Dresden-dagen
Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
Skal der være en Auschwitz-dag, og det skal der åbenbart, så
skal der med endnu større ret også være en Dresden-dag, og hvis
Auschwitz-dagen erfaringsvis for det meste misbruges til
hyklerisk ordgyderi, så kan Dresden-dagen bruges til et såre
fornuftigt formål - sundt for os alle - nemlig at mindes de
allieredes alt for lidt kendte krigsforbrydelser.
Hvis Auschwitz-dagen forbindes med symbolet på en storbrand, der
aldrig fandt sted i de tyske koncentrationslejre, så står Dresden
derimod som et flammende symbol på den holocaust, der slog ned
over mere end 100 byer, store som små, over hele Tyskland fra
1940-1945.
"Jeg vil vide, hvordan vi i Dresden
kan riste 600.000 flygtninge fra Breslau!" Winston
Churchill (engelsk premierminister, krigsforbryder og
dranker)
Holocaust, den ægte, begyndte samme dag som Churchill blev
premierminister, den 10. maj 1940 - med et eftermiddagsangreb på
Freiburg - det kostede 15 kvinder og 22 vajsenhusbørn livet. Så
fortsatte terroren slag på slag, med ild, med brand, med død
og lemlæstelse uden pardon, særligt hårdt ramtes Hamburg, Berlin,
Dresden...listen med bynavne er lang.
Det er sikkert ukendt for de fleste, at den britisk-amerikanske
terror ikke kun var et angreb på Tyskland, men tillige på 16
andre europæiske lande: Schweiz, Rumænien, Finland, Norge,
Bulgarien, Frankrig - herunder Paris - Jugoslavien, Østrig,
Italien, Grækenland, Ungarn, Belgien, Holland, Luxenborg,
Tjekkoslovakiet. (De tørre tal finder man ubesværet i
standardværket om de allieredes bombekrig mod Europa: Maximilian
Czesany: Europa im Bombenkrieg 1939-1945, Graz-Stuttgart
1998.)
Tallene for Danmark beløber sig til omkring : 307 faldne, 788
sårede; 700-800 totalt ødelagte bygninger; 7000-8000 lettere
ødelagte bygninger; 3269 sprængbomber, 22298 nedkastede
brandbomber. Og Danmark kom forholdsvis let gennem terroren fra
himlen!
Vi ved, at tabene af menneskeliv og kulturgoder kan aldrig gøres
op i abstrakte tal!
Dresden-dagen kan også anvendes fornuftigt til at mindes
massemordene på de tyske krigsfanger efter krigens
afslutning. Den amerikanske hær - under Eisenhover - og den
franske hær bærer ansvaret for det systematiske massemord på
omkring 1.000.000 tilfangetagne tyske soldater . De blev
sultet ihjel. Kun få har hørt om de allieredes dødslejre.
Dertil kommer de ufattelige lidelser, der ramte den tyske
civilbefolkning - efter krigen - som følge af udsultning,
udplyndring, deportation og fordrivelse. Om disse allierede
forbrydelser forlyder der heller ikke meget i offentligheden.
Ruinerne af Dresden i 1945
Dresden-dagen bør også bringe den psykiske terror i erindring.
Propagandaen har skabt den udbredte illusion, at tyskerne (og andre
folk i Europa) var onde, hvorimod de allierede var gode. Dette
billede er kun korrekt, hvis halvdelen af virkeligheden skæres væk.
Med til ensidigheden hører, at krigens tabere blev dømt som
forbrydere, hvorimod vinderne blev hyldet som forkæmpere for frihed
og demokrati. Vinderne hyldede sig selv, og de gjorde andre til
syndere eller syndebukke.
Men hvordan kan der være frihed og demokrati på basis af løgn og
halve sandheder? Hvad er et demokrati, når den militært sejrende
part sætter sig magtfuldt over loven?
D-dagen bør tillige fokusere på Churchill, på Roosevelt.
Var Churchill nu også så stor en helgen - eller var han en gemen
drukkenbolt og krigsforbryder? Roosevelt - var han måske at
sammenligne med sin gode ven, Stalin - "Uncle Joe"?
Og hvordan og hvorledes ligger det egentlig med forholdet - her
og nu - mellem de allierede og resten af Europa? Er det forbi med
den insulære britiske kynisme og det prangende amerikanske
kulturarmod? Er det hædersmænd, der nu står bag roret på den
amerikanske og britiske skude? Er amerikanske og britiske
ledere holdt op med at lyve om deres modstandere og deres
"masseødelæggelsesvåben"? Afstår de fra at føre
angrebskrig?
Og resten af Europa - er det folk, der husker historien, eller
har de glemt, valgt at glemme, hvad der skete for 60 år
siden?
Både Auschwitz- dagen og Dresden-dagen handler i kort begreb om
at få udfyldt nogle huller - dog på forskellig vis.
Får vi en statsminister (nu hvor der tales så meget om europæisk
enhed) med mandsmod nok til at indføre en Dresden-dag "til
minde om de allieredes forbrydelser mod Europa"?
Sandheden må være i alles interesse.
Positivt er det, at der naturligvis også var gode mænd blandt de
allierede. Folk, der havde mod til at protestere, folk, der i det
stille gjorde en god indsats. Dem hører man imidlertid
kun lidt om. Ordentlige mennesker maser sig sjældent
frem i offentligheden, hvor den gode moral har ringe
vækstbetingelser.
Disse gode mænd og kvinder med krigsmod og
civilcourage skal man også ihukomme på Dresden-dagen
sammen med de øvrige og for det meste navnløse ofre.
Det samlede antal ofre for allieret terorangreb på Dresden
beløber sig efter de mest pålidelige beregninger til ca
250.000, hvoraf kun omkring 30% af de døde lod sig
identificere.
Publiceret den 13.02.2005