Romernes kejser mod jødernes konge
Hvis den havde mødt tilstrækkelig naturlig modstand, ville
kristendommen for tusind år siden ikke være gået af med sejren i
Norden. Forudsætningen for en værdig modstand var tilstedeværelsen
af en åndelig modstandsvilje. Men dengang var videnskabelig
dannelse og den moralske styrke - ligesom den religiøse
overbevisning - ikke duelig nok til at mobilisere en organiseret
modstand mod de nye artsfremmede strømninger fra syd. Den gamle
asatro var hensygnende. Og da kristendommen først havde taget den
verdslige magt, fik den også snart alle åndelige kræfter i sin
sold. Kun nu og da, i de seneste par hundrede år, har enkelte
stærke ånder løftet røsten mod den fremmedartede religion.
I lighed med andre religioner har kristendommen til alle tider
lagt mere vægt på tro end på viden og fornuft. Troen på mirakler,
profetier, jomfrufødsler, kødets opstandelse osv., står i
uforenelig modstrid med fornuft og videnskabelig erfaring. Med
tiden afsløres troen som værende overtro; i stedet træder vantro og
mistro. Men der er i vor tid endnu millioner, som afviser, at
mennesket er blevet til ved en udvikling, akkurat som millioner
tidligere afviste, at jorden ikke er verdens centrum. Mange tror
endnu, at mennesket blev til ved Guds skabelse, at Gud har udvalgt
sig jøderne som sit særlige folk, at moral er umulig uden religion,
og at Bibelen sikkert stammer fra Gud. I Guds og Bibelens hellige
navn er utallige talsmænd for fornuft og fri forskning i tidernes
løb blevet gjort til genstand for forfølgelse og tilsmudsning.
Tacitus
Kristendommen ville ikke have vundet kampen mod hedenskabet i
Norden, hvis ikke hedenskabet i syd havde tabt kampen mod den nye
religion forinden. I dag er det vist kun få, som ved - hvad der
ellers var godt at huske - at en håndfuld fremragende hedenske
filosoffer så længe det var muligt førte et oplysningens felttog
mod djævlens vold og magt, mod den kristne overtro, mod den nye
massebevægelse fra Galilæa.
Den romerske historiker Tacitus, er den første til at lade os
ane, hvad en kultiveret hedning måtte mene om kristendommen. For
Tacitus tilhørte de kristne en gruppe "for deres laster forhadte
mennesker", folk, der optændt af "had til menneskeheden" fulgte en
"fordærvelig overtro", en "pest, der breder sig fra Jødeland".
Kristendommen blev betragtet som endnu et udslag af jødisk
agitation og overtro. Til at begynde med fandt man det ikke umagen
værd at gendrive den nye massebevægelse med argumenter, men
efterhånden som en voldsomt agiterende missionsvirksomhed havde
held til at vinde proselytter ikke kun blandt de uoplyste masser,
men også naive intellektuelle, voksede modstanden blandt det gamle
hedenskabs fortalere.
Den første af disse heroiske skikkelser er Kelsos (ca. 180),
hvis skrift "Det sande Ord" kun er overleveret i
brudstykker. Da kristendommen først fik monopol på sjælesorg søgte
man nemlig at forbyde og udrydde de kritiske hedenske skrifter.
Kærlighedsbudskabet indbefattede ikke tolerance. Dernæst følger
Porfyr, "Kristi specielle fjende", fra det 3. århundrede, forfatter
til femten bøger, særligt "Mod de Kristne". Dette skrift
nød den ære at blive brændt i 448 med den begrundelse, at det
"vækkede Guds vrede og krænkede sjælene".
Endelig har vi Kejser Julians skrift "Mod Galilæerne",
altså mod de kristne, fra 362-63. Også denne bog er kun
ufuldstændigt overleveret.
Denne Julian udgør et højst interessant bekendtskab. Eftertiden
- det var jo de kristne sejrherrer, som skrev historien - idømte
ham tilnavnet "den frafaldne", Apostata. Omvendt
hædrede man Konstantin (kejser 306-337) med tilnavnet "den store".
Det var som tak for, at han havde indrømmet de kristne
religionsfrihed, og for at han lod sig døbe på dødslejet. Set med
en hednings øjne skulle man snarere tale om Konstantin den
frafaldne og Julian den Store!
Kejser Julian, den frafaldne
Som romersk statsmand og som græsk filosof havde Julian lige
siden sine unge dage næret afsky for den kristne overtro og dens
kulturbarbari. Han så det som sin pligt både at nedbryde og
opbygge. Personlig fromhed, hård selvdisciplin, og filantropi var
for ham moralens grundlag. Tilbedelsen af de gamle guder, især
Solen, var det religiøse grundlag og forudsætningen for sjælens
opløftelse og renselse. Modsat de ukultiverede evangelister, var de
klassiske forfattere for Julian guddommeligt inspirerede, og deres
skrifter derfor det bedste grundlag for højere dannelse.
Det gælder for Julian som det gjaldt for Kelsos og Porfyr:
Bibelen er ikke et troværdigt skrift. Den er fyldt med
selvmodsigelser og barbarisk overtro. Navnlig må man afvise tanken
om verdens skabelse og opløsning, og om kødets genopstandelse.
Jesus er ret beset en fej og karakterløs person, så hvordan kan han
være Gud eller Guds søn? Mirakler og profetier kan være meget gode
som godnathistorier, men helt fornuftige mennesker kan umuligt tage
dem alvorligt. Paulus er en løgnagtig fanatiker, hvis væsen må
frastøde ordentlige mennesker. Julian indleder sit skrift med disse
ord: "Det forekommer mig i sin skønneste orden at fremføre de
argumenter, som har overbevist mig om, ar de kristnes opspind er et
miskmask, visse folk har stykket sammen af lutter ondskab. Det har
intet guddommeligt over sig, men udnytter groft den fjollede
barnagtige og ufornuftige del af sjælen for at få sit humbug til at
gælde for sandhed." Klarere kan et standpunkt dårligt være!
Det er en ussel Gud, jøderne præsenterer os for i "Det Gamle
Testamente". Han har ikke engang skabt
verden, han har blot forsøgt at lave lidt rede på elementer, han
forefandt. Det er en misundelig og nidkær Gud, som ikke under
menneskene at skelne mellem godt og ondt. Han er slet og ret angst
for at menneskene opnår visdom. Han er fuld af had og dybt
uretfærdig, når han favoriserer ét folk - jøderne - frem for andre.
I modsætning til denne afskyelige Gud hylder Julian en ret færdig
Gud som er "alle tings fælles fader og konge". Selvom de er Guds
udvalgte folk har jøderne aldrig drevet det vidt. "De har altid
levet som snyltere og trælle. Frihed kender de intet til. Historien
viser, at de er hårdnakket og stennakket folk. Deres domstole,
deres institutioner og deres dannelse befinder sig i en barbarisk
forfatning. Videnskabelig dannelse er de totalt blottet for."
De kristne udgår fra jøderne, men de er samtidig utro over for
deres eget ophav. De har svigtet både jøderne og grækerne. De udgør
et "socialt udskud". Deres moral er elendig. Kristendommen
henvender sig med al sin modbydelige gravkult og sin hadefulde
adfærd til rene slavesjæle. At Jesus skulle være født af en jomfru
er aldeles absurd. Hvis Jesus kunne trylle, hvorfor benyttede han
så ikke denne færdighed til at omtrylle sine fæller og fjender til
at opgive modstanden mod hans lære? At følge Jesu lære om totalt
besiddelsesløshed ville medføre samfundets opløsning og
fuldstændige økonomiske sammenbrud. Og hvilken ussel religion, som
dyrker liget af en død jøde - den døde Jesus!
Heller ikke Paulus, med al hans "savlende smiger og slaviske
sleskeri", er en mennesketype, der tiltrækker anstændige
mennesker.
Der er her kun plads til en lille smagsprøve på den romerske
kejsers indvendinger mod jødernes konge, Jesus. Desværre er de
hedenske bøger, som kritiserede kristendommen, næsten alle blevet
ofre for den kristne næstekærligheds intolerance.
Kristendommen hersker endnu i Europa. Kun med mellemrum har
kritiske røster kunnet tale frit. Voltaire, Jefferson, Nietzsche,
Chamberlain og andre så forskellige mænd har belært os om, at
kristendommen er en ufornuftens religion. Også naturvidenskabens
fremskridt har været en trussel mod præsternes privilegier.
Nogle vil hævde, at kristendommens sidste kort måske er
kærlighedsbudskabet. Det passer heller ikke. Man behøver ikke at
være kristen for at være storsindet, flink, kærlig eller venlig. Og
for resten lægger næsten alle østens religioner hovedvægten på
kærligheden.
Striden mellem romernes kejser og jødernes konge er langt fra
afsluttet. Ret beset er kristendommen - ligesom jødedommen og islam
- os ganske artsfremmede bogreligioner af semitisk herkomst. Vi kan
ikke acceptere en religion, der bygger på profetier, mirakler,
overtro, og tanker om et "udvalgt folk". De hedenske forfattere
kæmpede for videnskab og oplysning, for skønhed, for fornuft og for
frimodig åben debat. Deres bøger blev brændt af de kristne
(jødiske) fanatikere, og selv blev de forfulgt og undertrykt.
Derfor er det godt, at de klassiske studier endnu ikke er helt
uddøde ved vore universiteter. Godt nok er der kun små filologer
tilbage, puslinge og stilfærdige folk, som er alt for feje til at
bryde en lanse for de klassiske idealer på alle livets områder.
Men filologerne har givet os tekstudgivelser og oversættelser af
de gamle skrifter. Her ligge de gode argumenter på lager, ikke kun
mod den kristne overtro, men også mod så mange andre misforhold i
vor samtid, f. eks. vort underoplyste demokrati, vore utroværdige
medier, vore elendige højere uddannelser osv., osv.. Vore store
forfattere, som f. eks. Holberg, var fuldt ud fortrolige med de
gamle græske og romerske forfatteres værker. Heraf hentede de
næring, som de i fordansket form gav videre til gavn for deres eget
folk.
Den, der har mod på at læse mere om dette emne, kan vi anbefale
bogen: "Kejser Julian mod Galilæerne", oversat og
kommenteret af Lars Mynster, udgivet på Museum Tusculanums Forlag,
1990. Vor sidste store klassiske filolog, J.L. Heiberg har også i
flere glimrende skrifter, uden at fare med lempe, taget grundigt
fat på den fremmede overtro. Da Mynsters litteraturfortegnelse i
visse henseender er mangelfuld, skal her fremhæves to af Heibergs
arbejder. Afhandlingen: "Antik polemik mod Christendommen"
fra 1904 findes genoptrykt sammen med en række andre populære
arbejder i "Fra Hellas" (København 1920). Hertil kommer
"Christendommens Grundlag" (København, 1925), som burde
være pligtlekture for alle teologer. Et godt udvalg, med en
udmærket indledning af den bekendte Kurt Eggers, udkom hos
Norland-Verlag under titlen: "Der Kaiser der Römer gegen den
König der Juden" (Berlin, 1941).
Det kunne også have været morsomt - men også katastrofalt for
hr. Mynsters karriere - at se en henvisning til Pickers klassiske
"Hitlers Tischgespräche im Führerhauptquartier. Entstehung,
Struktur, Folgen des Nationalsozialismus" (p. 95) for at
høre, hvad Adolf Hitler havde at sige om sin filosofiske forgænger:
"Man gjorde rettere i at tale om Konstantin Forræderen og om Julian
den Trofaste. Hvad kristendommen har skrevet imod Julian, er det
samme ordskvalder, som det jødiske litteraturvæsen har hældt ud
over os, hvorimod Julians skrifter er de pure sandheder."