Charles F. Dupuis - en glemt religionsforsker
Af dr. phil. Christian Lindtner
Charles
Francois Dupuis er navnet på en fransk religionsforsker
(1742-1809), hvis navn man forgæves søger i de gængse håndbøger om
emnet, i hvert fald på dansk. Derfor disse hastige
bemærkninger, for måske at redde hans navn fra en bog,
hvis interesse stiger i takt med den politiske
korrektheds stormende fremskridt: Glemmebogen.
Charles Francois Dupuis
Origine des tous les cultes ou religion
universelle er titlen på hans hovedværk; det udkom Paris
1795 i tre bind med et atlas. Senere udgaver i tolv bind 1866 og
1876. Forkortede udgaver på tysk og engelsk, men ikke på
nordiske sprog.
Dupuis forsøger, med omfattende lærdom, at tolke de gamles
religiøse myter ud fra astronomiske forestillinger, og afleder dem
især af ældgammel ægyptisk visdom.
Idet han påberåber sig klassiske autoriteter som Plinius,
Cicero, Vergil, Macrobius m.fl., er hans grundsynspunkt det, at Gud
er en betegnelse for himlen og for kosmos, den synlige verden, der
opfattes som en levende og intelligent og velformet
helhed, der ikke har nogen skaber og som heller aldrig vil gå til
grunde. I midten af verden, ser vi Solen, og med en vis ret kan man
derfor hævde, at religionen har sit ophav i en ældgammel
soldyrkelse. Det er - stort set - den stoiske teologi, men den har
rødder langt tilbage i tiden.
En sådan opfattelse af teologien er i direkte konflikt med
den jødiske, kristne og muslimske, og dermed har man også en del af
forklaringen på, at Dupuis ikke længere nævnes af moderne
forskere.
De kristne og muslimerne overtager jødernes gud, en nidkær
gammel mand, der skaber en verden, han selv er så utilfreds med, at
han pønser p, at ødelægge den igen (At kristne teologer senere
læser helt andre, græske forestillinger ind i teksten, viser blot,
at de heller ikke er glade for deres egen nidkære gud.)
Arthur Drews
I denne forbindelse er det værd at nævne, at den tyske
filosofiprofessor Arthur Drews
(1865-1935) flere steder anerkender sin gæld til Dupuis. Drews er
selv forfatter til flere bøger, hvori han argumenterer for, at ikke
kun Jesus, men også Maria og Peter ("den første pave") er myter,
der hviler på astronomiske forestillinger. I sin udmærkede, men
helt uselvstændige bog om Jesus, støtter Georg Brandes sig i vid
udstrækning til Drews.
Dette synspunkt, om Jesus som myte - som er ganske korrekt -
medførte, at Drews blev meget forhadt af tyske teologer. Flere
ellers lærde moderne tyske opslagsværker undlader derfor at omtale
såvel Dupuis som Drews. Denne uredelighed smitter af på de danske
eftersnakkere.
Den sammenlignende religionsvidenskab har naturligvis gjort
betydelige fremskridt siden Dupuis og Drews. Disse fremskridt er
imidlertid sket i takt med en stigende specialisering, og den
stigende specialisering har på sin side haft en meget høj pris
- den er sket på bekostning af et overblik, der gik tabt.
Man kan derfor tale om, at religionsforskningen for tiden
lider under et utåleligt og latterligt fagidioti.
Fagidioti kan kun overvindes, såfremt der atter opstilles krav
om dannelse og overblik, dvs. såfremt der atter stilles krav til
den enkelte forskerens personlighed.
Humanistisk dannelse forudsætter førstehåndskendskab til de
originale kilder på de originale sprog - græsk, latin, sanskrit
osv. Opfyldelsen af sådanne krav har desværre meget lange
udsigter, og den der vover at stille sådanne krav vil møde en
voldsom modstand.
Denne modstand kommer fra flere sider: Teologer, der frygter, at
religionsvidenskaben afslører, at deres egne dumme dogmer hviler på
myter; men også fra religionsforskerne selv møder disse krav
voldsom modstand. Al erfaring viser, at de er for dovne eller dumme
til at opfylde de grundlæggende lærdomskrav - førstehåndskendskab
til kilderne på originalsprog.
De gamle havde et overblik, de moderne savner. De moderne har
måske en kendskab til detaljer, de gamle savnede. Men selv for den,
der har overblik, er kendskab til detaljer uvurderligt. For den,
der kun kender detaljer, kan hans eller hendes fagidioti let
udvikle sig i skadelig retning.