Ofrede Jesus sit liv for vores skyld?
Af dr. phil. Christian Lindtner
Engang vil man se tilbage og sige: Der var tre løgne, tre
katastrofemyter, der alle blot byggede på en tom tro: Stor var
løgnen om 11. september. Større var løgnen om holocaust, de seks
millioner i gaskamre. Men størst var dog løgnen om Jesus, der steg
ned fra himlen for at frelse os alle fra synd.
Der kan være flere grunde til at godtfolk går til gudstjeneste i
kirken: Måske er det for at more sig over, at høre søndagspræsten
forvanske det oprindelige buddhistiske evangelium. Måske er det for
at se kjolemanden forvanske de to ærkebuddhistiske
sakramenter. Dåb og nadver. Måske er det for at betragte gamle
kalkmalerier, der undertiden har buddhistiske motiver.
Måske er det for at lukke øjnene og i sit stille sind undre sig
over, at en dansk biskop har udtalt, at buddhismen ikke hører
hjemme i den danske folkekirke. Uden buddhismen var der jo ingen
folkekirke - så hvordan kan en biskop dog være så fræk, at benægte
selve grundlaget for kirkens og hans egen eksistens?
Når man går i kirke, kan man ikke undgå at bemærke korset
med den korsfæstede frelser - jødekongen Jesus. Meningen hermed er
vel, at vi skal huske på at denne mand gav sit liv for vore synder.
Han løskøbte os, hedder det. Han betalte, så at sige, alle vores
regninger for os. Prisen var høj. At give sit liv for andre er vel
det største offer, nogen kan tænke sig. Tænker vi herpå, da
må vi uvilkårligt føle taknemmelighed til jødekongen,
der af egen drift gav sit liv for vores skyld. Vi
står i gæld, vi skylder ham noget.
Men før vi hengiver os til troen, bør vi tænke lidt på tanken:
Hvilken sammenhæng er der mellem hans død og vore synders
forladelse? Folk er stadig syndere, selv om de tror på Jesus. Og
sådan har det vel altid været. Tog han alligevel ikke vore synder?
Hvis jeg er fartsynder, betaler han så bøden? Hvis jeg mister
et ben, giver han mig så et nyt? Er min tro stærk nok til at jeg
tør overlade min betalingsservice til Jesus?
Der er noget, der ikke stemmer. Havde kejser Julian måske ret,
når han skrev, at det, disse kristne har fundet på, simpelthen er
et ondskabsfuldt anslag anstiftet af en bestemt gruppe mennesker,
som udnyttede den del af menneskesjælen, der elsker fantastiske
fortællinger og som i det hele taget er tåbelig og barnlig?
Sagen bliver klar, når vi spørger, hvor den
underlige historie stammer fra: Der var engang en bodhisattva,
hvis navn var Medicinkonge. Disciplene spurgte Buddha, hvorfor
han var så from og dygtig til at udbrede Lotus sûtra. Buddha,
kaldet Tathâgata, forklarede: Der var engang en bodhisattva som
lyttede til Buddha og Lotus sûtra. Det gjorde ham så lykkelig, at
han opfyldtes af taknemlighed, og besluttede sig til som tak at
give den størst tænkelige gave: sit eget liv.
Han kastede sig på bålet, og brændte i 12.000 år. Dernæst sprang
han atter omkring og opsøgte atter Buddha. Buddha roste ham for at
han havde ofret sit liv, men tilføjede, at der var et offer, der
dog var større end at give sit liv. Det største af alle ofre består
i at udbrede kendskabet til Lotus sûtraen, fx ved at kopiere
eller recitere blot et par ord af denne tekst.
Medicinkonge var oprindeligt den bodhisattva, der gav sit liv og
som forkyndte Lotus. Nu forstår man pludselig legenden om Jesus:
Først drager han frivilligt til Jerusalem, hvor han give sit liv.
Dog kun tilsyneladende. Få dage senere er han nemlig atter på
spil. I 40 dage underviser han disciplene, især om
Helligånden, så flyver han atter op i himlen, for bodhisattvaer og
buddhaer kan flyve, og de bor oppe i himlen.
Der er altså to måder at ofre sig på ifølge Lotus: At give sit
eget liv, legemet, er godt, men bedre er det at give sit liv i
evangeliets tjeneste, dvs. at give sit liv i buddhistmissionens
tjeneste. Den indiske bodhisattva gjorde sådan, og den jødiske
efterlignede ham.
Derfor er der så mange ordspil, motiver, oversættelser osv. fra
Lotus i Det Nye Testamentes evangelier.
Og først nu får man løsningen på to andre gamle gåder i
evangelierne.
Jesus siger ofte til disciplene, at de skal tage deres kors og
følge ham. Er det en opfordring til at de skal lade sig korsfæste -
tilmed hver dag? Næppe - og hvem har set præster, der dag for dag
lader sig korsfæste?
Det græske udtryk for at "tage korset" - stavron (i akkusativ) -
gengiver sanskrit: at tage sûtram, altså Lotus.
Oversættelsen gengiver altså de oprindelige konsonanter s-t-r-m.
Det er netop den slags ordspil og kodesprog, som Lotus sûtra
anbefaler den buddhistiske missionær at betjene sig af. Jesus
pålægger altså sine disciple, at udbrede Lotus sûtram. Det sker i
en slags symbol- eller kodesprog - akkurat som Lotus sûtra
selv anbefaler.
Der er en anden gammel gåde, der nu finder sin løsning: Jesus
siger hos Markus 3:28-29: "Alt skal tilgives menneskenes børn,
synder og bespottelser, hvor meget de end spotter; men den, der
taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed ingen
tilgivelse, men er skyldig i evig synd."
På samme måde læser vi i Lotus om bespottelse og synd, at det er
tilgiveligt at spotte Buddha, men det er helt utilgiveligt, at
spotte den buddhist, der bærer Lotus sûtra under sin
missionsvirksomhed, altså som forkyndende evangelist.
Den Helligånd, det er utilgiveligt at spotte, er altså den
Lotus, det er utilgiveligt at spotte. Uden en missionær, der bærer
Lotus, ingen buddhisme.
Logikken bagved er enkel nok: I Lotus sûtra har man Buddha og
hans ord. Dermed bliver Buddha temmelig overflødig. Har man Lotus,
da har man Buddha i Lotus. I Lotus siges meget om den buddhistiske
missionær. Det er en utilgivelig synd at spotte eller ligefrem
dræbe ham. Man ryger i det evige helvede.
I Lotus lærer vi, at den sande Buddha er evig, at den timelige
buddha blot er en illusion, et skuespil, ren maskepi. Kun
budskabet bag det hele er evigt. Lotus betegnes ligefrem som vores
alles far. Jesus tænker altså på Lotus, når han omtaler sin
himmelske fader. Denne Jesus er altså en bodhisattva, en
buddhistmissionær i forklædning.
Først gav han sit legeme, så kom han igen. Det vigtigste var at
udbrede troen på Lotus sûtra - Helligånden.
Jesus selv kan undværes - han er blot en illusion. Evangelierne
kan ikke undværes - de indeholder genklange af Lotus. At Lotus
er "ånd", der er hellig, skal forstås således, at ord kun kan
udtales ved luftens hjælp. De ord, luften bærer fra Lotus, er
derfor hellige. Den rigtige gengivelse af Helligånd er altså
åndepust, dvs. ord, der er hellige.
Summa summarum: At ofre sit liv betyder at ofre sit liv i
evangeliets tjeneste. At ofre sit liv i evangeliets tjeneste
betyder at udbrede Lotus med alle tænkelige midler - herunder - som
det hedder - i smug og ved hjælp af tyveri (rahasi
caurenâpi). Med god ret kan herefter siges, at kristendom er en
slags kryptobuddhisme. Bag alt ligger troen på Lotus.