Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

• Hjem
• Religion
• Antropologi
• Jødespørgsmålet
• Nyheder
• Om
• Butik
• Links

English Facebook YouTube RSS

Obama, Netanyahu og Israel

Det kunne tyde på, at det øjensynligt varme forhold mellem Israel og USA ikke stikker ret dybt.

For nyligt blev den franske præsident Nicholas Sarkozy overhørt, da han udtalte følgende til den amerikanske præsident Obama: "Jeg kan ikke tåle Netanyahu, han er en løgner". I en ideel verden, ville Obama naturligvis være kommet til den israelske leders undsætning og have forsvaret denne jødes hæderlige egenskaber. Dette var imidlertid ikke, hvad der skete. I stedet svarede Obama:

"Du er træt af ham, men jeg skal have med ham at gøre hver dag!"

Dette udsagn indeholder flere meget interessante facetter!

For det første fremgår det utvetydigt, at den amerikanske præsident dagligt skal finde sig i Netanyahu, hvilket er temmelig besynderligt, da denne som bekendt er statsminister for en et lille land i Mellemøsten - ikke De Forenede Stater. Man kan med rette spørge, om der findes nogen anden statsleder i verden, som på samme måde er i daglig kontakt med Obama? Udtalelsen synes således at bekræfte den efterhånden offentligt kendte hemmelighed om jøders og den israelske lobby uforholdsmæssige store indflydelse på amerikansk politik.

Barack Obama og Nicholas Sarkozy

For det andet indikerer udtalelsen, at den amerikanske præsident rent faktisk ikke bryder sig om den intime kontakt med Netanyahu, hvilket er meget sigende. Hvis Obama rent faktisk ikke bryder sig om den daglige kontakt med Israel, hvorfor afbryder han så ikke kontakten? Hvad gør at han øjensynligt dagligt må lide for at tilfredsstille jøderne? Hvad er "verdens mægtigste mand" bange for? Vort gæt er, at den amerikanske præsident ikke vil risikere at miste sine uforholdsvis mange jødiske økonomiske støtter eller at blive hængt ud i de amerikanske massemedier, hvor en ikke ubetydelig jødisk indflydelse gør sig gældende.

Dette vil, alt andet lige, sige, at jøderne via økonomisk magt og indflydelse på massemedierne i USA er i stand til at tvinge selv meget magtfulde folk til at danse efter deres pibe.

Vi skal i denne forbindelse også henlede opmærksomhed på den mangeårige tidligere Mellemøsten-korrespondent for BBC Alan Harts udtalelser om, at hvis antisemitismen nogensinde skulle komme igen, så vil den med al sandsynlighed kommer i Amerika, da mange amerikanske politikere i stilhed knytter deres hænder i lommerne, medens de af angst for at miste økonomisk støtte eller for at få dårlig presse, støtter Israel og alt andet jødisk, men hvis de nogensinde skulle få mulighed for det, vil deres knyttede hænder hurtigt komme op af lommerne og blive vendt mod jøderne.

I en tid, hvor den økonomiske krise raser og hvor millioner af mennesker i den vestlige verden har mistet deres formue og hele deres eksistensgrundlag, synes jøderne således at leve livet farligt. Hvis et regulært sammenbrud kommer på tale, vil forudsætningerne for jødernes magt forsvinde som dug for solen, og så vil al verden kaste sig over dem.

For jødernes egen skyld ville de gøre klogt i at spørge sig selv om, hvad de reelle årsager til antisemitismens vedvarende karakter er? Har amerikanske professor Kevin MacDonald ret, når han beskriver antisemitisme som en ikke-jødisk forsvarsstrategi? At en sådan strategi - eller naturlig modreaktion - i dag er mere tiltrængt end nogensinde før demonstreres med ubarmhjertelig tydelighed af, at den jødiske minoritet kan tvinge "verdens mægtigste mand" til mod hans vilje at danse efter deres pibe.

©