Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

• Hjem
• Religion
• Antropologi
• Jødespørgsmålet
• Nyheder
• Om
• Butik
• Links

English Facebook YouTube RSS

Den Judaiserede Forening

Den Danske Forening (DDF) ser det som sin fornemste opgave at værne om dansk kultur. Men hvad indebærer det i praksis?

Kaster man et blik på DDFs skriverier, synes indsatsen for dansk kultur at beløbe sig til to ting: At tale pænt om jøder og Israel og at tale grimt om muslimer samt om Irans præsident.

Vi husker fx, at tidligere medlem af DDF pæst Jesper Langballe i et læserbrev ytrede sig ringeagtende og advarende om muslimer med den begrundelse, at muslimske fundamentalister havde ansvaret for katastrofen den 11. september 2001. At denne tåbelige konspirationsteori skulle være sand, vil ingen, der har sat sig lidt ind i de faktiske begivenheder omkring 11. september, kunne give den danske præst medhold i. Intet tyder på, at fanatiske muslimer bærer noget ansvar for katastrofen.

Senest kan man den 9. juni læse et brev, Israel anerkendt medlem, hvor et medlem af DDF Poul Vinther Jensen lefler for den jødiske stat. Herunder fremsætter han bl.a. en påstand, man hører igen og igen: At Irans præsident har truet med, at fjerne Israel fra landkortet.

Påstanden er forkert! Irans præsident - og flere andre iranske politikere - har gang på gang sagt, at de forudser, at Israel på grund af indre korruption, snart vil bryde sammen, som det gamle Sovjet brød sammen. Den politiske ledelses indre korruption er efterhånden klar for alverden.

Der er ingen grund til at nære had til alle muslimer, blot fordi de er muslimer. Blandt muslimer er der ordentlige mennesker, og der er mindre ordentlige mennesker - akkurat som der er ordentlige mennesker og mindre ordentlige mennesker blandt kristne og blandt jøder.

Dette betyder dog ikke, at en masseindvandring fra det muslimske Mellemøsten på nogen måder er ønskelig for Danmark eller Europa, men det er en masseindvandring fra Asien eller Afrika heller ikke - dertil er forskellen på den gennemsnitlige menneskelige kvalitet for stor. En ensidig fokusering på muslimer og dermed på Islam er således kontraproduktiv, da den placerer fokus udelukkende på indvandrernes religion og ikke deres kvalitet. Det svarer til at man kun tænker på at reparere skorstenen på et hus, der allerede står i brand.

Den uhyggelige sandhed, som ingen tør udtale, er den, at når man betragter den danske befolkning her og nu, er det et skræmmende billede, der møder den dansker, der ikke har mistet sin sans for ære, skønhed og anstændighed: Det danske folk er ved at degenerere - sjælelig og biologisk. Vi har et pengearistokrati, men når det åbner munden, hører man straks proletaren.

Et folk uden et aristokrati "of virtue and talent" går sin undergang i møde. Under disse omstændigheder er nytænkning stærkt påkrævet: Der må fokus på den menneskelige kvalitet, og hvem tør bestride, at den i nogen grad er arvelig? 

Som hovedregel er enhver ikke-europid masseindvandring ensbetydende med kvalitativ forringelse. Det skyldes, at de fremmede, vi modtager, som regel tilhører et proletariat, og derfor er deres tilstedeværelse generelt negativ. Danskerne, de bedste blandt danskerne, må besinde sig på deres indoeuropæiske, dvs. græsk-romerske, dannelsesrødder; de må forkaste kristendommens ækle slavemoral, og især må de forstå, at menneskelig værdighed ikke er noget, man er født med, men noget, man dag for dag må tilkæmpe sig. I den forbindelse kræves forbilleder, helte, der kan løfte masserne op fra det mørke, de altid har befundet sig i, oftest uden at ane det.  Der vindes kun lidt ved, at den ene gruppe udannede kaster sig over den anden gruppe udannede hundehoveder.

Kan vi da slet ikke lære noget af de fremmede? Måske. Jo, hvad med fx at tage et smut helt til Langtbortistan, nærmere bestemt Kasakhstan. Her arbejder myndighederne med et begreb, der hedder "ungdommens æstetiske opdragelse". Hvem har hørt en lignende formulering, det være sig fra DDF, eller fra vores undervisningsministre? Der er mange kønne danske piger, men hvor sjældent er ikke synet af en ærbar og blufærdig skønhed.

Og det er svært at se, at had til muslimer på den ene side, og - påtaget - forkærlighed for slyngelstaten Israel og jøder på den anden side skulle være udtryk for noget særligt værdifuldt i dansk kultur, der kan betragtes som værd at værne om.

Alt i alt må enhver anstændig dansk patriot vel mene, at DDF efterhånden har udviklet sig i en sådan retning, at danske interesser var bedst tjent med at foreningen opløste sig selv.

©