Evangelierne er piratkopier
Selskabet har bedt en dansk religionsforsker, der ønsker at
forblive anonym, om at stille dr. phil. Christian Lindtner nogle
spørgsmål bl.a. i forbindelse med dennes hjemmeside www.jesusisbuddha.com, der
nu opdateres hver uge.
Dr. phil. Christian Lindtner i sit bibliotek
Sp: Du skriver, at de fire evangelier er piratkopier af de
buddhistioske sûtraer. Hvad mener du med det?
Sv: Ordet "piratkopi" er valgt med omhu, fordi en af
hovedkilderne til NT er den berømte Lotus-sûtra, hvori dette begreb
spiller en vigtig rolle. Det siges, at der i fremtiden vil blive
skrevet piratkopier af denne sûtra - ordet sûtra er synonym med
evangelium - godt ord, godt budskab. Det er ingen tilfældighed, at
Lotus netop omfatter 27 kapitler, akkurat som NT omfatter 27
skrifter. I buddhismen er 27 et helligt tal, af grunde jeg senere
kan vende tilbage til. Sanskrit for "PiRaTKoPi er prati-rûpaka,
også "efterligning". Du ser, at det danske ord indeholder samme
konsonanter - en typisk fremgangsmåde, når man efterlignede
originalen. Derfor det danske "piratkopi".
Sp: I hvilken forstand er da evangelierne piratkopier?
Sv: I den forstand, at evangelisterne - der alle fire har
deres navne fra buddhistiske evangelier - har sammenstykket deres
skrifter ved at kombinere ord, sætninger og motiver hentet dels fra
Det gamle Testamente (GT), dels fra forskellige
buddhistiske sûtraer. De har klippet småbidder ud og hægtet dem
sammen til en ny enhed. Dermed har de skabt den tilstræbte
vrangforestilling, at Jesus så at sige er vokset ud af GT. En
sammenligning: Tag en bog om Stalin, og en om Hitler. Klip så
sætninger og ord ud på må og få, og klæb dem så sammen til en ny
helhed. Så får du også en ny helt, der kan virker helt levende,
kald ham Sta-ler eller Hit-lin, som du vil. Det turde
være umiddelbart indlysende, at den nye mand ikke er en
historisk skikkelse af kød og blod. Han er en litterær fiktion. På
samme måde er denne Jesus en sammenstykket litterær fiktion,
sammensat af brokker fra GT, buddhisme osv., og selv om nogle
kristne synes at han virker så levende, så er sandheden
nødvendigvis den, at levende netop er noget han virker, ikke
noget han er eller var. Man har lignende eksempler fra antikken. En
kendt romersk komediedigter lavede nye komedier ved at klippe
stykker fra græske komedier sammen til en ny helhed på latin. Jeg
tænker på Plautus.
Sp: Du kan dog ikke afvise, at Jesus eller Kristus, nævnes af
forskellige romerske historieskrivere, Tacitus, Plinius osv.?
Sv: Det er velkendt. Men spørgsmålet er naturligvis, om deres
omtale af Chrestus/Chrestos og de kristne hviler på primære eller
sekundære kilder. Er der tale om rygter eller om realiteter?
Fastholder man, hvad jeg lige har sagt, er det indlysende at de
romerske historieskrivere bygger på rygter, ikke på realiteter.
Dette støttes endvidere af den kendsgerning, at vi kender navnene
på omkring tredive samtidige romerske, græske eller jødiske
historieskrivere. Ingen af dem nævner "verdens mest kendte mand"
med ét eneste ord.
Sp: Men kan der alligevel ikke være en "historisk kerne" bag det
hele, som fx teologen Bultmann ville mene? Altså en historisk
Jesus?
Sv: Svaret er allerede givet ovenfor. Antager vi,
at evangelierne er vor eneste kilde, så er manden en litterær
fiktion. Hitler er historisk, Stalin er historisk, men hverken
Hitlin eller Staler er historisk. Bultmann prøver at skrælle en
masse mytologisk stof væk, han skyder skylden på senere
kristne, og håber, at der bliver en historisk Jesus tilbage. Om
denne historiske Jesus ved vi desværre kun lidt eller intet. Denne
hypotese medfører den absurde følge, at Gud eller Jesus helt glemte
eller ikke formåede at sørge for at sikre sig kvalificerede folk
til at viderebringe det angiveligt gode budskab. Havde Bultman
ret, da betyder det, at Gud eller Jesus var gevaldige fumlehoveder.
Hvis det er tilfældet, hvad skal man så bruge dem til?
Sp: Men Paulus da? Han omtaler de mange vidner - mere end 500
brødre osv., til Kristi opstandelse. Og Paulus er vel et tidligt
vidne? En dansk teologiprofessor skriver: "Ældst og pålideligst af
overleveringerne om Kristi opstandelse og beretningerne om Kristi
tilsynekomst er Paulus i 1 Kor 15:1-11." Hans navn er Hyldahl.
Sv: Som jeg har påvist er 1 Korintherbrev 1:15, som du her
tænker på, et sammenkog af ord og sætninger fra Mahâparinrvânsûtra
(MPS), en anden hovedkilde til NT både hvad dette og meget andet
angår. Altså igen: litterær fiktion. Den danske teologiprofessor -
og med ham utallige andre - er på godt dansk fulde af løgn. Jeg
indbyder ham til at gendrive mig!
Sp: Men NT henviser dog til historiske personer, Augustus,
Pontius Pilatus osv., og kendte
lokaliteter, Jerusalem osv.?
Sv: Vi kan også læse om en tegneseriefigur som
Supermand,der flyver gennem New York. Byen er virkelig, men det gør
ikke Supermand til en historisk skikkelse. Der er altså tale om et
litterært trick, der skal narre læseren til at tro, at personen
også er virkelig. Forresten er flere af de i NT omtalte lokaliteter
rent fiktive, fx Magadan, nævnt Matthæus 15:39, iøvrigt helt
ukendt. Det er Magadham, kendt fra MPS, i samme sammenhæng.
Sp: Hvis du har ret i din teori, så må det have vældige
konsekvenser for for kristendommen. Man kan jo næppe forestille sig
en kristendom, med alt hvad dertil hører, uden en historisk Jesus?
Man kan jo ikke bygge en verdensreligion på en tegneseriefigur som
fx Anders And?
Sv: Jeg gentager og understreger, at der ikke blot er tale om en
teori. Der er tale om en opdagelse, en konstatering, som kan
efterprøves af enhver, der gider lære græsk og sanskrit og følge
efter i mine fodspor. Gør han det, vil han kun kunne bekræfte
rigtigheden af mine opdagelser, og selv gøre mange flere. Det
svarer til, at jeg rejser til Tibet, vender tilbage og beretter om
mine opdagelser. Måske tror man mig ikke. Jeg kan kun smile og
opfordre til, at man selv foretager rejsen, og vente på at man
vender tilbage. "Kom selv og se" siger jeg med evangelisten!
Sp: Hvad siger teologer og religionshistorikere til alt
dette?
Sv: Der har været forskellige reaktioner. Da jeg først luftede
mine opdagelser i 1998 på dansk i forbindelse med en samling
buddhistiske tekster oversat fra grundsprogene, blev mit arbejde
mødt med et rasende krav fra 23 fjollede universitetsfolk om
at forlaget brændte mine bøger...
Sp: Undskyld, var det ikke fordi man mente, at du benægtede
Holocaust...din artikel i Berlingske Tidende fra den
24. januar 1998?
Sv: Jo, det er muligt, men for det første benægtede jeg ikke
Holocaust, jeg fremsatte blot nye kendsgerninger, og jeg beder blot
om en præcis definition på Holocaust. Jeg afviser usandheder,
bekræfter sandheder. Men selv om jeg benægtede Holocaust - en dum
formulering - så har det jo intet med mine opdagelser af de
buddhistiske kilder til NT at gøre. Det var altså et påskud, for at
spænde ben for en forskning, der truede dem på deres levebrød. De
perfide angreb betød bl.a., at jeg mistede offentlig støtte til at
forsætte mit videnskabelige arbejde, og at forlaget, Spektrum, ikke
turde udgive to andre bøger med oversættelser fra sanskrit, der lå
klar til udgivelse.
Sp: Det må have været en bitter erfaring?
Sv: Ja og nej. Det kostede mig mit levebrød, men det var
en værdifuld erfaring i den forstand, at det nu blev klart for
enhver, at man ikke kan have tillid til danske religionsforskere og
teologer. Tryghed i ansættelsen betyder langt mere end
videnskabelig redelighed. At det desværre forholder sig således har
der været mange flere eksempler på. Søren Kierkegaard havde
sandelig ret, når han talte om teologernes uredelighed. Men der var
også gode reaktioner, især udenlandske. Flere udenlandske forskere,
næsten alle "store kanoner" viste begejstring for mit arbejde, og
det er den slags, der tæller i det lange løb. Men bittert er det,
ikke så meget for mig personligt, men for den danske befolkning, at
vi lider under et teologisk terrorregime, så at sige, altså
teologiske fakulteter, hvis hovedopgave er at uddanne præster, som
så atter spreder deres vrøvl og røverhistorier fra
prædikestolen i landets kirker søndag efter søndag.
Sp: Hvad kan man gøre for at rette op på disse misforhold?
Sv: Et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv. Først prøvede
jeg med det gode. Jeg har indbudt de teologiske professorer og
lektorer til i en offentlig debat at besvare mine udfordringer. Jeg
har indbudt landets ti biskopper til at forsvare eksistensen af den
historiske Jesus. Jeg har tilmed tilbudt at afholde deres
rejseomkostninger - selv om det er mig, der bliver ruineret eller
flået af at tale historisk sandhed, og dem, der bliver
velhavende af at lyve om den historiskem sandhed.
Sp: Du siger: præsterne lever af at lyve?
Sv: Ja, præsterne lever helt bestemt af at lyve. Deres
hovedopgave er at forkynde evangeliet sandt og uforfalsket. Det gør
de ikke, når de forsømmer at fortælle menigheden, at Jesus og alt
hvad han siger og gør, blot er litterære fiktioner. De skal desuden
forvalte sakramenterne, som det hedder, først og sidst dåben og
nadveren. Begge ritualer spores let tilbage til de
buddhistiske kilder. Altså igen præstesvindel.
Sp: Hvad så med kirkerne?
Sv: Kirkebygningerne pynter i landskabet og i bybilledet. Der er
ingen grund til at rive dem ned. Men når vi går til gudstjeneste om
søndagen - jeg tænker ikke på børnegudstjenester, kirkekaffe,
loppemarkeder og anden pjat - så handler det om tilbedelsen af
liget af en afdød jødekonge, der aldrig har levet - og som derfor
heller ikke er død for vore synder, og som derfor heller aldrig
vender tilbage - gudskeloveog tak! Dette skuespil må få det til at
vende sig i ethvert rationelt og anstændigt menneske. Det må
bringes til ophør.
Sp: Er der intet positivt, intet opløftende budskab i alt det ,
du siger?
Sv: Bestemt. I første omgang må parasitkolonierne på
fakulteterne og på prædikestolene enten udryddes eller omskoles.
Men det bliver vanskeligt at genskabe tilliden til præstestanden.
De har jo i godt to tusinde år levet højt af at lyve. Når jeg siger
"udryddes" mener jeg ikke korsfæstes, skønt de snakker så meget om
"at tage sit kors". Jeg mener, at det må være slut med
løgnehistorier med undertrykkelse af den videnskabelige
frihed, og med at snylte på statskassen.
Sp: Det positive budskab - hvor ligger det?
Sv: Det positive budskab fremkommer, når man begynder at
analysere NTs tekster numerisk.
Sp: Numerisk? Hvad mener du? Tænker du på gematri?
Sv: En numerisk analyse af antallet af stavelser og ord viser,
at teksterne er bygget op ud fra geometriske grundprincipper. Dette
gælder også for fundamentale buddhistiske tekster. Hvert ord, hvert
navn har sin egen talværdi.
Sp: For eksempel?
Sv: Vi får at vide, at moderen til Messias er en jomfru. Ved
første blik er det noget vås. Men tæller man efter, giver det
strålende mening. Hvert græsk ord har en talværdi: Talværdien for
jomfru er 515, talværdien for moderen er 464, og talværdien for
Messias er 656. Tegner du nu - ligesom Jesus tegnede i sandet - en
cirkel med omkredsen 515, da måler det indskrevne kvadrat 464, og
det omskrevne kvadrat målet 656. Dermed har du det geometriske
bevis for at moderen til Messias var jomfru.
Sp: Det minder om den buddhistiske lære om to sandheder, du vist
nok bl.a. har beskrevet i din doktordiputats fra 1982?
Sv: Netop. En påstand skal ses fra to sider. På den ene side er
den paradoksal og ubegribelig, på den anden smuk og indlysende
rigtig.
Sp: Andre eksempler?
Sv: Der er tusindvis af eksempler. Talværdien for jomfru Maria,
på græsk, er 667, altså 515 plus 152. En cirkel, der måler
667 enheder, indeholder en Davidsstjerne, der måler 1104 enheder.
Tallet 1104 er værdien af Davids søn på græsk. Dermed har du et
smukt bevis for at Jesus, som Davids søn er indeholdt i
Jomfru Marias runde mave. Tegner du Jesus som en cirkel på 888 -
værdien af Jesus på græsk - da måler det indskrevne kvadrat 800, og
800 er tallet for kurios, herre. Dermed har du det geometriske
bevis for at Jesus er Herren, eller omvendt. Davidsstjernen
inde i Jesus 888 måler jo 1470 enheder.
Men 1470 er talværdien for "the Lotus", på græsk ho lôtos
(70+30+800+300+70+200 = 1470). Her har man altså et geometrisk
bevis for at Jesus er født af en lotus, eller, at Jesus faktisk er
en lotus. Tegningen læses: Denne lotus er Jesus, eller : Jesus er
den lotus. Det er en ægte buddhistisk forestilling, som
afspejler Lotus sûtra, men som også er velkendt fra fx
egyptisk mytologi. Da en lotus er solsymbol, er sagen klar. Jesus
er en soldreng.
Sp: Hvis der er talrige eksempler af den art, så betyder det
vel, at geometrien kom før historien om, at Jesus og hans moder
osv. fik deres navne af tallene på tegningen? Det vil vel atter
betyde, at tallene kom før navnene, at navnene er opfundet for at
passe med tallene. Det modsatte er utænkeligt, hvis der er
tilstrækkeligt mange eksempler?
Sv: Ja, selvfølgelig kommer geometriske figurer med bestemte,
evige, mål før de navne, der har den ønskede talværdi. Man begyndte
med tegningen og opfandt så navne med talværdier svarende til
kvadraterne og de andre polygoner.
Sp: Gælder det også for buddhistiske tekster? Det har jeg aldrig
hørt om før.
Sv: Det gælder også for visse fundamentale buddhistiske tekster,
og når du ikke har hørt om det før, skyldes det, at det er noget
jeg selv har opdaget. I buddhistiske Mahâyâna-tekster siges ofte,
at buddhaerne blot er navne. Det samme gælder Jesus, hans moder
Maria osv. osv. - det er bare navne - nâma-mâtram på sanskrit,
skulle jeg hilse at sige.
Sp: Hvad er så meningen med alle disse cirkler?
Sv: Som bekendt er en cirkel et ældgammelt og meget
udbredt symbol på solguden. Det kan man læse mere om hos fx
Platon, Aristoteles og Cicero. I bund og grund taler vi altså om en
ældgammel sol- og himmeldyrkelse forklædt som en jødekonge og
hans himmelske fader.
Sp: Jesus og hans himmelske fader er altså groft sagt blot solen
og himlen forklædt som en jødekonge og hans himmelske fader?
CL: Det sagde du!
Sv: Pinligt! Tak for snakken!
CL: Jeg ber´! Fornøjelsen er på min side.