Guds Ord og Jomfru Marias hvide elefant
Af dr. phil. Christian Lindtner
Om søndagen går man i kirke for at lytte til Guds ord, der
blandt meget andet ubegribeligt handler om, at Jomfru Maria fik en
skabning med en hellig vind - den såkaldte Helligånd. Det var Guds
søn, også kendt som Jesus eller Emmanuel.
For at få mening med denne sære historie, må man ikke overse, at
Matthæus som så ofte skriver af efter et buddhistisk evangelium.
Det hedder her, at Brahmâ, gud oppe i himlen, sender en af sine
sønner ned til jorden for at han kan forkynde sin faders vilje, det
gode budskab, som nærmest går ud på, at folk skal lære at
blive retfærdige, og at himlen ikke er langt borte, men ganske
nær. På den måde kommer himlen ned på jorden. Spørgsmålet er
nu, hvordan Guds søn kommer ned på jorden helt oppe fra himlen.
(Buddhisterne kalder ham også Guds søn!) Hverken fly, raket,
ballon, faldskærm eller luftskib stod til rådighed i de dage.¨
Det ville tage sig temmelig komisk ud, om Guds søn eksempelvis
hoppede ud oppe fra himlen for så at styrte hovedkulds pladask ned
på jorden, hvorved han jo kunne komme til at slå sig slemt. Som
passende befordringsmiddel vælger Gud derfor en flot sky til sin
søn. Når skyen er fundet, bliver næste spørgsmål, hvordan den
sættes i bevægelse - fra evigheden og hertil. Til dette formål
tjener blæsten, den såkaldte ånd eller vind, der passende betegnes
som hellig. Helligånden er altså den vind, der sørger for at puste
skyen lige ned og ind i maven på Maria, der netop derfor er en
jomfru. Den skabning, der kom ind i maven på Maria, var altså en
sky drevet af vinden.
Der er her tale om et gammelkendt eventyr for børn. Både inderne
og grækerne taler ofte om, at den himmelske gud omfavner jordiske
kvinder i form og forklædning af en hvid elefant, en hvis
svane, en hvid due, en hvid tyr osv. Enhver kan, om han vil, læse
alle disse skikkelser og flere til ud af de hvide skyformationer,
hvis liv vi betragter oppe på himlen. Man må, tænker jeg, være
folkekirkepræst eller professor i teologi for at ikke at kunne se,
at Jomfru Marias barn blot var en hvid sky, som et vindpust bragte
ind i hendes skød. Religionshistorien kender talrige lignende
eksempler.
Zeus
Nu og da hører man i kirken tillige Guds ord eller
præstens tale om Guds røst fra en sky. Bag denne forestilling
ligger akkurat samme forestilling som ovenfor. Guds ord, tale og
røst er vinden, man hører blæse og suse. Præsten, der puster og
stønner. Dig selv, der fløjter og blæser hans ord en lang
march.
Når buddhisterne taler om den hvide elefant, og når de kristne
taler om en hvid due eller Jesus som et (hvidt) lam, burde de tænke
på skyerne, som den himmelske fader sender ned til os her på
jorden. Gud selv er i skyen og herfra taler han til os. Det er
derfor også svært, at skelne skarpt mellem Gud og Guds søn. Begge
opholder de sig i skyerne. Guds ord er da skyens tale - som når det
tordner og stormen raser.
Man behøver kun at kende en smule til græsk mytologi, for at
forstå, hvem der her er på spil. Zeus er himlens og vejrets gud,
menneskers og guders fader. Ofte omtales han af grækerne og romerne
som den himmelske fadere - et udtryk, Jesus selv anvender, når han
beder til sin fader. Zeus er kendt for at have forklædt sig snart
som en hvid svane, snart som en hvid tyr. I disse og lignende
skikkelser gjorde han tilnærmelser til jordiske kvinder. Med dem
fik vor himmelske fader selvsagt gudesønner. Det var altså Zeus,
der først kom til Buddhas moder Maia, som en "hvid elefant",
dernæst til Ma(r)ia som en hvid sky, der blev drevet af vindens
pust. Jesus er altså søn af Gud, den himmelske fader, Zeus.
Når man således næste gang går i kirke, skal man huske, at tænke
på Skysamleren Zeus - som han allerede hed hos Homer. Den gud, vi
tjener i de danske kirker, er altså ingen anden end den himmelske
fader, Skysamleren Zeus. Når vi sammesteds lytter til Guds ord,
lytter vi til Torden- og Vindguden Zeus. Det var Zeus, Jesus tænkte
på, da han sagde, at den himmelske fader lader sin sol stå op over
onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige
(Matthæus 5:44-45). Vejrguden Zeus er nemlig også solens og regnens
Gud.
Endelig står tilbage at tilføje, at Brahmâ er buddhisternes
Zeus. Jesus er således både søn af Zeus og Brahmâ. I evangelierne
har Brahmâ forvandlet sig til Abraham. Derfor kaldes Jesus også
Abrahams søn - altså Brahmâs søn. Buddhisterne kalder ham også
Deva- putras - søn (putras) af Devas, som betyder Gud. Deva-putras
forvandles til Davids søn og til Guds søn.
Den 4. juli 2010