Peters bekendelse og Kristushemmeligheden
Af dr. phil. Christian Lindtner
Denne berømte episode - Matthæus 16:13-20 & Markus 8:27-30
& Lukas 9:18-21 & Johannes 6:67-71 - indeholder flere
gåder, som har givet anledning til mangfoldige lærde teologiske
spekulationer, som jeg forudsætter, at læseren er bekendt med, og
som jeg ikke behøver at gentage her.
Jesus spørger, hvem folk tror Menneskesønnen mon er? Og hvem
mener disciplene han er? Simon Peter, den første discipel, svarer:
"Du er Kristus, den levende Guds søn." Jesus svarer: "Salig er du,
Simon, Bar-Jonas, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men
min himmelske Fader." Endelig befaler Jesus sine disciple, at de
ikke måtte sige til nogen, at han var Kristus.
Mange ørkesløse og pinlige spekulationer (især siden Wrede
1901 osv.) kunne have været undgået, hvis man havde kastet
alle fordomme til side og rådført sig med den buddhistiske
hovedkilde, som nu viser sig at være de tre første kapitler i
Lotus sûtra. Teksten blev allerede oversat til engelsk i 1885, men
bør læses på sanskrit.
Ved læsningen af de tre første kapitler i Lotus, kan
man sammenfattende notere sig følgende:
Der drejer sig om en samtale mellem Buddha, der også hedder Jinas,
og dennes første eller førende discipel, Sâri-Putras.
Petrus et Paulus, to kendte kristne
tegneseriefigurer
Emnet er hemmeligheden om Jinas. Jinas er i besiddelse af en
overmåde dyb erkendelse af den sande Dharma. Denne
Buddha-erkendelse er så dyb og vanskelig, at Buddha på forhånd
næsten opgiver, at forkynde den til andre. Det ville kun føre til
dybe personlige frustrationer. Hans dybe erkendelse forbliver
derfor en hemmelighed for alle andre - bortset fra andre buddhaer,
der har gjort eller vil gøre samme dybe erkendelse.
Dette siges udtrykkeligt i Lotus sûtraen - tilmed i nogle
strofer, der også spiller en stor rolle i andre lande, hvor
buddhistmunkene i tidens løb har drevet deres missionsvirksomhed
(Khotan osv.).
Imidlertid lægger Sâri-Putras pres på Buddha, der beskrives som
Dharma-konge. Putras tigger tre gange, og Buddha giver efter. Men
først må 5000 hovmodige disciple forlade forsamlingen. De ville
nemlig ikke kunne fatte forkyndelsen. Kun de nærmeste disciple, med
Sâri-Putras, der også hedder "den levende" (âyus-mân), og
Jina-putras, i spidsen, vil have glæde af den Dharma-forkyndelse,
der udelukkende finder sted i form af lignelser (pamâ, paryâya).
Kun de nærmeste disciple har den tro, der er fornøden.
Endelig spår eller forudsiger Buddha, at Sâri-putras engang vil
blive genfødt som en Buddha ved navn Padmaprabha - "Lotus-lys". Før
han bliver en buddha er han en kronprins (kumâra-bhûta),
synonym for Jina-putras og bodhisattva.
Med denne buddhistiske kilde i baghovedet turde det være ret let
at se, hvorledes evangelisterne har benyttet det buddhistiske
forlæg. Som altid blander de det buddhistiske gods med stof fra
Det Gamle Testamente. Dette er velkendt, og vil ikke blive
gentaget her.
Sâri-Putras bliver til Simôn Petros. Jina-putras, søn af Jina,
bliver til Bar-Iôna, søn (bar) af Jonas.
Sâri-Putras var oprindeligt "den levende", men nu anvender
førstedisciplen betegnelsen på Jesus.
Ligeledes med "Guds søn". Buddha var søn af kongen i
Kapilavastu. Buddha skulle have været konge, og i denne egenskab
tiltales han "Guds søn" - sanskrit deva-putra (gud-søn).
Jesus siger: "Salig er du", græsk makarios ei. Det gengiver
sanskrit: kumâra-bhûta,du er (bhûta) kronprins (kumâras). Sanskrit
kumâras bliver til græsk makarios (samme fire konsonanter). Jesus
siger altså, at Putras, Petros, endnu kun er Jina-putras, men at
han engang vil blive en buddha.
Hos Lukas ses læsemåden "Guds Kristus" - svarende til
sanskrit devasya ksatriyas. Den gud, der tænkes på, kan kun være
kongen fra Kapilavastu.
Hos Johannes ses "Guds hellige", hvor græsk hagios gengiver
sanskrit âryas. Sanskrit ârya er, akkurat som deva, en helt
almindelig tiltaleform i den buddhistiske grundtekst. Der tænkes
således atter på den hellige indiske kongesøn.
Af sammenhængen hos evangelisterne forbliver det ubegribeligt,
hvorfor Jesus forbyder sine nærmeste disciple, at røbe, at han er
Kristus. Er der rod i teksten? Ved han det ikke selv? Har han lovet
nogen, at holde tand for tunge? Eller hvad? Vi ved det
ikke.
Først i lyset af den oprindelige buddhistiske kilde, bliver
begrundelsen klar: Hans lære - Dharma - var så dybsindig og
ubegribelig for de fleste, at det kun ville føre til frustrationer,
hvis han forsøgte at meddele sig til andre.
Akkurat som Jesus, udtalte Buddha sig kun i lignelser, der
styrker troen, men ikke forstanden.
Men der er en dybere hemmelighed. Buddha var en kongesøn,
adelsmand, en ksatriyas. Det er - for den, der kender både sanskrit
og græsk - ganske indlysende, at ho khristos gengiver ksatriyas -
samme antal stavelser, samme konsonanter, og næsten synonymer (når
en ksatriyas er salvet til konge, som det ofte nævnes). Samme
sammenhæng, samme person osv.
Dette er da den vigtigste grund til, at disciplene skal holde
bøtte: Hvis disciplene røber, at han , Kristus blot er Buddha i
forklædning, så er alt tabt. Så er han ikke længere en historisk
skikkelse, men tydeligvis en litterær fiktion skabt af et mere
eller mindre fromt bedrag. Han er da ikke længere et jødisk
kongsemne, men en indisk kongesøn.
Selve denne tanke, at Buddha optræder i forskellige
forklædninger, taler forskellige sprog, har forskellig hudfarve
osv., er ærkebuddhistisk. Den findes ikke kun i Mahâyâna, men også
i tidligere kanoniske tekster, fx MPS 23, en anden hovedkilde til
dette som andre vigtige steder i Det Nye Testamente. Det
hedder her bl.a., at Buddha optræder forklædt som som
ksatriyas i et utal forsamlinger, i forskellig skikkelse og med
forskellige sprog. Så forsvinder han, og folk spørger, om han var
et menneske eller en gud.
Motivet med Peter, der tre gange beder sin herre opfylde et
ønske, er velkendt fra andre steder i evangelierne. Det samme
gælder de 5000 hovmodige tilhørere, der måtte forlade
forsamlingen.
Evangelisterne var ikke blot dygtige til at tage småbidder fra
Lotus osv. og Det Gamle Testamente, for dernæst at
kombinere det lånte til en ny og derfor ganske fiktiv
helhed. De var tillige meget dygtige til gematri - akkurat som de
ukendte buddhistmunke.
Et par eksempler:
Petros kaldes den først, græsk prôtos. Der spilles her på de
fire konsonanter.
Talværdien af græsk prôtos (andetsteds i Det Nye
Testamente om Petros) er 80+100+800+300+70+200 = 1550. Men
1550 er tillige talværdien for ho Khristos, den anden hovedperson i
dialogen.
Petros kaldes en klippe, græsk petra, der har talværdien
80+5+300+100+1 = 486.
Andetsteds i Det Nye Testamente kaldes han også Kêphas,
som er aramæisk, og som har talværdien 729. Hvad har 486 og 729 med
hinanden at gøre? Jo, 6 x 81 giver 486, ligesom 9 x 81 giver 729.
Tager man 729 terninger og anbringer dem således, at de danner én
stor terning, da har denne terning seks sider, og hver side viser
81 kvadrater, i alt 486.
Med andre ord: De personer, der valgte at kombinere petra med
Kêphas, når de skrev om Petros som værende en klippe, petra,
må have tænkt på denne terning med de seks sider. Terningen
forestiller Petros som en klippe.
Da det tydeligvis er "Kristus", eller Menneskesønnen", der har
ansvaret for både navnet Kêphas og for udnævnelsen af Petros til en
petra, er konklusionen uomgængelig: Jesus var en fortræffelig
matematiker eller arkitekt.
Vælger man alternativt, at lade tallet 729 være målet på
omkredsen af en cirkel, da vil det indskrevne kvadrat måle 656.756,
og hvis dette afrundes til 656, da har man talværdien for Messias -
som oversætter Khristos, den salvede.
Dermed får man da billedet af Messias-kvadratet, der hviler i
eller på en omskreven Kêphas-cirkel.
På denne måde bliver Petros da et slags kirkeligt fundament for
Jesus.
Men ikke nok hermed: Der er jo tale om kirkens grundlæggelse.
Talværdien af ordet for kirken, ekklêsia, er 294. Og det er på
klippen, petra, at kirken skal bygges. Men petra var 486, og
ekklêsia var 294. Tegner man nu en cirkel med omkredsen 294, da
måler den indskrevne Davidsstjerne 486, 504, afrundet til 486.
Dette giver et billede af klippen som davidsstjerne eller heksagram
i kirkens cirkel på 294. Dette heksagram kan også opfattes som
en stiliseret tegning af en lotus.
Dermed antydes, at Lotus - som sandt er - er kirkens grundlag.
Atter har Jesus vist sig som en eminent dygtig matematiker!
Talværdien for Jesus er - som bekendt - 888. Halverer man en
sådan cirkel, da får man en indskreven cirkel på 444 - hvilket er
talværdien af det udtryk, Jesus selv anvender: kød og blod - græsk
sarx kai haima (361+31+ 52 = 444).
Udtrykket "kød og blod" er derfor - akkurat som "Menneskesønnen"
- et andet udtryk for "jeg".
Jesus bekræfter, at det ikke er ham, men hans " himmelske
fader", der har åbenbaret dette - altså hovedpersonen i Lotus.
Jesus bekræfter således, at han selv er søn af Jinas, der netop
betegnes som fader i himlen.
Lægger man 888 og 444 sammen, får man 1332 - hvilket er
talværdien af Alpha og Ô = 532 + 800 = 1332. De to
cirkler tegner altså et fint billede af Jesus.
En cirkel med en omkreds på 1332 har en diameter på 424.203,
afrundet til 424, hvilket er talværdien for David (med den
rigtige nytestamentlige stavemåde Daueid).
Solkorset måler 848.406, afrundet til 849 - hvilket er
ômega (800+40+5+3+1 = 849). Afrundes til 848, får man basileus -
konge. At han er konge (jødernes, Israels) stemmer med at han jo er
en ksatriyas og Dharma-konge.
Sammenfattende må man sige, at episoden - perikopen - er et
yderst kunstfærdigt produkt, som på ingen måde afspejler nogen
direkte tale. De ukendte ophavsmænd har kombineret buddhistiske og
gammeltestamentlige kilder, idet de til stadighed har valgt ord og
formuleringer ud fra disses talværdier. Deres lærde arbejde har
vidtrækkende følger: Som bekendt bygger Romerkirken sit
autoritetspostulat på denne episode, hvor Jesus giver "nøglerne"
til Peter. Romerkirken hævder, at Peter var kirkens
første biskop, og at alle de følgende paver er hans
efterfølgere.
Men det skulle nu være klart, at Simôn Petros blot er buddhisten
Sâri-Putras i forklædning.
Evangelisterne rapporterer på ingen måde en episode, der har
fundet sted i tid og rum.
Der er tale om en litterær fiktion, en overordentlig
dygtig uhistorisk konstruktion.
For at ingen kan være i tvivl: Hemmeligheden om Simon Peter er
den, at han faktisk var Sâri Putra.
Hemmeligheden om Khristis er den, at han faktisk var Ksatriyas.
Ksatriyas´ dialog med Jinas søn blev forvandlet til en dialog
mellem Kristus og Jonas´ søn.
De ukendte buddhister og jøder, der har ansvaret for dette lille
mesterværk, må have moret sig kosteligt - især, hvis de havde
kunnet forudse, hvile følger deres spøg ville få for
verdenshistorien!
Romerkirken og pavens primat hviler på en ren og strålende
fiktion.