Brev til Danmarks Statsminister og Danmarks Udenrigsminister
Rubjerg den 23.01.2000
Til Danmarks Statsminister og Danmarks Udenrigsminister.
Vedrørende Nutidshistorien og dens betydning for Danmark og
dansk udenrigspolitik
Ved folketingets behandling af Duetofts forslag om et center for
studier af holocaust noterede jeg, at statsminister Nyrup Rasmussen
i sit svar bemærkede, at han ønskede en bred undersøgelse.
Jeg så med tilfredshed på dette som et løfte om at undersøgelserne
skulle give plads for alle vor tids saglige historieopfattelser og
da især den såkaldt historiske revisionisme, der skridt efter
skridt har afsløret en lang række skævheder i den etablerede
historieskrivning, og vist, at de har sin rod i verdenskrigens
vinklinger og krigspropaganda.
Den etablerede presse har undladt at omtale selv sensationelle
hændelser som Zündelprocesserne i Ottawa og omredigeringen af
mindestenene i Auschwitz. Men med internettet bliver det mere og
mere vanskeligt at forhindre, at sandhederne kryber frem. Det vil
hævne sig ikke at indse dette.
Et centrum for den revisionistiske forskning er Institute for
Historical Review i Californien. Det har i over tyve år arrangeret
konferenser med deltagelse af forskere fra hele verden. Det har
udgivet og solgt en lang række vigtige værker. Det udgiver
tidsskriftet Journal of Historical Review, der orienterer
om forskningen . Tidligere årgange kan erhverves og giver samlet et
godt billede af historieforskningens udvikling især i det sidste
kvarte århundrede.
Personer, som er fortrolige med den revisionistiske forskning bør
selvsagt have plads i det foreslåede center. Hvis det skal
inspirere til undervisning på alle niveauer vil det være en
katastrofe om arbejdet endnu et halvt århundrede efter den store
krigs afslutning lader sig præge af propagandaen under og efter
krigen. Ungdommen, der surfer på nettet, vil snart opdage, at man
forsøger at føre den bag lyset og vende sig med foragt mod de
ansvarlige.
Når den svenske regering nu indkalder til internationalt "Forum om
Förintelsen" bør revisionister, dvs personer, der respekterer
historiske kendsgerninger, også når de er besværlige, indgå i den
delegation, som Danmark sender.
Det er da skuffende, at man da netop sender personer der hårdnakket
har bekæmpet de ny erkendelser. Også på anden måde er valget
mærkeligt. Det danske udenrigsministerium bør ikke repræsenteres
ved B'nai Britt, for hvilken Bent Melchior er en fremtrædende
repræsentant. Og dansk historieforskning ikke af samme person og
hans åbenlyse sympatisører. Jacque Blum har for åbent fjernsyn
fornægtet, at mindestenene i Auschwitz er blevet ændret. Bent
Melchior, der var til stede, har i dagspressen støttet dem, der
forfægtede denne utrolige påstand. Enhver kan i Auschwitz læse, at
der ikke mere står 4 mio. på stenene. Vi gør rede for dette i
Samisdat 5 og 6, som også kan hentes på nettet, http://www.samisdat.dk. Der kan
man også hente vor oversættelse af Did Six Million Really
Die? I efterskriftet peger vi på skævhederne i det skrift, som
den svenske regering har bekostet.
To ting bør fremhæves på konferencen
1. Betydningen af forskningens absolutte frihed, og af
ytringsfriheden. Disse friheder bør også gælde forskningen af
holocaust. I vort naboland sidder personer fængslede fordi de har
hævdet revisionistiske påstande, som vi nu kan se bekræftet i vore
nyeste opslagsværker. Konferensen bør tage afstand fra dette
barbari, og jeg opfordrer ministeriet til at udforme en fordømmelse
af retsregler, der indskrænker saglig forskning og ytringsfrihed.
Den bør forelægges til vedtagelse på konferencen.
2. Propaganda - især krigspropaganda bør bekæmpes. I vore samisdat,
som kan hentes ind på nettet eller bestilles direkte hos os, viser
vi, med henvisning til renommerede forskere, at den etablerede
historieforskning stadig et halvt århundrede efter den store krigs
afslutning lader sig præge af propagandaen under og efter
krigen.
Vi viser i vore samisdat, hvor afgørende revisionisterne har
korrigeret det billede, som krigspropagandaen konstruerede og efter
krigen drev videre overfor den tabende part.
Af særlig interesse i forhold til holocausttemaet er den alt for
negligerede kendsgerning : at holocaust er en jødisk ikke en tysk
specialitet. Enhver opmærksom læser af biblen kan se, at udryddelse
af alle folkeslag, der kom i vejen for jøderne var noget centralt i
den jødiske religion.
Præcis dokumentation kan læses i
Moses og Danskerne.
Oplægget til konferencen var temmeligt uklart. Der taltes om
"förintelsen", som om alle ved, hvilken förintelse, det handler om.
Er det indianerne, armenierne amalekiterne, tutsier, ukrainere,
kosovoalbanerne eller andre, der tænkes på, eller dem alle? Skal
alle behandles ligeværdigt ?
Der tales om "förnekandet". Så burde det præciseres, hvad, der
fornægtes - hvilke påstande - vedrørende hvilke folk ?
For at få større klarhed ringede jeg til konferencens
kontaktpersoner og information og blev henvist til fru Veronica
Bard Brenius.
Fru V.B.B. gav udtryk for, at arrangørerne prioriterede, hvad hun
kaldte "Utrotandet av judiske folket"; men hun ville ikke
præcisere, hvad man dermed mente, da man ikke fæstede sig så meget
ved tallene (siffrorna).
V.B.B.delte den almindeligt udbredte opfattelse, at Hitler
beordrede udryddelse af alle jøder. Endeløs forsken har vist, at
dette er umuligt at dokumentere. Det står alene fast, at han lod
dem internere, efter at de havde erklæret Tyskland krig, hvad de
havde gjort allerede inden han kom til magten. Dette er der
forbavsende stille om. Det samme gælder den jødiske deklaration om
totaludryddelse af det tyske folk. Men denne absolutte hensigt er
uomtvisteligt dokumenteret med bogen Germany Must Perish,
som blev skrevet af en af præsident Roosevelts nære
rådgivere,
Theodore Kaufman. Han skrev, at Tyskland var fuldstændigt uden
kultur og derfor skulle det tyske sprog udslettes og hver eneste
levende tysk person udryddes. Landet skulle derefter stykkes op
mellem nabostaterne. Denne råhed, parret med uvidenhed, blev fulgt
praktisk op af andre Roosevelt-rådgivere, især Henry Morgentau, og
ud over den nådeløse krig, der spillede Østeuropa i hænderne på
Stalin, kronedes anstrengelserne med general Eisenhowers mord på
ca. 1 mio. forsvarsløse tyske fanger og Chaim Weizmanns forsøg på
at dræbe 6 mio. tyskere ved at forgifte drikkevandet i de store
tyske byer. Begge dele efter Krigens afslutning.
Hvis baggrunden for folkemord skal undersøges kan disse uhyggelige
kendsgerninger, som længe har været hemmeligholdt, ikke
forties.
Lige så lidt kan det forties, at den holocaustberetning, som man
gennem årtier har hævdet, er blevet uholdbar.
Det er vigtigt at understrege, at de banebrydende revisionister
ikke var nazister. Et navn bør drages frem og hædres på denne
konference. Den franske professor Paul Rassinier var socialist og
modstandsmand. Han blev som sådan interneret i tyske kz.-lejre, og
kom ud nedbrudt af sygdom. Men ud fra sin dyrt erhvervede viden
harmedes han over, at krigstidens propagandaløgne mod Tyskland ikke
blot fortsatte, men intensiveredes efter krigens afslutning. Han
startede sin egen forskning og på grundlag af den et
oplysningsarbejde rettet mod usandhederne. Det fortsatte til hans
alt for tidlige død. Især engelsksprogede forskere og skribenter
har ført hans arbejde videre. Det er på tide, at skandinaver gør
det samme. '
Som en enestående uforfærdet skikkelse i kampen mod giftig
propaganda bør Paul Rassinier's navn drages frem og hædres på denne
konference.
Jeg har samtidig skrevet til Sveriges statsminister og peget på de
foreslåede imitiativer; men jeg finder det rimeligt, at Danmark
tager initiativet.
Jeg vil meget gerne underrettes om Deres stilling til det
fremførte.
Med venlig hilsen
Lars Thirslund
Lønstrupvej 122
9480 Løkken
Tele. 98 99 65 74