Hvad er historisk revisionisme?

Historisk revisionisme er en revidering af historien. Der kan være to formål med at revidere historien. Et kan være, at nye fakta er blevet tilgængelige, eksempelvis fra hemmelige arkiver. Her er formålet at få et så sandfærdigt billede af de historiske begivenheder. Et andet formål med at revidere historien kan være at fremme sine synspunkter med det formål at opnå noget i nutiden. Typisk ses en fremstilling af en person eller et folkeslag i et dårligt lys eller en benægtelse af en historisk begivenhed. Her er formålet altså ikke at få et sandfærdigt billede af historiske begivenheder, men derimod at manipulere modtageren til at sympatisere med sine synspunkter. Her kan være tale om såvel politiske, religiøse, materielle eller personlige interesser, som afsenderen af negationismen ønsker at fremme. I flere lande er historisk negationisme forbudt, hvor det i andre lande er tilladt med henvisning til ytringsfriheden. Begrebet historisk revisionisme blev opfundet af historiker, sociolog, kriminolog professor Harry Barnes efter Første Verdenskrig. Barnes har udtalt, at sandheden altid er det første offer i en krig, og at de følelsesmæssige forstyrrelser og forvrængninger altid er størst under en krig. Derfor er formålet med historisk revisionisme at korrigere historieskrivningen i lyset af en mere komplet samling af historiske kendsgerninger i en mere rolig politisk atmosfære, også kaldet ytringsfrihed for historieskrivningen. Tidligere tiders historieskrivere har decideret ligget under for kongens nåde, og derfor bevidst gjort sejrherren til den gode og taberen til den onde for at hytte sit eget skind. Efter en krig kan der også være episoder en politisk ledelse eller en hel nation ønsker at glemme fordi de er flove over dette. Eksempelvis var den danske samarbejdspolitik i starten af besættelsen under Anden Verdenskrig ikke noget de danske politikere var stolte af. Formålet med historisk revisionisme er at finde frem til sandheden, eksempelvis hvad der har været udløsende for krige til krige på begge sider, og eventuelt hvorfor de er trukket i langdrag. Er informationer blevet tilbageholdt fra befolkningen? Formålet med den historiske revisionisme er, udover at gengive den faktuelle sandhed, også at lære af fortidens fejl, og hvis disse holdes skjult er det jo umuligt at lære af dem. Et eksempel på den sandhedssøgende historiske revisionisme er de mange informationer om er dukket op efter de kommunistiske regimer i Østeuropas fald. Eksempelvis blev Sovjetunionen under den kolde krig fremstillet som den store skurk i NATO-landene. Efter den kolde krigs ophør efter jerntæppets fald har NATO-landene måtte revidere deres opfattelse og erkende, at den sovjetiske sikkerhedsstrategi primært var af defensiv. Frygten for fjenden var formodentlig lige stor på begge sider af jerntæppet og medvirkende til oprustningen. De to mest kendte eksempler på den manipulerende revisionisme, også kaldet negationisme er at finde i hhv. tyrkisk og tysk historie. Den tyrkiske regering benægter en systematisk udryddelse af armeniere i det daværende Osmannerrige. Et folkedrabe på mellem 1 og 1,5 millioner armeniere i perioden fra 1915-1918. Ligeledes findes der personer og grupper, som har en interesse i at opretholde et had til jøder og vedligeholde det fjendebillede, som blev skabt af denne minoritet af Nazityskland. Holocaust benægterne siger, at det er jøderne selv, som har opfundet begrebet holocaust for at sløre deres konspiration, som går ud på at opnå penge og indflydelse og endelig magt over hele verden. Denne negationisme eller konspirationsteorier er som regel populære i marginaliserede grupper som ikke har meget indflydelse på hvordan deres liv former sig. Ved at tro på negationismen får disse personer en forklaring deres uheldige situation, og samtidig en undskyldning for ikke at forsøge at ændre den. En anden mulig udgang på denne manipulation er dog også at de personer, som tror på negationismen begynder at angribe den udskældte gruppe. Her er altså tale om virkelig farlig manipulation, som ikke er sand, og som ikke giver mulighed for at lære af historiens fejltagelser. Danske eksempler på negationisme er primært at finde i sammenhæng med racistiske udtalelser fra den yderste højrefløj. Et eksempel er hjemmesiden patriot.dk med redaktør Ole Kriberg, som går ind for raceidologi. Journalisten Erik Haast støtter alle kendte konspirationsteorier lige fra at månelandingen aldrig fandt sted til at 11/9 var planlagt af FBI, og altså også at holocaust aldrig fandt sted. Advokat og udgiver af et antisemitisk blad Knud Bjeld Eriksen er blandt andet forfatter til en tekst af navnet ”Løgnen om holocaust”. Tidligere folketingskagskandidat for Fremskridtspartiet Bo Warming samt dømt for overtrædelse af racismeparagraffen er en anden dansk holocaustbenægter. Tidligere lektor ved Københavns Universitet dr. Phil. Christian Lindtner var i en årrække den danske negationist, som det lykkedes at få mest taletid i medierne. På den internationale arena deltag han blandt andet i en konference i Iran af navnet ”The global vision of holocaust” i 2006. Pludselig i 2011 åbnede han en blog, hvor han giver udtryk for at holocaust benægtelse er helt forkert. Hvorvidt han trækker sine tidligere udtalelser tilbage er ikke klart. Som det fremgår af ovenstående skal man altså ikke lade sig forblænde af titler, men vordan undgår man at blive manipuleret, eller med andre ord, hvordan opdager man negationisme og skelner det fra historisk relativisme? Metoden til at sikre sig, at man ikke bliver forsøgt manipuleret ved negationisme er at forholde sig kritisk til sine kilder. Der findes en række skridt man kan bruge til at analysere sine kilder. For det første identifikation, hvor stammer informationerne fra? Næste skridt er at vurdere om en kilde er ægte eller ikke. En ting man bør være opmærksom på her er, om forfatteren af informationen kan have en interesse i at give usande informationer. Er her tale om første- eller andenhånds beretninger? Hvilke forudsætninger har forfatteren for at udtale sig om emnet, og i hvilken sammenhæng er den skrevet. Er forfatteren uden at vide det blevet udsat for manipulation? Gengiver denne kilde det overordnede billede af den historiske begivenhed eller er her tale om en lille brik i et større puslespil.