Brev til Udenrigsminister Mogens Lykketoft om DCHF
Udenrigsministeriet
Att.: Udenrigsminister Mogens Lykketoft
Asiatisk Plads 2
1448 København K
CC: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Hillerød d. 28. februar 2001
Vedr. embedsforsømmelse
Jeg tillader mig hermed at henvende mig til Dem i en sag, der
ligger mig meget på sinde.
Jeg blev student fra Herning Gymnasium i år 2000, hvor jeg under
min studietid især var blevet interesseret i historie, og har -
både rent skolemæssigt samt privat - beskæftiget mig meget med
historiske emner. I undervisningen kom vi også ind på Holocaust, og
vi elever blev, bl.a. via Internet, konfronteret med mange
forskellige, ofte modstridende, synspunkter på denne historiske
begivenhed.
For nogen tid siden blev jeg klar over, at Deres forgænger havde
oprettet et center, hvis særlige formål bl.a. var at oplyse unge
mennesker som mig selv omkring Holocaust. Da jeg havde planer om at
stifte en ungdomsorganisation mod intolerance, henvendte jeg mig
til Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier (herefter
DCHF.) Det var vigtigt for mig at få nogle svar, der kunne imødegå
Holocaustskeptiske synspunkter, samt at få afklaret de usikkerheder
som jeg under min beskæftigelse med pågældende emne havde udviklet.
Jeg fik via. en telefonsamtale en aftale om et møde på DCHF i
stand. Ved min ankomst til DCHF blev jeg imidlertid, til min store
overraskelse, afvist. Man sagde fra DCHFs side, at man ikke ønskede
at indgå i en dialog med mig. Ydermere blev jeg under en senere
telefonsamtale med en DCHF medarbejder oplyst, at en af de
personer, som havde været med til at afvise mig, kun havde været
tilstede på DCHF i "uofficiel kapacitet" Jeg finder dette i strid
med dansk embedsmandsskik, og jeg vil gerne have oplyst, hvem den
pågældende var, samt hvad der egentligt menes med "uofficiel
kapacitet"? Det hændte har vel aldrig været statsministerens eller
regeringens hensigt, da man valgte at oprette og finansiere
centeret. Jeg mener således, at DCHF på nuværende tidspunkt groft
forsømmer det embede, som det er blevet sat til at varetage.
Jeg håber derfor, at De vil tage de nødvendige skridt til, at jeg
kan få en slags besvarelse på mine spørgsmål, samt for fremtiden at
sørge for, at noget ligende ikke gentager sig. Vedlagt finder De en
udførlig beskrivelse af episoden i DCHF's lokaler på Nørre Søgade
35, 5. sal ("Rapport fra oplysningscenteret, der ikke ville
oplyse"), samt de 20 spørgsmål ("20 spørgsmål til Dansk center for
Holocaust og folkedrabsstudier") jeg ønskede at få besvaret.
Med venlig hilsen
Glenn Pacharzina
***
Rapport fra oplysningscenteret, der ikke ville oplyse
Af Glenn Pacharzina
Den 20/2 2001 havde jeg aftalt et møde med repræsentanter for
det nyligt oprettede "Dansk Center for Holocaust og
folkedrabsstudier" Jeg havde kontaktet centeret, da jeg havde
overvejet at danne en ungdomsorganisation mod intolerance, herunder
racisme, og i denne forbindelse ønskede jeg at interviewe centerets
ansatte. Det var især vigtigt for mig at få klarhed over en række
synspunkter, som jeg bl.a. var stødt på via Internet, og som jeg
gerne så et modspil til. Ligeledes ønsker jeg at få visse for mig
usammenhængende aspekter af Holocaust afklaret nærmere. Hjemmefra
havde jeg således udformet en række interviewspørgsmål, som jeg
ønskede besvaret af centeret. Jeg fik en aftale i stand via en
telefonsamtale med en medarbejder på centeret. I denne samtale
redegjorde jeg fyldigt for hvem jeg var, og for min grund til at
kontakte centeret. Under denne samtale mærkede jeg på ingen måde
nogen form for animositet mod min person, og man lovede mig, at jeg
ville få mulighed for at foretage interviews med centerets
medarbejder, heriblandt dets leder, professor Uffe Østergaard. Jeg
fik at vide, at jeg skulle møde på op på centerets adresse kl.
14.00, hvorefter jeg ville blive henvist til de relevante
medarbejdere.
Præcist kl. 14.00 åbnede jeg døren til centerets lokale på 5 sal på
Nørre Søgade 35 i København. Da jeg kom indenfor blev jeg mødt af
en gruppe mennesker på ca. 5 personer, heriblandt centerets leder.
Jeg lagde straks mærke til, at disses blikke bestemt ikke udtrykte
nogen synderlig venlighed, for eksempel slog det mig, at ingen af
de tilstedeværende hilste på mig, samt at de alle straks forsvandt
ind på deres respektive kontorer kort efter min ankomst. Den eneste
person, som var tilbage i forlokalet bød mig "velkommen" ved at
spørge om jeg var den person, som havde ringet, samt at få
bekræftet min identitet. Jeg svarede, at jeg var den person, som
havde ringet, samt at min identitet var i overensstemmelse med de i
telefonsamtalen givende oplysninger. Herefter gjorde denne
medarbejder mig opmærksom på, at man fra centerets side udmærket
vidste, hvem jeg var, samt at man mente, at jeg havde løjet omkring
min bevæggrund for at kontakte centeret under den indledende
telefonsamtale. Hertil kunne jeg replicere, ikke uden ironi, at jeg
da var glad for, at det almægtige center og dets højtkvalificerede
medarbejdere var bevidst om min eksistens, samt at grundlaget for
mit besøg var i fuld overensstemmelse med, hvad der var blevet sagt
i den indledende telefonsamtale. Til dette sagde
centermedarbejderen blot, at det troede han ikke på, og at man fra
centerets side ikke ønskede nogen dialog med mig og min "slags",
hvilke vil sige mennesker, som finder visse aspekter af den
officielle Holocaustversion uklare og mangelfulde (var der nogen,
som sagde racisme og intolerance?) Herefter gjorde jeg
centermedarbejderen opmærksom på, at det jo netop var centrets
opgave at oplyse befolkningen omkring fænomenerne Holocaust og
folkedrab, samt at jeg havde fået lovning på at kunne interviewe
nogle af centerets ansatte. Jeg talte for døve øren. Medarbejderen
stod fast på sin intolerante og diktatoriske beslutning: Vi ønsker
ikke at tale med dig, og du vil ikke få mulighed for at interviewe
ansatte på centeret! Jeg så nu mig selv i en yderst mærkelig
situation; jeg var mødt op for at interviewe ansatte på et center,
der har det som sin hovedopgave at oplyse den danske befolkning
omkring Holocaust og folkedrab, for herigennem at modvirke den
intolerance som baner vejen til disse, og jeg blev nu udsat for
netop de fænomener, som centret angiveligt skulle bekæmpe! Jeg
spurte centermedarbejderen, som jeg for øvrigt havde erfaret var
Research assistent Torben Jørgensen, tlf. 33 37 00 82, den samme
person, som jeg havde talt med i telefonen, men som på daværende
tidspunkt ikke havde oplyst mig om centerets intolerante politik
overfor personer, som det måtte formode havde et andet udgangspunkt
end det selv, om han ikke var villig til at redegøre for den
officielle begrundelse til min afvisning, som jeg så ville optage
på min medbragte diktafon for at kunne dokumentere centrets
politik. Til dette svarede han nej, og gentog sin tidligere
udtalelse om, at man ikke på nogen måde ønskede nogen form for
dialog. Jeg var endnu ikke villig til at give op og forsøgte forsat
at tale centermedarbejderen til fornuft, da en tredje unavngiven
person (som ved nærmere undersøgelse viste sig at være til stede i
"uofficiel kapacitet" , dog ikke mere "uofficiel", end han kunne
sætte sig mageligt til rette bag et enormt skrivebord) kom ind i
forlokalet. Denne person, som ikke præsenterede sig og som talte
med udenlandsk accent, begyndte nu at angribe mig verbalt. Han
begyndte med at sige, at jeg mente, at ingen jøder overhovedet var
omkommet under krigen som følge af tyskernes politik. Herefter
forklarede jeg den pågældende, at dette ikke var mit synspunkt,
samt at der var omkommet jøder, men at jeg havde en række
usikkerheder og uklarheder omkring omstændighederne, hvilke jeg
gerne ville have afklaret. Ligeledes redegjorde jeg for, at der
udover jøder også var omkommet masser af englændere, franskmænd,
hollændere, russere og tyskere, at det var det samlede antal af
ulykkelige skæbner - ikke kun jødernes - og krigen som helhed, der
udgøre det egentlige Holocaust. Til dette svarede den ærede
uofficielle centermedarbejder, at han fandt mit synspunkt
uforståeligt. Han fortsatte med at erklære, at alle som ikke godtog
centerets version af Holocaust var nazister og racister. Hertil
forsøgte jeg at forklare den noget oprørte uofficielle
centermedarbejder, at der blandt revisionister findes alle slags
mennesker af alle slags politiske, etniske og religiøse
oprindelser. Jeg nævnte blandt andet, at en af revisionismens
grundlæggere Paul Rassinier (1906 - 1967) var overbevidst
socialist. Ydermere tilføjede jeg, at en stor del af centerets
ledende medarbejde havde/har meget intime forbindelser til
zionismen, som FN i november 1975 kategoriserede som en racistisk
ideologi, og at man således bør være særdeles forsigtige med at
afvise en hel gruppe på grundlag af enkeltes tilhørsforhold. Hertil
replicerede den uofficielle centermedarbejder, at mine udtalelser
om zionismen ikke var rigtige, samt at de var "uhyggelige". Jeg har
svært ved at se, hvad der skulle være uhyggeligt ved blot at
viderebringe 100% korrekte oplysninger, som enhver med en blot
marginal grad af historisk viden burde have kendskab til. Jeg
fortalt den uofficielle centermedarbejder, at mine oplysninger
omkring zionismen var 100% korrekte, og at jeg var overrasket over
at være stødt på en så stor grad af historisk uvidenhed blandt
mennesker, hvis levebrød netop skulle være formidling af historisk
viden. Til denne kommentar udbrød begge centermedarbejdere, både
den officielle og den uofficielle, at jeg øjeblikkeligt skulle
forlade centrets lokaler, hvilket jeg så gjorde. Jeg havde
efterhånden erkendt, at disse mennesker ikke var i stand til at se
andet end deres egen vedtagende sandheder, samt at de på ingen måde
levede op til en upartisk, objektiv videnskabelig standard. Hele
episoden varede ca. 20 min, og jeg fik på ingen måder besvaret -
endsige rejst - et eneste af mine omhyggeligt forberedte
interviewspørgsmål.
Dette var mit møde med det statsfinaserede "Dansk center for
Holocaust og folkedrabsstudier." Et center, hvis opgave det er at
oplyse den danske befolkning omkring Holocaust/folkedrab og derved
bekæmpe den intolerance som skulle føre til disse. At det kære
center i sin udformning, i sit materiale og - frem for alt i sit
virke - faktisk gør det stik modsatte, og dermed er med til at
retfærdiggøre forfølgelse af dissidenter og meningsafvigere, synes
at have undgået dets opmærksomhed. Dette er naturligvis skræmmende
og enhver frihedselskende dansker bør se det som sin simple pligt
at gøre både centeret - og den regering som har besluttet sig for
at finansierede det - opmærksom på, at der er noget virkeligt galt
med dets måde at fortolke de demokratiske spilleregler på, samt at
DCHF på nuværende tidspunkt groft forsømmer det embede, som det er
sat til at varetage. Dersom dette skulle vise sig ufrugtbart, bør
centeret betragtes som en reel trussel mod det danske folkestyre,
og dermed mod det danske folk.
***
20 spørgsmål til Dansk center for Holocaust og
folkedrabsstudier
Af Glenn Pacharzina
1. Hvad forstår DCHF ved begrebet Holocaust?
2. Hvilke faktorer mener DCHF udløser et Holocaust?
3. Hvad forstår DCHF ved benægtelse af Holocaust?
4. Mener DCHF, at man bør indføre love, som kriminaliserer
Holocaustbenægtelse?
5. Hvordan stiller DCHF sig til den Israelske stats gentagende
overgreb mod dets palæstinensiske indbyggere, samt Israels mange
krænkelser af menneskerettighederne, herunder
krigsforbrydelser?
6. Hvilke skridt vil DCHF tage for at belyse de mange etniske
udrensninger af tyskere, som fandt sted efter krigen, samt de
allieredes mange krigsforbrydelser under og efter Krigen?
7. Hvad mener DCHF om Göran Perssons pjece om Holocaust, og vil
DCHF publicere en lignende?
8. Anser DCHF det for vigtigt at gøre op med krigstidens mange
propagandaløgne, fjendebilleder og overdrivelser?
9. Hvordan forholder DCHF sig til det ansete jødiske tidsskrift
The American Hebrews artikel fra den 31 oktober 1919, i
hvilken Guvernør Glynn nøje beskriver en "Holocaust af 6 millioner
østeuropæiske jøder"? (artikel vedlagt.) Jeg var af den opfattelse,
at tallet 6 millioner først kom på tale i forbindelse med krigen
1939-1945. Kan DCHF forklare mig dette nærmere?
10. Et af Holocaustbenægternes hovedargumenter synes at være et
slogan, der lyder: "No Holes, No Holocaust!" Dette henviser til de
mange vidner, som efter krigen har fortalt, at den dræbende gas
blev bragt ind i gaskamrene via huller i disses loft. De
luftfotografier, der blev taget af amerikanske efterretningsfly af
Auschwitz-Birkenau i 1944, samt de tyske originaltegninger af disse
rum, på hvilke det for øvrigt ikke på nogen måde fremgår, at de
pågældende bygninger skulle være gaskamre, endsige skulle have
været i stand til at kunne fungere som sådanne, viser at sådanne
huller ikke eksisterede. På senere luftfotografier har ukendte
personer placeret/malet en række sorte pletter på gaskamrenes tag.
Ligeledes viser senere grafiske gengivelser af Auschwitz-Birkenau,
at der på gaskamrenes tag var en række store sorte huller (jf.
Göran Perssons pjece om Holocaust, tegning side 57, punkt 2) Hvad
mener DCHF om disse dybt modstridende ting? Var der, eller var der
ikke, huller i loftet på gaskamrene i Auschwitz-Birkenau? Hvis nej,
hvor kom gassen så ind i gaskamrene, og hvad med de utallige
vidneudsagn, der fortæller, at gassen blev ført ind i gaskamrene
via huller i loftet? Hvis ja, hvorfor optræder disse ikke på
luftfotografierne fra 1944, hvor gaskamrene skulle have kørt på
fuld tryk? Og hvorfor finder man på andre luftfotografier nogle
mærkelige, uidentificerbare, sorte klatter, som ikke optrådte på de
første?
11. Hvad mener DCHF om følgende dødstal for
Auschwitz-Birkenau?:
Formidlingstidspunkt Formidlingsinstitution (kun officielle kilder)
Officielle offertal:
31.12.1945 Fransk oplysningsbureau for krigsforbrydelser
8.000.000
20.04.1978 Le Monde (Dagblad i Paris) 5.000.000
23.01.1995 Die Welt 5.000.000
20.01.1989 Kogon, Der SS-Staat (Ekspert-bog)
4.500.000
01.10.1946 IMT dokument 008-USSR 4.000.000
24.11.1989 (Statstal) OStA Majorowaky, (12 Js 1037/89)
4.000.000
26.07.1990 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung
4.000.000
08.10.1993 ZDF 4.000.000
25.01.1995 Wetzlarer neue Zeitung 4.000.000
27.01.1995 (Statstal), Bundeskanzler Kohl, Die Welt 4.000.000
01.10.1946 IMT dokument 3868-PS 3.000.000
01.01.1995 Damals (Tysk historiemagasin) 3.000.000
18.07.1990 The Peninsula Times Tribune, SF (USA)
2.000.000
25.07.1990 Hamburger Abendblatt 2.000.000
11.06.1992 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung
1.500.000
08.10.1993 ZDF 1.500.000
23.01.1995 Die Welt 1.500.000
01.09.1989 Le Monde 1.433.000
02.02. 1995 BUNTE (Tysk illustreret blad) 1.400.000
22.01.1995 Welt am Sonntag 1.200.000
27.01.1995 Die Welt 1.100.000
21.12.1994 IfZ 1.000.000
21.12.1989 Pressacs første bog om Auschwitz 928.000
27.09.1993 Die Welt 800.000
22.01.1995 Welt am Sonntag 750.000
02.05.1994 Focus 7.00.000
23.01.1995 Die Welt 700.000
31.12.1994 Ny bog af Pressac, Die Krematorien von
Auschwitz 470.000
08.01.1948 Welt im Film (Wochenschau Nr. 137)
300.000
06.01.1990 Frankfurter Rundschau 74.000
31.05.1995 Hoffmann, Stalins Vernichtungskrieg 1941-45
74.000
Hvilket dødstal mener DCHF kommer tættes på sandheden? Og hvorfor
findes der så mange forskellige dødstal?
12. Hvad mener DCHF om, at Lademanns leksikon fra 1991
oplyser, at der i Auschwitz-Birkenau omkom 4 millioner jøder, som
følge af tyskernes behandling, mens Den Store Danske
Encyklopædi¨fra 1999 oplyser, at antallet af omkomne jøder
ligger på 1 million? Hvilken af de to oplysninger mener DCHF er den
korrekte? Og hvorfor finder man i to anerkendte danske leksikaer så
vidt forskellige oplysninger? Og er det officielle dødstal for
Auschwitz-Birkenau i perioden mellem de to publikations udgivelse
blevet ændret? Hvis ja, hvorfor?
13. Kender DCHF til autentiske konstruktionstegninger af gaskamre,
hvor disses funktion, virke og brug fremgår? Jeg har ikke været i
stand til at fremskaffe sådanne, kan DCHF hjælpe mig?
14. Når man besøger Auschwitz får man af turistguiderne fra
Auschwitz musseet at vide, at gaskammeret i Auschwitz I/Stamlager
er originalt og i oprindelig tilstand. Imidlertid har direktøren
for Auschwitz musseet tilkendegivet, at dette kammer er en
rekonstruktion. Hvad mener DCHF om denne sag? Er kammeret er
originalt eller er det en rekonstruktion? Hvis DCHF mener, at det
er en rekonstruktion, mener DCHF da, at det er acceptabelt, at man
fra Auschwitz museets side giver besøgende falske informationer
herom? Hvis DCHF mener, at kammeret er originalt, hvorfor har
Auschwitz museum direktøren da oplyst noget andet?
15. Ved DCHF, hvor jeg kan finde et originalfotografi af et
gaskammer?
16. Hvordan vurderer DCHF de vidneudsagn, der beretter om
massegasninger i Dachau, Matthausen, Neuengamme, og Stutthof?
17. Mener DCHF, at vidneudsagn vedrørende Holocaust skal godkendes
uden kildekritik? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvordan forholder
DCHF sig da til vidner som Phillip Müller, Rudolf Vrba, Helene
Weiser, Iboja Wandall-Holm, Alex Eisenberg, Kurt Gerstein, Elie
Wiesel, David Olère, Misha Defonseca, og Olly Ritterband?
18. Hvad ser DCHF som sin vigtigste opgave i dets arbejde omkring
Holocaust, og hvilke udadrettede tiltag vil DCHF foretage i denne
forbindelse?
19. Hvad mener DCHF om professor Norman G. Finkelstein og dennes
bog The Holocaust Industry?
20. Kunne DCHF ikke arrangerer en offentlig høring, hvor man indbød
en Holocaustbenægter for så for åben skærm at pille dennes påstande
fra hinanden? Hvis nej, hvorfor ikke? (Det ville være en stor hjælp
for os unge, som oftere og oftere støder på
Holocaustbenægtersynspunkter, uden at vi er i stand til at imødegå
dem).