Gud - Hvem er det?
Af dr. phil. Christian Lindtner
Svaret på dette spørgsmål afhænger af hvem, der sprørges, og af
hvem, der spørger.
For jøderne er Gud Jahwe. Det var ham, der skabte himlen og
jorden, de første mennesker, Adam og Eva, som han blev sur på, da
de begyndte at interessere sig for at få viden. Så fordrev han dem
fra paradis - et sted, man ikke finder på moderne landkort. På et
tidspunkt i sin karriere gik han ind i et telt, der tilhørte
Abraham, hvis ældgamle kone fik et barn, Isaak - og det var ikke
med Abraham.
Samme gud dukker sidenhen op i samme rolle som forfører. Han har
nu fået smag for en ung dame. Nu er det gamle Josef, hvis
kæreste, jomfru Maria, får barnet Jesus med Saras gamle ven. Da
sønnen Jesus bliver korsfæstet, lader hans fader ham i stikken.
Hvor ironisk, når sønnen kalder sin fader "barmhjertig"!
Der er ingen tvivl om at den Gud, Jesus troede på, var Abrahams,
Isaaks og Jakobs gud - det har vi hans egne ord for.
Fra jødisk side hører man undertiden den påstand, at jøderne var
de første monoteister i historien. Gud bedre det! Det er en lodret
løgn. Både ægypterne, perserne og grækerne kendte til
monoteisme længe før jødedommen blev til.
Går vi til islam, så hedder gud her al- illah, bedre kendt som
Allah. Koranen lader ingen tvivl om at Allah er Abrahams, Isaaks og
Jakobs gud.
De tre religioner tilbeder med andre ord - på lidt forskellig
måde - en og samme gud.
Det hævdes undertiden, at Det Gamle Testamente (GT)
er meget gammelt, at det går helt tilbage til Moses. Men det er
usandt, akkurat som det er usandt, at jøderne opfandt monoteismen.
Man siger, at GT oprindeligt forelå på hebraisk, akkurat som man
siger, at Jesus talte aramæisk - begge dele fromme løgne, hvis
motivering naturligvis er at give det falske indtryk , at den
græske tekst er sekundær, den hebraiske/aramæiske primær og
ældre.
Læser man GT på græsk (og sammenligner med hebraisk), og er man
fortrolig med oldgræsk litteratur, begyndende med Homer, der var
datidens skolebog, må man være blind for ikke at se, at Gud blot er
et kopi af den græske Gud - Zeus.
Når grækerne, allerede fra Homers tid, talte om Gud eller Guden
- theos eller ho theos - så mente de Zeus, gudernes og
menneskenes fader (Homer). Hans sønner og brødre kunne også kaldes
guder - guden Apollon, guden Hermes, guden Poseidon, guden Hades
osv. Alle tilhørte samme familie, Zeus var deres "fader". Fra
første færd er der således tale om en græsk monoteisme, der i
praksis fremstår som polyteisme.
Zeus, gudernes og menneskenes fader
Zeus er fremfor alt den store vældige himmelgud. Han har derfor
også ansvaret for vejret, for lyn og torden, for storm og
blæst, for regn og for solskin osv.. Den gode Zeus har således
ikke så lidt at se til. I praksis fordeler han derfor opgaverne til
sine børn og slægtninge. Hermes og Apollon er hans "sendebud",
græsk aggelos, heraf vort "engel". De mange guder og deres
virksomhed er udtryk for den højeste faders vilje. Apollon
identificeres normalt med solen, og det er således let at forstå,
at Apollon både har ansvar for sygdom og helbredelse. Det er godt
med lidt sol, den virker helbredende - hvis man da ikke får for
meget af den. Apollon bliver derfor også gud for det rette mål -
ikke for meget, ikke for lidt osv. Poseidon er havets gud, altså
vandet sov.
Man bør aldrig læse Biblen, som jøder og kristne
plejer at læse Biblen. Som om der ikke var andre bøger
i denne verden. Bogen skal derimod læses i sin rette historiske
sammenhæng. Begge bøger, Det Gamle Testamente og
Det Nye Testamente (NT), er skrevet på
græsk, altså af folk, der var fortrolige med de græske
gudehistorier- altså græsk mytologi. De var vokset op med Homer,
for ingen lærte græsk uden at lære Homer - og dermed de græske
myter.
Man skal altid læse Biblen sammen med den græske litteratur -
først da får man et sandfærdigt billede: Den gud, som Jesus
betegner som sin himmelske fader, er ingen anden end den gud,
grækerne også kalder den himmelske fader: Det er Zeus. Jesus er
Guds søn - Jesus er med andre ord blot et andet navn, snart for
Apollon, snart for Hermes, snart for Dionysos. Jesu moder kaldes
snart Maria, snart Mariam. Hun er både moder og jomfru på samme
tid. Det samme gælder for Zeus´ elskede døtre, Athene og Artemis,
de omtales begge som moder og jomfru på samme tid.
For en lærd græker var det soleklart, at den hellige familie -
Jesus, hans fader og moder - blot var en ny variation af Zeus, hans
hustru og døtre, og hans sønner. Man lægger mærke til, at Jesus har
mange navne - akkurat som Zeus´ sønner. Jesus
helbreder, gør mirakler, udfører sin faders vilje - akkurat som
Apollon og Hermes. Den hellige familie er altså oprindeligt fader
Zeus, hans hustru (han havde flere veninder, som Jahwe), og hans
børn.
Parthenon
I tidens løb overtog de kristne de græske templer. Parthenon,
Athenes tempel på Akropolis, blev til en helligdom for jomfru Maria
osv. osv. Græsk gudsdyrkelse blev forbudt.
Når det har været svært, at se dette i og for sig såre enkle
helhedsbillede, skyldes det især, at de kristne har haft travlt med
at skjule sporene. Enhver, der har begået et tyveri, eller
forfalsket et dokument, ønsker naturligvis at skjule sine spor.
En af måderne, de skjulte sporene på, var ved at fortælle en
helt ny historie om Jesus - en historie, man ikke kendte fra
Apollon og Hermes. Denne historie stjal de såkaldte
evangelister fra buddhisterne. Buddhismen havde vind i
sejlene på det tidspunkt. De regnede ikke med at dette tyveri ville
blive opdaget. De regnede ikke med, at forskere (filologer)
langt senere ville finde de buddhistiske skrifter, som man havde
kopieret - ofte ganske ordret. Men i nyere tid er disse skrifter,
på sanskrit, blevet fundet i sandet og andetsteds, hvor
buddhistmunke for længe siden, havde skjult dem - i håb om bedre
tider.
Den kristendom, vi nu kender fra NT, er således et
sammensurium af græsk og buddhistiusk mytologi. Det står fast, for
enhver, der kan læse græsk og sanskrit.
Konklusionen er naturligvis, at Jesus og Maria osv. er litterære
fiktioner, på samme måde som Anders And, Skipper Skræk osv. - ja,
på samme måde som Zeus og hans familie.
En personlig erfaring: Hver gang, jeg har forsøgt at forklare
disse enkle kendsgerninger til en præst eller teolog, har
reaktionen altid været den samme: Frygt, vrede, fortørnelse.
Efterfulgt af tavshed, forfølgelse, fordømmelse bagtalelse osv. Og
reaktionen er ganske menneskelig: Indrømmer man -som sandt er - at
Jesu himmelske fader blot er Zeus i forklædning, og at Jesus er
en herrens blanding af Buddha og Apollon og Hermes i
forklædning osv. osv., så falder hele det kristne korthuset
til jorden med et brag. Præster og teologer bliver brødløse -
de er allerede så langt inde i uredeligheden, at der ikke er nogen
vej tilbage. Det betyder endvidere, at kirkerne i realiteten er
templer for Zeus, for hans døtre og for hans sønner.
Hvad der må være en mareridt for teologer og præster er
imidlertid et herligt budskab for oplyste mennesker: De græske
guder er også guder for kunst, for videnskab og for en højere
moral, end GT og NT kender til. Jesu dybt usymaptiske og barbariske
fader er på ingen måde en gud for kunst, videnskab og højere
dannelse.
Kaster mn blikket tilbage til legenden om de første mennesker,
der blev fordrevet fra paradiset, fordi de ønskede at opnå viden,
så ser man, at der var gode grunde hertil. Ophavsmændene til
Mosebøgerne ønskede ikke, at deres kilder blev afsløret.
Hvis menneskene fik viden, da ville de blive udødelige som
de græske guder. Det måtte ikke ske, for så ville det store bedrag
ikke kunne gennemføres. Det var altså de græske guder, der blev
fordrevet fra paradis. Adam og Eva var blot Athene og Hermes i
forklædning. Væk med dem!
Og når en af guds andre sønner, Jesus, der skulle kaldes
Emmanuel (men som aldrig blev kaldt sådan!), fordrev dæmoner, så
var disse dæmoner såmænd blot de græske guder.
Muslimerne bygger deres tro op på disse og andre
jødiske og kristne fantasiforestillinger. Den græske og
buddhistiske baggrund savnede de første muslimer både sproglige og
historiske forudsætninger for at gennemskue. Nu er tiden en anden,
den sammenlignende religionsvidenskab har afsløret kilderne til
bedraget om Abrahams, Isaaks og Jakobs gud.
Bag det hele ligger en ordnet og strålende helhedsanskuelse, den
græske, der bringer et glædeligt budskab til alle, for hvem en
højere videnskabelige og kunstnerisk dannelse stadig har
betydning.
Abrahams, Isaaks og Jakobs gud har aldrig været nogen god ven af
videnskaben. Kirken og synagogen har ligget i stadig konflikt med
videnskaben og den højere dannelse. Vel har kirken måttet sluge
mange kameler, og vel har den støttet kunsten. Men næsten alt det
positive, man kan sige om kirkens tiltag, er sket på trods.
Modstræbende har man fulgt med den kulturelle udvikling, der næsten
altid har sin rod i græsk videnskab.
Kirkebygningerne med deres kunstneriske indretning osv. er mere
udtryk for en græsk end for en jødisk-kristen ånd. Det samme gælder
de pragtfulde monumenter, islam har skabt, når talen er om kunst og
arkitektur. Her lever den geometriske ånd, som er ærkegræsk, videre
på en sådan måde, at det ikke bliver nogen uløselig opgave, at
udrydde alle vildfarelserne og bringe tingene tilbage til deres
oprindelige levende ophav.
Hører man til de kristne, der stadig går i kirke, er der ingen
grund til at opgive denne praksis. Blot må man øve sig i at se
på tingene med helt nye og anderledes klare øjne: Kiren er et
tempel, gud er Zeus, hans søn er et sammensurium af Buddha, af
Apollon og af Hermes. Guds moder er både Artemis og Athene - moder
og jomfru på én og samme tid.
Athene
Det virker ubegribeligt, at en kvinde både er jomfru og moder på
samme tid. Teologer har spekuleret og spekuleret - og fået et godt
levebrød derved - men stadig uden at have fundet løsningen på
paradokset. Pinligt, at guds ord er så dunkle! Grunden hertil er
den, at de ikke kender til græsk geometri.
Løsningen på paradokset er såre enkel, hvis man blot husker, at
for grækerne er hver bogstav også et tal. Hvert ord er dernæst
summen af hvert bogstavs talværdi.
Det græske ord for jomfru er parthenos, og talværdien heraf er
p+a+r+th+e+n+o+s = 80+1+100+9+5+50+70+200, altså 515. Talværdien af
moderen, på græsk hê+m+ê-t+ê+r = 8+40+8+300+8+100, altså ialt
464.
Tegner man nu en cirkel med omkredsen 515, så måler det
indskrevne kvadrat 464. Jomfruen er altså cirklens omkreds, moderen
det indskrevne kvadrat. Læses de to sammen, så har man det
geometriske bevis for, at moderen er jomfru. Målene på cirklen og
kvadratet følges ad. Altså er moderen en jomfru, eller, om man
vil, jomfuen en moder.
Tegner man dernæst det dobbelste solkors inde i cirklen,
da måler dette solkors fire gange diameteren, som er 164, altså
656. Og 656 er talværdien dels for Messias (40+5+200+200+10+1+200 =
656), dels for moderen (464) Mariam (græsk Mariam =
40+1+100+10+1+40 = 192), altså ialt 656.
Tegningen viser med geometruisk sikkerhed - ægte græsk - at
moderen er jomfru, og at moderen er Maria. Den viser tillige, om
man vil, at det er en jomfru, der er moderen til Messias.
Alt dette har de kristne glemt (spørg din præst!) , og grunden
til at de er uvidende derom, er den enkle, at de har
fornægtet deres græske og geometriske rødder.
Det kan ikke overraske, at der findes enkelte spor af kristne,
der har syslet med græsk geometri. Disse folk blev som regel
fordømt og forfulgt. Man forstår nu, hvorfor, den officielle kirke
måtte skride til undertrykkelse af geometriske studier. Det ville
være selvmord andet: Den geometriske analyse af selve
kristendommens grundlæggende og autoritative skrift , afslører de
græske rødder.
Og det bliver værre og værre: Diameteren i 515 cirklen er , som
nævnt, 164. Men 164 er talværdien for den mest kendte af alle
gudiindejomfruer: Athênê Nikê. Hendes templer stråler stadig
oppe på Akropolis! Og 656 er talværdien på den anden
kendte jomfrudatter af Zeus: Artemis, Apollons søster. Tegningen
beviser derfor, at Messias havde en moder, hvis navn var Artemis
eller Athênê Nikê.
Dermed styrter krisendom og kirke sammen i gruset af den græske
geometri.
Man kan derfor også sige: 656 er : Sejren er Athenes, Zeus'
(datter), græsk hê Nikê Athênês Dios =
8+88+1+9+8+50+8+200+4+10+70+200 =656.
Og endelig: Man går aldrig i kirke uden at slutte med et AMÊN.
Men AMÊN - hvad er det?
AMÊN er 1+40+8+50 = 99.
Enhver græker ved, at 99 er talværdien for hê thea Athênê =
8+9+5+1+1+9+8+50+8 = 99. Og de kristne vidste, at 99 også et
talværdien af det sted, Messias blev født Bêthleem =
2+8+9+30+5+5+40 = 99.
Næsten gang, du hører AMEN i kirken, så sender du altså - nu ved
du det - en venlig tanke til gudinden Athene, jomfru og moder til
den Messias, som aldrig har levet - men som stadig lever i
geometriens evige verden.
1. august 2009
Litteratur
Christian Lindtner;
Geheimnisse um Jesus Christus - Das neue Testament ist Buddhas
Testament. Lühe-Verlag 2005.