjælen, menneskehedens basis, men med de
materielle videnskabers fremgang, mistede psykologien først sin
sjæl og blev til studiet af sind og bevidsthed. Så kom fremgangen
af Freuds psykoanalyse med dens fokusering på det ubevidstes store
betydning, hvorved psykologien mistede sin bevidsthed. Med Watson
og behaviorisme mistede psykologien endelig sin forstand.
John Broadus Watson
John Broadus Watson (1878-1958) blev født i Reedy River, South
Carolina og af sin hengivne mor opkaldt efter en berømt
baptistpræst, John Broadus. I efteråret 1900 påbegyndte Watson
studier ved University of Chicago (Buckley, 1989). For at forstå
hans udvikling som en hovedfortaler for anti-darwinistisk
psykologi, er det nødvendigt, at vi ser på, hvad der mødte ham i
Chicago.
University of Chicago åbnede som en gave fra John D. Rockefeller
i 1892. Da det var meget velhavende, blev det tidligt førende
indenfor universitetsuddannelse ved at hyre de bedst tænkelige
ansatte. Den såkaldte "funktionalistiske" tilgang til psykologisk
teori, der som tidligere nævnt understregede betydningen af Darwins
tanke om naturlig udvælgelse, blev ofte kaldt for "Chicago-skolen"
på grund af betoningen af dens betydning fra vigtige videnskabsmænd
ved University of Chicago (Buckley, 1989; Goodwin, 1999). Dette er
noget ironisk, fordi det var en uddannelse på University of
Chicago, der førte til latterliggørelsen og undergangen af
"Chicago-skolen". For at forstå dannelsen af Watsons perspektiv, er
vi nødt til at se på den indflydelse, som tre af hans professorer
havde på ham. De tre var: John Dewey, Jacques Loeb, and Henry
Donaldson.
John Dewey, berømt for sine bestræbelser indenfor eksperimentel
og progressiv uddannelse, var i 10 år formand for University of
Chicagos filosofiske fakultet, før han i 1904 flyttede videre til
Columbia University. Selvom Dewey er berømt for en række ting,
herunder understregningen af betydningen af at anvende resultaterne
fra eksperimentel psykologi indenfor uddannelse og for sin støtte
til de såkaldte "progressive" bevægelser i samfundet og indenfor
uddannelse, var han ikke kommunist. Selvom han var en tidlig støtte
af American Civil Liberties Union (ACLU) trådte han i 1930erne
tilbage fra ACLU med den klage, at organisationen var blevet
overtaget af kommunister (Scruton, 1995). J. B. Watson ansøgte
oprindeligt om optagelse på University of Chicago for at studere
filosofi under Dewey. Han skiftede ret hurtigt sit hovedfag til
psykologistudiet og udtalte senere, at han aldrig forstod noget af
det, som Dewey sagde. (Det siges, at Dewey var en forfærdelig
forelæser.) Selvom Watson skiftede sit hovedfag til psykologi,
beholdt han filosofi og Dewey som bifag.
Jacques Loeb var en berømt fysiolog, som immigrerede fra
Tyskland i 1891. Han var en af de mere åbenmundede radikale
socialister i sin samtid. Han var forbitret fjendtlig overfor
Darwins evolutionsteori fordi, som han sagde, den kunne blive
brugt til at støtte kristen teologi og de frie markedskræfter. Han
argumenterede også for, at evolutionsteorien ikke levede op til
rollen som en sand videnskab, fordi den ikke var tilstrækkelig
eksperimentel (Pauley, 1987). J. B. Watson betonede senere, at en
sand psykologisk videnskab ville være i stand til at "forudsige og
kontrollerer" adfærd - et mantra som han havde fået fra Jacques
Loeb. Loeb docerede, at adfærdskontrol var videnskabelig forsknings
ultimative mål. For Loeb var "Videnskabelig viden et værktøj til at
modificere og kontrollere eksisterende organismers adfærd og i
sidste instans til at producere nye organismer kunstigt igennem
biologisk ingeniørkunst" (Buckley, 1989, p. 41).
Dette var et budskab, som den unge Watson grundigt tog til
sig.
Den tredje stærke indflydelse på J.B. Watson var den velkendte
hjernespecialist Henry H. Donaldson. Før han i 1892 begyndte på
University of Chicago havde Donaldson været blandt de ansatte på
Clark University, hvor på samme tid Franz Boas havde en stilling
som docent på et "år for år" basis. Sammen med deres respektive
koner boede Donaldson og Boas kun en boligblok fra hinanden, de
havde næsten samme alder, og de havde hver et barn, som også var på
samme alder. Yderligere kom deres koner særdeles godt ud af det med
hinanden. De blev hurtigt venner. Mange år senere beskrev Boas
Donaldson som sin bedste ven i Amerika, og familien Boas opkaldte
endog senere en baby (Henri) efter Henry Donaldson (Hyatt, 1990;
Cole, 1999). Det var i Franz Boas' bedste vens og åndsfælles
laboratorium, at John B. Watson gennemførte sin forskning til sin
doktorafhandling. Der blev udgivet et mindefestskrift i forbindelse
med 25 året for Boas' Ph.d. (Boas, 1906). Den første artikel i
dette særlige mindefestskrift var forfattet af Henry Donaldson med
påskønnelse af J. B. Watson (Donaldson, 1906). Således fik Watson
sin indoktrinering med progressivt socialistisk miljødeterminisme
og anti-darwinisme under sin uddannelse fra tre af sine mest
indflydelsesrige lærere.
Efter alle udsagn at dømme var Watson en kvik og hårdt
arbejdende studerende. Da han modtog sin doktorgrad i 1903, var han
som 25årig den yngste person til nogensinde at have opnået en
doktortitel fra University of Chicago ind til da. I 1903 giftede
Watson sig også med en 19årig studine, som forsynede ham med endnu
en forbindelse til venstreorienteret socialisme. Hans nye kone Mary
Ickes var den yngste søster til Harold Ickes (Buckley, 1989).
Watsons nye svoger spillede en stor rolle i promoveringen af
egalitære, socialistiske politikker i De Forenede Stater. For en
tid var Harold Ickes præsident for Chicago-afdelingen af National
Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Han blev
senere indenrigsminister under præsident Franklin Roosevelt, som
satte ham til at lede nogle af de mest berømte "New Deal" projekter
(Clarke, 1996; Watkins, 1990). Så dedikeret til racemæssige
egalitarisme var Ickes, at historikeren Arthur Schlesinger, Jr. har
beskrevet ham som Roosevelt-administrationens "uformelle minister
for negroide anliggender" (Schlesinger, 1957).
Som 65årig enkemand giftede Harold Ickes sig med en næsten 40 år
yngre kvinde. Deres søn, som også hed Harold Ickes, fik senere
indflydelsesrige poster, både officielle og uofficielle, i
Clinton-administrationen.
Således begyndte John B. Watson sin akademiske karriere med gode
forbindelse, både akademisk og politisk, til venstreorienterede
kredse. I 1913 blev han inviteret til at præsentere en
foredragsserie på Columbia University. Det første foredrag blev
udgivet under titlen "Psychology as the Behaviorist Views it"
(Watson, 1913). Et af dets hovedtemaer var, at psykologisk
videnskabs "teoretiske mål" burde være "forudsigelsen og kontrollen
af adfærd", og at behaviorisme ville producerer teknikker til
socialkontrol til at forbedre samfundet.
Watsons tale som præsident for American Psychological
Association i 1915 bar titlen "The place of the conditioned reflex
in psychology" (Watson, 1916). I denne introducerede Watson den
betingede refleks, der var blevet studeret af russerne Pavlov og
Bechterev, som central for al psykologisk udvikling. Efter hans
opfattelse var læringsforhold af central betydning, mens arvelige
påvirkninger af udviklingen simpelthen var uvigtige.
I årtier fortsatte Watson med at skrive med en provokerende og
propagandistisk stil. Her er nogle eksempler på denne stil fra hans
bog Behaviorism fra 1930:
Vores arvelige struktur ligger klar
til at blive formet på tusind forskellige måder - den samme
struktur - afhængigt af den måde, hvorpå barnet opdrages. Nogle vil
sikkert indvende, at behavioristen taler imod etablerede
kendsgerninger indenfor eugenik og eksperimentel evolution - at
genetikerne har bevist, at mange af forældrenes adfærdsmæssige
karakteristika nedarves til afkommet. Vores svar er, at genetikerne
arbejder under det gamle "evne"-psykologiske banner. Man behøver
ikke at tillægge nogen af deres konklusioner ret megen vægt. Vi
tror ikke længere på evner eller nogen stereotypiske
adfærdsmønstre, der går under navnene "talent" og nedarvede
egenskaber. (Watson, 1930, side 97-99)
Giv mig et dusin sunde spædbørn,
velskabte og min egen specificerede verden til at opdrage dem i, og
jeg vil garanterer, at jeg vil kunne tage en tilfældig og træne ham
til at blive en hvilken som helst type af specialist. Jeg vælger
måske - doktor, advokat, kunstner, handelschef og, ja, tigger og
tyv, uagtet hans talenter, inklinationer, tendenser, evner, kald og
hans forfædres race. (side 104)
Watsons opfattelse kunne næppe have været mere ukorrekt. Som en
eminent psykolog har påpeget "siden Watsons afsigelse er der ikke
gået et eneste år uden offentliggørelse af et eller andet bevis,
der viser, at den var forkert" (McClearn, 1962, side 237). I
modstrid med beviserne blev denne ekstreme miljøfanatiske og
anti-arvelige opfattelse med tiden til den vel forskansede
"traditionelle opfattelse", der i dag tamt accepteres af de fleste
psykologer.
Denne anti-arvelige opfattelse adskiller sig ikke væsentligt fra
den latterlige "Lysenkoisme" fra Sovjetunionen, der ofte citeres
som et strålende eksempel på dårskaben ved at forsøge at underordne
videnskab politisk ideologi (Soyfer, 1994). Men hvorimod
Stalin-tidens Sovjetunions anti-arvelige "Lysenkoisme" blev
gennemtvunget på statslige ordrer, hersker den de facto i De
Forende Stater via "konsensus". Desværre er disse ufaktuelle
egalitære og miljødeterministiske teorier stadig centrale for mange
samfundsforskeres opfattelser, og i dag ligger de til grund for
megen social og uddannelsesmæssig politik i De Forenede Stater
(Whitney, 1998a).
Margaret Mead
Hvad Watson gjorde for psykologien, gjorde en anden af Boas'
disciple for sex. Margaret Mead (1901-1978), en biseksuel student
af Boas, rejste til Samoa for at udføre forskningen til sin
doktorafhandling. Da hun kom tilbage, udgav hun sine resultater i
en bog med titlen Coming of Age in Samoa: A Psychological Study
of Primitive Youth for Western Civilization (Mead, 1928), der
blev et af de mest indflydelsesrige værker i De Forene Stater fra
1940erne til 1970erne. Undertitlen burde have været en advarsel.
Kort fortalt går Meads best-seller ud på, at traditionel vestlig
civilisations seksuelle begrænsninger forårsager pubertetens
følelsesmæssige besværligheder og føre til krige, fordomme,
snæversyn og undertrykkelsen af kvinder. Mead hævdede, at unge på
Samoa fik lov til, faktisk blev opfordret til, at deltage i fri,
afslappet, promiskuøs sex. Resultatet var et samfund bestående af
lykkelige, veltilpassede, fredelige, åbne, venlige folk. Denne
opfattelse kom senere til udtryk i 1960ernes populære slogan "Make
Love, Not War", og den tilskyndede til denne "seksuelle
revolution". I de sidste år af sit liv var Margaret Mead et
kulturelt ikon.
Kulturantropologer elskede Coming of Age in Samoa, og
de gjorde den til et af hyppigst pensumtildelte værker indenfor
faget. I de tidlige 1980ere blev den afsløret som en samling af
løgne (Freeman, 1983; O'Keefe, 1983). I året 2000 udnævnte
Intercollegiate Studies Institute of Wilmington (i Delaware) Meads
afhandling fra 1928 til det seneste århundredes værste faglitterære
bog. De kunne lige så godt have udnævnt den til den værste
skønlitterære bog. På dette punkt er der nu bred akademisk
konsensus. Det ubesvarede hovedspørgsmål er blot, hvem der var den
værste løgner; var det Mead selv eller blev hun vildledt af sine
unge indfødte informanter (Freeman, 1998)? Men selvom den er blevet
grundigt miskrediteret fastholder nogle antropologer, at
vigtigheden og godheden ved Meads budskab tilsidesætter bogens
mangel på sandfærdighed (Barkan, 1992; Foerstel & Gilliam,
1992; Lamb, 1994). "Meads første ægtemand, Luther Cressman,
erindrede senere Meads karakteristiske svar, når hun blev
konfronteret med en af sine konklusioner, der ikke var rigtig;
"Hvis den ikke er, burde den være" ville hun sige". (Price, 1999,
side A17)
Blandt Meads andre indflydelsesrige værker var en anden
klassiker indenfor kreativ skribentvirksomhed; Sex and
Temperament in Three Primitive Societies (1935). I denne
forsøgte Mead at vise, at vestlig civilisations mandschauvinisme
var et kulturelt fænomen uden nogen basis i menneskelig biologi.
Hun hævdede, at relationerne mellem de to køn i andre kulturer, med
deres ikke-vestlige traditioner, var meget anderledes. I en kultur
mødte hun kvinder, som var de seksuelt aggressive, mens mændene var
kokette. Kvinderne styrede tingene politisk, mens mændene passede
hjemmet. I en anden ikke-vestlig kultur fastholdt hun, at både mænd
og kvinder var fredelige og "kvindelige", mens begge køn i en
tredje kultur var ubehagelige stræbere, som mindede om hvide,
vestlige mænd. I de tre kulturer, som hun portrætterede sammen med
vestlig civilisation, manifesterede der sig enhver tænkelig
kombination af hunkøn-hankøn dominansforhold. Konklusionen var
indlysende: Forskelle på mænds og kvinders sociale roller i
vestlige og europæiske kulturer måtte skyldes traditionel vestlig,
kristen civilisations onder.
Pavelig autoritarisme
Franz Boas og hans disciple var ikke altid tilbageholdende
omkring at proklamere deres ideologis sociale og politiske
implikationer. Boas modtog til dels økonomisk støtte fra American
Jewish Committee og fra Jacob Schiff, en prominent jødisk bankmand,
om hvem det siges, at han hjalp med til at finansiere den russiske
revolution i februar 1917. Og selv var Boas medlem af mere end 40
organisationer, der kunne identificeres som kommunistiske eller som
kommunistiske "front grupper" (Hyatt, 1990). (Interessant er det,
at tidligere vicepræsident Al Gores datter giftede sig med Andrew
Schiff, barnebarnet til Jacob Schiff.)
I oktober 1935 skrev Franz Boas til Raymond Pearl for at få en
udtalelse om race, der efter den var blevet underskrevet af
prominente videnskabsmænd, ville blive cirkuleret bredt. Idet han
tog forbehold, skrev Pearl, at han tvivlede på,
hvor klogt og strategisk rigtigt,
det var, at handle på den måde, du foreslår i dit brev... Jeg nærer
en stærk modvilje mod, at videnskabsmænd kommer med indsigelser,
når de udtaler sig - hvor camoufleret det end måtte være - om
politiske spørgsmål eller vinkler på politiske spørgsmål, som har
mere eller mindre relation til rent videnskabelige anliggender...
Jeg er ufravigeligt modstander, nu og til alle tider, af enhver
form for pavelig autoritetstro i videnskabens navn (Provine,
1973)
Måske var det mest fremragende eksempel på "pavelig
autoritetstro i videnskabens navn" UNESCOS udtalelse om race fra
1950, der efter videnskabelige protester blev mortificeret og
genudsendt i 1952. Blandt dens andre falskheder erklærer denne vidt
og bredt citerede udtalelse, at der ikke var nogen beviser for
arvelige psykologiske forskelle mellem racerne.
Ashley Montagu
UNESCO udtalelsen var et produkt af en komite, der blev ledet af
en af Boas' studenter; Ashley Montagu (født Israel Ehrenburg)
(Provine, 1973; Pearson, 1996). Montagu havde tidligere forfattet
en stærkt promoveret bog Man's Most Dangerous Myth: The Fallacy
of Race (1942), der forsøgte at falsificere racebegrebets
biologiske realitet. UNESCO udtalelsen blev sendt til 106
antropologer eller genetikere for at få deres kommentarer. Af de
80, som svarede, havde 31 substantiel kritik, principielt om
bestemmelsen, der implicerede lighed i relation til mentale træk
blandt racer. 26 var uenige i detaljer, mens kun 23 accepterede
udtalelsen, som den blev præsenteret (Provine, 1973).
Kenneth Clark, en prominent sort psykolog fra University of
Columbia, blev hemmeligt finansieret af American Jewish Committee
(Svonkin, 1997). Clark aflagde falsk og vildledende vidnesbyrd, der
blev anvendt af den amerikanske højesteret i 1954 i dennes
banebrydende dom i sagen Brown v. Board of Education, Topeka
Kansas, der påtvang racemæssige integration af de amerikanske
skoler (van den Haag, 1960).
En anden psykolog, som var påvirket af Boas, var Otto Klineberg
(1899-1992). Han udtrykte den socialpolitiske agenda i sin påståede
videnskabelige bog Race Differences (1935) således:
Denne bogs generelle konklusion er,
at der ikke er nogen videnskabelige beviser for racemæssige
forskelle i mentalitet.. Der er derfor ikke nogen grund til at
behandle to personer forskelligt, fordi de adskiller sig i fysisk
type. Der er ingen grund til at gøre immigrationslovene strammere
for et folk frem for et andet.. Der er ingen grund til at vedtage
lovgivning mod raceblanding. Der findes ingen racemæssig medfødt
aversion mod andre racer.
Der er en stigende tendens til i raceproblemet blot at se et
aspekt af klassekamp, i hvilken de, som er i en privilegeret
position, gør uvigtige forskelle i hudfarve eller religion eller
sprog til en belejlig undskyldning for deres egen fortsatte
dominans. De, som betragter racerelationer ud fra dette synspunkt,
ser kun et lille håb om nogen rigtige forbedringer, indtil det
nuværende konkurrenceprægede system er blevet erstattet med en ny
social orden. De peger med overbevisning på Rusland, hvor de
økonomiske forandringer er blevet ledsaget af en mere sympatisk
behandling af minoriteter, og hvor både klassekampen og
raceproblemet synes at være forsvundet. (Benjamin, 1997, side
617-618)
Undertrykkelse af almen viden
At samfundsvidenskaberne i vidt omfang er blevet korrumperede,
primært af jøder med en venstreorienteret ideologisk agenda, er
almen viden blandt akademikere indenfor faget. Et eksempel er Franz
Samelsons artikel "From 'race psychology' to 'studies in prejudice'
fra 1978, der blev publiceret i det videnskabelige fagtidsskrift
Journal of the History of the Behavioral Sciences. Efter
at have taget, hvad nogle opfatter som et paradigmeskift indenfor
psykologi, til efterretning "fra evolutionsgenetik til konceptet om
kultur, fra Darwin til Boas" skrev Samelson, at "det synes
diskutabelt, at en ændring i det etniske baggrundsmønster blandt
psykologer bidrog betydeligt til dette skift. Tidlig amerikansk
videnskab var overvejende "puritansk" eller i det mindste
angelsaksisk. Men fra tyverne og frem begyndte andre etniciteter i
stadigt stigende antal at bevæge sig ind i professionen, først
primært rekrutter med jødisk baggrund (Benjamin, 1997, side
639).
Gelya Frank (1997), som et eksempel på jødisk triumferende
skribentvirksomhed, påpeger, at kulturel antropologi forbliver et
overvejende jødisk foretagende, der består af træning til social
aktivisme. Svonkin (1997) skriver på en lignende måde. MacDonald
(1998) præsenterer et omfattende og glimrende studie af disse
aktiviteter.
Med hastig voksende viden om adfærdsgenetik og raceforskelle
(Whitney, 1999) er medlemmerne af den jødiske intelligentsia om
ikke andet blevet mere skingre i deres forsøg på at underminere
darwinistisk psykologi. Eksemplerne omfatter højt roste bøger af
Jared Diamond som Guns, Germs, and Steel: The Fates of Human
Societies (1997), der argumenterer imod genetiske
raceforskelle og Alas, Poor Darwin: Arguments Against
Evolutionary Psychology (Rose, 2000).
Selvom denne proces er almen viden blandt akademikere, forsøges
viden om jødisk involvering i emner med forbindelse til genetik,
race og psykologi aktivt undertrykt. I mange lande kan "politisk
ukorrekte" diskussioner om disse emner få en person fyret, mens
Anti-Defamation League, Simon Wiesenthal Centeret og deres
allierede pressionsgrupper på verdensplan presser på for at få
kriminaliseret enhver seriøs diskussion om raceforskelle (Whitney,
1998b). Forhåbentlig vil tiderne skifte, før "sandhedens
traditionelle fjender" opnår total kontrol.
Referencer
Barkan, E., (1992) The Retreat of Scientific Racism:
Changing Concepts of Race in Britain and the United States Between
the World Wars. Cambridge, England: Cambridge Univ. Press.
Benjamin, L. T., Jr., (1997) A History of Psychology:
Original Sources and Contemporary Research, 2nd ed. New York:
McGraw-Hill.
Boas, F., (1906) Boas Anniversary Volume: Anthropological
Papers Written in Honor of Franz Boas. New York: G.E.
Stechert
Buckley, K. W., (1989) Mechanical Man: John Broadus Watson
and the Beginnings of Behaviorism. New York: Guilford
Press.
Clarke, J. R., (1996) Roosevelt's Warrior: Harold L. Ickes
and the New Deal. Baltimore: Johns Hopkins Univ. Press.
Cole, D., (1999) Franz Boas, The Early Years,
1858-1906. Seattle, Washington: Univ. of Washington Press.
Darwin, C., (1859) On the Origin of Species by Means of
Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the
Struggle for Life. London: John Murray.
Degler, C. N., (1991) In Search of Human Nature: The Decline
and Revival of Darwinism in American Social Thought. New York:
Oxford Univ. Press.
Desmond, A., & J. Moore, (1991) Darwin. London:
Penguin Books.
Diamond, J., (1997) Guns, Germs, and Steel: The Fates of
Human Societies. New York: W.W. Norton.
Donaldson, H. H. (1906) (in collaboration with E. H. Dunn and J.
B. Watson), "A Comparison of the White Rat with Man in Respect to
the Growth of the Entire Body." In: Boas Anniversary Volume:
Anthropological papers written in honor of Franz Boas. New
York: G. E. Stechert. Pp. 5-26.
Foerstel, L., & A. Gilliam, eds., (1992) Confronting the
Margaret Mead Legacy: Scholarship, Empire, and the South
Pacific. Philadelphia: Temple Univ. Press.
Frank, G., (1997) "Jews, Multiculturalism, and Boasian
Anthropology." American Anthropology, vol. 99,
pp.731-745.
Freeman, D., (1983) Margaret Mead and Samoa: The Making and
Unmaking of an Anthropological Myth. Cambridge, Mass.: Harvard
Univ. Press.
Freeman, D., (1998) The Fateful Hoaxing of Margaret Mead: A
Historical Analysis of her Samoan Research. Boulder, Col.:
Westview.
Galton, F., (1869) Hereditary Genius: An Inquiry into its
Laws and Consequences. (1900 revised edition with American
preface), New York: D. Appleton.
Goodwin, C. J., (1999) A History of Modern Psychology.
New York: John Wiley & Sons.
Horowitz, D., P. Collier, & J. P. Duberg, (1997) It's a
War, Stupid! Los Angeles, Calif.: Second Thought Books.
Hunt, M., (1999) The New Know-Nothings: The Political Foes
of the Scientific Study of Human Nature. New Brunswick, New
Jersey: Transaction.
Hyatt, M., (1990) Franz Boas Social Activist: The Dynamics
of Ethnicity. New York: Greenwood.
Klineberg, O., (1935) Race Differences. New York:
Harper Bros.
Lamb, K., (1994) "Race Differences in the Annals of Science."
The Mankind Quarterly, Vol. 35, pp. 139-150.
MacDonald, K., (1998) The Culture of Critique: An
Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century
Intellectual and Political Movements. Westport, Conn.:
Praeger.
McClearn, G. E., (1962) "The Inheritance of Behavior." In: L.
Postman (Ed.), Psychology in the Making. New York:
Knopf.
Mead, M., (1928) Coming of Age in Samoa: A Psychological
Study of Primitive Youth for Western Civilization. New York:
William Morrow.
Mead, M., (1935/1963) Sex and Temperament in Three Primitive
Societies. New York: William Morrow.
Montagu, M. F. A., (1942) Man's Most Dangerous Myth: The
Fallacy of Race. New York: Columbia Univ. Press.
O'Keefe, T., (1983) "Mead, Freeman, Boas: Jewish Anthropology
Comes of Age in America." National Vanguard, June 1983,
pp. 5-10.
Pauley, P. J., (1987) Controlling Life: Jacques Loeb and the
Engineering Ideal in Biology. Oxford, England: Oxford Univ.
Press.
Pearson, R., (1996) Heredity and Humanity: Race, Eugenics
and Modern Science. Washington, DC: Scott-Townsend.
Pearson, R., (1997) Race, Intelligence and Bias in
Academe, 2nd ed. Washington, DC: Scott-Townsend.
Price, D. A., (1999) "Coming a Cropper in Samoa (book review of
The Fateful Hoaxing of Margaret Mead, by D. Freeman).
The Wall Street Journal, March 3, 1999, p. A17.
Provine, W. B. (1973). "Geneticists and the Biology of Race
Crossing." Science, Vol. 182, pp. 790-797.
Putnam, C., (1961; 2nd printing, 1980) Race and Reason, a
Yankee View. Cape Canaveral, Fla.: Howard Allen.
Putnam, C., (1967; 1980 printing) Race and Reality, a Search
for Solutions. Cape Canaveral Fla.: Howard Allen.
Rose, S. P. R., & H. Rose (eds.), (2000) Alas, Poor
Darwin: Arguments Against Evolutionary Psychology. London:
Harmony Books.
Samelson, F., (1978) "From 'Race Psychology' to 'Studies in
Prejudice': Some Observations of the Thematic Reversal in Social
Psychology." Journal of the History of the Behavioral
Sciences, vol. 14, pp. 265-278.
Schlesinger, A. M., (1957) The Age of Roosevelt (vol. 2):
The Coming of the New Deal. Boston: Houghton Mifflin.
Scruton, R., (1995). "Progressive Mischief" (book review of John
Dewey and the High Tide of American Liberalism, by Alan Ryan).
The Wall Street Journal, July 20, 1995.
Stigler, S. M., (1986) The History of Statistics.
Cambridge, Mass.: Harvard Univ. Press.
Soyfer, V. N., (1994) Lysenko and the Tragedy of Soviet
Science (Trans. from the Russian by L. Gruliow & R.
Gruliow). New Brunswick, New Jersey: Rutgers Univ. Press.
Svonkin, S., (1997) Jews Against Prejudice. New York:
Columbia Univ. Press.
Szajkowski, Z., (1972) Jews, Wars, and Communism
(Vol I): The Attitude of American Jews to World War I,
the Russian Revolutions of 1917, and Communism (1914-1945).
New York: KTAV Publishing House.
van den Haag, E., (1960) "Social Science Testimony in the
Desegregation Cases: A Reply to Professor Kenneth Clark."
Villanova Law Review, vol. 6, No. 1, pp. 69-79.
Vazsonyi, B., (1998) America's 30 Years War: Who is
Winning? New York: Regnery.
Watson, J. B., (1913) "Psychology as the Behaviorist Views It."
Psychological Review, Vol. 20, pp. 158-177.
Watson, J. B., (1916) "The Place of the Conditioned Reflex in
Psychology." Psychological Review, vol. 23, pp.
89-116.
Watson, J. B., (1930) Behaviorism (rev. ed.) New York:
Norton.
Whitney, G., (1990) "A Contextual History of Behavior Genetics".
In: M. E. Hahn, J. K. Hewitt, N. D. Henderson, & R.Benno,
(Eds.), Developmental Behavior Gene.
Om forfatteren
Glayde
Whitney (1939-2002) var adfærdsgenetiker og professor i
psykologi ved Florida State University (Tallahassee), hvor han
underviste i 31 år. Han var fra 1994-1996 præsident for Behavior Genetics Association.
Kilde
Denne artikel er oversat og tilpasset fra den engelske original
"Subversion
of Science: How Psychology Lost Darwin". Artiklen er tilpasset
fra Glayde Whitneys foredrag på Institute for Historical Reviews 13
konference den 29. maj, 2000 i Irvine, Californien, USA.
Forberedelserne til denne artikel blev til dels understøttet af et
tilskud fra Pioneer Fund. Artiklen blev offentligjort i The Journal of
Historical Review, March-April 2002
(Vol. 21, No. 2), side 20-30.