Obama, Netanyahu og Israel
Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, Monday, November 14, 2011
Det kunne tyde på, at det øjensynligt varme forhold mellem
Israel og USA ikke stikker ret dybt.
For nyligt blev den franske præsident Nicholas Sarkozy overhørt,
da han udtalte følgende til den amerikanske præsident Obama: "Jeg
kan ikke tåle Netanyahu, han er en løgner". I en ideel verden,
ville Obama naturligvis være kommet til den israelske leders
undsætning og have forsvaret denne jødes hæderlige egenskaber.
Dette var imidlertid ikke, hvad der skete. I stedet svarede
Obama:
"Du er træt af ham, men jeg
skal have med ham at gøre hver dag!"
Dette udsagn indeholder flere meget interessante facetter!
For det første fremgår det utvetydigt, at den amerikanske
præsident dagligt skal finde sig i Netanyahu, hvilket er temmelig
besynderligt, da denne som bekendt er statsminister for en et lille
land i Mellemøsten - ikke De Forenede Stater. Man kan med rette
spørge, om der findes nogen anden statsleder i verden, som på samme
måde er i daglig kontakt med Obama? Udtalelsen synes således at
bekræfte den efterhånden offentligt kendte hemmelighed om jøders og
den
israelske lobby uforholdsmæssige store indflydelse på
amerikansk politik.

Barack Obama og Nicholas Sarkozy
For det andet indikerer udtalelsen, at den amerikanske præsident
rent faktisk ikke bryder sig om den intime kontakt med Netanyahu,
hvilket er meget sigende. Hvis Obama rent faktisk ikke bryder sig
om den daglige kontakt med Israel, hvorfor afbryder han så ikke
kontakten? Hvad gør at han øjensynligt dagligt må lide for at
tilfredsstille jøderne? Hvad er "verdens mægtigste mand" bange for?
Vort gæt er, at den amerikanske præsident ikke vil risikere at
miste sine
uforholdsvis mange jødiske økonomiske støtter eller at blive
hængt ud i de amerikanske massemedier, hvor en ikke ubetydelig jødisk
indflydelse gør sig gældende.
Dette vil, alt andet lige, sige, at jøderne via økonomisk magt
og indflydelse på massemedierne i USA er i stand til at tvinge selv
meget magtfulde folk til at danse efter deres pibe.
Vi skal i denne forbindelse også henlede opmærksomhed på den
mangeårige tidligere Mellemøsten-korrespondent for BBC Alan Harts
udtalelser om, at hvis antisemitismen nogensinde skulle komme
igen, så vil den med al sandsynlighed kommer i Amerika, da mange
amerikanske politikere i stilhed knytter deres hænder i lommerne,
medens de af angst for at miste økonomisk støtte eller for at få
dårlig presse, støtter Israel og alt andet jødisk, men hvis de
nogensinde skulle få mulighed for det, vil deres knyttede hænder
hurtigt komme op af lommerne og blive vendt mod jøderne.
I en tid, hvor den økonomiske krise raser og hvor millioner af
mennesker i den vestlige verden har mistet deres formue og hele
deres eksistensgrundlag, synes jøderne således at leve livet
farligt. Hvis et regulært sammenbrud kommer på tale, vil
forudsætningerne for jødernes magt forsvinde som dug for solen, og
så vil al verden kaste sig over dem.
For jødernes egen skyld ville de gøre klogt i at spørge sig selv
om, hvad de reelle årsager til antisemitismens vedvarende karakter
er? Har amerikanske professor Kevin MacDonald ret, når han beskriver
antisemitisme som en
ikke-jødisk forsvarsstrategi? At en sådan strategi - eller
naturlig modreaktion - i dag er mere tiltrængt end nogensinde før
demonstreres med ubarmhjertelig tydelighed af, at den jødiske
minoritet kan tvinge "verdens mægtigste mand" til mod hans vilje at
danse efter deres pibe.