Zarathustra - Irans profet før islam - og vor fælles fortid
Af dr. phil. Christian Lindtner
Danskeren Rasmus Rask opsporede i 1821 mange af vismanden
Zarathustras originale håndskrifter, Avesta, som danner grundlaget
for persernes gamle religion. De ligger nu i København, hvor
udforskningen af de ariske sprog avestisk og sanskrit har bragt
mange forbløffende forhold for dagens lys.
Skildring af Zarathustra
Mon navnet Zarathustra i dag siger ret mange ret meget? Svaret
er vel et nej, og det er synd og skam. Ikke mindst for os danske!
Hvordan det hænger sammen, skal jeg straks gøre rede for. Ikke
engang i sit hjemland, Iran, er hans navn længere kendt.
Engang var det på alles læber. Allerede for de gamle grækere og
romere var hans navn omgærdet af mystik. Med gylden skrift skulle
han på 12.000 kalveskind have forfattet to millioner dybsindige
vers. Næsten alt gik op i røg da Alexander stak ild på persernes
gamle kongeby, Persepolis i 331 f.v.t. Værket hed Avesta, stumper
blev på sæt og vis reddet, og det hellige skrift dannede fortsat
grundlag for persernes religion, indtil fanatiske arabere i 7. årh.
med bål og brand indførte islam og dermed udryddede omtrent enhver
rest af den gamle verden. Kun få lykkedes det at flygte til Indien.
Med sig bragte den persiske menighed nogle håndskrifter af
Avesta.
Oprindeligt var islam blot en arabisk ravnekrogsreligion. Den
semitiske gud fælles for arabere og jøder var en herskesyg og
lunefuld stammegud som favoriserede sine egne folk. Overfor
fanatisme og grusomhed havde de gamle iraneres ædle, retfærdige og
ophøjede himmelgud, Ahura Mazda, ikke en chance. I Europa kendte
man jo Zarathustras navn fra de græske og romerske forfattere. Nu
gjaldt det om at få fat på de avestiske håndskrifter, som
naturligvis måtte være en enestående kilde til ægte
førstehåndsviden om den gamle vismands lære.
Det var en dansker, Rasmus Rask, for hvem det først lykkedes, i
Bombay 1821, at opspore en mængde af de eftertragtede
originalhåndskrifter. De ligger nu i København! Rasks anden bedrift
var at påvise at der ikke, som mange troede, var tale om moderne
falsknerier. Han beviste at avestisk, sådan kaldes Zarathustras
sprog, var ældgammelt og nært beslægtet med indernes oldsprog,
sanskrit. De to sprog forholdt sig til hinanden næsten som dansk og
svensk. Sammen pegede de tilbage på en fælles fortid for mere end
3000 år siden, hvor inderne og iranerne endnu var og endnu følte
sig som ét folk. Den betegnelse, de anvendte om sig selv, var
arierne. Det moderne ord »Iran« betyder iranernes (land), dvs.
ariernes land.
Rasmus Rask
Ved hjælp af Rasks samlinger lykkedes det i 1952 en anden stor
dansker, N. L. Westergaard, at udgive Avesta i bogform. Dermed blev
Zarathustras tanker omsider tilgængelige for alle. Sådan da! For
sandheden er, at avestisk er noget nær det mest vanskelige og
dunkle sprog man kan tænke sig. Der måtte først udarbejdes
ordbøger, grammatikker og oversættelser, før Zarathustra lod sig
tyde. Den slags tager tid! Men lidt efter lidt fik danske og
udenlandske filologer løftet noget af sløret.
Danskerne Edv. Lehmann, Arthur Christensen og Kaj Barr har ved
deres oversættelser og studier af Avesta ydet et fremragende
arbejde. Men Avesta er svær. Der er ikke mange sætninger i Avesta
om hvis tydning der hersker fuld enighed. Der er stadig tvivl om
hvor og hvornår Zarathustra levede. Måske i det nuværende
Afghanistan? Var han hyrde, nomade, landmand eller præst? Hans navn
er uklart, måske betyder det "kameldriveren".
Af størst interesse er selvsagt Zarathustras lære. Kun mindre
dele af Avesta synes at stamme fra mesterens egen hånd. Det er de
såkaldte gatha'er eller sange. Selvom uklarhederne er utallige,
synes det omsider muligt at skimte hovedtrækkene af Zarathustras
tankebygning. Den gamle mester har gjort sig dybe overvejelser om
mennesket og verden. Mennesket er ikke blot et anonymt gruppevæsen.
Det er et moralsk individ. Der er noget der hedder godt, og noget
der hedder ondt, og sådan har det været siden tidernes morgen. Det
gode er ikke noget mennesker har eller får, det er noget de må
vælge, og noget de til stadighed må kæmpe for. Dumhed og moralsk
slaphed gør et menneske til bytte for det onde.
Zarathustra gør det gode og det onde til guder og dæmoner, som
er i stadig indbyrdes kamp. På den ene side er der den vise og gode
ånd, Ahura Mazda, på den anden den onde selv. Det gode er ingen
fjern og abstrakt gud som i de tre semitiske bogreligioner.
Tværtimod. Han er lige så nær som en god ven når man blot sørger
for at handle godt i ord, tanke og gerning. I sine sange samtaler
Zarathustra med Ahura Mazda, den "vise herre", som man kender på
hans virksomhed: Det er retfærdighed, velvilje, orden, føjelighed,
sundhed og udødelighed. Den højeste gud har altså de samme
egenskaber som de bedste mennesker. Det er ægte humanisme, uendelig
fjernt fra islams religiøse fanatisme hvor mennesket blot har at
underkaste sig. Over for de seks gode egenskaber, som udtrykker
hans væsen, står ondskabens yngel: løgn, dårlige tanker, anarki,
aggressivitet, elendighed og fordærv.
Nogle forskere har ment, at modsætningen mellem godt og ondt
ikke blot udtrykker noget moralsk, men også afspejler et kulturmøde
mellem ariske og semitiske folkeslag og stammer. Moralsk set er
valget frit, de gode vælger godt, de dårlige galt. Dog er Ahura
Mazda mere end et godt menneske. Han hører også den synlige verden
til.
De gamle ariere tilbad naturens kræfter, de var betagede af dens
storhed og skønhed. Her har vi naturvidenskabens første begyndelse!
Solen og månen, lyset og vandet, jorden og solen, regnen og stormen
- det var deres guder. Også i naturen er der et skel mellem godt og
ondt. Vand, ild, metal, kvæg og jord er af det gode, hvorimod
slanger, kryb, ulve, rust, misvækst og tørke er af det onde. Klart
nok, en lovsang til det rene drikkevand, den varmende ild i
vinterkulden, det blanke sværd i kampen! - For Zarathustra flyder
det sande, gode og nyttige sammen. Det onde og dårlige står i
modsætning til det gode og sunde. Men det lader sig overvinde.
Vel var Zarathustra præst eller bonde, men om hans kampvilje var
der ingen tvivl! Verden er delt op i to. Guder er ikke bare noget,
man tror på, det er noget, man gør som. Han er optimist, han tror
på det godes endelige sejr.
Men i Persien, eller Iran, måtte Zarathustra og hans lære vige
for Muhammed og islam. Araberne viste ingen pardon. Men et miskmask
af jøde- og kristendom iblandet egne »åbenbaringer« skabte
Muhammed, der først var hyrde, siden købmand, en erobringsreligion,
der krævede underkastelse, bønner, faste og pilgrimsfærd. Historisk
set er islam Irans tragedie.
Udforskningen af de ariske sprog, altså avestisk og sanskrit,
har bragt andre forbløffende forhold for dagens lys. Det har vist
sig, at de moderne europæiske sprog, herunder tysk, engelsk og
dansk (for slet ikke at tale om latin og græsk) har et nært
oprindeligt slægtskab til avestisk og sanskrit. En mængde ord er
stadig næsten enslydende. Det er ikke tilfældigt, men kan kun
betyde at vore egne forfædre engang må have talt samme sprog som
indernes og iranernes forfædre. De må længe have levet og boet som
naboer eller én nation! En epokegørende opdagelse! Nøjagtigt hvor
og hvornår er endnu uklart. Der må selvfølgelig også have været et
nært kulturelt og biologisk slægtskab. Moderne europæere - indere
og iranere - som grene på samme stamme!
Alle ved, eller burde vide, hvor meget historien betyder. Sprog,
kultur, religion, viden, osv. er sjældent noget vi selv finder på.
Det er næsten altsammen arvegods. Vor egen tid tærer som aldrig før
på fortidens arv. Dermed får studiet af iranernes og indernes gamle
skrifter, Avesta og Rigveda, pludselig en overraskende aktualitet
for os. Vi kan ligesom klemme os om bag vor egen fortid. Det har
man aldrig kunnet før nu.
Ligesom den gamle nordiske litteratur og religion fra før
kristendommens indførelse, afspejler Avesta og Rigveda på
forskellig måde, ofte kun dunkelt, en gammel fælleskultur der lå
til grund for både den nordiske og den iranske og den indiske
oldkultur.
Når vi ser historien i dette helt nye perspektiv, bliver det med
ét klart, at vi i tusinde år har levet på fremmedkultur som er
trængt ind udefra, i første række naturligvis kristendom, der, som
nu islam, kan forstås som semistiske bogreligioner. Man ser
undertiden moderne tilhængere af indiske religioner udskreget som
"nyreligiøse". Ironisk nok, for set i historisk perspektiv er
jødedom, kristendom og islam langt "nyere" og mere fremmede for os.
Iranernes, indernes, grækernes og romernes ældste religion og
kultur lå os oprindeligt langt nærmere end "nyreligiøse" bevægelser
som kristendom og islam.
Hermed sættes sagen selvsagt noget på spidsen. Der er også tale
om en kompliceret vekselvirkning mellem de semitiske og
ikke-semitiske religioner. Denne vekselvirkning kan vi imidlertid
ikke fatte medmindre vi først holder tingene skarpt ud fra
hinanden. En sammenlignende sprog- og kulturforskning har tydeligt
påvist at Europa, Indiens og Irans oprindelige kultur udgår fra et
fælles centrum. Dette centrum eksisterer i en vis forstand ikke
mere. Det er forsvundet i fortiden. Og dog, nej, det er forsvundet
i nutiden. Den gamle fælleskultur er nemlig nedarvet i vore sprog
og i vore gener, i vore tankeformer og i vor fysiske konstitution.
Jo mere vi studerer det, jo bedre lærer vi os selv at kende. Og det
er nok ikke så dårligt. Et godt valg, som Zarathustra ville have
sagt.
***
Denne tekst blev offentliggjort i Berlingske Tidende
den 4.09.1992.