Gik Jesus på vandet?
Af dr. phil. Christian Lindtner
Det Nye Testamente er fyldt med beretninger om, hvad
Jesus sagde og gjorde. Det siges også, at Jesus udvirkede mirakler,
bl.a. gik han sig engang en tur ude på en sø, eller hav, altså på
vandet.
Vandene skilles, når det gælder forståelsen af dette mirakel. På
den ene side fastholder de troende, at Jesus, der jo var Guds søn,
sagtens kunne gå på vandet. Altså er historien troværdig. På den
anden side indvender snusfornuftige hverdagsmennesker, at mennesker
skam ikke kan gå på vandet uden at falde i. Altså er det noget vås,
vi læser. Men det ser ud til at begge parter er godt ude at
svømme.
Sagen er, at Jesus blot er et symbol på solen. I den verden,
hvor Det Nye Testamente blev til, myldrede det med
gudesønner. Hermes og Apollon var sønner af Gud - Gud var for
grækerne såmænd bare fader Zeus. Zeus er den vældige
himmelgud, og Solen hans søn. Hvordan kan det være anderledes? Hvor
skulle solen komme fra, hvis ikke fra himlen? Apollon og Hermes er
derfor blot forskellige navne på solen.
Går man ned til en blank sø eller ud til det skinnede hav, når
solen skinner på bølgerne, så ser man solens stråler bevæge sig i
takt med de vuggende bølger.
Der skal således ikke megen digterisk fantasi til at forestille
sig, at Solen går omkring på bølgerne.
Da disciplene så ham gå omkring på søen, blev de skrækslagne og
sagde: " Det er et spøgelse" - sådan skriver evangelisten Matthæus
14:26, og evangelisten Markus 6:49 på samme måde.
Det græske ord, der her er oversat med "spøgelse" er phantasma,
der egentlig betyder en fremtoning, et fantom, et drømmesyn -
bare et billede.
Hvem tør benægte, at de nærmeste disciple, der om nogen måtte
vide, hvem de havde med at gøre, havde ret, når de sagde, at Jesus
blot var - og stadig er - et billede - et billede på solen.
Vi forstår også, at de blev skrækslagne ved denne erkendelse. Vi
bliver også skrækslagne, når vi hører, at nogle kristne tror, at
manden gik på vandet, eller når vi omvendt hører andre hævde, at
han ikke gik på vandet. Begge parter må være blinde: Enhver kan dog
se solens billede i bevægelse på vandets overflade. Apollon
og Hermes bevægede sig også omkring på samme måde. Deres fader var
Zeus - og de kaldte ham deres himmelske fader.
Jesus, gudesønnen, anråber også lejlighedsvis sin himmelske
fader - med akkurat samme ord. Ikke så mærkeligt, at fantomet Jesus
på et tidspunkt forvandler sig for øjnene af sine disciple:
"Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som
lyset" - Matthæus 17:2.
Jesus er blot et billede - et billede så solen.
Det er godt at huske, når man næste søndag - næste soldag - går
i den kirke, som retteligen tilhører den himmelske fader Zeus.
Jesus er ikke i kirken, men udenfor, oppe på himlen. I kirken er
der kun et billede - billedet af ham, der stod op igen, akkurat som
solen gør det hver morgen.
Litteratur
Christian Lindtner; Geheimnisse um
Jesus Christus - Das neue Testament ist Buddhas Testament.
Lühe-Verlag 2005.