Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

• Hjem
• Religion
• Antropologi
• Jødespørgsmålet
• Nyheder
• Om
• Butik
• Links

English Facebook YouTube RSS

Jøderne elsker kristendom

Vore samtidige er ved at komme til en radikal ny forståelse af det jødiske problem. En efter en og uafhængigt af hinanden har adskillige af vore bedste hoveder efterprøvet de historiske vidnesbyrd eller analyseret de kræfter, som i dag driver vor europide race til selvmord. Og hver af dem er uvilkårligt kommet til den konklusion, at kristendommen var en jødisk opfindelse, udtænkt med det særlige formål at svække og paralysere verdens civiliserede folkeslag, som jøderne fortærede i antikken og har taget som bytte lige siden.

Dr. Revilo Pendleton Oliver

For hundrede år siden indså Nietzsche, at vor civilisation, selvom den tilsyneladende totalt beherskede hele verden, var inficeret af en nedbrydende sygdom, en åndelig form for kræft, som ville udrydde den, hvis vore folk ikke havde intelligens og mod nok til at bortskære ondartetheden. Han kom til den konklusion, at kristendommen var en "omvurdering af alle værdier", en mental virus, snedigt opfundet og udbredt af jøderne, for at tilfredsstille "jødisk hævntørst og had - det dybeste og mest subtile had i menneskehedens historie". Hvad enten vore samtidige nu har læst Moralens Genealogi eller ej, så argumenterer de for det meste ud fra begivenheder, som er forekommet eller ud fra historiske vidnesbyrd, som er blevet tilgængelige siden Nietzsches dage. De kommer i det væsentlige til samme konklusion.

Kristendommens oprindelse er hyllet i dybt mørke. Intet historisk dokument om dens oprindelse har overlevet, og forskerne kan kun drage slutninger fra de tidligste historiske referencer dertil, og argumentere ud fra dens forvirrende og usammenhængende mytologi. Én ting er sikker: Kristendommen stammer fra jøderne og er baseret på mundtlige overleveringer om en, eller mere sandsynligt, flere jødiske agitatorer og mirakelmagere, som bar det yderst almindelige jødiske navn Jesus, og som kaldte sig selv kristne. Ordet kristen kommer af et græsk ord, som betyder "smøre, fedte ind i olie", men på jødernes plumpe græske dialekt benyttedes det i betydningen "en messias", dvs. en mand udpeget af jødernes stammegud til at føre hans udvalgte barbarer til endelig sejr over de civiliserede folkeslag, som de nærede et uforsonligt had til. Et af kirkefædrenes snedigste kneb for at promovere deres kult bestod i at give ikke-jøder det indtryk, at "Kristus" var navnet på en person, og selv i vore dage tror mange kristne i deres uvidenhed, at deres gud var en mand, som var døbt "Jesus Kristus".

Nietzsche indså, at en vellykket promotion af kristendommen afhang af, at man foregav et gensidigt fjendskab mellem kristne og jøder. Det afhang af, at den jødiske kult, som skulle afsættes til goyim, så ud til at være ikke-jødisk eller ligefrem antijødisk. "Var det ikke", spurgte han, "et nødvendigt træk ved en i sandhed strålende hævnpolitik, en fremsynet, underjordisk, langsomt og omhyggeligt planlagt hævn, at Israel måtte benægte sit sande våben offentligt, og nagle ham til korset som en dødelig fjende, så at "hele verden" (dvs. alle jødernes fjender) naivt kunne sluge maddingen!". Denne taktik medførte imidlertid et uforudset tilbageslag, som kun med vanskelighed lod sig bringe under kontrol.

Det ville kræve et helt bind at resumere kristendommens skandaløse og grove historie fra dens kendte begyndelser omkring midten af det andet århundrede til denne enestående snedige og pågående sekts triumf i det femte århundrede. Der var sekter i hundredvis, hver med sit bundt af evangelier, særlige doktriner og behændige teologer, men blandt dem var der dusinvis af sekter, som tog jødernes forsætlige antagonisme over for den nye religion alvorligt.

En af de tidligste kristne sekter, vi har ret godt kendskab til, og som i næsten to hundrede år var en af de største, var markionitismen. Det er i øvrigt værd at bemærke, at i hvert fald indtil for nylig, stammede den tidligste overleverede indskrift i en kristen kirke fra en markionitisk kirke, som blev bygget i 318, og naturligvis blev udslettet, da den sejrrige sekt fik magt til at forfølge dens konkurrenter.

Markioniterne troede, at jøderne faktisk var "Satans synagoge". De benægtede, at deres Jesus havde været en jøde. De indså, at det var tåbeligt at hævde, at en inkarneret gud kunne dø eller lade sig korsfæste. De holdt på, at det var oprørende, at identificere den højeste gud, en retfærdig gud, der elskede hele menneskeheden, med den lunefulde, grusomme og yderst umoralske gud, som beskrives i jødernes eventyrbog, som de kristne nu kalder Det Gamle Testamente. Markioniterne troede naivt, at disse myter var historiske, men betragtede dem dog som en kronik over jødernes og deres overnaturlige medsammensvornes forbrydelser; en dybt inferiør guddom, hvis magtmisbrug den højeste guddom med rette havde ophævet. Andre kristne sekter tog det logiske skridt utilsløret at identificere jødernes gud med Satan. Denne troværdige identifikation anbefalede sig selv til de goyim, som var tvunget til at leve sammen med jøder og måtte finde sig i deres ødelæggelser.

Det er umuligt at angive præcise tal, men det er muligt, når man tager de talrige sekter under ét, at flertallet af de kristne tidligt i det tredje århundrede afviste den tanke, at jødernes var "Guds folk" og at Jesus, som var guddommelig, kunne have været jøde. De antijødiske sekter synes dog alene at have betragtet sig selv som religiøse og at have troet på det, der stod i deres skrifter om kærlighed, tro og fred. Idet de havde nok i at tro på visse dogmer og i at iagttage regler, som garanterede dem salighed efter døden, synes de ikke at have haft nogen interesse i politisk intrige og sammensværgelse, som de savnede tæft for. Således blev de med tiden bytte for en bande listige, durkdrevne og yderst velorganiserede teologer, der kendes som kirkefædrene, og nu tildeles en fremtrædende position, de ikke kan have haft i deres samtid, hvor de må have forekommet at være blot endnu en klike af grossister i frelse.

Da kirkefædrene omsider havde fået grebet om statens politistyrker, uden tvivl med megen skjult hjælp fra jøderne, udryddede de alle antijødiske kristne med sværd og ild, de naturlige instrumenter for kristen næstekærlighed som ambitiøse hellige mænd forstod det. På trods af alle hellige massakrer i det femte århundrede har det antijødiske "kætteri" vist sig fra tid til anden i senere tidsaldre. Det findes i dag i visse "fundamentalistiske" kirker, og mest udtalt, i gruppen af løst beslægtede sekter kaldet "British Israel", hvis medlemmer sandsynligvis aldrig har hørt om markioniterne eller deres andre gamle forløbere.

"British Israel" kan meget vel være endnu en forlystelse, som gav bagslag. Det begyndte i England på det tidspunkt, hvor Disraeli var i færd med at mase sig op til statsministerposten og adelsrang. I sin oprindelige form lærte den, at "de ti tabte stammer", der angiveligt var taget til fange af assyrerne, havde været angelsaksere, som flygtede en masse fra assyrisk territorium til de britiske øer. Man opdigtede en nydelig stamtavle for at vise, at dronning Victoria nedstammede i lige linje fra en jødisk røverhøvding ved navn David. Heraf fulgte så, selvfølgelig, at Guds eget folk, altså: Angelsakserne og jøderne, omsider genforenet efter mange hundrede år, sammen skulle beherske verden. Det var dog en tanke, der stillede for store krav til selv kristen lettroenhed.

I dag accepterer de "britiske israelitter" historien om, at de ti tabte stammer var angelsaksere eller i hvert fald nordiske, og at de var jaget bort fra assyrisk område til de britiske øer, eller nordlige Europa. De hævder endvidere, at Jesus i den hellige skrift var arier, på trods af hans udprægede jødiske navn og det udprægede jødiske (eller muligvis ægyptiske) navn på hans angivelige moder. De forlader sig i hovedsagen på nogle tidlige kristne falsknerier, der udtrykkeligt beskriver Jesus som havende blå øjne, blondt hår og skæg. De bruger ikke, og synes heller ikke at kende den tradition, lige så tidligt belagt som nogen anden kristen skrøne, at en af Jesus'erne var søn af en jødinde og en soldat ved navn Pandara/Panthera, som sandsynligvis ikke var jøde, og som meget vel kan have været makedoner eller en anden slags græker i en seleukidisk eller romersk hær.

Vi må nære en betragtelig sympati med vor tids "britiske israelitter". De anerkender oprigtigt jøderne som de evige fjender af vor race. De er de bedste af de kristne og de gør et tappert forsøg på at befri deres religion fra dens jødiske bånd og få den til at bidrage til vor races overlevelse. Men desværre er deres doktrin historisk meningsløs, og hvad værre er, demoraliserende. Den gør vor race til medskyldig og beneficier af den rovgerrige gud, Jahve, som ifølge Det Gamle Testamente, hjalp sine kæledyr med at besvige, udplyndre, plage, og slagte de bedste folk i Ægypten og Kanaan.

Kirkefædrene

Kristendommen i dag, herunder alle de mindre sekter, er hvad kirkefædrenes tålmodige og subtile slid har gjort den til. De var en samling slyngler. Vi har ingen mulighed for at vide, hvor mange af dem, der faktisk var jøder i tjeneste for "Guds race". Det er højst usandsynligt, at nogen af dem var grækere eller romere. De fleste af dem var sikkert semitter eller efterkommere af et eller andet orientalsk folk, som sværmede ind i det bastardiserede romerrige, hvor de forskød eller erstattede romerne. Hvad deres racemæssige baggrund end måtte have været, så er det klart fra deres egne skrifter, på trods af megen senere oppyntning, at de var en broget klike af slubberter, psykopater og andre mislykkede eksistenser. De var løgnere og bedragere af beregning eller tvang; se den kyndige Joseph Wheless: Forgery in Christianity, New York, 1930.

Et af fædrenes frækkeste og mest vellykkede bedragerier udsender en umiskendelig jødisk stank. Med fræk og evindeligt gentagen bedyrelse gør de fordring på, at onde romere, første gang på Neros tid, forfulgte Jesus' små lam, blot fordi de uskyldige væsener ønskede at tilbede "den sande gud". Intet kan, fra et historisk synspunkt, være mere absurd. Ser man bort fra deres typiske ariske sløvhed over for racemæssige kendsgerninger, så var romerne et beundringsværdigt praktisk folk og de vidste, hvordan man regerede. For dem var det fast politisk aldrig at blande sig i deres undersåtters overtro. Uden at tage parti tolererede romerne de mest groteske riter og obskøne religioner. Nogle af de afskyelige kulter, der blomstrede blandt samfundets bundflad, praktiserede menneskeofringer, men så længe de lod sig nøje med at ofre deres egne medlemmer, greb romerne ikke ind; de vidste at man intet kunne (og kan) gøre for at frelse tåber fra følgerne af deres egen tåbelighed. Det var først, når den religiøse iver inspirerede til mord på romere eller undersåtter med krav på deres beskyttelse, at romerne trak en linje, hinsides hvilken deres tolerance ikke ville gå. Selv da straffede de ikke den fordærvelige tro, men kun vold og sammensværgelse om at begå vold.

Det utøj, Nero henrettede, var jødiske terrorister fra pøbelen i den store ghetto, som jøderne havde plantet i Rom. De blev anklaget for at have anstiftet den store brand, som lagde en større del af Rom øde i 64. De tilstod og blev henrettet - på grusom vis, sandt nok. Når man betragter de rædsomme udbrud af jødisk nihilisme, som over hele verden med mellemrum har fundet sted, når en kristen opviglede pøbelen, så indser man, at det er højst sandsynligt, at terroristerne faktisk var skyldige i de forbrydelser, de tilstod. Det er sandt, at Neros politiske modstandere, som konspirerede for at vælte ham, foretrak at anklage ham for forbrydelsen, og den egomane ynglings arrogante dårskab så ud til at bekræfte den politiske propaganda, da han eksproprierede den ødelagte bymidte til et ekstravagant nyt palads. Det var det, der gjorde det muligt for fædrene, da de hundrede år senere begyndte at lægge deres bedrag ned over de uvidende, at lade som om de grusomme terrorister var blevet forfulgt, blot fordi de ønskede at elske alle.

Da den historiske kritik blev mulig i det attende århundrede undgik fædrenes snedige bedrag længe opdagelse; tretten århundreders kristendom havde i den grad vænnet vores folk til at praktisere tortur og til at myrde mennesker for deres tanker og overtro, således at historien forekom ganske sandsynlig. Efter midten af det tredje århundrede, da efterkommerne af de uddøde romere desperat forsøgte at holde sammen på rigets ruiner, vides et fåtal af dem at have grebet ind over for de kristne som sådanne, men vi ved ikke, hvad der udæskede dem dertil, og naturligvis kan vi ikke nære nogen tillid til de skrøner, som fædrene fortæller. Den almindelige politik var imidlertid tolerance, og vi ved, at Diokletian tillod kristne adgang til høje tillids- og ansvarskrævende poster i sit eget palads indtil 303, da de kristnes karakteristiske "fromhed" tog overhånd, og de forsøgte at myrde ham ved at brænde ham levende i hans eget soveværelse. Det gjorde ham en smule vred.

Mod slutningen af det fjerde århundrede blev Hieronymus, som var langt bedre uddannet end de fleste af fædrene og sikkert den bedste af en slem bande, grundlæggeren af en ny slags novelle, som blev umådelig populær: Fortællinger om "martyrer", der "led for deres tro". Der er overleveret et brev fra Hieronymus, hvori han bittert bebrejder nogle kristne, som tænkte at det havde betydning, at helten i hans første opspind aldrig havde eksisteret. Det var aldeles irrelevant, svarede Hieronymus indigneret, al den stund hans fortællinger opbyggede kleresiets kunder, som ikke vidste bedre. Og Hieronymus forsatte med at sammenkoge fortællinger med en sådan strålende succes, at han smart havde en sværm af efterlignere, som alle prøvede at opfinde flere gyselige intriger. Hieronymus var en talentfuld teolog. Han huskes nu bedst for sin revision af den latinske tekst af Bibelen, som han udførte med bistand af nogle søde jøder kredsende omkring ham, ivrige efter at forklare "guds ords" mysterier. Vi kan roligt regne med, at disse jøder vidste, hvad kristendommen gjorde for dem.

I 313 udsendte Konstantin og hans kollega Licinius, som sammen udkæmpede borgerkrige mod rivaliserende kejsere, det såkaldte Milano-edikt, som proklamerede universel tolerance af alle religiøse kultformer og udtrykkeligt nævnte de kristne som kulter, der skulle tolereres. De to kejsere følte utvivlsomt, at de kristne organisationer ville vinde en fordel i borgerkrigene, og Konstantin har muligvis forudset, at de ville vise særlig nyttige for ham, når tiden kom for ham at vende sig mod og udrydde sin allierede svoger Licinius. Ikke så snart Konstantin var død og borte, kogte kirkefædrene naturligvis en skrøne sammen om at han i løn havde "konverteret" ved et infantilt opdigtet mirakel i 312, og faktisk var blevet døbt på sit dødsleje, således at sjælen af en af alle tiders mest svigagtige herskere utvivlsomt flagrede lige op til Jesus.

De kristne holder stadig af at gentage myten om "omvendelse" af Konstantin og den sande tros triumf. Det eneste som faktisk hændte, var at kirkefædrene, sikkert beskyttet af tolerance-ediktet, snedigt udnyttede deres handelstalent i intriger med forskellige ambitiøse generaler, som ragede ud efter den store præmie. Deres kirkes sande triumf kom først med Theodosius' endelige sejr i 394, da fædrene omsider fik magten til at bruge rigspolitiet og hæren til for alvor at tage fat på forfølgelserne. Deres første anliggende var naturligvis at udrydde deres kristne konkurrenter og tilintetgøre alle deres evangelier. Nogle af disse evangelier undslap og det er derfor, at vi nu kender en god del til kristendommens konkurrerende varemærker.

Vi ariere har stadig en instinktiv respekt for ærlighed og en ejendommelig respekt for kendsgerninger. Vi bliver chokeret over fædrenes hykleri og løgnagtighed, og de kristne af vor race kan ikke få sig selv til at tro, at disse skinbarligt fromme individer faktisk var hvad overleveringen viser at de var. For at yde dem retfærdighed, må vi imidlertid huske, at deres bedragerier ikke var ukristne. De tænkte - eller i hvert fald var det deres gesjæft at docere - at frelse afhang af tro på visse i sig selv utroværdige fabler og på en adfærd de bifaldt. Ud fra den forudsætning fulgte det, at en hvilken som helst løgn eller svindel, som kunne pådutte bondeknoldene den ønskede tro, ikke blot var berettiget, men sågar fortjenstfuld. En moderne skribent har sagt: "At lyve for Herren er en normal øvelse i fromhed."

Guds race

Kirkefædrene kom i gang med arbejdet mod slutningen af det andet århundrede, da det traf sig, at kejseren i Rom, selvom han bar et romersk navn, var en mand fra det nordlige Afrika, sikkert af blandet semitisk og berberisk afstamning, hvis modersmål var punisk, en semitisk dialekt. Skal man dømme ud fra resultaterne, var deres overordnede mål at bevare og beskytte den jødiske forbindelse, som markioniterne og andre "kættere" havde truet. Da de kristne begyndte at skrible evangelier sammen omkring midten af det andet århundrede, producerede de et meget stort antal, og affatningen af evangelier, der stemte med de hellige mænds luner eller ambitioner fortsatte det meste af de følgende to århundreder.

Ud fra sådanne skriblerier samlede og udvalgte kirkefædrene deres yndlinge, idet de foretog de ændringer, som forekom fordelagtige, og sandsynligvis foretog de tillige tilføjelser. Med tiden samlede de dem i en lille antologi, som de kaldte Det Nye Testamente, og forbandt det dermed uopløseligt med jødernes eventyrbog, som de kaldte Det Gamle Testamente.

Det endelige udvalg af stykker til antologien siges at være blevet foretaget i 367 af Athanasius, en såre fladpandet hellig mand, der stadig æres for sin indsats i forbindelse med etableringen af den ufattelige lære om tre-i-én guden, hvoraf Jesus udgjorde 33 %. Hans autoritet gjorde det herefter umuligt at affatte nye evangelier med udsigt til at indpode dem i den kanon, han havde etableret. Derefter begrænsedes revisionen af historierne om Jesus til korte indskud og sproglige ændringer.

Meningen med således at kombinere Testamenterne var, med trussel om evig forbandelse, at indgyde de kristne den sære tro, at jøderne, gennem størstedelen af menneskehedens historie, var udvalgt af den rædselsvækkende og stridbare gud, som vildt og ofte vilkårligt plagede de lavere racer, når de ikke fejt underkastede sig hans race. Sandt nok, for en tid kølnede jøderne hans varme følelser, da de kom til at korsfæste hans ene tredjedel, men den kristne doktrin forsikrer os om, at gud med tiden nok skal "ændre deres hjerter", og de vil i flok komme tilbage til Jesus (ingen synes at bekymre sig om det moralsk tvivlsomme i at ændre en mands tanker ved hjælp af en psykologisk proces, der nærmest ligner hypnose). I mellemtiden elsker gud stadig sine syndige børn, selvom de kun tilbeder en tredjedel af ham, og der skal passes godt på dem indtil det kommende mirakel, når de atter forsones med farmand.

En anden følge af kirkefædrenes bekvemme doktrin er, at jøderne var "Guds race" indtil et tidspunkt, som de kristne nu sætter til en gang mellem 29 og 34 efter vor tidsregning, derefter blev de en religion: Jøder, der har plasket lidt i helligt vand holder nemlig mirakuløst op med at være jøder. Følgen af dette paradoks var, at få kristendommen til at synes antijødisk og derfor også attraktiv for alle de goyim, der harmedes over deres udbyttere, og samtidigt bevarede det jødernes prestige som et vidunderligt "retfærdigt" og "gudfrygtigt" folk, som længe havde været fortrolig ven med de kristnes egen gud.

Blandt de mange fordele, kristendommen tilkendte jøderne, var igen større end privilegiet til at maskere sig som religion og dermed få statens beskyttelse, mens de vellystent sankede rigdomme i det middelalderlige Europa til sig. Men behøver blot spørge sig selv, hvad der ville være sket, hvis kinesere eller malajere havde sværmet ind i byerne for at opbygge deres enklaver (ghettoer) og dermed monopolisere handelen, drive åger og kontrollere finanserne. Endnu vigtige: kristendommen gav herrens selvudvalgte vedvarende adgang til magtens sæder.

Man fortæller os, at Ferdinand og Isabella udviste jøderne fra Spanien i 1492. Sludder og vrøvl! På det tidspunkt havde jøderne forskanset sig sikkert og trygt som "konvertitter" i alle vigtige lag af det spanske samfund.

Hundrede år senere var hver tredje ærkebiskop i Spanien og det højere kleresi jøder, som forrettede de kristne riter i offentligheden, men som privat fnisede af goyims stupiditet.

Toynbee skønner, at jøderne udgjorde en tilsvarende del af adelen. Og ingen behøver at få fortalt, at en tæt sammenknyttet tredjedel af en enhver organisation besidder effektiv kontrol derover. Det er sandt nok, at inkvisitionen opsnappede et lille antal marranos, som sløsede eller var dårlige til at forstille sig, men det tjente blot til at berolige og pacificere befolkningen.

Edward I forviste jøderne fra England i 1290, og man fortæller os, at England var Judenrein indtil de sværmede ind (med deres pengeposer) under Cromwell. Jeg tror ikke, at nogen har prøvet at beregne, hvor mange jøder, der i overensstemmelse med deres races ældgamle taktik, lod sig strinte med de kristnes magiske vand, antog engelske navne, og forsøgte ikke at grine for åbenlyst af briterne. Og man kan blot gætte på, hvor meget maskeraderne havde at gøre med puritanismens fremkomst (en sort kristendom primært baseret på Det Gamle Testamente), og med den revolution, der gav magten til fanatikere, der eksempelvis gjorde afholdelsen af julen ulovlig.

Vor tids kristne bliver rasende, når man viser dem oversættelser af visse passager i de jødiske Talmud-skrifter, som hævdes at bevise, hvor meget jøderne hader kristendommen. Det er måske sandt, at der er nedsættende henvisninger til Jesus af Nazareth, der så sandelig var en af de kristne, som bidrog til den sammensatte skikkelse i Det Nye Testamente. Ingen synes at bemærke, at Talmud taler ligeså nedsættende om den sidste af de vigtige kristne i antikken, og om hvis jødiske ortodoksi, der ikke kan herske nogen tvivl. Under navnet Bar-Kokhba, overraskede han tusindvis af grækere og romere, slagtede dem. Og i næsten tre år førte han en terroristisk guerillakrig indtil de romerske legioner omsider beviste, at Jahve igen havde glemt at sende himmelske forstærkninger, for at bistå "sit folk" med at udrydde goyim. Ikke desto mindre fordømmer talmudisterne ham bitter, og de ændrer endog hans navn fra Bar-Kokhba (stjernens søn) til Bar-Koziba (løgnerens søn). Jøderne hader ham og tilsmudser hans minde fordi han tabte!

Teologer, som gerne vil vise de kristne, hvor meget jøderne hadere deres religion, vælger "kristen" eller "kristendom" som oversættelser for nogle eller alle af det dusin ord og formuleringer på rabbinersprog, hvoraf dog ikke et eneste har en så klar og entydig mening, at jøderne ikke skændes derom. Det ville være spild af tid at skændes med dem. Jøderne føler foragt for personer, som tror på de kristne historier, og de hader vor race, hvorpå der sikkert tænkes med de ord og formuleringer, som ikke blot er synonymer for goyim, deres almindelige term for racer og folkeslag, der er så perverse, at de afviser at anerkende jødernes umådelige overlegenhed.

Doktrinen

Tilbage for os står nu at betragte konsekvenserne af kristendommen, idet vi begrænser denne betegnelse til den af kirkefædrene etablerede religion. Den har behersket og fordrejet vor races ånd i femtenhundrede år - og den fortsætter med at gøre det.

Først må vi eliminere en potentiel tvetydighed. Forskellige undersøgelser og overslag foretaget for ti eller flere år siden, er enige om, at godt 10-15 % af vor races medlemmer (herunder omkring 90 % af vores "højreorienterede") er kristne i den forstand, at de tror på, at historierne i Det Ny Testamente er historisk sande, eller i det mindste accepterer sandheden af dogmerne om Jesu guddommelighed osv. Selv om procenttallene sandsynligvis er blevet forøget på grund af den intense promotion af kristendommen i de seneste år, så kontrollerer religionen ud fra denne beregning kun et mindretal af vor race. Men når vi vurderer religionens indflydelse i vor verden, må vi ikke overse erstatningskristendommen. Som en skribent for nyligt har påpeget, føler et meget stort antal af vores samtidige, som kalder sig "liberale", "progressive" og lignende, sig stolte over at have forkastet de utrolige skrøner om overnaturlige væsener og de andre pakkenelliker i kristen mytologi, men alligevel opretholder de en fast tro på dens sociale overtro. Som Nietzsche skarpsindigt bemærkede, foragter de personer, der har frigjort sig fra kristendommen, næsten alle dens tro, men elsker dens gift. Hvis vi inkluderer denne erstatningskristendom, så har kirkefædrene etableret et vedvarende herredømme over vor race, og mindst 95 % af vore samtidige træller nu derunder. Det er en kendsgerning, De må huske på, når De læser følgende omrids.

Det er indlysende - i det mindste indlysende for enhver, der har foretaget bare et overfladisk studium af religion som historisk fænomen - at den kristne religion er en forceret kombination af tre uforenelige bestanddele: Zoroastrisme, buddhisme og jødedom.

1. Zoroastrisme

Den første af disse, sandsynligvis den vigtigste, symboliseres meget passende i den velkendte myte om, at zoroastriske præster (mager) mødte op for at være til stede ved Kristi fødsel. Denne bestanddel kom direkte fra Persien.

Hvis man sammenligner den zoroastriske kult med antikkens mere sunde former for polyteisme, da ser man, hvor bizar og irrationel den er, også selv om kristendommen i den grad har vænnet os dertil, at få overvejer, hvor farligt det er at tro på en ond gud. Ingen mental gift har været mere dræbende end zoroastriernes store innovation, den grundtanke, at verden er en slagsmark, hvor to guder kæmper om magten: En god gud og en ond gud, hvor hver især ville have været almægtig, havde det ikke været på grund af den anden. Uden fornuftig grund bliver disse to mægtige overnaturlige væsener, hvoraf den ene havde magt til at skabe hele universet, nødt til at rekruttere nogle bittesmå dødelige til en krig, der under alle omstændigheder er absurd, da alle ved, at den gode gud til slut vil overvinde den onde gud, tage ham til fange og slutte af med at tortere ham ud i al evighed. Indtil da må alle mennesker imidlertid slutte sig til den ene eller anden hær og kæmpe desperat for at udrydde deres fjender.

Denne fantastiske forestilling har affødt den måske allerfarligste ide i menneskenes historie: En hellig krig, der udkæmpes for at udrydde det onde. Fornuftige mænd går i krig for at udbrede deres eget herredømme over andre folk og undertiden for at bevare det over for andre nationer, der forsøger at udstrække deres egen magt i overensstemmelse med menneskelivets faste og uforanderlige vilkår. Men under det zoroastrisk-kristne system underkastes hele nationer periodiske anfald af vanvid. Forrykte horder bilder sig ind at være udvalgt af en god gud (Jahve & Søn A/S) til at slagte og tilintetgøre diabolske protegeer af en ond gud (Satan, alias Antikrist). Vor civilisation er gang på gang blevet bragt på randen af udslettelse, og nogle af vore største nationer har faktisk dødsdømt sig selv i sådanne selvretfærdige udbrud af menneskedræbende mani - alt i medens jøderne glade så til og høstede både enorme profitter og åndelig tilfredsstillelse fra de katastrofer, de sindssyge ariere bragte over sig selv i deres iver efter at slagte hinanden for at behage den gud, som jøderne havde påtvunget dem.

Nogle få eksempler må være tilstrækkelige. Den protestantiske reformation (som, i parentes bemærket, var antændt og tilskyndet af jøderne) fremskyndende religionskrigene, i blot en af hvilke to tredjedele af Tysklands befolkning gik til grunde. De bindegale ariere, der var fastbesluttet på at udrydde de djævlebesatte legioner tilhørende Antikrist i Rom, eller de djævlebesatte legioner som havde brudt med Rom, udpinte uigenkaldeligt vor races genetiske arv samtidig med at de forvandlede mange af de mest civiliserede og blomstrende områder af Europa til øde land, og de fik deres egen kultur til at visne i de næsten to hundrede år de kæmpede bravt på begge sider, det er sandt nok, og de pantsatte ligeligt deres land til jøderne.

I Amerika ødelagde nordstaterne grundigt den amerikanske forfatning, da de i 1860 invaderede sydstaterne for at fravriste dem de rettigheder, kolonierne i fællig havde vundet i 1781.

Det er sandt, at historikerne har peget på økonomisk årsager, især de nordlige industrialisters grådighed, men korstoget mod Syden var i bund og grund en hellig krig for at befri de vilde fra slaveri, og det selv om de kristnes hellige bog udtrykkeligt sanktionerede og bemyndigede slaveri (selv af højerestående racer) i passager, som de hylende dervisher på prædikestolen meget bekvemt glemte alt om. Amerikanernes genetiske arv blev forarmet, medens jøderne naturligvis jublede hurra på begge sider, og efter krigen flokkedes ind i Syden for at snylte på det hærgede land og dets forarmede folk, samtidig med at de i Norden konsoliderede den politiske korruption.

I 1917 proklamerede en elendig vinkelskriver, som jøderne snedigt havde installeret i det Hvide Hus, en hellig "krig til at afslutte krige". De tanketomme amerikanere, fordummet af deres hellige mænds skrigen efter blod, stormede, som sædvanligt, ind i Europa, idet de i deres raseri troede, at Antikrist havde inkarneret sig i den tyske kejser og hans nation. Ingen behøver at blive mindet om, hvilket udbytte denne jihad bragte til jøderne.

Igen i vor egen tid, da tyskerne forsøgte at gøre sig selv uafhængige af deres jødiske parasitter, proklamerede jøderne en hellig krig for de stupide ariere i resten af verden, ophidsede dem til et blindt raseri mod den sataniske nation, som vovede ikke at tilbede "guds hellige race". I al deres brodermorderiske delirium, kæmpede de gale ariere ikke blot med den hellige krigs tankeløse raseri, men lod hånt om al deres egen racemæssige sans for fairness og ære, hvorved de bragte sig selv ned på samme niveau som hunner og mongoler, hvis troløse brutalitet de engang havde fordømt. På denne måde fuldbyrdede de vilde ariere, hvad der sandsynligvis er Vesterlandets selvmord og vor races uigenkaldelige dødsdom. Nu, efter dette afskyelige udbrud af selvmorderisk galskab, udsuger jøderne lystigt det økonomiske blod af de fordummede ariere overalt, de kræver, at de sammenkrybende hvide mænd tror på så obskøne fiktioner som "holocaust", og stadig mere åbenlyst viser de deres berettigede foragt for det kvæg, som så let lader sig drive af sted mod dets egen udslettelse.

Den zoroastiske forestilling om en hellig krig er selvfølgelig blot en komponent i den gift, som har gjort vor race imbecil. I perioderne mellem de angreb af selvretfærdig afsindighed, som får dem til at gå amok i hellige krige, bliver de ikke rationelle, selv for et kort øjeblik, men pjatter i stedet rundt i endnu en hallucination. De vrøvler løs om pacifisme og i en slags delirium tremens, bilder de sig ind, at få øje på så umulige ting som "verdensfred", hoppende og springende lige uden for deres rækkevidde. Således prøver de sindssyge at løbe tilstrækkeligt hurtigt til at indhente et fantom på evig retræte.

2. Buddhisme

Den buddhistiske komponent i kristendommen nåede denne indirekte, måske navnlig gennem essenerne, og den blev temmelig forfalsket undervejs. Det essentielle element er den triste og feje doktrin, at menneskelivet ikke er det hele værd - at alle de ting, som sunde mænd holder af, som for eksempel sundhed, styrke, kærlighed, skønhed, dannelse, lærdom, intelligens, rigdom, og selv individualitet, blot er "tomhedernes tomhed", tomme illusioner (Kristendommen gør dem naturligvis til onde illusioner.)

Den rette holdning er den, der indtages af en uhelbredeligt syg mand, der lider, han længes efter døden. Denne kult afskærer os imidlertid fra forløsning fra lidelsen gennem selvmord, som den hævder, er umuligt, eftersom et spøgelse af en art vil overleve legemets død. Hvad vi kan og skal gøre, er derimod at afstå fuldstændigt fra forplantning således, at vi ikke skaber nye led i den kæde af elendighed, som livet på jorden er.

Endvidere har en eller anden mystisk overnaturlig magt bestemt, at vi kan opnå fordele for vor sjæl, efter døden ved at modarbejde alle de begær, sunde mennesker føler, og tilmed opnå endnu større belønninger ved at påføre os selv fysisk smerte. Der findes en himmelsk bogholderimaskine, der skriver det på kreditsiden hver gang vi får os selv til at føle smerte, og som noterer os som skyldnere, når vi giver efter for fristelse og nyder noget, det være sig en kvindes kærlighed, skønheden ved stor kunst, den intellektuelle fryd ved at opdage naturens realiteter, eller en hvilken som helst anden glæde. Når vi dør bestemmer statusopgørelsen sjælens fremtid.  (Buddhismen antager, at fremtiden er reinkarnation, men kristendommen perverterer og degraderer den i og for sig ikke usandsynlige myte, ved at tilføje den zoroastriske forestilling om den yderste dom: Efter vort eneste liv på jorden, vil en engel læse computerens udskrift, og hvis mængden af vor gæld har gjort os insolvente, vil den spidde os i helvede, hvor vore ufølelige og ugribelige sjæle vil blive ristet over glødende kul og lide alle andre fysiske pinsler i al evighed - ikke ét år, ikke hundrede år, ikke tusind år, ikke en milliard år - men i al evighed af tid uden ende!)

Ud fra denne forestilling, som blev yderligere korrumperet ved tilføjelsen af nogle af de seksuelle tvangsforestillinger, som synes at være en medfødt del af den jødiske racesjæl, proklamerede kristendommen læren om raceselvmord til vores folk. Man gav naturligvis rabat til de mænd, som ikke havde mod til at kastere sig selv eller på anden vis modarbejde sunde mænds instinkter, men ved en monstrøs obskøn omkalfatring af rationelle begreber, kaldte man sygdom for "sundhed" og styrke for "svaghed". Mænd, der var for "svage" til at være eunukker, tillod man den "synd" at få afkom for således at sørge for kunder til den næste generation af shamaner, men det var dog stadig kristendommens afskyelige guds vilje, at vor race var så afholdende som muligt. Gennem femten hundrede år blev enorme antal af ariske mænd gennet ind i kirken, både som præster og som munke, for med homoseksualitet og perversion at lade deres manddom visne, det eneste formidlende var udsigten til lønlige udskejelser. Også enorme antal af vore kvinder blev spærret inde i klostre for at ende som psykopater og for at foretage hemmelige fosterfordrivelser.

Os kan det nu forekomme, at institutionerne for raceselvmord kun - som i dag - tiltrak mislykkede eksistenser, de psykisk og fysisk defekte, som altid skal forhindres, så vidt muligt, i at reproducere sig selv. I nogen grad var det sundt, men af grunde som er historisk indlysende, gik noget af vor races bedste blod tabt i de vanvittige forsøg på at tækkes den gud, som jøderne havde eksporteret til os. Århundrede efter århundrede svækkede og udmarvede kristendommens seksuelle overtro systematisk vor race. Jøderne kunne ikke have opfundet noget bedre til deres formål.

Jøderne foragter vor race for dens godtroenhed, bestikkelighed og for dens raceinstinkters svækkelse, men de hader os også, for de frygter, at vi måske aldrig bliver en fuldkommen lydig besætning på deres verdensomspændende plantage. Den jødiske holdning til os blev temmelig åbenmundet afsløret på engelsk af Theodore Kaufmann i dennes Germany Must Perish! (Newark, 1941). Kaufmann krævede, at alle mænd, kvinder og børn i Tyskland skulle steriliseres ved et operativt indgreb, for dermed at udrydde et folk, som havde gjort sig skyldig i opsætsighed mod "Guds race". Den rasende jøde indså, at det ville være forhastet at forlange tilsvarende af arierne i andre nationer, men det viste sig desværre umuligt at gennemføre den jødiske plan selv i Tyskland på det tidspunkt. I De Forende Stater og i andre lande, som en gang blev regeret af vor race, opnås samme resultat mere gradvist ved bastardisering og ved oppiskning af en seksuel vrangforestilling, som for øvrigt er en genoplivelse af de tidlige kristne sekter, som lærte at Jesus havde åbenbaret, at den eneste vej til frelse lå i mandlig homoseksualitet, eller omvendt, i ubegrænset promiskuitet og i afskaffelsen af familien for dermed at frigøre kvinderne til intense og kritikløse parringer ad libitum.

En anden udløber af den buddhistiske fornægtelse af menneskelivets værdier blev også fordrejet og besudlet under overleveringen. Det er den vamle sentimentalitet, den idiotiske selvfornedrelse og den totale forkastelse af al fornuft, der forekommer i den såkaldte Bjergprædiken, en samling koncentreret gift, som de kristne stadig nærer en morbid appetit på. Det er indbegrebet af hvad Nietzsche kaldte "slavemoralen" - en moral for personer så degenererede eller sygelige, at de kun er egnede til slaveri. Den er fornægtelse af selve livet. Æren er forbeholdt de spagfærdige og ydmyge, der føler en masokistisk lyst ved at blive trampet på. De skal være så foragtelige og svagsindede, at de elsker deres fjender. Samfundets bærme er "jordens salt", og de loves den lyst at se deres overmænd lide, når "de sidste skal blive de første". Intet, som gør livet værd at leve er godt, og fjolserne formanes til "ikke at bekymre sig om deres liv" - sandt at sige, til at afstå fra enhver form for fornuftig tankevirksomhed. Den ideelle mentalitet for kristne er den vegetabilske, men da det næppe er muligt at opnå denne salige tilstand, proklamerer de kristne stolt, at de er får, de mest stupide af alle pattedyr, ude af stand til at forsvare sig selv, de lever kun for at græsse, for at mangfoldiggøre sig, og for i ny og næ at lade sig flå. De kristne ynder endda at lade sig afbilde som lam, der står og stirrer uforstående på verden omkring dem. Med salvelse aflirer de salmer, som forsikrer, at de er tanke- og viljeløse får, fast overbeviste om, at jødernes gud nok skal drive dem i flok til de "grønne agre langs stille vand", hvor de kan ligge og tygge drøv i uforstyrret salighed.

Beordret til "ikke at bekymre sig om dagen i morgen", men at have fuglehjerner og at være "som fuglene i luften", der "ikke sår og ikke høster", i tillid til at deres "himmelske fader" nok skal fodre dem, ville de kristne, som faktisk troede på Bjergpladderet, hvis de var tilstrækkeligt mange, simpelthen fremskyde et hvilket som helst civiliseret, ja selv barbarisk, samfunds totale sammenbrud - men så ville de heller ikke sætte pels for jøderne at flå! Måske er det heldigt, at de kristne holder af at paffe sig selv med sentimentalt ordskvalder, som de ikke forstår, og hellige "mysterier", som de kan kontemplere med fåret uforstand.

Kristendommen pålægger sine tilhængere, sandt at sige, stolthed over imbecilitet. Dens gud lod sig inkarnere for at "gøre denne verdens visdom til dårskab". Dens tilhængere må nære en tankeløs tro på et ufatteligt sammensurium af åbenlyst falske udsagn. At afsværge forstandens brug er den eneste vej til frelse og den evige lediggangs animalske glæder i Himlen. Hvert eneste af den menneskelige fornufts forsøg på at forstå den verden, vi lever i, er en synd, en fornærmelse mod den gud, som har givet os den perfekte model på retfærdig visdom i en nøddeskal.

Afskaffelsen af fornuft og åndelig sundhed var en særligt dræbende gift for vor race, som - hvilket adskillige antropologiske forfattere for nylig har påpeget - i det mindste for nogle af sine medlemmers vedkommende, har en medfødt evne til at tænke objektivt og filosofisk, hvorved vor race, som den eneste, har opnået en delvis kontrol over naturens kræfter og magt til at forsvare sig selv ved at påføre andre racer sin vilje.

Denne magt, som vi nu tåbeligt har opgivet, havde vi vundet langsomt og smertefuldt ved få mænds ofte heroiske indsats og kun over for de kristne heksedoktoreres vanvittige modstand. Den forfalskede overtro, som vanvittigt hævder uvidenhed over viden og tro over fornuft, undertrykte og deformerede i mange hundrede år vor races unikke anlæg for en rationel og mægtig civilisation.

3. Jødedom

Religionsforskerne benægter almindeligvis jødernes originalitet, fordi alle de kosmogoniske fabler i Det Gamle Testamente er stjålet fra de mere civiliserede folkeslags mytologier, især fra babyloniernes, og er kun overfladisk judaiseret. Dermed overser eller ignorerer de, hvad der er unikt i den religion, jøderne bekender sig til, især efter de fik den strålende ide at ændre deres religion fra en henoteisme til en monoteisme for at efterligne og tilegne sig den græske stoicismes monoteisme. Det er sandt, at den jødiske religions ejendommeligheder ikke blot er bar overtro af den art, som andre racer i deres uvidenhed forfægter. Den jødiske religion stammer derimod fra den medfødte vished, at den jødiske race er alle andre umådeligt og kategorisk overlegen, en ubetinget vished, der er helt uafhængig af nogen som helst mytologisk forklaring, som de måtte finde på at give til andre, ja endog til sig selv. Det udgør et biologisk problem, som vi ikke kan gå nærmere ind på her, men vi bliver nødt til at mærker os det specifikt jødiske element, der indgik i det kristne amalgam.

Jøderne er af natur et folk af proletarer. Det er en velkendt erfaring, at snart så de invaderer et land, infiltrerer de hver eneste velstående by og rejser deres ghettoer, hvor de hober sig sammen, akkurat som myrer i en tue, bier i en kube eller termitter i et termitbo. Alle har vi bemærket, at når én jøde, eller et par jøder omgås goyim, så simulerer de med held sædvaner og kultur hos de folk, blandt hvilke de har taget ophold. Men når jøderne først bliver en majoritet et sted, det være sig i et enkelt værelse eller i en by, bliver de til en sværm, en summende synagoge, en umiskendelig fremmed art. Nogle jøder er naturligvis umådeligt velhavende, men de forbliver dog en del af en international sværm. Ifølge en depeche i Sunday Chronicle (den officielle jødiske avis i London), den 2. januar, 1938 afholdte jøderne, der var oprørte over, at tyskerne havde dristet sig til ikke at vise Guds herrerace den nødvendige respekt, et møde nær Geneve, hvor jødiske finansmænd prompte bidrog med 500.000.000 engelske pund til en fond for at sætte de tyske goyim på plads. Jeg vil indbyde læseren - især hvis han har nogen erfaring med "højreorienterede" aktiviteter i Europa, De Forenede Stater eller andre hvide nationer - til at vurdere udsigten til at ariske finansmænd ville have bidraget, i 1938, til en fond på i alt 2.433.2550.000 engelske pund til bevarelsen af deres race - eller i dag ville bidrage med en tilsvarende sum i dollars - lad os sige hundrede milliarder dollars, for nu at holde tallet lavt. Hvis læseren anser et sådant bidrag for usandsynligt, da har han en målestok for forskellen mellem den jødiske race og vor egen. Den velhavende jøde forbliver en del af sin myretue, kube, eller bo. Han forbliver, når det kommer til stykket, blot en særskilt del af sin species.

Dette kan forklare, hvad der ellers forekommer utroligt. Jøderne, lige fra den rigeste til den fattigste, synes instinktivt at føle den misundelse og ondskab, det fortærende had, som vi forbinder med den multiraciale bærme i de store byers befolkning. Dette fører naturligt til en lyst til at destruere, en psykopatisk trang til at tilsmudse og tilintetgøre genstandene for dens ondsindede misundelse. Når trangen ikke længere holdes i tømme af klogskaben, bliver den til det rene vanvid. Racens nihilisme kom for eksempel klart for dagen under det jødiske udbrud i Cyrenaika i år 117. I hovedstaden af denne velhavende provins i romerriget, havde jøderne naturligvis plantet en stor ghetto og de kontrollerede utvivlsomt en stor del af den handel, hvoraf provinsens rigdom afhang. Mange af jøderne må have været blandt de mest velhavende indbyggere. Men ikke desto mindre blev racens medfødte nihilisme oppisket af en kristen, som forkyndte det glade budskab, at Jahve havde sagt, at tiden nu var inde til at sætte goyim på plads. Opfyldt af nidkærhed efter retfærdighed overraskede den jødiske sværm de tåbeligt selvtilfredse grækere og romere og slagtede mere end 200.000 mænd og kvinder på forskellige raffinerede måder, for eksempel ed at save deres hænder og fødder af og ved at rive deres indvolde ud mens de endnu var i live. Derpå tilintetgjorte "Gud folk" alle byens ejendomme (også deres egne), øjensynligt ved at nedbrænde byen og derpå jævne de mure, som endnu stod med jorden. Så stormede de ud på landet for at ødelægge landsbyerne og rive afgrøden op med rode. Med velforrettet sag kastede den rasende horde sig så over Ægypten, og efterlod sig kun en sveden ørken og sønderlemmede lig.

Denne nihilisme kom til livligt udtryk i de kristnes foretrukne horror-story, den jødiske apokalypse, som kirkefædrene udvalgte til indlemmelse i tillægget til det Det Gamle Testamente. De vilde fantasibilleder beskriver i kærlig detalje alle de ulykker og plager, som Jesus vil ramme og udrydde jorden civiliserede folk med, når han i al sin herlighed vender tilbage fra skyerne med et korps af sadistiske engle. Man må endelig bemærke det karakteristiske forbehold, at goyim ikke skal myrdes med det samme, de skal først udsættes for udsøgte pinsler i fem måneder. Men det, som Lloyd Graham med føje har kaldt den jødiske guds "diabolske vildskab", stilles ikke blot tilfreds ved at alle goyim udryddes under enhver form for tortur, som en skummel fantasi kan udpønse. Han tilintetgør landet, bjergene, havet, hele jorden, han tilintetgør solen og månen, han ruller himlene op som en pergamentrulle, herunder formodentligt selv de fjerneste galakser. Alt tilintetgøres. Og alt dette til ære for Jesus' kæledægger, en elite på 144.000jødiske mænd, som foragter kvinder. For dem, kan man være sikker på, skaber han et nyt Jerusalem, hvor de kan drive lykkeligt om i tusind år.

Jøderne krydrede kristendommen med deres nag og nihilisme. Som Maurice Samuel, med prisværdig oprigtighed, sagde:

"Vi, jøderne, vi ødelæggerne, vil forblive ødelæggere for altid. Vi vil altid ødelægge, for vi har brug for vor egen verden, en Guds-verden."

Og ved at opfinde kristendommen, afskar de de lettroende goyim fra at undersøge, hvilken slags gud deres race havde skabt for sig selv.

Alt dette, og helvede med!

De kristne elsker at pladre løs om, hvor meget deres bundt af modstridende overtro har betydet for os. Javel, først gav den vor race skizofreni og har nu skænket den en selvmorderisk mani. Det var slemt nok, da de kristne lå under for den zoroastriske forestillings fortryllelse, at "race", som biologisk realitet, lader sig bortmane ved en art magi kaldet "omvendelse". De hyrede missionærer til at forpeste alle andre i verden, lige fra de højt civiliserede kinesere til antropoiderne i Afrika.

De troede, at de fremmede lod sig forvandle til jævnbyrdige hvide europæere, hvis de bare blev dukket i helligt vand af en dertil bemyndiget praktikant. Dåben erstattes af de erstatnings-kristne med "uddannelse", som de synes er en langt mere kraftig form for magi. Men fra denne fjollede idé er vi nu skredet frem til en mere fordærvelig form for ufornuft.

Den buddhistiske forestilling om lighed, perverteret af jødernes proletaragtige ondskab, er blevet til fanatisk tro hos 95 % af vor race i dag. I en artikel har forfatteren for nylig bemærket, at vore "intellektuelle", som foragter de kristne eventyr om Jesus og netter sig af at være ateister, eller i det mindste agnostikere, ikke desto mindre "klamrer sig til det morbide had til overlegenhed, som får de kristne til at forgude alt, hvad der er lavt, inferiørt, irrationelt, ringe, deformt og degenereret". Begge parter holder vildt og vanvittigt fast ved dogmet om "alle racers lighed" (undtaget er naturligvis den umådeligt overlegne race i Det Gamle Testamente), og begge tror, at moralsk fortræffelighed røber sig i troen på det, som den dagligdags erfaring viser som værende meningsløst. Og når de ikke længere kan lukke deres øjne for at holde den virkelige verden ude, så har de nem løsning. De forskellige racer (bortset fra "Guds folk") må gøres lige, de må reduceres til den for menneskeaber lavest gældende fællesnævner. Således når vi til den betagende omvurdering, som er den herskende tro i vor tid; arierne er, takket være den overlegenhed, de har lagt for dagen i fortiden, en umådelig inferiør race. De belastes af den frygtelige skyld, at de ikke har begået selvmord, en skyld, de kun kan udsone ved at beskatte sig selv for at hyre deres fjender til at tilintetgøre sig. De må elske deres fjender, men hade deres egne børn. Især i det fordums store Britannien og i De Forenede Stater understøtter de afsindige hvide ikke blot udbredelsen af deres utøj og lovgiver for at forhindre deres egen arts reproduktion, men importerer fra hele verden horder af deres biologiske fjender for at udrydde egne efterkommere.

Især i De Forenede Stater fordømmer de deres egne børn til det mest nedværdigende samvær med de vilde i deres "integrerede" skoler. Amerikanske forældre oplever åbenbart en "åndelig tilfredsstillelse", når deres egne børn - eller i hvert fald, når deres nabos børn - bliver tævet, voldtaget og lemlæstet af undermenneskene. Og engelske forældre, som, hvis de stadig er velhavende, godt kan beskytte deres børn fra fysisk, men ikke fra åndelig snavs, afskyr de få individer, der mener at deres race er egnet til overlevelse som væmmelige "racister". En ærlig psykiater (det er et fåtal) kunne måske afgøre, hvilken uhyggelig blanding af sadisme og masochisme, der er blevet banket ind i hovedet på vores folk. Overalt er de kristianiserede arier (oegså dem, der blider sig ind ikke at være kristne) tydeligvis enige om, at deres race skal udtværes til negernes behag og jødernes lyst. Hvad mere kan jøderne ønske?

Hvor jøderne dog hader kristendommen!

Jøderne gør nu ikke længere noget alvorligt forsøg på at opretholde et skin af antipati mod kristendommen. Det er sandt, at de nu og da protesterer mod den offentlige fremvisning af kristne symboler, som for eksempel korset. Men det krydrer blot deres vid, når de rejser en menora på tredive fod foran Det Hvide Hus for at minde dets indvånere om hvem, der ejer stedet, og de forkuede kristne tænker aldrig på at protestere.

I bogen Christianity and the Survival of the West kan forfatteren fastslå, at der var tale om en "vestlig religion", men han er nød til at basere sin argumentation på de tilføjelser, der var gjort til læren, for at gøre den acceptabel for de nordiske folk efter sammenbruddet af det rådne imperium, der en gang havde været romersk. Og i efterskriftet til anden udgave bemærkedes det, at religionen var blevet rippet for disse tilføjelser, og var ved at blive ført tilbage til de tidlige kristne sekters overtro; enten udelukkede den ikke-jøder eller også tilkendte den dem kun status som "klynkende hunde", hvilket de kunne opnå ved at lade sig lemlæste seksuelt, idet de således overholdt de jødiske tabuer, og adlød deres guddommelige herrer. Jødernes hellighed er nu et grundfæstet dogme, navnlig blandt erstatningskristne. En af mine venner, som befinder sig i De Forenede Stater, skrev til præsidenterne for forskellige højskoler og universiteter, der prøvede at tjene nogle ekstra penge ved at udbyde til bevis for "sandheden" af jødernes humbug om "de seks millioner" af Guds Folk, som tyskerne formodes at have udryddet ved en fremgangsmåde, der er fysisk umulig. Han modtog adskillige meget ækle svar fra førende diplomsælgere, som tilkendegav, at han, som har en Ph.d. i samtidshistorie, burde spærres inde for sin "uvidenhed". Jeg har set kopier af nogle af disse breve. De hidsige rektorer endosserede klart nok deres personlige tro. De vidste, at jøder ikke kunne lyve, akkurat som deres bedstefædre vidste, at Jesus vandrede på vandet og afholdt en picnic, der bød på historiens billigste gang fiskefrikadeller. Det lønner sig næppe at undersøge, hvor meget deres eller deres bedstefædres tro grundede på en ægte tillid til det som "alle tror", og på hvor meget, der grundede sig på kold beregning af, at det ikke ville svare sig at betvivle, hvad "alle ved". Resultaterne kommer ud på ét. Vé den, der betvivler, en historie fortalt af den "retfærdige" race!

Nu må alle efterhånden havde fattet, at jøderne har opnået kontrol med samtlige kommunikationsmedier: Dagspressen, radio, tossekassen og udgivelsen af vidt udbredte bøger. Hvis jøderne nærede den mindste animositet mod den kristne religion, ville de anvende disse magtfulde våben til at udrydde den. I stedet holdes kristendommens ægte modstandere, de rationelle ateister, totalt og systematisk ude fra "medierne". Intet dagblad, intet vidt udbredt tidsskrift vover at trykke en af deres artikler eller blot at nævne dem uden at udlevere dem til latter. Ingen radio- eller fjernsynssender vil indrømme, at de eksisterer, og selv om de skulle ringe ind til en "lytterudsendelse", skæres de af allerede inden deres første meningsfulde ord når antennen. For at komme på tryk må de organisere deres egne forsultne forlag til at udgive bøger eller tidsskrifter, der er meget kostbare, da kun få eksemplarer kan trykkes til den lillebitte læserkreds, som ikke lader sig udvide, eftersom ingen avis eller radio lader sig hyre til for nogen pris at annoncere sådanne publikationer. Forretningsførerne antager meget klogt, også selvom de slet ikke er jøder, at ateisterne må være meget onde, når de vil erstatte eventyr og blind tro på "åndelige værdier" med kendsgerninger og fornuft, og de beklager dybt, at det for tiden ikke rigtigt går an at brænde kætterne på bålet. Nærede jøderne modvilje mod kristendommen, kunne de ændre et par direktiver til deres lejesvende og de kunne latterliggøre religionen i flertallets øjne på et år eller to.

De jødisk kontrollerede "medier" gør konstant og systematisk rundhåndet og gratis reklame for de kristne kirker og navnlig for frelse-grossisterne. Æteren runger af brøl og lokketoner fra "evangelister", der flittigt passer deres næringsvej og puger penge sammen fra enhver, hvis følelser lader sig røre af deres rå veltalenhed. Selv de ringeste af evangelie-forretningerne får megen af deres reklame helt gratis, og når de endelig skal betale, får de den til stærkt nedsat pris. Helt religiøst rapporterer "medierne" om mirakler, der kun kan have fundet sted øst for solen og vest for månen. Og helt religiøst antager de, at de kristne shamaner er så hellige, at "de mente det godt", når de pågribes i underslæb eller bedrageri.

Jeg har ladet mig fortælle, at et halvt dusin hvide prædikanter - mere eller mindre subtile "racister" eller endog antijødiske - har tilladelse til at tale (mod betaling) på nogle af de mindre radiosendere i De Forenede Stater, forudsat naturligvis, at de indskrænker sig til kun på skrømt at antyde, hvad de mener om emner vedrørende race. Hvis de virkelig ærgrede jøderne, ville de blive buret inde under et eller andet påskud. De "evangelister", der rigtigt har heldet med sig (en årlig indkomst på 10 millioner dollars eller mere) gør det alle klart, at den kristnes første pligt er at tilbede guds folk.  Endvidere har "medierne", selv om de kristne og nogle sociologer ikke har fattet pointen, travlt med at skabe en atmosfære yderst gunstig for kristendommens genopblussen.  I det hensygnende romerske imperium voksede religionen i takt med den universelle uforstands vækst. Den skulle konkurrere med andre slags overtro så grove, at historikerne er i vildrede, når de bedes afgøre, hvilken der var den mest groteske. I dag promoverer "medierne" skingrende alskens humbug, der opmuntrer til at tro på noget overnaturligt. De nøjes ikke med at avertere, men hyrer endog "psykologer", "spåmænd", "astrologer" og mysteriemagere, der opspinder historier om hjemsøgte huse, weekender ombord på "flyvende tallerkener", "Bermuda-trekanter" og lignende tossemadding. Enhver indviet i slige kulte er potentiel kunde hos de kristne fakirer. Når man eksempelvis først begynder at praktisere den form for selvhypnose, der kaldes "transcendental meditation", vil man snart gøre sig moden til et anfald af troen. Når man i den grad har sløvet sin intelligens, at man kan tro, at planeterne, medens de med matematisk nøjagtighed adlyder tyngdeloven, gør sig ulejlighed med at varsle ens fremtid, så kan man snart tro på "Jesu genkomst" og "verdens ende".

Jeg har ikke set nogen statistik, der angiver i hvilket omfang procentsatsen af troen på kristendommens teologiske myter er blevet forøget af jødernes ihærdige salgsfremstød, men mærker mig, hvad De Forenede Stater angår, at klovne, som kappes om at få lov til at arbejde i Det Hvide Hus, nu anser det for god reklame for jøderne, at efterlyse en "åndelig genfødelse" og hævde, at de er blevet vasket "i lammets blod" og har ladet sig "føde på ny". En kandidats chancer for at vinde i popularitetskonkurrencen synes nu at være blevet forbedret ved det mindste tegn på, at han enten er en løgner eller lider af hallucinationer.

Jøderne elsker kristendommen. Og hvorfor ikke? Deres mest overvældende religiøse bidrag er blevet deres mest dødbringende vågen mod os.

Oversætterens efterskrift

At Revilo Pendleton Olivers (1908 - 1994) navn her i landet ikke er mere kendt end tilfældet formodentligt er, forstår man let, når man betænker det åndelige og almindelige kulturforfald, der er sat ind og har gjort sig gældende i efterkrigstiden. Danmark gik ud af krigen uden særlige materielle mén. Vi indtog fra første færd en opportunistisk holdning, der endte med at koste os den sidste rest af gammel ære og gav yderligere næring til den usle middelmådighed, der alt for længe har hjemsøgt et folk, der ellers fortjente en bedre skæbne. Krigens sejrherrer var de samme som dens åndelige brandstiftere; zionister, kommunister og internationale finansfyrster. Klimaet er stadig overvejende kulturbolsjevistisk. Kristendommens officielle defaitisme har svækket vort immunforsvar over for den åndelige sot. Vi er i den groteske situation, at det anses for mere humant at tage godt imod Satan end fluks at sende ham på porten.

Under så kaotiske forhold kan det være nyttigt at stifte bekendtskab med et klart arisk hoved som Oliver. Pladsen tillader her kun et par orienterende ord. Oliver er en ypperlig repræsentant for det, som Houston S. Chamberlain betegnede som indoeuropæisk eller arisk humanisme: En omfattende viden om de verdenshistoriske kræfter, et grundigt kendskab til de klassiske sprog (græsk, latin og sanskrit), en accept af det moderne biologiske livssyn, samt en almen litterær og æstetisk dannelse - omtrent sådan konstitueres det moderne gentlemanideal. De endeløse jødiske fabler og den kristne overtro finder for den nye humanisme deres naturlige plads i historiens panoptikon af menneskelige vildfarelser og kuriositeter.

Oliver påbegyndte sin akademiske karriere med en engelsk oversættelse fra sanskrit af det gamle indiske skuespil Lervognen, Urbana, 1938. Han opnåede sin doktortitel ved University of Illinois, hvor han virkede som professor i spansk, italiensk og klassiske sprog fra 1945-1977. Under krigen havde han gjort sig fortjent ved sin indsats som forskningschef i War Department. I 1954 udgav han Niccolo Perottis latinske oversættelse af Epiktets Håndbog. Men for almenheden ligger Olivers særlige meriter i hans skarpsindige blotlæggelse af de mangfoldige destruktive kræfter, der er godt i gang med at undergrave den vestlige civilisation: Zionismen, kommunismen, kulturradikalismen, osv.

Til et større værk - i stil med William Gayley Simpsons Which Way Western Man? eller Wilmot Robertsons The Dispossessed Majority fik Oliver aldrig samlet sine kræfter. Det blev ved essays, anmeldelser, og lignende, hvoraf de vigtigste fra perioden 1955-1966 er samlet i bogform i Americas Decline. The Education of a Conservative (med en omfattende bibliografi). Herefter fulgte en strøm af essays og notitser, navnlig i tidsskriftet Liberty Bell udgivet af George P. Dietz, der også har ansvaret for genudgivelsen af Against the Grain. The Writings of Professor Revilo Pendleton Oliver, 1-2, 1966-1995. Herfra stammer også det foreliggende essay The Jews Love Christianty (pp. 109-135), der første gang udkom i Liberty Bell, august 1980.

For yderligere information om dr. Oliver henvises læseren til: http://www.revilo-oliver.com. Her finder man et større udvalg af dr. Olivers tekster samt indtil flere lydoptagelser af nogle af dr. Olivers mange taler.

Hvad det bibelske åbenbarings- og skabelsesdogme angår, er faren ved dette jødisk-kristne uvæsen endnu så langt fra klart erkendt herhjemme, men nøgterne bibelkritikere, klassiske filologer, religionshistorikere og moderne naturvidenskabsmænd har dog givet betydelige bidrag til brolægningen af en vej til en fuld forståelse engang i fremtiden. Da disse værker som regel forties i den teologiske litteratur - teologer lever, som det synes, jo gerne af at lyve, hykle og obfuskere - er der grund til at fremhæve nogle vigtige titler, der på forskellig vis stiller den semitiske overtro i det rette lys. Det jødisk-kristne fantasmagori bekæmpes ikke blot ved at gå til den modsatte yderlighed; indifferens og sekularisering. Kun en forståelse af de sande historiske årsager kan bringe os ud af uføret.

Litteratur

Ernst Andersen (1993); Fra Jean Bodin og Lessing til Wrede. København.

Aage H. Andersen (1935); Den kristne Kirke i Nordisk belysning. København.

K. Barr (1954); Avesta. København.

G. Brandes (1925 og senere); Sagnet om Jesus. København.

F. Buhl (1893 og senere); Det Israelitiske Folks Historie. København.

Alexis Carrel (1939); Mennesket, Det Ukendte. København.

Lorenz Christensen (1943); Det Tredje Ting, 1-2. København.

Franz Blatt et al (1968-1972); Ciceros filosofiske skrifter, 1-5. København.

Holger Dannis (1996); De 1000 løgne og de 1000 sandheder. Allerød.

A.B. Drachmann (1911); Udvalgte Afhandlinger. København.

A.B. Drachmann (1919); Kristendommens Oprindelse. København.

A.B. Drachmann (1919); Atheisme i den antikke Hedenskab. København.

Henry Ford (1940 og senere); Den internationale jøde. Charlottenlund.

M. Friediger (1934); Jødernes Historie. København.

B. Alster & C. Lindtner (1984 og senere); Gads religionshistoriske tekster. København.

Vilh. Grønbech (1909-1912); Vor Folkeæt i Oldtiden, 1-4. København.

H.J. Hansen (1923); Jødespørgsmålet. København.

J.L. Heiberg (1911); Religion og Moral. København.

J.L. Heiberg (1920); Fra Hellas, Populaire Afhandlinger. København.

J.L. Heiberg (1925); Christendommens Grundlag. København.

G. Heilmann (1940); Universet og Traditionen. København.

C. Hoy og V. Ostrovsky (1990); Ved hjælp af bedrag. København.

Hvorfor Krig mod Stalin? Antikomiterns Rødbog (1941) Charlottenlund.

Harald Høffding (1910); Religion og Videnskab. København.

Harald Høffding (1924); Religionsfilosofi. København.

E. Jessen (1994); Oversigt over religiøse illusioners historie. København.

Lars Mynster (udg.) (1990); Kejser Julian mod Galilæerne. København.

Hal Koch (1944); Kirkehistorie. København.

Ejnar Krenchel (1937); Opstandelsen i juridisk belysning. København.

Alfr. Lehmann (1920); Overtro og Trolddom, 1-2. København.

Edv. Lehmann (1899-1902); Zarathustra. En bog om persernes gamle Tro, 1-2. København.

Lars Magnuson (1989); Holocaust, Bakgrunn, Frågor och Problem. Alborg.

Detlef Nielsen (1933); Den historiske Jesus. København.

Frederik Nielsen (1902); Kirkens Historie indtil Reformationen. København.

Harald Nielsen (1948); Selvafsløringer. København.

Harald Nielsen (1945); Mordokaj og Haman. København.

Martin P. Nilsson (1912); Primitiv Religion. København.

Johs. Pedersen (udg.) (1948); Illustreret Religionshistorie. København.

Emil Rasmussen (1905); Jesus. København.

Sven Fenger (udg.) (1919 og senere); Religionshistoriske tekster. København.

Stan Rozniecki (1920); Det jødiske problem. København.

P.O. Ryberg Hansen (1909); Evangelierne som kilde til Jesu Liv. København.

Albert Schweitzer (1955); Jesu Liv. København.

Ethelbert Stauffer (1961); Jesus, Hans Liv og Samtid i historisk belysning. København.

Lothrop Stoddard (1929); Kampen mod Kulturen. København.

Anton Thomsen (1911); Religion og Religionsvidenskab. København.

Troels Lund (1904); Livsbelysning. København.

Poul Tuxen (1920 og senere); Bhagavadgita, Herrens Ord. København.

H. S. Vodskov (1897); Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. København.

Ejnar Vaaben (1953); Europa under Kontinenternes Opmarch. København.

©